At være præstedømmebærer
Kirkens lov
Lære og Pagter afsnit 42 er kendt som Kirkens lov. Herren havde befalet de hellige at samles i Ohio, hvor de ville blive udrustet med kraft fra det høje og modtage hans lov.
Dette afsnit eller denne lov indeholder mange bemærkelsesværdige lærdomme bl.a. de meget kendte i versene 43 og 44, som handler om, hvordan syge medlemmer skal forholde sig.
Vers 44 lyder således: »Og kirkens ældster to eller flere skal tilkaldes og skal bede for og lægge hænderne på dem i mit navn, og hvis de dør, så dør de i mig, og hvis de lever, så lever de i mig.«
Oplevelser
Jeg har, som de fleste præstedømmebærere, haft bemærkelsesværdige og mirakuløse oplevelser, når jeg er blevet tilkaldt til et sygt medlem, som har ønsket at blive betjent i overensstemmelse med det i vers 44 beskrevne, og på samme måde har mange medlemmer, som er blevet betjent haft tilsvarende oplevelser, hvor Herren gennem sine præstedømmebærere har udvirket mirakuløse helbredelser.
Mere upåagtet har det nok været, at der også kan være trosfremmende oplevelser, når der ikke finder helbredelse sted, hvilket omtales i den sidste del af vers 44: »… hvis de dør, så dør de i mig.«
Jeg blev mindet om dette i forbindelse med, at jeg besøgte en af mine gamle kirkevenner, br. Finn Dalum Larsen, som var blevet hasteindlagt på Roskilde Sygehus, idet hans kræftsygdom havde udviklet sig, så han var døende.
Et langt bekendtskab
Jeg har kendt Finn siden 1973, hvor vi mødtes i kirken på Amager. Vi var blevet flyttet til Amager, idet grænsen mellem Amager og Priorvej var blevet flyttet til Søerne, og da vi boede indenfor denne grænse, kom vi altså til at høre til på Amager. Finn var på dette tidspunkt nylig hjemvendt fra sin mission i England.
Et trofast eksempel
Jeg bemærkede allerede dengang Finns store hengivenhed for evangeliet, hans stærke vidnesbyrd om dets sandhed og hans store villighed til at tjene, og jeg kunne over årene konstatere, at det for ham blev en livslang proces, idet vi kom til at tjene sammen i mange forskellige kirkekaldelser. Finn levede bogstaveligt op til Jakobs ord om ikke kun at være ordets hørere, men også dets gørere. Hvis Finn fik en opgave, kunne man altid regne med, at den blev løst. Det var ikke kun i Kirken han var flittig. Han blev gift, stiftede familie og uddannede sig, mens han sideløbende havde fuldtidsarbejde. Hans flid mundede ud i, at han færdiggjorde sin læreruddannelse, og blev en meget velanskrevet lærer, som virkede i udskolingen i mange år.
Hans lærergerning
En af hans kolleger, fortalte mig, at hun havde oplevet til en afslutning, at hele hans klasse havde råbt i kor til Finn: »Vi elsker dig.«
En anden fortæller, at hun virkede i mellemafsnittet, hvorfra eleverne overgik til udskolingen. Flere elever kunne være en anelse bekymrede over at skulle have Finn som lærer, men som hun nævner, så opdagede de, at Finn ville dem det bedste og i det lys stillede krav til dem. Dette bevirkede, at de svage blev dygtigere og de dygtigere blev endnu dygtigere. Finn har endog sin egen fanklub af tidligere elever.
Sygdom en velsignelse
Nu er Finn som nævnt døende, og jeg kunne konstatere, at han var helt afklaret om dette. Han var naturligvis ked af at skulle forlade sin familie, men han glædede sig omvendt til at komme videre. Han fremhævede selv, at kræftsygdommen, som havde udviklet sig over de seneste fire år, faktisk var en velsignelse i den forstand, at den havde tilladt ham at få bragt orden i en række forskellige ting bl.a. hans slægtshistorie, hvor en af linjerne er ført helt tilbage til Gorm den Gamle.
Et levende vidnesbyrd
Jeg oplevede under besøget i Roskilde og et senere besøg i hans hjem, at han levendegjorde det, der står i afsnit 42, vers 46: »Og det skal ske, at de, der dør i mig, ikke skal smage døden, for den skal være sød for dem.« Finn blev under disse besøg, for mig, et levende vidnesbyrd om sandheden af disse ord.
I skrivende stund lever Finn stadig, han er omgivet af sin familie og er i den heldige situation, at hans datter Maria, der er lægeuddannet, har taget orlov for at pleje sin døende far.
En tilføjelse fra redaktøren
Siden denne artikel blev modtaget fra bror Richardt Andersen, er bror Finn Dalum Larsen gået bort. Må han, som også jeg har kendt længe og har tilbragt skønne stunder i Guds frie natur sammen med (han var en fremragende spejder) hvile i fred og må mindet om ham bringe glæde.
Bror Andersen har bedt mig tilføje:
»Finn døde tirsdag den 4. maj i sit hjem.
Der blev, under ledelse af Nykøbing Gren afholdt begravelseshøjtidelighed i kirken i Allerød den 8. maj.
Forsamlingsforbuddet var kort forinden blevet ændret, så det var muligt at overholde afstandskravet med 80 til stede, og det kunne konstateres, at alle pladser var optaget af familie, søskende og venner.
Finn blev efterfølgende stedt til hvile i familiens gravsted på Asminderød Kirkegård i Fredensborg.
Æret være Finns minde.«