2022
Enkle påmindelser til at finde vej gennem livet
Januar 2022


Unge voksne

Enkle påmindelser til at finde vej gennem livet

Det kan være stressende at finde ud af, hvad man vil med livet. Heldigvis behøver I ikke at gøre det alene.

man looking out to sea from coastal rocks

Fotoillustration fra Getty Images

Millioner af mennesker verden over så tv, da de første mennesker gik på månen. Min far var en af dem. Pludselig vidste han i en alder af syv år, hvad han ville gøre med sit liv.

Da han fik at vide, at mange astronauter startede som jagerpiloter, besluttede han med det samme, hvad han ville fokusere på i skolen – rumfartsteknologi. Han blev til sidst jagerpilot i den amerikanske flåde med drømmen om at blive astronaut.

Mens jeg voksede op, følte jeg, at mit liv også skulle planlægges. Men det var ikke så let for mig at beslutte, hvad jeg ville lave. Jeg følte, at jeg ikke var klog nok, dedikeret nok eller modig nok til at lægge en kurs for mit liv og holde fast i den. For at være ærlig, kæmper jeg stadig med dette nogle gange.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg lært, at mange unge mennesker har det på samme måde. De færreste ved præcis, hvilken vej de skal gå i begyndelsen. De fleste af os finder ud af det efterhånden, som vi kommer frem. Og det er helt i orden! Heldigvis behøver vi ikke at gøre det alene. Der er hjælp at hente undervejs.

Husk, hvad der er vigtigst

Da jeg ikke var overbevist om, hvilken retning jeg ønskede at tage, følte jeg mig ofte usikker. Jeg følte, at jeg burde gøre noget andet eller være et andet sted. Jeg følte, at der kun var én ting, som vor himmelske Fader ønskede, at jeg skulle gøre, og hvis jeg gik glip af den, ville jeg afspore mine muligheder for evigt. Som I kan forestille jer, skabte dette en masse unødvendig angst i mit liv!

Siden da har jeg lært, at vor himmelske Fader har velsignet hver enkelt af os med åndelige gaver, og at der er mange gode ting, vi kan gøre, som vil behage ham. Vi behøver ikke at bekymre os om at finde den eneste rigtige vej for vores liv. Så længe vi efterlever evangeliet og indgår og holder hellige pagter, vil han hjælpe os med at få det bedste ud af det der, hvor vi er, og vide, hvordan vi skal komme videre.

Vores små valg løber op

Da jeg modtog min patriarkalske velsignelse, var der én del, der slog mig – noget, der gælder for os alle. Jeg blev mindet om, at man ikke kommer til det himmelske rige på grund af én afgørende handling eller én stor gerning. Det sker gennem de valg – store som små – som vi træffer hver dag, især når vi vælger at komme til Jesus Kristus og efterleve hans evangelium.

Når vi handler på alle områder af vores liv med tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, sætter vi os selv i en position, hvor vi kan blive vejledt. Vi vil også opdage, at der, hvor de fører os til, vil være præcis der, hvor vi også ønsker at være.

Alting ordner sig

Selv med de bedst udtænkte planer går tingene ikke altid, som vi tror. Det gjorde min fars liv ikke. Han blev aldrig astronaut, men han ville være den første til at fortælle jer, at Herren ledte ham til det, der var bedst for ham og vores familie.

Skrifterne siger: »Søg flittigt, bed altid, og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer« (L&P 90:24). Vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved, hvordan alt virker sammen til gavn. De ved også, hvad der er godt for os, fordi de kender og elsker os fuldkomment.

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus forventer ikke, at vi helt selv skal finde ud af vores liv. Hvis vi stoler på dem og lader dem gå ved vores side, vil vi blive styrket til at gå fremad og træffe beslutninger, der vil hjælpe os til at få det bedste ud af livet.