Vi stod foran parlamentet

Angela Fallentine fra New York i USA

Min mand og jeg boede i New Zealand i 2012, da parlamentet debatterede et lovforslag, der ville omdefinere ægteskab og familien. Vi læste lovforslaget og var bekymrede for, hvordan det ville påvirke religionsfrihed og moderskabets, faderskabets og ægteskabets hellighed.

Som en del af processen inviterede parlamentet alle i landet til at indsende deres mening om det foreslåede lovforslag. Vi vidste, at Herrens lære om ægteskab var klar på dette område, og vi følte, at vi måtte sige noget. Vi bemærkede et felt på formularen, som vi kunne sætte kryds i, hvis vi var villige til at stå foran parlamentet og forsvare vores holdning. Min mand og jeg så på hinanden og sagde: »Lad os sætte kryds i feltet!«

Vi fik besked flere måneder efter, at vi var blevet valgt til at præsentere foran en parlamentarisk komité. Efter megen bøn og faste følte min mand sig ledt til at dele tanker fra ældste Dieter F. Uchtdorf,¹ og jeg følte en stærk tilskyndelse til at gå tilbage til det øjeblik, hvor præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) præsenterede »Familien: En proklamation til verden« ved hjælpeforeningens årlige møde i 1995.² Vi følte os begge ledt til at vide, hvad vi skulle sige; det var unægteligt. Vi vidste også, at det ville blive meget hårdt. Vi besluttede os for at lægge alt i Guds hænder og sagde: »Vi vil gøre det, han ønsker, at vi skal gøre, vi vil sige det, han ønsker, at vi skal sige«,³ selv hvis det er upopulært. Vi blev mere bekymrede for, hvad der ville blive skrevet i himlen i forhold til, hvad der ville blive optegnet i parlamentet.

Da dagen ankom, og de kaldte vores navne, fortalte de os, at vi havde mulighed for at præsentere det hver for sig eller sammen. Vi tænkte straks: »Hvilken symbolisme! Selvfølgelig vil vi sammen gå op og forsvare læren om familien.«

Da vi havde givet vores udtalelser, begyndte medlemmer af parlamentet at stille spørgsmål. De virkede ikke glade for det, vi havde sagt, og det var ikke nemt at besvare deres spørgsmål. Til sidst var vores tid gået, men inden vi gik, gav vi hvert medlem af parlamentet og pressen et eksemplar af »Familien: En proklamation til verden.«

Det var en svær oplevelse, men det ændrede vores liv. Vi lærte, at det er muligt (og nødvendigt) at tale med andre om Herrens lære om ægteskab og familie – og at det kan gøres med mod, tydelighed og venlighed. Vores forhold til vor himmelske Fader er styrket og vores vidnesbyrd om læren om familien er vokset. Vi bærer vidnesbyrd om de enorme velsignelser og den glæde, vi har oplevet som følge af denne oplevelse.