Tjeneste i Kirken
Hvordan kan vi hjælpe dig?
Forfatteren bor i Utah i USA.
Som ung missionær havde jeg en tendens til at betragte tjeneste som noget, der skulle planlægges, snarere end noget, der bare skulle tilbydes, når der var behov for det.
Illustration: Kathleen Peterson
Under forberedelserne til at give en hjemmeaftenslektion ville jeg gerne give mine børn et indblik i de daglige strabadser og udfordringer ved missionering. Da jeg åbnede min missionærdagbog for at finde et passende eksempel, fandt jeg en sammenfatning af en helt almindelig dag.
Først gik min ledsager og jeg hen for at besøge Maria, som var i gang med at vaske tøj. »Kan I komme tilbage senere i formiddag?« spurgte hun.
Vi gik hen for at se en anden undersøger, men han lå og sov. Da vi vendte tilbage til Marias hjem kl. 11.30, var hun stadig i gang med at vaske tøj.
Senere, kl. 15.00, havde vi en aftale med en anden undersøger. Da vi ankom, var han i gang med at lave smørelse.
»Jeg har rigtig travlt lige nu,« fortalte han os. »Kan I komme tilbage senere?«
Vi vendte tilbage til Marias hjem, men hun var nu i gang med at vaske op. Derefter tog vi hen for at besøge en anden undersøger ved navn Junior. Han havde travlt med at lave mad.
»Hvad med i morgen?« spurgte han os.
Jeg skrev i min dagbog: »Vi prøver at planlægge rigtig godt, gør vores bedste for at overholde vores aftaler og laver en plan B og en plan C. Vi beder om inspiration. Der må være en mere praktisk måde at hjælpe folk på.«
Da jeg genlæste disse oplevelser med mere modne øjne, kom jeg til at grine. Den lektie, som jeg havde tænkt mig at lære mine børn om at udvikle modstandsdygtighed over for skuffelser, virkede nu mindre vigtig end den lektie, jeg lige havde lært.
Min fortvivlede bøn fra 30 år tidligere virkede nu morsom for mig. Svaret på min fortvivlelse lå lige der i min bøn. Jeg tænkte på mit yngre jeg og tænkte: »Ældste Jackson, hvad nu hvis du havde forsøgt at hjælpe folk ved at hjælpe dem i deres vanskelige tid?«
Hvis min ledsager og jeg i dag fandt Maria med et læs vasketøj og en kæmpe opvask, ville vi sige: »Hvordan kan vi hjælpe dig?«
I dag ville vi, hvis den mand, vi havde planlagt at besøge, havde travlt med at lave smørelse, udbryde: »Kan du lære os det? Vi vil meget gerne hjælpe dig!«
I dag ville vi, hvis vi fandt Junior travlt optaget af at lave mad, sige: »Vi står til din tjeneste! Hvad vil du gerne have os til at gøre?«
Som ung missionær havde jeg en tendens til at betragte tjeneste som noget, der skulle planlægges, snarere end noget, der bare skulle tilbydes, når der var behov for det. I dag forsøger jeg at lære folk om Jesu Kristi kærlighed ved at vise dem hans kærlighed.