2022
Informationstjenesten lever
Juni 2022


Informationstjenesten lever

Hvor blev de af?

For nogle år siden – både før, medens og efter jeg tjente i Informationstjenesten – havde de fleste menigheder en repræsentant, der arbejdede lokalt for at få Kirken kendt, bl.a. ved at få ting i de lokale aviser. I dag ses der ikke at være en eneste af disse kaldelser tilbage, men enkelte steder sker der dog noget. På Bornholm, i Rønne Gren, hvor Frants Bøving tidligere havde opgaven, sker der det, at han – min gode ven – fortsat får lidt gang i ting ind i mellem. Således får vi fra tid til anden en artikel fra den lokale avis og således også nu.

Dagens navn

Under rubrikken »Dagens navn« den 27. december 2021 fremgår følgende: »Makia Haderlie. Hun kommer fra den bjergrige delstat Wyoming i USA, hvor hun er opvokset på en gård med fire søskende, heste og grise. Nu er hun udsendt som missionær på Bornholm for Mormonkirken og elsker mødet med dansk ›hygge‹«.

Fine besvarelser på gode spørgsmål.

Den gode journalist, Berit Hvassum, stiller en række sobre og relevante spørgsmål til søster Haderlie, der får lejlighed til at dele sine tanker. Således fortæller hun, at hun er udsendt som missionær fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 18 måneder, hvor hun vil dele og undervise i de ting, som hun tror på, og at disse har bragt hende megen fred, glæde og komfort. Hun fortæller om sin dagligdag som missionær, og at hun er kommet for at hjælpe mennesker til at forstå, at der er en Gud, som elsker dem meget højt.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun nogensinde har været udfordret i sin tro, fortæller hun, at hun har haft mange spørgsmål, og at hun bliver ved med at stille spørgsmål. Men hun har aldrig haft et spørgsmål, som ikke kunne besvares med det, hun ved fra Jesu Kristi evangelium. Igennem skriften og bøn har hun altid fået svar, hvilket har styrket hendes tro på, at det hun ved, er sandt.

Om øen, mennesker og fremtiden

Søster Haderlie fortæller, at hun håber at blive lidt længere på Bornholm, som hun elsker. Øen er så smuk, fortæller hun. Hun har mødt utrolige mennesker og er meget taknemmelig over at have kunnet være her. Mennesker, hun har mødt, er meget respektfulde om det, de gør som missionærer. Der har været virkelig mange gode samtaler, og det har været fantastisk at møde så mange og at høre deres livshistorier.

Søster Haderlie gik et år på college for at læse til lærer og tilbragte tre måneder i Den Dominikanske Republik med engelskundervisning af børn. Hun har mange drømme og ambitioner, til når hun kommer hjem, hvor hun dels gerne vil færdiguddanne sig som lærer og også starte et rehabiliteringscenter for børn, der er reddet fra menneskesmuglere.

Familie er vigtig

Men først og fremmest vil hun gerne stifte familie – blive gift og få børn. Familien er det vigtigste for hende, og hendes største drøm er at have en kærlig familie centreret omkring Gud og hans kærlighed til os.

Tak, søster Haderlie, fra Liahona, for dit fine eksempel.