Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Et besøg i hjemmet
Jeg havde 2 ledige timer på gymnasiet i Stockholm og besluttede mig for at tage hjem og så tilbage igen. Min mor fortalte, at hun lige havde haft besøg af to unge amerikanere, som ville fortælle om mormonkirken, men de ville helst komme tilbage samme aften, når min far også var hjemme.
Mormonkirken!! Det eneste, jeg vidste om den, var det, som stod i min lærebog i kristendomskundskab. En kvart side i bogen, som fortalte om flerkoneri og en profet og nogle guldplader.
En ny verden
Vi kiggede ud gennem stuevinduet og kunne se dem gå forbi nede på stien udenfor. Jeg grinte – flerkoneri, guldplader, profet!! Det lød jo spændende! De to unge mænd, som kom om aftenen, var imidlertid meget sympatiske. Den ene var lige kommet til Sverige og talte ikke meget svensk. Men det gjorde den anden. Han kaldte sig ældste og hed Jerry Johnson fra Arizona. Han fortalte en vild historie om åbenbaring fra himlen og Mormons Bog. Alt lød meget fremmed og slet ikke som det, jeg havde lært under konfirmationsundervisningen. Men der var et eller andet i det, de fortalte, som lignede noget, som jeg altid selv havde troet på. At Gud var en mand, ikke kun en ånd. Og jeg havde altid bedt til ham personligt, ikke Fadervor, som jeg var blevet lært, men en personlig bøn. Et eller andet, i det de fortalte, lød logisk, spændende og gav mig lyst til at ville høre mere. Det fik alt til at falde på plads i mit hoved, og det åbnede en helt ny verden for mig.
Dåb trods modstand
Mine forældre gav dem lov at komme tilbage et par gange, men bad dem til sidst om ikke at vende tilbage mere. Jeg blev meget ked af det, og jeg gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg var vokset op i en tid, hvor man respekterede sine forældre og ikke satte sig op mod deres ønsker. Men jeg løb ud på gaden efter dem, og vi aftalte at mødes i kirken inde i selve Stockholm. Efter nogle lektier satte de en dåbsdato for mig. Men som nævnt, så havde jeg respekt for mine forældres ønsker, og de bad mig om at vente med at blive døbt til efter jul for ikke at ødelægge julen for dem!! Så den 6. januar 1962 blev jeg døbt i kirken på Svartensgatan i Stockholm.
Så blev der kort tid derefter holdt distriktskonference i kirken på Svartensgatan. Koret stod oppe på forhøjningen, og de sang »Den himmelske elden omkring oss nu brinner« (Guds Ånd som en ild), og den himmelske ild brændte virkeligt og bogstaveligt i mig. Jeg følt en glæde så stor og jublende, som jeg aldrig før havde oplevet. Da fik jeg mit brændende vidnesbyrd, som aldrig siden har forladt mig.
Fra hån til accept
Min lillesøster Kerstin gjorde nar af mig, da jeg fortalte om min nyfundne tro og alt det nye, jeg havde lært. Men jeg fik lov til at fortælle nogle af hendes veninder om Kirken, og Kerstin fulgte med mig ind til GUF nogle gange. En aften, da vi var derinde, fik hun voldsomme smerter i nyreregionen. Heldigvis havde grenspræsidentskabet møde inde på kontoret. De gav hende håndspålæggelse, og smerterne forsvandt øjeblikkeligt. Det overbeviste hende, og hun blev døbt kort tid derefter.
Jeg fik både venner, kaldelser og Guds gode ord
Jeg fik hurtigt venner i kirken, og en søster på min alder fik til opgave at blive ven med mig og tage sig af mig. Jeg fik også hurtigt stillinger i Kirken. I 1965 blev jeg kaldet på mission i Sverige, nærmere bestemt på missionskontoret. Foruden at gå ud og banke på døre i weekenden, bestod mit arbejde i at renskrive alle oversættelser af lektiehæfter på stencils til trykning. Den gang var det missionspræsidenten, som afgjorde, hvad der skulle bruges i undervisningen. Senere startede kirken et korrelationsprogram af alt undervisningsmateriale og derefter Translation Services Department. Jeg lærte utroligt meget om evangeliet, da jeg jo i kraft af mit arbejde fik læst alt undervisningsmaterialet.
Mødte generalautoriteter
Missionspræsidenten havde besøg mange gange af Kirkens generalautoriteter, som overnattede i missionshjemmet. Jeg havde privilegiet at møde bl.a. ældste Howard W. Hunter, ældste Ezra Taft Benson og ældste Victor L. Brown, og det var en fantastisk oplevelse at få lov at spise aftensmad sammen med dem og knæle ned sammen med dem og høre dem lede os i aftenbønnen. Ånden ved disse bønner var så stærk, at det var som at være i vor himmelske Faders nærhed.
Deltog i Festinord
I 1967 blev der holdt Festinord for anden gang, denne gang i København. Den første gang, det blev holdt, kunne jeg ikke være med, fordi jeg jo var på mission. Men denne gang skulle jeg selvfølgelig være med. Så skete der det, at jeg op til afslutningsballet blev syg med maveinfluenza. Præsident Wennerlund kom op på sovesalen og salvede mig, og jeg fik det bedre, så jeg besluttede mig for at være med til gallamiddagen og ballet. Jeg og min veninde blev forsinkede og kunne ikke sidde sammen med vores gruppe, men vi satte os på første ledige plads ved bordet.
Men så mødte jeg en mand
Overfor os sad en mand, en nordmand, som vi kom i snak med, og han spurgte om lov til at fotografere os. Smart, som han var, ville han så have vores adresser, så han kunne sende billedet til os …
Men jeg havde det ikke så godt, så jeg bestemte mig for at gå op på sovesalen. På vej derhen mødte jeg så ham, som lige havde fået min adresse, og han bad om en dans. Pludseligt fik jeg det bedre, og det blev en dans som senere blev til bryllup og en stor familie i Danmark.
Året efter Festinord blev vi gift i Stockholm, og et par uger senere beseglet til hinanden for tid og al evighed.