2022
Styrkelse af de unge gennem biskoprådets fokus
Januar 2022


Kun digitalt

Styrkelse af de unge gennem biskoprådets fokus

Forfatterne bor i Ceará i Brasilien.

Denne brasilianske menighed har set store resultater ved at følge Kirkens lederes råd om at hjælpe biskoprådene med at have fokus på den opvoksende generation.

en gruppe unge vinker

Unge fra Jatobá Menighed inde i den nye kirkebygning.

Alle fotos er bragt med tilladelse af forfatterne

Menigheden i Jatobá i Brasilien blev oprettet i marts 2009, men det var ikke før november 2018, at dens medlemmer kunne komme i deres egen indviede kirkebygning. Selvom de hellige var taknemmelige for de lejede lokaler, de kunne mødes i, gjorde det, at man ikke havde en fast bygning, det noget sværere at holde de unge engagerede, især da det nabolag, man var i, var præget af vold, stofmisbrug og forfald. Og alligevel er gruppen af unge vokset, og tæller nu flere end 85, hvilket er en milepæl i menighedens historie.

Bekendtgjorte justeringer for at hjælpe biskopper med at have fokus på den opvoksende generation

Hvad førte til de unges øgede deltagelse? Miraklet kom ved at følge vejledning fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum.

Ved generalkonferencen i oktober 2019 sagde præsident Russell M. Nelson: »I hver menighed ledes Herrens bataljon af unge af en biskop, en dedikeret Guds tjener. Hans første og vigtigste ansvar er at tage sig af de unge mænd og unge kvinder i sin menighed. Biskoppen og hans rådgivere leder arbejdet med Det Aronske Præstedømmes kvorummer og med Unge Kvinders klasser i menigheden.1

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum og søster Bonnie H. Cordon, Unge Kvinders hovedpræsident, bekendtgjorde senere flere justeringer, der havde at gøre med den opvoksende generation og deres ledere. Ældste Cook sagde, at et af formålene med justeringerne var at »hjælpe biskopper og deres rådgivere til at have fokus på deres hovedansvar for de unge og primarybørn.«2

Dette råd blev derefter fremhævet af områdepræsidentskabet, områdehalvfjerdserne og stavspræsidenten for den stav, der omfatter Jatobá Menighed, præsident Nivaldo Mauro dos Santos. Præsident Santos sagde: »I Alma får vi at vide, at ›prædikeren var ikke bedre end tilhøreren, ej heller var læreren bedre end eleven; og således var de alle lige, og de arbejdede alle, enhver i forhold til sin styrke‹ (Alma 1:26). Når jeg har stræbt efter at lære min pligt, har jeg mediteret over mine ansvar. Jeg nærer ingen tvivl om, at et af mine ansvar er at hjælpe de unge med at forstå og udvikle deres guddommelig potentiale. Dette kræver kærlighed og tålmodighed. Jeg elsker Kirkens unge og er taknemmelig for muligheden for at tjene dem.«

unge gør rent i kirken

De unge gør rent i kirkebygningen.

Tilpasninger i Jatobá Menighed

Lederne i Jatobá Menighed fulgte profetisk og lokal vejledning og fokuserede derfor på at hjælpe de unge med at udvikle deres guddommelige potentiale i deres råd og foretog adskillige ændringer. De fokuserede for en periode i menighedens ungdomsrådsmøder kun på indsamlingen af Israel på begge sider af sløret. De begyndte at holde møder med kvorums- og klassepræsidentskaberne ugentligt, hvor et medlem af biskoprådet også var til stede. De involverede også de unge i arbejdet med frelse. Det arbejde bestod ikke bare i at drage omsorg og Det Aronske Præstedømmes tjeneste, men også i at gøre rent i kirken, indeksere, række ud for at genaktivere andre og meget andet. Menighedens ungdomsråd planlagde en missionæruge, hvor der skulle være fokus på at dele evangeliet i deres nabolag. Og den involvering gjorde en forskel.

Willian M. på 15 fortæller: »Missionærerne var de første til at tage mig med i kirke. Det, der fik mig til at blive ved med at komme, var alle de andres modtagelse. Jeg tænkte, at det at gå i kirke blot var for at høre noget om evangeliet og så tage hjem, men jeg indså, at det ikke bare var det – det var meget velkommende. Da biskop Gil Santos blev kaldet som vores biskop, indbød han de unge til at arbejde, med det mål at føre flere unge til Kirken. Han vidste, at de unge er Kirkens fremtid. Det er derfor, at jeg er her!«

Cleusiana Teles, som er leder i Unge Kvinder, siger, at de unge kvinder »er meget animerede og har et stort ønske om at tjene. Vi mister ikke kontakten med dem, vi promoverer aktiviteter – også selv hvis de er virtuelle. Alle de unge kvinders opgaver er fuldført. Og de viser deres glæde. Det har gjort det lettere at fremme Herrens værk og styrke hinanden, selv under pandemien.

Biskoprådet har også holdt den tætte kontakt til de unge for at være med til at drage omsorg for dem. Suelen Lopes på 18 husker: »Så snart jeg blev døbt, ramte pandemien. Biskoppen var meget flink mod mig og hjalp min bror en masse, da han blev syg.

unge samles til en aktivitet

De unge mænd og unge kvinder samlet til en aktivitet.

Fokus på aktiviteter

Lederne i Jatobá Menighed har også justeret på de unges aktiviteter. De begyndte at afholde ugentlige aktiviteter, og de involverede menighedens ungdomsråd for at gøre aktiviteterne mere effektive.

Biskop Santos siger: »I en ånd af bøn, opdagede vi de unges interesser, og hvad der gjorde dem glade på det tidspunkt.« Lederne ønskede at engagere de unge i gode og opbyggelige aktiviteter, der var en modvægt til verdens aktiviteter. Biskop Santos fortsætter: »Vi fylder rummet med kærlighed, sport og undervisning i evangeliet. De unge var i stand til at se en ven i deres ledere.«

Som en del af de aktiviteter, ønskede lederne at gøre kirkebygningen til et center for nye venskaber og åndelig styrke. Der har således været stort fokus på deltagelse i seminar i forbindelse med disse aktiviteter.

unge spiller fodbold udenfor

De unge er glade for at spille fodbold sammen.

De daglige sportsaktiviteter samles man om i kirkebygningen efter seminar. Eliseuda Santos, der har været seminarlærer i ni år, siger: »Det har været en stor hjælp at kunne holde seminar i kirkebygningen igen.« Den kærlighed, som søster Santos har for de unge, og »den opmærksomhed biskoprådet viser« har været »afgørende for at få disse unge mennesker til at holde fast i evangeliet,« siger hun. Søster Santos har også vedligeholdt en god kommunikation med de unges familier, især med de forældre, der ikke er medlemmer af Kirken. Der bliver holdt et foredrag og en middag for disse forældre ved begyndelsen af hvert seminarår for at forklare programmet for familien og bede om deres støtte.

Ved små og enkle ting

Nogle mennesker kunne måske tænke, at den store stigning i de unges deltagelse i Jatobá Menighed er et resultat af en næsten overdreven indsats. Men resultaterne er ganske enkelt kommet ved at følge rådet fra Kirkens ledere om at hjælpe biskoprådene med at fokusere på den opvoksende generation og at indlemme de unge i Herrens bataljon for at samle Israel på begge sider af sløret.

Noter

  1. Russell M. Nelson, »Vidner, Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser«, Liahona, nov. 2019, s. 39.

  2. Quentin L. Cook, »Tilpasninger for at styrke de unge«, Liahona, nov. 2019, s. 41-43.