Sådan styrkede barnløshed mit vidnesbyrd om familieproklamationen
Det havde aldrig været en stor prioritet for mig at få børn, men da jeg pludselig stod i den situation, at jeg måske slet ikke var i stand til at få nogen, ændrede det sig fuldstændigt.
Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 16, og da jeg var 17 flyttede jeg mod alle odds fra England til Amerika for at undslippe et liv i fattigdom. Jeg var helt alene og bange, men jeg var fast besluttet. Jeg havde en plan: At blive rig og berømt. Nogle få år tidligere havde jeg set en dokumentar om børnehjem i Rumænien, og det gjorde et dybt indtryk på mit unge, heftige hjerte. Jeg var ikke ukendt med barndomstraumer, så jeg satte mig et mål om at skrabe penge nok sammen til at støtte et børnehjem og gøre en forskel i verden.
Jeg havde ingen anelse om, hvor anderledes det skulle gå mig. Jeg blev gift i en alder af 25 og snart efter blev min mand medlem af Kirken. På det tidspunkt havde jeg opnået en vis succes, men jeg var stadig på udkig efter den rigtige »succes« (eller det jeg dengang troede var succes nemlig berømmelse og rigdom). Jeg længtes efter at gøre en forskel. Sært nok ønskede jeg ikke at blive gravid, men jeg havde en stærk følelse af, at vi ikke skulle gøre noget for at forhindre at blive det. Det viste sig, at følelsen var rigtig, for efter et år var der ingenting sket.
Så barnløsheden i øjnene
Da jeg voksede op, var jeg glad for børn, selvom jeg ikke havde planer om selv at få flere end et eller to engang langt ude i fremtiden. Jeg troede ikke, at jeg ville blive alt for skuffet, hvis jeg slet ikke fik børn, men da jeg pludselig så i øjnene, at det meget vel kunne være sådan det blev, blev jeg helt knust.
I løbet af de næste par år blev jeg vred, forurettet og desperat. Ironisk nok blev »Familien: En proklamation til verden« udsendt omkring det tidspunkt, hvor jeg blev gift, og det budskab påvirkede mig negativt i stigende grad, for jeg følte ikke, at jeg kunne opfylde min pligt til at få børn. Da min mand og jeg konsulterede nogle læger, kunne de ikke finde nogen årsag til, at vi ikke kunne få børn. Det virkede så uretfærdigt. Jeg forstod ikke, at Gud gjorde det mod mig. Lidet vidste jeg, at mit hjerte undergik en forandring. Jeg havde altid været superfokuseret på succes, men nu ønskede jeg mig for første gang i mit liv et barn mere end noget andet.
Som tiden gik følte jeg mig mere og mere glemt, desperat, alene … og efterladt af Gud. Jeg smilede udadtil, men ingen vidste, hvad min mand og jeg i virkeligheden gik igennem. En dag talte jeg med min mands farmor, der var meget klog og åndelig. Jeg betroede hende, hvordan jeg havde det, og hun sagde: »Du ved, der er mange måder at være mor på.« Hendes ord gik lige i hjertet på mig. Jeg følte mig ydmyg. Jeg vidste, at jeg det var et svar fra vor himmelske Fader. Jeg havde været helt fikseret på at få et barn igennem min egen krop. Der opstod et håb i os, da vi overvejede andre muligheder. Vi blev plejeforældre.
Ser Guds hånd i mit liv
Snart efter fik vi vores første plejebarn, Benjamin. Jeg knyttede mig meget til ham, men jeg havde en svag fornemmelse af, at han ikke ville blive hos os for evigt. Tanken om at miste ham var sønderknusende. Og jeg var desperat efter et barn, jeg kunne beholde. Kirkens Familietjeneste hjalp par med at adoptere dengang, så jeg gik til biskoppen for at få information. Ugen efter blev jeg ringet op af en socialarbejder, der ledte efter et hjem til en baby, der skulle i pleje eller bortadopteres. Det var musik i mine ører. Trods muligheden for, at barnet havde udviklingsvanskeligheder, følte vi, at Herren vejledte os, og vi havde tro til at gå videre. Jeg vil ikke lyve – jeg var bange. Men det føltes rigtigt, og baby Daniel blev afleveret hos os selvsamme aften.
I løbet af nogle få dage blev han alvorligt sygt, indlagt på hospitalet og blev givet 50 procent chance for at overleve. Jeg sad ved hans lille seng i 11 dage, hvor jeg skiftevis bad og græd for ham. Jeg forlod ikke hospitalet på et eneste tidspunkt. Da Daniels biologiske forældre kom for at se ham (adoptionen var ikke helt på plads endnu), var jeg der, og lignede noget der var løgn! Men de virkede helt frakoblede og viste overhovedet ingen følelser, da de så ham.
Det var en stor øjenåbner for mig. Jeg indså, at jeg virkelig var Daniels mor! Det betød ikke noget, at jeg ikke havde født ham – det var meningen, at han skulle være min. Jeg lærte en masse om moderskab i de elleve dage. Jeg ville have gjort alt for ham.
Daniel fik lov til at leve. Benjamin kom tilbage til sin biologiske familie. Men Herren blev ved vores side. Siden da har vi adopteret seks børn mere og har på mirakuløs vis selv fået to. Jeg kunne råbe ud fra hustagene om de mirakler, jeg har vidnet i mit liv. Jeg har et stort vidnesbyrd om vor himmelske Faders løfte til os om, at vi kan få de velsignelser, vi ønsker os, selvom det ikke er på den måde, vi havde forestillet os, eller når vi forventede dem (se 2 Ne 10:17; Alma 37:17).
Vi har alle en plads i hans plan
Det har til tider været hårdt at have ni børn. Vasketøjet kommer aldrig i bund, der er tale om forskellige personligheder, og hvert barn kommer med sine udfordringer. Men jeg ved, at de alle er en gave fra himmelen. Det føles helt ærligt som om, at min drøm om at gøre en forskel og drive et børnehjem selv alligevel blev til virkelighed.
Den prøve, som barnløsheden var, blev en af mine største velsignelser. Jeg føler, at jeg var nødt til at blive ydmyg nok til at underkaste mig Guds vilje og ikke bare stå på min egen. Jeg har oplevet en mægtig forandring af mit hjerte (se Alma 5:13). Og gennem denne slags underdanighed har han vejledt mig. Han har velsignet mig med drømme, visioner og mirakler, der har ført mig til hvert eneste barn. Han har altid haft en plan for mig. Og han var der, selv når jeg følte mig glemt.
Barnløshed kan være en meget dyster og ensom sag. Jeg tænker tilbage på de dage, hvor det var hårdt at gå i kirke uden børn – da familieproklamationen stak bitterligt i hjertet. Dengang kunne jeg ikke se det, jeg ser nu. De kærlige ord i proklamationen har altid talt til mig. Uanset, hvad vores omstændigheder end er, så har vi alle en plads i vor himmelske Faders evige plan.