Historier fra Saints, bind 3
Den første brasilianske grenspræsident i São Paulo
Illustrationer: Greg Newbold
Ikke længe efter at Claudio og Mary dos Santos blev døbt i São Paulo i Brasilien, spurgte missionspræsidenten William Seegmiller Claudio, om han gerne ville være ældste. Claudio blev overrasket, men han sagde: »Ja.« Da han kun var kommet i Kirken i nogle få måneder, var han ikke helt sikker på, hvad det betød at være ældste. Han vidste, at alle missionærerne blev kaldt »ældste«, og de var bemærkelsesværdige unge mænd, der viede deres liv til Gud. Hvis det var det, det betød at være ældste, så var det det, han ønskede at være.1
Den følgende søndag morgen, lige inden Søndagsskolen, ordinerede præsident Seegmiller ham til embedet som ældste i Det Melkisedekske Præstedømme. Da han var færdig, sagde han: »Nu skal vi forberede nadveren og forberede os til Søndagsskolen.«
Claudio blev lidt forvirret. Alt skete så hurtigt, og han ikke helt vidste, hvad han lavede. Men han fulgte præsidentens instruktioner og udførte sin første præstedømmepligt.
Den aften under grenens nadvermøde rekrutterede præsident Seegmiller Claudios hjælp igen, denne gang til at oversætte for ham, da han talte til de hellige på engelsk. Claudio lærte stadig engelsk og havde aldrig tolket det før, men han indvilligede i at prøve.2
Ved begyndelsen af mødet bad præsident Seegmiller de hellige om at opretholde Claudios ordination som ældste. Til Claudios overraskelse forstod han præsident Seegmiller tydeligt, og han formidlede nemt ordene på portugisisk.
Så fortalte præsident Seegmiller forsamlingen, at han for et år siden havde skrevet et brev til Det Første Præsidentskab, hvor han fortalte dem, at der ikke var nok portugisisktalende præstedømmebærere i Brasilien til at støtte grenene. Nu skammede han sig over, at han havde skrevet brevet. Mænd som Claudio havde vist, at han tog fejl. »Nu,« forsikrede han dem om, »må jeg skrive endnu et brev til Det Første Præsidentskab.«
Præsident Seegmiller fortsatte: »I dag blev bror Claudio ordineret til ældste. Vil I opretholde ham som den første brasilianske grenspræsident i São Paulo?«
Claudio tolkede ordene, men han var målløs. Han tænkte på sin uerfarenhed. »Hvilken kundskab har jeg?« tænkte han. Han kendte historien om Joseph Smith, men han havde aldrig læst Mormons Bog. Det eneste, han kunne tilbyde, var begejstring for det gengivne evangelium, men måske var det alt, Herren havde brug for af ham.
Han så ud over forsamlingen og så dem række hånden i vejret for at støtte hans kald. Han følte sig beæret. Han vidste måske ikke så meget, men han var villig til at arbejde.3
Claudios ansvar begyndte med det samme. Han tog sig af søndagsmøderne og velsignede nadveren. En missionær havde lært Claudio at læse noder, og snart efter udviklede han et repertoire på omkring tyve salmer på orglet, så han kunne akkompagnere de hellige i São Paulo. Til at begynde med havde han kun en rådgiver til at hjælpe sig, men de to mænd gjorde deres bedste for at jonglere arbejde og ansvar i familien, idet de tjente de hellige, der var spredt ud over den enorme by.
På trods af sin uerfarenhed stolede Claudio på, at Gud havde et formål med at kalde ham til at lede grenen. »Hvis det er den sande kirke, hvis der er en Gud, der har ansvaret, så måtte han vælge nogen,« sagde han til sig selv. »Han var nødt til at vælge en person med begejstring, der kunne modtage myndighed og udføre arbejdet.«4