Kun digitalt
Løftet om at høre til
Fra en tale på Brigham Young University’s kvindekonference, der blev holdt den 29. april 2021.
Hjælpeforeningens løfte er, at vi kan blive ét samfund, et Zion. Vores opgave i Hjælpeforeningen er at opmuntre hinanden.
Vi er alle kommet til jorden med en længsel efter at høre til. Sommetider kan vi knytte tætte bånd med andre, og sommetider er det svært. Hvordan kan vi hjælpe hinanden til at føle den samme trygge accept og kærlighed, vi oplevede i vores himmelske hjem?
I Kirken er enhver kvinde, der er 18 år eller ældre, medlem af Hjælpeforeningen. I dag er der flere end 7,5 millioner medlemmer af denne unikke organisation. Selv om I tjener i Primary, Unge Kvinder, Hjælpeforeningen eller Søndagsskolen, er I stadig en del af Hjælpeforeningen. Om I lige er blevet færdige med gymnasiet, er karrierekvinder, småbørnsmødre, fraskilte kvinder eller enker eller enhver form for kombination af disse ting – hører I absolut til i Hjælpeforeningen.
Løftet om et samfund, som kaldes Zion.
Hjælpeforeningens løfte er, at vi kan blive ét samfund, et Zion. Når vi husker på, hvem vi er og hvilke pagter, vi har indgået, vil vi blive i stand til at se hinanden som evige søstre. Vi vil genkende hinanden fra dengang for lang tid siden, hvor vi kæmpede side om side mod dragen og dens engle (se Åb 12:7) for retten til at vælge, og vi satte alle vores lid til, at Jesus ville holde sit løfte om at blive vor Frelser. Da vi forberedte os på vores tid her på jorden, håbede vi inderligt, at alle, der sluttede sig til os i den sejrrige kamp mod Satan, ville vende tilbage til vores himmelske hjem efter deres prøvestand som dødelige.
Når vi ser hinanden ud fra et evigt perspektiv, kan vi se hinanden som evige søstre. Vi glæder os over hinandens succes, vi deler hinandens sorger, vi tilgiver hinanden vores fejl og vi styrker hinanden i vores svaghed. Vi er måske ikke fuldkomne til det, men alt Herren fordrer er, at vi begynder med et velvilligt hjerte (se L&P 64:34). Når vi er »villige til at bære hinandens byrder,« ligesom vi er villige »til at sørge med dem, der sørger« og »at trøste dem, der står i behov for trøst,« og villige til »at stå som Guds vidner« (Mosi 18:8-9), så holder vi vores pagter med ham.
Indrømmet, der er plads til forbedring. Studier har vist, at den primære årsag til, at folk opgiver at gå i kirke er, at de føler sig dømt eller udstødte. Dette gør sig langt hyppigere gældende end uoverensstemmelser over læren eller mangel på tro. Den gode nyhed er, at den situation sådan set kan udryddes, hvis vi virkelig åbner vores arme og hjerte for alle. Vi kan stræbe efter at »være et lys, ikke en dommer.«1 Det tilkommer blot Herren at være. Det er vores ansvar at stå med åbne arme og hjerte. Når vi gør det, vil vi opdage, at vi har skabt et trygt sted, hvor vi trygt kan dele, vokse og blive den bedste udgave af os selv.
Se, lyt og svar med kærlighed
For at øve os i at svare med kærlighed, så Hjælpeforeningen er et sted, hvor enhver kvinde kan føle, at hun hører til, har vi tænkt, at det kunne være sjovt at opridse nogle situationer og foreslå nogle svar. Hvilket svar synes I ville være bedst?
Situation 1: Ved nadvermødet ser I en missionær, der er kommet tidligt hjem fra sin mission.
-
A: »Hvad laver du dog her? Du er jo lige taget af sted. Var du nødt til at komme hjem?«
-
B: »Jeg er så glad for at se dig. Fortæl mig om [det sted, du tjente].«
Det bedste svar er »B«.
Situation 2: Du ser et ungt voksent par, som er ude på en date.
-
A: »Det er dejligt at se jer to. Hvordan går det med skolen og arbejdet?«
-
B: Blinker og prikker den unge mand med albuen og hvisker højlydt: »Er det bryllupsklokker, jeg hører kime?«
Det bedste valg er »A«.
Situation 3: I Kirken ser I et par, der har været gift i nogen tid og ikke har nogen børn.
-
A: »Hvorfor har I ikke børn? Hvornår skal I have børn? I bliver jo ikke yngre!«
-
B: »Nyd jeres tid uden børn. Vil I have en af mine?«
Det er en fælde. Begge kommentarer er kluntede og ufølsomme.
Situation 4: Ved et tjenesteprojekt i menigheden, bliver I sat til at arbejde sammen med et enligt medlem.
-
A: »Det er dejligt, at du kunne komme og hjælpe til. Jeg synes, du er ret sej. Hvordan kan det være, at du ikke er gift?«
-
B: »Jeg vil rigtig gerne lære dig bedre at kende. Fortæl om dit arbejde [eller familie eller interesser].«
Det bedste at sige er »B«.
Situation 5: En ven fortæller, at hun skal skilles.
-
A: »Det er jeg ked af. Jeg er altid klar til at lytte, hvis det kan være en hjælp.«
-
B: »Har du virkelig prøvet at få det til at fungere? Jeg er bekymret for børnene. Har du fastet og bedt om din beslutning?«
Det bedste svar er »A«.
Kunne I i denne øvelse se nogle områder, hvor vi alle kan arbejde på blive bedre til at se, lytte og svare med kærlighed? Følgende tre forslag kan også hjælpe os til at skabe et trygt sted for vores søstre.
1. Find et sted hvor alle kan bidrage
Tænk på kvinderne i jeres Hjælpeforening. Hvem tøver med at komme, tør ikke sige noget eller afviser at komme? Vi vil virkelig gerne have enhver søster til at være en del af vores zionsamfund. Hvordan kan vi blive »af ét hjerte og ét sind«? (Moses 7:18) Hvordan kan vi inkludere enhver søster?
En nøgle er at se på margenerne. En menigheds hjælpeforeningspræsident, Chris, har en vane med at holde udkig efter folk, der ikke er involverede. Når hun ser dem, hilser hun på dem med et smil og ser dem i øjnene og lytter nøje til, hvad de har at sige. På grund af hendes ægte, udelte opmærksomhed føler de sig set og forstået. Når hun lytter opdager hun ofte deres styrker og hvad de har at bidrage med. Hun anerkender, at der er uudnyttet potentiale eller skjulte talenter, der venter på at blive udviklet i alle. I den inspirerende proces indlemmes den enkelte i kredsen omkring Jesu Kristi evangelium og hele familier bliver velsignet.
Vi kan udvide vores kreds, indtil enhver søster er en del af kæden. Vi kan blive ét, rede til et samfund i Zion, der vil være en naturlig forlængelse af dagens forenede Hjælpeforening.
Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab har sagt, at »forskelligheden kan endog betragtes som en mulighed. Gud kan hjælpe jer til at betragte forskellen ved en anden person, som en kilde til inspiration snarere end irritation.«2 Forskelligheder kan gøre vores verden rigere. Når vi anerkender og hylder styrker, der ikke ligner vores egne, kan vi bedre udføre Herrens værk på hans måde.
2. Se bagom åbenlyse forskelle
De fleste af os ønsker at blive budt velkommen, men sommetider bliver vi mundlamme eller bange for at gøre fejl. Vi ved ikke, hvad vi skal sige eller ændre ved den måde, vi taler til folk på. I Matthæus 8:1-34 ser vi, hvor revolutionerende Jesus var med at hjælpe andre med at høre til, da han
-
gjorde en spedalsk ren;
-
hjalp en romersk officers tjener;
-
helbredte Peters svigermor;
-
uddrev dæmoner af mange i mængden;
-
opmuntrede en skriftklog;
-
kaldte en mand, der sørgede over sin far til at følge sig;
-
betvang stormen og beroligede sine paniske disciple;
-
helbredte to mænd, der var besatte af onde ånder og råbte af ham;
-
og han forlod egnen, da hele byen bad ham om det.
Frelseren Jesus Kristus kan se bagom forskelligheder og se vores hjerte, potentiale og inderste ønsker. Vores præsidentskab udsender en opfordring til at være venligere, vise mere oprigtig interesse og tilbyde en hjælpende hånd.
3. Inkluder dem, der måske ser til udefra
Vi lever i en tid, hvor Guds løfter til sit pagtsfolk er begyndt at blive indfriet. Som børn af Gud, er vi spredt ud og væk fra hans nærhed. I denne verden er vi genstand for modgang og sorg. Vor Herre Jesus Kristus har dog lovet, at han vil indsamle os, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, hvis vi omvender og vender os til ham med hjertets faste forsæt (se 3 Ne 10:6). Frelseren samler os med sin omsorg og kærlighed. Ligesom kyllinger er vi sårbare, og vi er afhængige af hans nåde. Som Kristi disciple kan vi også hjælpe med til at indsamle hans folk. Det bringer glæde.
Vi har alle forskellige veje at følge, men vi kan gå sammen på dem. I 1 Korintherbrev 12:12-27 sammenligner Paulus det menneskelige legeme med Kirken for at vise, at hver enkelt del spiller en vigtig rolle for Kirkens korpus. Vi har alle styrker og svagheder. Vi har alle noget at bidrage med for at føre andre til Kristus, og på samme tid står vi alle i behov for at komme ham nærmere.
Vi kan alle, også børn og unge, aktivt samle andre, så de kan føle Guds kærlighed og blive Kristi disciple. Hvis vi søger åbenbaring, vil Ånden vejlede os og vi vil vide, hvad vi skal sige og gøre for at hjælpe andre med at føle, at de hører til.
En opfordring
Kan Hjælpeforeningen udstede et løfte om at høre til? Ja! Der er så mange forskelle i vores forskellige omstændigheder, og alligevel deler vi kvinder grundlæggende egenskaber og evige håb. Kvinder har et stort behov for – og en stor evne til – at knytte sig til andre, og vi har alle brug for at høre til et sted.
Vores arbejde som Kristi disciple er at gøre det lettere for folk at komme til ham. Vi prøver alle at holde buddene og at følge Jesu Kristi eksempel, men vi kommer alle til kort på forskellige måder. Men vi kan blive ved med at prøve at gøre det bedre med Frelserens forsonende kraft. Som hjælpeforeningssøstre er det vores opgave at opmuntre hinanden.
Vi opfordrer jer til at fortsætte med styrke søsterfællesskabets bånd med enhver kvinde i jeres menighed eller gren i alderen 18 til 108. Hvert eneste menneske er ufattelig værdifuld og har uendeligt potentiale, så spørg jer selv, hvad I kan gøre for at få det potentiale frem og få dem til at føle sig påskønnet. Hjælpeforeningen er nødt til at støtte alle kvinder, hjælpe dem med altid at føle sig som en del af vores guddommelige, evige søsterskab.
Vi vidner om, at Herren, vor Frelser og Forløser, venter med åbne arme på, at vi fører hver og en tilbage i hans fold. Han håber inderligt, at vi vil hjælpe til i denne afgørende indsats for at indsamle forud for det andet komme. Må vi udstrække løftet om at høre til, til hver eneste søster, vi kommer i kontakt med.