En skål varmt vand
Forfatteren bor i Seoul i Sydkorea
Vandet i dåbsbassinet var iskoldt. Så fik Minjun en idé.
Minjun og far skyndte sin ind i kirkebygningen, vinden blæste koldt bag dem. Men der var også ret koldt inde i bygningen. Minjun håbede, at der ville blive varmere, når der kom flere mennesker.
Minjuns ven Jungmin skulle døbes i dag. Jungmin havde mødt søstermissionærerne og tænkt over at blive døbt i lang tid. Hele menigheden havde fastet og bedt for ham. Endelig besluttede han sig for at blive døbt. Og i dag var dagen kommet!
Dåbsbassinet var stadig ved at blive fyldt op, da Minjun og far trådte ind i værelset. De satte sig ved siden af Minjuns ven James. Snart efter kom Jungmin ind, klædt i hvidt dåbstøj.
»Han ser lidt nervøs ud,« sagde James.
Minjun nikkede. Han var glad for, at han kunne være her for sin ven.
Snart var bassinet fyldt. Det var tid til dåben. Men i stedet for at begynde talte missionærerne med nogle af de andre medlemmer, og de så bekymrede ud. Far gik hen for at se, hvad der var galt.
»Hvad er der galt?« spurgte Minjun far.
»Vandvarmeren er gået i stykker, så vandet i bassinet er meget koldt,« sagde far.
Minjun så ned i vandet. Da han blev døbt, var vejret varm, vandet dejligt varmt og selv fars knus havde været varmt, da han kom op af vandet. Han kunne ikke forestille sig at blive døbt i koldt vand på sådan en kold vinterdag.
Minjun så, hvordan Jungmin modigt gik ned i vandet sammen med ældste Keck, der skulle døbe ham.
»Det er for koldt!« sagde Jungmin. »Jeg kan ikke være i det længere.« Han gik op af dåbsbassinet og rystende af kulde. Minjun havde ondt af ham.
Nogle få minutter senere prøvede Jungmin at gå i vandet igen. Denne gang tog han blot nogle få trin, inden han skyndte sig op. Han prøvede to gange mere. Vandet var isnende koldt! »Kan vi stoppe?« spurgte Jungmin til sidst. Han så ud som, om han skulle til at græde.
Minjun bad en stille bøn og spurgte, hvordan han kunne hjælpe.
»Hvad skal vi gøre?, spurgte nogle.
»Bør vi udskyde dåben?«, spurgte andre. Alle ville gerne hjælpe Jungmin, men de vidste ikke hvordan.
Så fik Minjun en idé. Han puffede til James. »Kom, James.«
Minjun og James gik ud i køkkenet. De fandt en stor bowle og skål og fyldte dem med varmt vand fra vandbeholderen. De bar det forsigtigt tilbage til dåbslokalet og hældte det varme vand i dåbsbassinet. »Måske hjælper det med at varme vandet op!« sagde Minjun.
Alle blev overraskede. »Hvorfor tænkte vi ikke på det?« spurgte nogle.
Sammen begyndte de alle at bære varmt vand ind fra køkkenet. Nogle begyndte at koge vand på komfuret. Andre bar forsigtigt gryderne igennem hallen og hældte det varme vand i bassinet. Selv de andre primarybørn hjalp til, en skål ad gangen.
Endelig var vandet varmt nok. Jungmin og ældste Keck kom hele vejen ned i dåbsbassinet. Minjun følte sig varm om hjertet, da han hørte ældste Keck udtale ordene i dåbsbønnen. Da Jungmin steg op af vandet, smilede han. Alle var glade.
Da Jungmin var kommet i tørt tøj, gav Minjun ham et stort kram. Minjun vidste, at når som helst han bad med mod, ville vor himmelske Fader hjælpe ham til at vide, hvad han kunne gøre. Det blev en dåb, som Minjun aldrig vil glemme!