Reetablering af mit liv efter en skilsmisse

Efter min mand forlod os, mødte jeg en tilværelse som enlig mor med 10 børn, der alle så til mig for svar.

For tre og et halvt år siden sluttede mit 29-årige tempelægteskab med skilsmisse. Mit liv havde op indtil det tidspunkt været centreret omkring Kirken, min mand, mine børn – hvoraf otte stadig boede hjemme – og to børnebørn. Mit liv ændrede sig på måder, jeg ikke kunne have forestillet mig, på grund af skilsmissen.

Jeg har været enlig siden da og har forsøgt at imødekomme behov hos fem drenge, der er meget involverede med sport, en teenagedatter og to voksne børn, der arbejder, mens de studerede. I de første måneder af vores separation følte jeg mig alene, modløs og ofte deprimeret. Jeg blev bare overvældet af alle de opgaver og ansvar, der var tilfaldet mig. Hvordan ville min skilsmisse påvirke børnene? Ville de stadig have noget tiltro til ægteskab? Kunne vi nogensinde blive en evig familie igen?

Mit liv som enlig mor var meget krævende, og jeg lærte at gøre ting, jeg aldrig havde gjort før. Mine børn lærte også at påtage sig mere ansvar, som jeg ville ønske, at de ikke var nødt til at bære. Blandt andet lærte vi at reparere sprinklersystemer, skabe og blikkenslagerarbejde. Én dag lavede jeg en opgørelse over alle de mange reparationer, der stadig skulle udføres i huset og satte mig ned og græd. Jeg havde ikke penge til reparationer, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle udføre dem selv.

Selvom livet som enlig mor har været udfordrende, har jeg lært, at vor himmelske Fader ikke forventer, at jeg skal gøre det alene. I takt med, at jeg i højere og højere grad satte min lid til ham, fandt jeg trøst og støtte gennem hengiven efterlevelse af evangeliet, støttende medlemmer af menigheden og et ønske om at søge efter det gode i mit liv.

Støbe mit evangeliske fundament

Forbliv aktiv. I takt med at yderligere ansvar faldt på mig, følte jeg mere og mere et behov for at reevaluere, hvor jeg stod med hensyn til efterlevelse af evangeliet. Jeg traf mit livs måske vigtigste beslutning øjeblikkeligt: Jeg ville forblive aktiv i Kirken og deltage i menighedens aktiviteter, selv hvis jeg måtte tage af sted alene eller følte mig utilpas ved at deltage alene. Selvom jeg var enlig, hjalp denne beslutning mig med at forsætte med at føle mig som en del af den større menighedsfamilie.

Læs skrifterne. Selvom jeg havde læst i Mormons Bog hele mit liv, har jeg læst den dagligt siden min skilsmisse. Skrifterne har fået ny betydning for mig. De trøster og vejleder mig. De bringer mig nærmere vor himmelske Fader. De giver mig svar.

En aften, efter at have deltaget i en foredrag om forhold, kom jeg hjem og følte mig meget akavet. Jeg hadede at opfatte mig selv som en fraskilt kvinde. Efter at have bedt min bøn tog jeg Mormons Bog, og det første skriftsted jeg læste var: »Og se … da vi ser, at vor barmhjertige Gud har givet os så stor kundskab om dette, lad os da huske ham … og ikke hænge med hovedet, for vi er ikke forstødt« (2 Ne 10:20). Idet jeg blev ved med at læse, underviste Helligånden mig personligt. Jeg følte, at budskabet til mig var, at ting var anderledes nu, men at jeg ville blive ledt, og at Herren husker på mig.

Jeg følte igen Guds opmærksomhed på mig og min situation, og jeg følte hans kærlighed. Jeg behøver ikke at hænge med hovedet i skam, fordi jeg er fraskilt. Ja, nogle ting har ændret mit liv, men evige principper er de samme. Hvis jeg forbliver tæt på min himmelske Fader, kan alle lovede velsignelser stadig være mine. Jeg er taknemmelig for, at jeg åbnede skrifterne den aften.

Hold befalingerne. Vores families indkomst faldt betydeligt under skilsmisseprocessen, og vi havde det svært økonomisk. Jeg mødte et dilemma om, hvorvidt jeg skulle betale tiende, når der tydeligvis ikke var nok penge til at brødføde og tage sig af min store familie og til at udføre de nødvendige reparationer på huset. Jeg søgte svar fra mine præstedømmeledere og kendte mit svar. Jeg besluttede mig for at betale en fuld tiende. Jeg tror på, at denne ene troshandling åbnede himlens vinduer, fordi mange velsignelser regnede ned på vores familie. Selvom jeg var dybt taknemmelig for andres hjælp, havde jeg også haft svært ved at udvikle ydmyghed og elskværdighed, når nu min familie aldrig før havde haft brug for hjælp. Min første tur til biskoppens forrådshus endte med tårer, men jeg søgte Herrens vilje, og hvad han ønskede, at jeg skulle lære fra oplevelsen. Udover at have det svært med stolthed, lærte jeg meget om kærlighed og velfærdsprogrammets formål. Selvom vi ikke længere har brug for velfærdshjælp, er jeg taknemmelig for den oplevelse.

Accept af en kaldelse. Lige før de juridiske skilsmissepapirer blev indsendt, blev vores hjælpeforeningspræsidentskab omorganiseret, og jeg blev kaldet som sekretær. Vores nye præsident fortalte mig senere, at mit navn var kommet til hende, mens hun mediterede i templet. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at vor himmelske Fader satte mig i en position, hvor jeg kunne modtage kærlig hjælp, venlighed og omsorg fra mine søstre i præsidentskabet i de stressende dage under og efter skilsmissen.

Min opgave i Hjælpeforeningen var at forberede ugentlige bekendtgørelser og en række månedlige rapporter. Jeg begyndte at få computerfærdigheder. Da jeg udførte mine andre pligter, ledte jeg nogle gange møder og bemærkede også, at mine ledelsesevner også blev forbedret. Min selvtillid voksede. Da jeg blev nødt til at vende tilbage til mit arbejde som sygeplejerske efter mange års fravær fra professionen, opdagede jeg, at jobbet krævede computerfærdigheder, og jeg var taknemmelig for alt, jeg havde lært gennem min kaldelse. Mine forbedrede færdigheder hjalp mig med selvsikkert at vende tilbage til arbejdsstyrken.

Trak på min menighedsfamilie

Rådførte mig med min biskop. Jeg værdsatte med tiden min biskops vejledning til at træffe en række gode beslutninger. Han så til vores familie og sikrede sig, at jeg var okay, og at der blev taget godt vare på min familie. Han var min støtte både timeligt og åndeligt.

En dag kaldte biskoppen mig ind på sit kontor og talte med mig om mine børn enkeltvist for at se, hvordan de havde det. Vi lagde en plan, der sikrede, at alle mine drenge modtog støtte fra præstedømmet gennem deres kvorums- og organisationsledere. Han talte også med mig om min økonomiske situation og sikrede sig, at vi havde mad i huset, og da når julen kom, sikrede han sig igen, at vi havde noget at lægge under træet.

Udover at hjælpe mine børn gav han mig præstedømmevelsignelser og hjalp mig med at udfolde min nye rolle som enlig søster. Hvilken trøst det var at vide, at jeg havde hans opbakning.

Stolede på hjemmelærere. Da bror Mark og hans sønner blev kaldet til at være vores hjemmelærere, udtrykte han et ønske om at tjene min familie. Med tiden indså jeg dybden af hans forpligtigelse. Han så til os ofte og spurgte, hvordan ugen var gået. Han blev venner med alle vores børn og huskede deres fødselsdage. Han har givet dem præstedømmevelsignelser, før hvert skoleår begynder. Han rådfører sig med mig om, hvilke lektioner han vil undervise i næste måned, og inviterer os til at knæle i bøn med ham og hans sønner, før de tager af sted. Jeg har været taknemmelig for disse trofaste hjemmelærere, som har givet støtte fra præstedømmet til min familie.

Til tider ville jeg gå i panik og tænke, at jeg var nødt til at flytte fra vores hus, der virkede så dyrt at opretholde, selvom mine børn og jeg, med råd fra præstedømmet, havde besluttet, at det ville være i vores interesse at blive i vores hus og fortsætte med at bo blandt venner og vores menighedsfamilie. På sådanne tidspunkter ville min hjemmelærer minde mig om grundene til, at vi valgte at blive; han ville dernæst, mindst én gang om året, arrangere, at nogle af brødrene kom til vores hus for at udføre tiltrængte reparationer, rydde op i haven, reparere sprinklere, male og hjælpe os med at passe på vores hjem.

Værdsættelse af mine menighedssøstre. I de første to år efter min skilsmisse var jeg omgivet af støttende og kærlige venner i hjælpeforeningspræsidentskabet. De græd med mig, de lo med mig, og jeg følte mig tæt til dem. Gennem min kaldelse blev jeg opmærksom på nogle af mine menighedssøstres behov, og at det at tjene dem hjalp mig med at beholde mit perspektiv og finde helbredelse i mit eget hjerte.

Andre velsignelser kom. Mine venner i præsidentskabet, der var bekymrede for min første valentinsdag uden min mand, sendte en smukt indpakket gave, som ventede på mig, da jeg kom hjem fra arbejde. En anden gang lavede de en »dronning for en dag« for mig. Jeg blev bedt om at komme til et møde tidligt en morgen. Da jeg ankom, ventede en søster på at ordne mine negle. Et par venner kom og ordnede mit hår. Jeg fik så at vide, at vi skulle til frokost og ud og shoppe. De købte et nyt sæt tøj til mig, det første jeg havde fået efter skilsmissen. Mit hjerte flød over, og jeg følte Frelserens kærlighed gennem disse søstres handlinger.

Find glæden

Omgav mig selv med skønhed. Den 13. trosartikel fortæller, at vi tragter efter det, der er godt. Musik har været en kraftigt indflydelse i vores hjem især siden skilsmissen. Jeg følte tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at lytte til hellig musik. Jeg har læst gode bøger og har set gode skuespil. Nogle gange går jeg i biografen eller leger alene, og jeg har fundet ud af, at jeg godt kan have en god tid, selv når jeg er alene. Andre gange finder jeg en ven eller et familiemedlem til at gøre det med mig.

Udviklede nye venskaber. Som en nyligt enlig søster blev jeg opmærksom på to søstre, der var enker, i min menighed og tre andre, der for nyligt var blevet skilt, og vi blev hurtigt venner. Vi samles tit, som regel fredag aften. Vores tid sammen har hjulpet os til at blive tætte. Vi støtter og opmuntrer hinanden. Vi har det sjovt sammen. Én søster i menigheden, som var terapeut, mødtes sommetider med os og hjalp os til at forstå vores følelser og håndtere vores udfordringer. Vi ser efter det positive i hver søsters situation. Og på et tidspunkt har hver af os udtrykt tanken, at vores problemer har taget os til et nyt niveau af nærhed med vor himmelske Fader. Selvom vi ikke ville vælge vores prøvende omstændigheder, anerkender vi velsignelser, der er kommet til vores liv som et resultat deraf.

Kom i templet. Templet er et sted med godhed og skønhed, og jeg ved, at jeg er velkommen der. Selv tempelbesøg kan være en pinefuld påmindelse om brudte pagter, så trøstes jeg af at vide, at alle templets lovede velsignelser med tiden kan blive mig til del igen, hvis jeg gør min del for at forblive pålidelig og trofast. Jeg har indset, at jeg og mine børn, som er født i pagten, stadig er arvinger til alle velsignelserne, der tilkommer et pagtsfolk. På grund af denne søde vished har jeg lært at føle fred og glæde, når jeg er i templet.

Oplevede glæden. Min yngste søn Matt og jeg har samme fødselsdag. Da han skulle til at blive 8, skulle jeg til at blive 50. Matt ønskede at blive døbt af sin bror på sin fødselsdag, så vores hjemmelærer tog sig tid til at undervise mine sønner i, hvordan man udfører ordinancen, og senere deltog han i højtideligheden. Efter dåben blev Matt bekræftet af den ældste i vores familie, en gift bror.

Under programmet stod alle mine 10 børn, sammen med to ægtefæller og to børnebørn, og sang »Vores familie«. Det var et øjeblik, jeg altid vil huske. Mine følelser af taknemmelig for evangeliet og fylden af de åndelige velsignelser, der er kommet til mig, opretholder mig, og fylder mit hjerte. Da jeg så på min smukke familie og lyttede til de ord de sang, vidste jeg uden tvivl, at vi stadig var en evig familie.