2022
Kom godt ind i pensionsalderen
Januar 2022


At ældes med trofasthed

Kom godt indi pensionsalderen

Med planlægning kan pensionering blive en tid med glæde, fylde og tjeneste.

older woman thinking about retirement needs

Illustration: Carolyn Vibbert

At blive frigjort fra det daglige arbejdes begrænsninger, når man går på pension, kan give en følelse af frihed, tid til at nyde fritidsaktiviteter og samvær med familien og mulighed for at bruge mere tid på sin slægtshistorie, tempeltjeneste og andre projekter, som man nyder. Men hvis I konstant er bekymret for økonomien, bekymret for at holde jer beskæftiget eller på anden måde ikke er fuldt forberedt, kan pensionering blive en tid med stress og uro.

Uanset om I allerede er klar eller I føler, at pensioneringen sniger sig ind på jer, kan et kig på de erfaringer, som andre har gjort sig med at blive pensioneret, måske hjælpe jer til en smidigere overgang til livet som pensionist.

Hvordan er jeres økonomi?

Julie (navnene er ændret) var klog. Hun lagde en økonomisk plan, da hun var i 30’erne, og hun holdt sig til den. »Hvis I taler med jeres børn eller børnebørn om økonomi, må I minde dem om, at de skal begynde at lægge penge til side, når de er unge,« siger hun. »På den måde kan de opbygge en reserve over tid og også tjene renter.«

Men Julies regel nummer et er: »Jeg betaler altid min tiende først.« I årenes løb, siger hun, »har Herren åbnet himlens vinduer for mig på flere måder, end jeg kan opregne« (se Mal 3:10) Hun citerer præsident Russell M. Nelson: »Jeres investeringer i tiendebetaling vil give rigt udbytte – både her og hinsides.«1

Julie, der bor i Californien i USA, havde en sygeforsikring til at betale for sin mands sundhedsudgifter og penge sparet op til begravelsesudgifter. Efter hans bortgang fortsatte hun med at arbejde, indtil hun følte, at hun havde nok til at dække sine behov. Nu, hvor hun går på pension, ejer hun sit eget hjem og har lagt lidt penge til side til en mission. Hun glæder sig til at besøge hvert af sine børn og tage børnebørnene med i teatret og på museum. »Jeg er ikke velhavende,« siger hun, »men jeg har penge nok til at skabe gode minder med min familie.«

Kan I leve for jeres midler?

Selvom I ikke har planlagt så godt, som I gerne ville have gjort, kan I stadig lave planer. Disse planer kan dog kræve et skift i livsstil.

Mange pensionister er nødt til at tilpasse sig, når de indser, at de ikke har den indkomst, de engang havde. Rene boede f.eks. i en dejlig lejlighed i Michigan i USA. Men da hun gik på pension, rakte hendes sygeforsikring og pension ikke til at dække hendes udgifter. Økonomien blev så bekymrende, at hendes børn foreslog, at hun skulle kigge på en billigere bolig.

Hun fandt en ældrebolig og flyttede ind. »Nu er jeg sluppet for stress, fordi jeg har penge nok til at leve for«, siger hun. »Jeg kan godt lide mit nye kvarter og mine nye naboer, og lejligheden er perfekt til familiefester.«

Hvor meget kan I klare?

I årevis havde Jerry og Linda fra Colorado i USA, boet i et stort hus med en stor have og en swimmingpool. »Vi brugte uforholdsmæssigt meget tid hvert år på bare at slå græsplæner, rive blade og vedligeholde poolen, fortæller Jerry. »Til sidst besluttede vi, at vi hellere ville tilbringe tid sammen med vores børn og børnebørn, og at vi ville tage på mission.«

»Vi flyttede ind i et mindre hus,« siger Linda. »Der er mindre at tage sig af, og der er endda en kælderlejlighed, som vi kan leje ud for at få en ekstra indtægt.«

I Athen i Grækenland har Ismena skåret ned ved at flytte ind i bedsteforældre-lejligheden i sit hus, efter at hendes mand døde. Hun gav hovedhuset til sin datter, Helena, og hendes familie. »Det giver mere mening for en voksende familie at have et større hus,« siger Ismena. »Jeg bad min søster Delphine om at flytte sammen med mig, og vi elsker at passe børnebørnene, mens Helena og hendes mand er på arbejde. Mange aftener spiser vi aftensmad og studerer skriften allesammen.«

Hvad med motion og sundhedspleje?

Sung fra Seoul i Sydkorea mener, at en sund krop er ensbetydende med et langt liv. Sung siger også, at han er i stand til at tænke bedre, hvis han motionerer regelmæssigt. Han og andre folk i hans nabolag har organiseret en motionsgruppe, der mødes dagligt.

Mange pensionister har helbredsproblemer og kan ikke følge Sungs eksempel med motion, men de fleste kan i det mindste finde måder at gå ture på, og mange kan vælge en sundere kost.

Frieda, der bor i Hamborg i Tyskland, har brug for særlig lægehjælp, som hendes familie ikke kan give hende. Derfor bor hun på en institution, hvor hun kan få den rette behandling. Hun holder kontakten med sine børn og nyder foreningerne i sit pensionistfællesskab.

Hvad vil I gøre med jeres tid?

older man making plans for retirement activities

I Lagos i Nigeria følte en skolelærer ved navn Abasi sig ensom, da han gik på pension, og han savnede at arbejde med unge. Han var ivrig efter at finde noget at lave og åbnede med hjælp fra sit lokalsamfund en privatskole. Han elsker at være sammen med børn igen.

David fra Utah i USA, havde nogle helbredsproblemer, som tvang ham til at gå på pension som 72-årig. Mens han kom sig, fortsatte hans kone, Sheila, med at tjene som hjælpeforeningspræsident i menigheden. Da hun blev afløst, talte de med deres biskop om andre muligheder for tjeneste, og biskoppen foreslog, at David kunne bruge sin erfaring som personaleadministrator, og Sheila kunne bruge sin baggrund som beskæftigelsesrådgiver til at tjene på et af kirkens beskæftigelsescentre.

De blev snart kaldet på en tjenestemission. »Vi elsker det,« fortæller David. »Vi får begge to lov til at gøre ting, som vi ved, hvordan man gør, og vi kan tjene i vores eget tempo.«

Mange pensionister finder en tilfredsstillelse som tjenestemissionærer, seniormissionærer eller frivillige, der yder samfundstjeneste. Der er stor sandsynlighed for, at I har særlige færdigheder, som kan velsigne andre og hjælpe jer med at bidrage på en meningsfuld måde. I behøver ikke engang at vente, til I går på pension. I kan begynde i dag med at undersøge mulighederne for tjene der, hvor I bor. Tjek med skoler, lokalcentre, biblioteker og så videre. I områder, hvor JustServe.org er tilgængeligt, kan I tjekke listerne for at se, hvad I kan gøre for at hjælpe. Når I så går på pension, har I allerede en fornemmelse af, hvad I måske kan gøre.

Hvad er det bedste at gøre?

Når I er på vej mod at skulle gå på pension, kan I gøre det lettere ved at sætte mål, der vil fungere for jer. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har givet dette råd: »Når vi overvejer forskellige valg, bør vi huske, at det ikke er nok, at noget er godt. Andre valg er bedre, og nogle er stadig bedst.«2

Med dette råd i tankerne er her nogle ting, som I måske kan overveje, når I går på pension:

  • Fortsæt med at gøre Frelseren til centrum i jeres liv.

  • Tjen på en mission – eller flere missioner.

  • Fokuser på slægtshistorie og tempeltjeneste.

  • Tilbring tid sammen med jeres familie.

  • Arbejd frivilligt i lokalsamfundet.

  • Anlæg en køkkenhave. Del det, I dyrker.

  • Hjælp børnebørn eller andre studerende med deres studier.

  • Tilmeld jer gratis muligheder for online-undervisning.

  • Lær en ny færdighed eller hobby.

  • Tag for jer af skrifterne

  • Udvikl eller fortsæt med et træningsprogram for at bevare jeres helbred og styrke kroppen.

Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Jeg opfordrer jer til i stigende grad at vende jeres hjerte, sind og sjæl til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Lad det blive jeres nye normal.«3 Med planlægning vil I blive i stand til at foregribe og favne pensioneringen som en tid med en ny begyndelse.

Noter

  1. Russell M. Nelson, »Neither Trust in the Arm of Flesh« (tale ved Brigham Young University translokationen, 23. apr. 2009), s. 2, speeches.byu.edu.

  2. Dallin H. Oaks, »God, bedre, bedst«,Liahona, nov. 2007, s. 104-105.

  3. Russell M. Nelson, »En ny normal«,Liahona, nov. 2020, s. 118.