Kapitel 13

Templernes hellige betydning

Jeg beder af hele min sjæl, at alle Kirkens medlemmer og deres børn og deres børns børn må forstå de store sandheder, der præsenteres i Herrens hus.¹

Indledning

Da David O. McKay blev præsident for Kirken i 1951, havde Kirken otte templer i funktion. Fire i Utah og de andre i Arizona, Hawaii, Idaho og Alberta. I sommeren 1952 rejste præsident McKay til ni europæiske lande. I forbindelse med denne tur udvalgte han en grund til templet i Schweiz og i England, og åbnede derved en tidsalder, hvor templets velsignelser kunne blive tilgængelig uden for USA og Canada.²

I processen med at udvælge og opkøbe tempelgrunde, blev præsident McKay vejledt af guddommelig inspiration. Da han havde valgt grunden til templet i London i England, var ingeniørerne skeptiske og sagde, at grunden var for sumpet. Efter en nærmere undersøgelse fandt man imidlertid grundfjeld i den rette dybde til at støtte templets grundvold. I Schweiz bad præsident McKay og andre kirkeledere om Herrens hjælp, da de var ude af stand til at få fat i den første grund, de havde udvalgt. Snart fandt de en anden grund, som var større, men kun kostede halvt så meget. På omkring samme tidspunkt blev en hovedvej uventet bygget gennem en del af den oprindelige grund, hvilket gjorde opdagelsen af den nye grund endnu heldigere.³

Præsident McKay indviede templet i Bern i Schweiz i 1955 og templet i London i England blev indviet i 1958. Han indviede også templet i Los Angeles i Californien (1956), templet i Hamilton i New Zealand (1958) og templet i Oakland i Californien (1964). Præsident McKays lederskab med hensyn til at gøre templerne mere tilgængelig over hele verden velsignede talrige medlemmer, deres forfædre og deres efterkommere. Et uddrag fra hans dagbog fortæller om hans vidnesbyrd om tempeltjenestens betydning. Den dag han indviede grunden til templet i Bern i Schweiz, skrev han: »Jeg vil gerne bringe tem-plet til folket.«⁴

David O. McKays lærdomme

Tempelbegavelsen fører os til Guds rige.

Tempelbegavelsen er … en ordinance, der har at gøre med menneskets evige rejse og grænseløse muligheder og fremgang, som en retfærdig og kærlig Fader har givet sine børn, som han skabte i sit eget billede – for hele den menneskelige familie. Det er derfor, der bygges templer.⁵

Må Gud hjælpe os med at påskønne Jesu Kristi gengivne evangelium, som er altomfattende. Heri findes livets filosofi, og begavelsen vil blive præsenteret i vore templer, og lydighed mod denne vil føre den enkelte (og dette er mit vidnesbyrd, for jeg ved det) fra de mest selviske, misundelige, fjendtlige, hadefulde egenskaber på et animalsk plan til det højeste åndelige plan og til Guds rige.⁶

Ægtepar og familier kan blive beseglet for evigt i templer.

Et af hovedspørgsmålene, som bliver stillet af journalister, nyhedsformidlere og folk generelt er: »Hvad er forskellen mellem jeres templer og jeres andre kirkebygninger?« Som alle medlemmer af Kirken ved, er svaret, at templer bliver bygget til udførelse af hellige ordinancer – ikke hemmelige, men hellige. Et tempel er ikke et offentligt tilbedelseshus. Det er opført til særlige formål. Efter at et tempel er blevet indviet, kan kun trofaste medlemmer af Kirken komme ind.

Et af de særlige træk ved Jesu Kristi genoprettede kirke er dens ordinancers og ceremoniers evige natur. I almindelighed vies ægtepar f.eks. i borgerlige såvel som i kirkelige ceremonier kun »for tid«, eller »til døden jer skiller«. Men kærlighed er så evig som menneskets ånd, og hvis mennesket fortsætter efter døden, hvilket han gør, så gør kærlighed også.

Dette interesserer næsten enhver intelligent, nysgerrig og undersøgende person, især når han eller hun forstår sandheden, at kærlighed – den mest guddommelige egenskab i menneskets sjæl – vil være lige så evig som selve ånden. Så når en person dør, vil kærlighedens dyd blive ved med at eksistere, og hvis nogen af dem, der spørger, tror på sjælens udødelighed eller på personlighedens vedvarenhed efter døden, må han indrømme, at kærlighed også vil vare ved …

… Frelserens formaning [er] at elske vores næste som os selv. Men hvis det jordiske er et billede på det himmelske, skal vi i åndeverdenen genkende vore kære der og kende dem, som vi elskede dem her. Jeg elsker min hustru mere, end jeg kan elske andre mennesker. Jeg elsker mine børn. Jeg kan have sympati; jeg kan have et ønske om at hjælpe hele menneskeheden, men jeg elsker hende, ved hvis side jeg sad og vågede over – en kær, som var syg eller måske gik bort. Disse oplevelser binder hjerterne sammen, og det er en herlig tanke at have, at døden ikke kan adskille hjerter, som således er knyttet sammen, for hver af jer ægtemænd vil genkende jeres hustru i den anden verden, og I vil elske hende der, som I elsker hende her, og vil komme frem til et nyt evigt liv i opstandelsen. Hvorfor skulle døden adskille jer, når kærlighed vil fortsætte efter døden?

Det bør den ikke, og det gør den ikke, for da Jesus var på jorden, fortalte han sine apostle: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19). Og med genoprettelsen til jorden af det hellige præstedømme hævder Kirken, at denne magt atter blev givet til udvalgte mænd, og at i Herrens hus, hvor ægteskabsceremonien bliver udført af dem, som på rette vis er bemyndiget til at repræsentere vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, bliver foreningen mellem mand og hustru samt mellem forældre og børn udført for tid og al evighed, og for dem, der således er viet, vil familien fortsætte ind i evighederne.⁷

Joseph [Smith] seeren … åbenbarede ægteskabspagtens evighed, en lærdom så smuk, så logisk, så langtrækkende i sin betydning, at hvis den blev fulgt i sin helhed, kunne meget af nutidens ondskab i samfundet måske afskaffes.⁸

Tempeltjeneste tilbyder frelse til dem, som er døde uden evangeliet.

En kinesisk studerende, der vendte tilbage til sit hjemland efter at have fået eksamen fra et af vore førende colleger, havde en samtale med en kristen præst, også på vej til Kina. Da denne præst fremhævede den sandhed, at kun ved at acceptere Kristi lærdomme kan et menneske blive frelst, sagde den studerende: »Hvad så med mine forfædre, som aldrig har haft mulighed for at høre om Jesu navn?« Præsten svarede: »De er fortabte.« Den studerende sagde: »Jeg vil ikke have noget at gøre med så uretfærdig en religion, som fordømmer mænd og kvinder, som er lige så ædle, som vi er, måske mere, til evig straf, fordi de aldrig havde en mulighed for at høre navnet Jesus.«

Den, som forstår sandheden, som åbenbaret til profeten Joseph vedrørende denne lærdom, ville have svaret: »De vil få en mulighed for at høre evangeliet, og for at adlyde ethvert princip og ordinance ved hjælp af stedfortrædere. Ethvert menneske her eller herefter vil blive dømt og belønnet i henhold til sine gerninger.«⁹

Eftersom omvendelse og dåb i vand såvel som ved Ånden er nødvendig for frelse, hvordan skal de millioner, som aldrig har hørt evangeliet, som aldrig har haft mulighed for enten at omvende sig eller blive døbt, komme ind i Guds rige? En kærlighedens Gud kan i sandhed aldrig være tilfreds, hvis størstedelen af hans børn er uden for hans rige, og for evigt skal dvæle enten i uvidenhed, elendighed eller helvede. En sådan tanke er afskyelig for intelligente sind. På den anden side, hvis disse millioner, som døde uden at have hørt om evangeliet, kan komme ind i Guds rige uden at adlyde de evangeliske principper og ordinancer, så var Kristi ord til Nikodemus (se Joh 3:2-5) ikke en generel udtalelse og en evig sandhed, og Peters ord på pinsedagen (se ApG 2:38) kunne ikke anvendes universelt, selv om han ganske enkelt sagde: »For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på« (se ApG 2:39).

Jesu Kristi evangelium lærer os, at hele menneskeheden kan blive frelst ved lydighed mod dets love og ordinancer (se 3. trosartikel). Ej heller er ordet »hele« begrænset i sin betydning til kun at omfatte nogle udvalgte få. Det betyder alle børn af en kærlig og guddommelig Fader. Og dog er hundrede millioner døde uden nogen sinde at have hørt, at der findes noget som evangeliets plan.

Alle nationer og racer har et retfærdigt krav på Guds barmhjertighed. Eftersom der kun er én frelsesplan, må der være en måde, hvorpå de »utallige døde« kan høre om det og få det privilegium enten at acceptere eller afvise det. En sådan plan er givet i princippet om de dødes frelse …

Paulus henviste til dåb for de døde i sin argumentation til fordel for opstandelsen. Han sagde: »Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?« (1 Kor 15:29) … Ikke så få kommentatorer har forsøgt at bortforklare [dette skriftsteds] sande betydning, men dets sammenhæng beviser tydeligt, at på apostlenes tid eksisterede der en praksis med dåb for de døde, det vil sige at levende personer blev nedsænket i vand for og på vegne af dem, som var døde – ikke »døde fra synden«, men som var »gået over på den anden side«.

I templet i Kirtland, den 3. april 1836, viste profeten Elias sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery og overdrog dem »præstedømmets magt«, som bemyndiger levende til at udføre arbejdet for de døde. Disse »nøgler« blev gengivet som opfyldelsen af Malakias’ profeti:

»Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse« (Mal 3:22-24). Fædrenes og børnenes hjerte vil blive vendt til hinanden, når fædrene i åndeverdenen, som hører evangeliet forkyndt og forstår, at de skal adlyde dets ordinancer, ved, at deres børn på jorden udfører disse ordinancer for dem.

Alt dette »arbejde for de døde« udføres i templer, som er indviet og indsat til et sådant formål, hvor der føres korrekte optegnelser, og hvor alt bliver anset for helligt.

De sidste dages hellige er, med det ansvar, der hviler på dem for at udføre denne vigtige del af evangelisk tjeneste, blevet et tempelbyggende folk.¹⁰

I har muligheden for at indsamle navne på jeres forfædre, som, ved at blive døbt ved stedfortræder, kan blive medlemmer af Guds rige i den anden verden, ligesom vi er medlemmer her.

Siden gengivelsen af dette princip og denne skik, har Kirkens medlemmer ivrigt søgt verdens optegnelser for at finde beretninger om deres forfædre, så deres forfædre ved stedfortræder kan modtage Kristi evangeliums velsignelser. I forbindelse med dette arbejde har Kirken en stor genealogisk organisation.¹¹

I dette princip om frelse for de døde er åbenbaret storheden af evangeliets frelsende ordinancer samt hele menneskehedens anvendelsesmuligheder af Frelserens lærdomme. Derfor er der »ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:12). Alle ordinancer, som udføres ved den højestes præstedømme er så evige som kærlighed, så omfattende og vedvarende som liv, og ved lydighed mod dem, kan hele menneskeheden, levende og døde, komme ind og dvæle evigt i Guds rige.¹²

Vi skal gå værdige ind i templet og være trofaste mod de pagter, vi indgår der.

De, som træder ind i templet, vil gøre det med en anbefaling om, at de er sande kristne, at de er trofaste medlemmer af Kristi kirke, at de er ærlige over for deres medmennesker, at de lever i henhold til Jesu Kristi evangeliums idealer.¹³

Før man foretager en tempelvielse er det nødvendigt for den unge mand og den unge kvinde først at få en anbefaling fra bi-skoppen … Der, i overværelse af præstedømmet, og før de påtager sig forpligtelsen ved ægteskab, modtager de unge mennesker instruktioner om helligheden ved den pligt, som ligger foran dem, og desuden afgør de, om de er forberedte til i hellighed og renhed at gå til Guds alter og der besegle deres løfter og kærlighed.¹⁴

Ægteskab i templet er noget af det smukkeste i hele verden. Et par ledes dertil af kærlighed, den mest guddommelige egenskab i den menneskelige sjæl … Sammen står de i Herrens hus for at bevidne og indgå pagt for ham, om at de vil være trofaste over for de pagter, de indgår den dag, samt at de hver især vil holde sig selv til hinanden og ingen anden. Det er det højeste ideal for ægteskab, mennesket har fået. Hvis disse pagter holdes så hellige, som hellige pagter burde holdes, ville der være færre knuste hjerter blandt hustruer og færre blandt ægtemænd. En pagt er noget helligt … Hold den hellig, vær trofast over for den.¹⁵

De, som indgår pagter for deres kære og deltager i det højeste ideal for ægteskab, som er givet til mennesket, vil vandre i ånden og ikke give efter for kødet. I vil være trofaste over for de pagter, I indgår i Herrens hus.¹⁶

»Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt« (1 Mos 6:3), siger Herren. »Min ånd vil ikke bo i et uværdigt tabernakel.« Den, som forsøger at leve et dobbeltliv, som lever et dobbeltliv i modstrid med sine pagter, er, for at citere en forfatter, »enten en kæltring eller en tåbe«. Ofte er han begge dele, fordi han bruger sin handlefrihed til at tilfredsstille sine lyster, at spilde sin rigdom i tøjlesløs levevis og bryder de pagter, som han har indgået i Guds hus.¹⁷

Vi har ansvar for at gøre tempelvelsignelserne tilgængelige for andre.

Vore templer, som er opført til frelse og ophøjelse for den menneskelige familie, bidrager til udførelsen af den evige frelsesplan. De samme love for evig fremgang er anvendelig for alle vor Faders børn, uanset om de lever i en dødelig eller en åndelig sfære. Et sådant universelt krav genspejler guddommelig retfærdighed …

Gengivelsen af Jesu Kristi kirke er den plan, der er givet af vor himmelske Fader, hvorved alle mennesker, som kan tænke for sig selv, kan samarbejde med Gud med hensyn til hans eller hendes sjæls lykke og frelse. Fornuft og retfærdighed kræver universel anvendelse af evige principper og ordinancer for personer, der lever på jorden, og dem, som lever i åndeverdenen.

Kun således kan Guds gerning og herlighed blive fuldendt ved menneskets udødelighed og evige liv.

Den evige frelsesplan er givet ved direkte åbenbaring af Faderen og hans Søn til profeten Joseph Smith, og den guddommelige myndighed til at forrette principperne og ordinancerne hviler på mennesket, som nu leder den åbenbarede kirkes skæbne.¹⁸

Et af vore største ansvar er at gøre Herrens hus tilgængelig for trofaste medlemmer af Kirken i fremmede lande. Ti tusinder af dem er ikke i stand til at komme der, hvor templerne findes, og hvor de kan modtage begavelsens velsignelser og få deres hustru og børn beseglet til sig for tid og al evighed. Det er vores pligt at få templerne ud til dem.¹⁹

O, hvor herligt evangeliet er! Og hvor stort er ikke vores ansvar for at lade verden få et glimt af dets storhed, dets omfattende beskaffenhed, dets guddommelighed! Jeg beder af hele min sjæl, at vore templer vil udstråle større interesse og et ønske om at kende Guds vilje i hjertet hos de tusinder og titusinder af ædle mennesker, som ønsker at kende sandheden. Må Gud hjælpe os alle til at øge vores evne til at sprede denne sandhed og hjælpe menneskeheden til at kende den.²⁰

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det vigtigt, at vi modtager templets ordinancer og indgår og holder de tilknyttede pagter? (Se s. 126-128, 130-131).
Hvordan kan tempelbegavelsen føre os til evigt liv? (Se s. 126). Hvorfor er det vigtigt at komme i templet ofte? Hvilke velsignelser har du modtaget ved at deltage i tempelordinancerne og -pagterne? Hvorfor mener du, at det er vigtigt at modtage disse ordinancer og pagter, før man rejser på mission eller begynder en evig familie?
Hvad kræves der, for at ægteskabs- og familieforhold kan fortsætte i evigheden? (Se s. 126-128). Hvordan bør lærdommene om evigt ægteskab og familier påvirke vores forhold til vores ægtefælle og børn? Hvordan vil større lydighed mod denne lærdom hjælpe med at afskaffe »nutidens ondskab i samfundet«?
Hvad er vores ansvar vedrørende frelse for de døde? (Se s. 128-130). På hvilke måder kan du deltage i arbejdet for de døde?
Hvorledes er templer en storslået tilkendegivelse af Guds kærlighed til alle sine børn? (Se s. 128-130). Hvorledes genspejler tempeltjeneste frelsesplanens universelle natur? (Se s. 128-130).
Hvad er formålet med en tempelanbefaling? (Se s. 130). Hvorfor er personlig værdighed nødvendig i forbindelse med at træde ind i templet? På hvilke måder velsignes vi, når vi forbliver trofaste mod vore tempelpagter? Hvorfor er det nødvendigt at have en gyldig tempelanbefaling, selv om vore omstændigheder ikke gør det muligt for os at komme i tem-plet så ofte eller slet ikke?
Hvad kan vi gøre for at gøre tempelvelsignelserne tilgængelige for andre? (Se s. 131-132).

Beslægtede skriftsteder: 1 Kor 15:29; L&P 124:37-41; 128:1, 15-24; 131:1-4; 132:19; 138:28-37, 57-60