Kapitel 19

Tjenestens guddommelige natur

Det ædleste mål i livet er at stræbe efter at give andre et bedre og lykkeligere liv.¹

Indledning

Præsident David O. McKay forkyndte ofte, at tjeneste bringer ægte lykke, og at Herren vejleder og velsigner dem, som yder tjeneste. I 1921 var der et sådant tilfælde, hvor Herren vejledte sine tjenere. Det Første Præsidentskab havde givet ældste David O. McKay og broder Hugh J. Cannon til opgave at besøge Kirkens medlemmer over hele verden. Blandt andet skulle de besøge Kirkens medlemmer i Armenien. Som følge af første verdenskrig og de vanskelige forhold i dette område vidste man kun lidt om, hvordan Kirkens medlemmer havde det dér. Ældste McKay skrev:

»I marts 1921 erfarede vi, at der på en særlig fastedag var blevet doneret flere tusind dollar til hjælp for de nødlidende i Europa og de lidende armenere i Asien. Vi erfarede også, at Det Første Præsidentskab overvejede at sende en særlig budbringer til Syrien for personligt at bringe nødhjælp ud til vore armenske hellige.«

Ældste McKay og broder Cannon havde ikke planlagt at skulle besøge Kirkens medlemmer i Armenien førend meget senere på deres tur og fortsatte derfor deres rejse til Australien, New Zealand og mange øer. I adskillige måneder hørte de ingenting om forholdene i Armenien eller om, hvorvidt nogen var blevet sendt dertil med nødhjælpsmidlerne. Den 2. november 1921 fik de, mens de befandt sig i Jerusalem, endeligt besked om, at en mand ved navn J. Wilford Booth var blevet udsendt af Kirkens hovedsæde for at møde dem. Men ingen vidste noget om hans rejseplaner eller om, hvor han befandt sig. Samme dag skrev ældste McKay i sin dagbog: »Vi aner ikke, hvor han er, men rejser fra Jerusalem i morgen tidlig mod Hajfa på vej til Aleppo [i Syrien]. Har besluttet at køre med bil gennem Samaria og se bibelske steder.« Inden ældste McKay og broder Cannon tog af sted, gik de op på Oliebjerget, valgte et ugenert sted og bad om, at Herren ville vejlede dem på deres rejse.

Efter at have bedt skete der ifølge Ældste McKay følgende: »Da vi kom tilbage til hotellet, følte jeg meget stærkt, at vi skulle tage toget til Haifa og ikke køre i bil.« Broder Cannon var enig, og de fortsatte deres rejse til Haifa i håb om at finde ældste Booth der. Ældste McKay skrev: »Efterhånden som vi nærmede os denne mission, var vores største ønske at finde ældste Booth. Ja, det virkede, som om vores tur til Syrien ville være nyttesløs, hvis vi ikke fandt ham. Vi var fremmede. Vi kendte ikke nogen … Vi havde nogle navne og adresser, men vi kunne ikke læse dem, for de var skrevet på tyrkisk.

Da ældste McKay og broder Cannon ankom til togstationen, nåede de ikke toget, fordi de forsøgte at få oplysninger om et passende hotel. Efter forsinkelsen gik ældste McKay hen imod døren til stationsbygningen netop som en anden rejsende også gjorde det. Manden prikkede ham på skulderen og sagde: ›Er det ikke broder McKay?‹«

Ældste McKay nedskrev følgende om mødet med ældste Booth: »Jeg var lamslået over at blive tiltalt i en så fjerntliggende by og vendte mig om og genkendte ældste Wilford Booth, det ene af alle mennesker, som vi var så opsatte på at træffe. Og så mødtes vi på det mest belejlige sted og tidspunkt … Det kunne ikke have passet bedre sammen, om vi så havde planlagt det i ugevis! Da vi fortalte hinanden om vore oplevelser, var vi forvissede om, at vores møde var et resultat af guddommelig indgriben … Ja, hvis vi ikke var mødtes i Haifa, ville vores tur til Den Armenske Mission have – så vidt menneskelig visdom kan dømme – været en total fiasko. Og det var på den tur, at vi blandt mange andre opgaver og oplevelser organiserede Den Armenske Mission.«²

David O. McKays lærdomme

Det er Herrens vilje, at vi skal tjene hinanden.

Det er Guds vilje, [at I] skal tjene jeres medmennesker, være til gavn for dem og gøre denne verden bedre som følge af, at I har levet i den. Kristus gav alt, hvad han havde i sig, for at undervise os i dette princip. Og han sagde: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40). Dette er det budskab, Gud har givet os. Denne kirke er Guds kirke, og den er så fuldkomment organiseret, at hver eneste mand og hver eneste kvinde og hver eneste barn har mulighed for at gøre noget godt for en anden. Det er vore præstedømmebæreres ansvar, og det er hjælpeorganisationernes og hvert enkelt medlems ansvar at tjene og gøre Guds vilje. Hvis vi gør det, og jo mere vi gør det, des mere overbeviste bliver vi om, at dette er Guds værk, for vi afprøver det. Ved at gøre Guds vilje kommer vi til at kende Gud, og derved kommer vi ham nærmere og føler, at det evige liv er vores. Vi kommer til at fatte kærlighed til mennesker overalt, og vi kan som de fordums apostle råbe: »Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene« (1 Joh 3:14).³

En eller anden har sagt, at »menneskene ville uddø, hvis de holdt op med at hjælpe hinanden.« En anden har sagt, at »fra det øjeblik moderen svøber barnets hoved i klude til det øjeblik en venlig sjæl tørrer koldsveden af den døendes pande, kan vi ikke leve uden at hjælpe hinanden« … Kirken er med alle dens kvorummer og organisationer Guds plan for, hvordan vi hjælper hinanden.⁴

Jeg kommer i tanker om nogen … som jeg gerne vil takke … Det er de mænd og kvinder overalt i Kirken, som bidrager med deres tid og midler til fremme af sandheden – ikke alene ved at undervise, men ved at yde oprigtig tjeneste på mange måder. Nogle af disse kæmper selv for at tjene til livets ophold. Nogle af dem er velhavende mænd og kvinder, som er gået på pension, og hvis formue kan gøres op i millioner … Gud velsigner dem, som yder en sådan tjeneste og velsigner jer alle, for jeg mener, at vi på hele Kirkens vegne kan sige: »Vi stræber efter at være ét, Fader, ligesom du og din Søn er ét.«⁵

Er I villige til at tjene? Har I set lyset, sådan som kong Benjamin havde, da han sagde: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud«? (Mosiah 2:17). Sand kristendom er kærlighed i funktion. Den bedste måde at vise sin kærlighed til Gud på er at vise uselvisk kærlighed over for sine medmennesker …

… Lad jeres hjerte med tro og venlighed blive opfyldt af ønsket om at tjene alle mennesker. Evangeliets ånd udspringer af tjeneste til andres gavn.⁶

Tjeneste gør både giveren og modtageren lykkelige.

Lykke er i virkeligheden målet med vores liv. Lykke opnås mest effektiv ved at tjene sine medmennesker.⁷

Alle mennesker ønsker at være lykkelige. Mange stræber også oprigtigt efter selv at klare sig, så godt de kan. Men der er kun overraskende få, som forstår, at den sikre vej til at opnå dette findes i de ord, som Jesus af Nazaret udtalte: »Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:25). Disse ord rummer en hemmelighed, som er mere værd end berømmelse eller magt, ja, mere værd end alverdens rigdomme.

Det er et princip, som, hvis det efterleves, lover at forvandle mismod og tungsind til håb og glæde – at fylde livet med tilfredshed og evig fred. Det er sandt, og hvis det blev anerkendt, ville det sandelig være en velsignelse i vore dage for denne forvirrede og nedtrykte verden. Hvordan kan det da være, at mennesker og nationer ignorerer et så dyrebart løfte?

Er sandheden i paradokset – at man må miste livet for at finde det – så uhåndgribeligt, at menneskene ikke kan fatte det? Eller strider det i en sådan grad mod kampen for at overleve, at menneskene anser det for upraktisk?

Om det skulle være tilfældet, så står den sandhed dog fast, at han, som er »vejen, sandheden og livet« (se Joh 14:6), med dette princip har forkyndt en lov, som ikke står til at ændre …

Denne lov lyder med andre ord således: »Vi lever et mere fuldstændigt liv, når vi bestræber os på at gøre verden bedre og lykkeligere.« Naturens lov – den stærkeste overlever – er selvopholdelse på bekostning af alle andre. I modsætning hertil er det åndelige livs lov selvfornægtelse til andres gavn …

Med dette mål for øje tjener [tusindvis af] mænd og kvinder villigt uden honorar og underviser og vejleder hver uge [titusindvis af] børn og unge i, hvordan man opbygger viljestyrke og udvikler sig åndeligt. Ud over denne hær af ledere og lærere … har mænd, som er ordineret til præstedømmet, påtaget sig forpligtelsen til at vie deres tid og talenter til så vidt muligt at sprede solskin, glæde og fred blandt deres medmennesker.⁸

Åndelighed kommer bedre til udtryk ved at give end ved at modtage. De største åndelige velsignelser opnår vi ved at hjælpe hinanden. Hvis I gerne vil være ulykkelige, så bær nag til jeres brødre, og hvis I gerne vil nære had, så gør jeres brødre fortræd. Men hvis I gerne vil være lykkelige, så gør gode gerninger – gør en anden glad.⁹

Oprigtige mænd og kvinder over hele verden må forene sig i en ærlig anstrengelse for at erstatte selviskhed, had, fjendskab og begærlighed med loven om at tjene andre og derved fremme fred og lykke blandt alle mennesker.¹⁰

Vi må følge Frelserens eksempel og yde tjeneste.

Da Frelseren skulle til at forlade sine apostle, viste han dem et storslået eksempel på tjeneste. I husker, at han bandt et klæde om sig og tvættede sine disciples fødder. Peter mente, at det var et mindreværdigt arbejde for en tjener og sagde: »Herre, vasker du mine fødder? … Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«

Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«

»Herre, så ikke kun fødderne,« sagde den øverste apostel, »men også hænderne og hovedet!«

»Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.

Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det« (se Joh 13:6-10).

Og derpå tvættede Jesus hans og de andres fødder. Da han havde stillet fadet tilbage ved siden af døren, bundet klædet af og taget sin kjortel på igen, satte han sig hen til de tolv igen og sagde:

»I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.

Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder« (Joh 13:13-14).

Hvilket eksempel på tjeneste for disse storslåede tjenere, Kristi disciple! Den, som er den største blandt jer, skal være den mindste. Vi fornemmer ansvaret for at yde Kirkens medlemmer større tjeneste – for at vie vores liv til fremme af Guds rige på jorden.¹¹

Tænk bare! Den eneste årsag til at verden kender noget til dem [Jesu apostle] er, at de har mødt Frelseren – at de gjorde ham til deres vejleder i livet. Hvis de ikke havde gjort det, var der ingen nulevende, som havde vidst, at de nogen sinde havde levet. De ville have levet og været døde og glemt, ligesom tusindvis af andre mennesker på deres tid levede og døde uden at nogen kender noget til dem eller bekymrer sig om dem, ja, ligesom tusinder og atter tusinder lever i vore dage, spilder deres tid og energi på et meningsløst liv, hvor de vælger den forkerte slags mennesker som deres forbilleder og vandrer ned ad fornøjelsens og nydelsens vej i stedet for tjenestens vej. Snart er deres livs rejse omme uden at nogen kan sige, at verden er blevet den mindste smule bedre som følge af, at de har levet i den. Når dagen er omme efterlader sådanne mennesker deres sti lige så gold som de fandt den – de planter ingen træer, som kan give skygge for andre, ingen rosenbuske, som kan gøre verden smukkere og lysere for dem, som følger efter, ingen gode gerninger, ingen ædel tjeneste – kun en gold, ufrugtbar, ørkenlignende sti, som måske er bevokset med tjørn og tidsel.

Sådan forholder det sig ikke for de disciple, som vælger Jesus som deres vejleder. Deres liv er som rosenhaver, hvor verden for evigt kan plukke smukke blomster.¹²

Det største kald i livet … er det, hvor mennesket bedst kan tjene sine medmennesker … Det ædleste mål i livet er at stræbe efter at give andre et bedre og lykkeligere liv.¹³

Forslag til studium og samtale

Hvorfor har Herren givet os befaling om at tjene hinanden? (Se s. 180-182). Hvilke muligheder har vi for at tjene i Kirken? Hvilke former for tjeneste kan vi yde ved siden af en formel kirkekaldelse?
Herren har sagt, at »den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:25). Hvilken sammenhæng er der mellem dette skriftsted og det at tjene? Hvilke velsignelser får vi ved uselvisk at tjene andre? Hvilken forskel er der på at tjene, fordi vi har fået befaling om det, og at tjene, fordi vi gerne selv vil? (Se også L&P 58:26).
Hvilke oplevelser har du haft, når du har hengivet dig til at tjene andre? Hvilken sammenhæng er der mellem lykke og tjeneste? Hvordan medvirker tjeneste til at overvinde selviskhed og nedtrykthed? (Se s. 182-183). Hvordan kan vi ved at tjene andre overvinde dårlige følelser over for dem?
Hvad er det ved Jesu mange eksempler på tjeneste, som gør indtryk på dig? (Se s. 183-184). Hvad kan vi lære af ham i vores stræben efter at tjene andre? Hvorfor er det vigtigt at søge guddommelig vejledning, når vi tjener?
Hvorfor er det til tider svært at lade andre tjene os? Hvorfor er det vigtigt at tage imod tilbud om tjeneste? Hvordan er du og din familie blevet velsignet ved, at andre har betjent jer?

Beslægtede skriftsteder: Matt 25:40; Mark 8:35; Gal 5:13; Mosiah 4:15; L&P 18:10, 15-16