Kun digitalt: Trosskildringer
En gave af vidnesbyrd og kærlighed
Jeg frygtede, at det var slut med bror Bravenecs musikalske vidnesbyrd, men så fik jeg øje på ham, mens han langsomt gik op mod orglet.
Fotograf: Carter Hydrick
Vi begyndte at synge »Mens brød og vand vi nyder her«.1 Jeg ønskede, at vi sang lidt hurtigere, men jeg koncentrerede mig om ordinancen.
Der faldt en dyb ro over mig. Orglets klang og takt var lige præcis, som det skulle være for at forberede os på nadveren.
Jeg så med taknemmelighed på vores organist, mens han ærbødigt svajede frem og tilbage i takt med musikken. Jeg tænkte tilbage på vores første møde otte år tidligere. Blot få måneder, inden vi mødtes, havde naturbrande fortæret Ed Bravenecs hjem og de fleste af familiens ejendele. Da missionærerne og jeg underviste bror Bravenec i evangeliet i hans nye trailerhjem, fortalte han, at han spillede orgel.
»Jeg spiller for at udtrykke mit vidnesbyrd og min kærlighed til Gud,« sagde han. Så talte vi om, at han måske kunne spille for vores menighed, hvis han sluttede sig til Kirken.
Jeg så på hans fingerspidser. Han manglede nogle af dem. Jeg blev inspireret af hans tro, men jeg tvivlede på hans evne til at spille.
»Jeg ved, at Kirken ville være taknemmelig for, at du delte din gave,« sagde jeg.
Bror Bravenec var tilfreds med mit svar, og vi fortsatte med vores gode lektion, og hvad der blev begyndelsen på et stærkt venskab. Han blev døbt snart efter, og som han havde ønsket, blev han menighedsorganist.
I årene efter han blev døbt, har jeg set de udfordringer, han har haft med sit helbred, som også har ført til, at en af hans tæer er blevet amputeret. Ikke så længe efter det, blev søster Bravenec, der var vendt tilbage til Kirken, da hendes mand blev medlem, diagnoseret med meget fremskreden kræft. Så mistede bror Bravenec endnu en tå.
Vi måtte undvære ham i nogle uger, mens han tog sig af sin kone og kæmpede med det hele. Men snart efter vendte han tilbage til kirke, og delte sit vidnesbyrd via orglets smukke klange.
I 2019 fik bror Bravenec at vide, at han ville miste det ene af sine ben. Det blev jeg ked af at høre og tænkte, at hans år ved orglet nok nærmede sig enden. Men nogle få uger efter operationen humpede bror Bravenec i kirke på sin nye benprotese.
Ved hjælp af stokke til at holde balancen, banede han sig langsomt vej frem til orglet. Da han sad der på orgelbænken, tog han sin protese af og begyndte at spille præludiet. Et par minutter senere spillede han indledningssalmen. Nu var det tid til nadver.
»O, Jesus vær os ganske nær,« sang vi i perfekt toneleje og tempo.