Kapitel 21

Evangeliets første principper og ordinancer

Jeg ved, at evangeliet er guddommeligt, og verden har brug for det.¹

Indledning

Præsident David O. McKay var altid venlig og viste respekt over for medlemmer af andre trosretninger, og han roste alle kirker for deres gode arbejde. Men han var urokkelig i sit vidnesbyrd om, at evangeliets fylde kun findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Som illustration af, hvor vigtigt det er at adlyde det gengivne evangeliums principper og ordinancer, talte han om medlemskabet af Kirken som et medlemskab af et stort rige:

»Alle kirker og alle trosretninger rummer noget godt, som fører til vor Faders rige, men alle må for at kunne blive medborger i dette rige rette sig efter de krav, som Kongen stiller. Ja, der er kun en vej, som giver adgang til Jesu Kristi Kirke, og det er den vej, som Jesus Kristus, Herren, har anvist. ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig‹ (Joh 14:6).

De krav, som skal opfyldes for at opnå medlemskab af Jesu Kristi Kirke, er så utvetydige og klare, at det faktisk er overra-skende, at så mange tilsyneladende intelligente og veluddannede mennesker … [går ud fra], at de kan få adgang på andre måder.

Der findes kun en, som har ret til at foreskrive vejen til menneskets frelse. Han talte visselig ikke i tåger, da han forklarede, hvad der kræves for at blive medborger i hans rige.

Læg mærke til, hvor ligefremme hans ord er: ›Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige‹ (Joh 3:3; fremhævelse tilføjet). Som forklaring af disse tilsyneladende gådefulde ord til Nikodemus, fortsatte Mesteren:

›Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige‹ (Joh 3:5; fremhævelse tilføjet).

Den øverste apostel Peter tillagde tydeligvis dette krav stor vægt som en afgørende nødvendighed for ikke alene at opnå medlemskab af Kirken, men også frelse i Guds rige, for da skaren, som følte sig stukket i hjertet, råbte: ›Hvad skal vi gøre, brødre?‹ (ApG 2:37), svarede han:

›Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave‹ (ApG 2:38). Således må vi opfylde fire krav – de fire afgørende grundsætninger og forordninger, som det er afgørende at adlyde for medlemskab af Kristi Kirke: [nemlig] tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden …

Der udpeges mange veje, som efter sigende fører til Guds rige, men der er kun en port, som giver adgang til medlemskab. Dette forklarede Kristus tydeligt, da han var blandt menneskene, og han har åbenbaret det på ny gennem profeten Joseph Smith. Vejen er enkel og let at finde og lige så uendelig mageløs, som den er evig.

Der er mange veje … som fører oprigtige mennesker mod Guds kirke og rige, men de, som ønsker at få del i privilegierne og velsignelserne ved medlemskabet deri, må adlyde Jesu Kristi evangeliums principper og ordinancer.«²

David O. McKays lærdomme

Tro på Herren Jesus Kristus er Kirkens mest grundlæggende princip.

En urokkelig tro på Kristus er det, der er størst behov for i verden i vore dage.³

Hvad vil det sige at bevare troen? Det vil sige, at vi antager Jesus Kristus – ikke blot som en stor lærer og en stærk leder – men som Frelseren og verdens Forløser … Den, som bevarer troen, antager Jesus Kristus som Guds Søn, verdens Forløser. Jeg ønsker, at alle mennesker bevarer den tro. Jeg mener, at det er grundlæggende for menneskets lykke – grundlæggende for dets sjælefred. Jeg mener, at det er det vigtigste princip i Jesu Kristi Kirke.⁴

Det er denne tro, som styrkede de elleve apostle og mindst 70 disciple, som mødte Kristus efter opstandelsen. I deres sind herskede der absolut ingen tvivl om, at han var opstået. De var vidner til dette. De vidste det, for de så det og hørte det og deres hænder følte den opstandne Forløsers legeme.

Det er denne urokkelige tro, som førte til det herlige syn, som profeten Joseph Smith så:

»Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!

Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne,

at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud« (L&P 76:22-24).

De, som føler denne vished i hjertet, antager ham som »Vejen, Sandheden og Livet« – som den eneste sande vejleder i dette forvirrende univers.⁵

Tro på evangeliet er det første skridt mod sand kundskab og fører gennem ofre til visdom og lykke.⁶

Troen på Gud kan selvfølgelig ikke være andet end personlig. Den må nødvendigvis være jeres, den må være min, og den må for at have virkning udspringe af sindet og hjertet.⁷

Det, som vi har brug for i vore dage, er tro på den levende Gud, hvilket er mere end blot en fornemmelse. Det er en kraft, som får os til at handle – en tro, som giver livet mening samt mod i hjertet. Vi har brug for et evangelium, som kan anvendes.⁸

Kirken antager ikke den lære, at bekendelse af Jesus Kristus er alt, som er nødvendigt for frelse. Et menneske kan nok sige, at det tror, men hvis det ikke omsætter denne tro til en kraft, som får det til at handle, til at udrette noget og til at udvikle sjælen, gavner dets bekendelse ingenting. »Udarbejd jeres egen frelse,« er en formaning om at vise sin tro ved handling og ved oprigtig, lydig indsats.⁹

Omvendelse indebærer en ændring i livsførelse, tanke og handling.

Det er utænkeligt, at nogen kan tvivle på, at omvendelse er nødvendig. Hvis man studerer evangeliet omhyggeligt, viser det sig i, at hvert eneste princip i evangeliet er foreneligt med sandheden i en grad, som er mageløs. Hvert enkelt princip synes at være altomfattende og leder enten til eller omfatter andre principper. Således synes troen på et fuldkomment væsen, som inspirerer en til at leve retfærdigt, at omfatte omvendelse.¹⁰

[Kirkens] budskab er at få mennesker til at erkende deres svagheder og at hjælpe dem til at overvinde disse synder og svagheder. Vi har ikke tid til at tale om, hvad synd er, men John Wesleys mor [John Wesley var en kendt teolog] har efter sigende sagt følgende:

»Hvis du vil bedømme det lovlige eller ulovlige ved glæde, så brug denne regel: Bemærk nu, at ligegyldigt hvad der svækker din fornuft, beskadiger din samvittigheds følsomhed, fordunkler dine følelser for Gud, fjerner din glæde ved åndelige ting, ligegyldigt hvad der øger legemets magt over ånden, det er synd, hvor uskyldigt det end synes at være i sig selv.«

Det budskab, som [missionærerne] bringer ud til alverden – Kirkens budskab til alverden – er: Omvend jer fra det, som medvirker til, at de fysiske sanser får overhånd over jeres kærlighed til åndelighed. Det er derfor, de råber omvendelse! Hvad er omvendelse? En ændring af livsførelse, en ændring af tankegang og en ændring af adfærd. Hvis I har været vrede og hadske, så gør dette had og fjendskab til kærlighed og hensynsfuldhed. Hvis I har snydt jeres broder, så lad jeres samvittighed nage jer, og gør det godt igen. Bed ham om at tilgive jer, og gør det aldrig igen. Ved således at ændre jeres livsførelse og vænne jer af med det primitive, omvender I jer fra jeres synder. Hvis I har bespottet Gud, så gør det aldrig igen! Tilbed ham i stedet for at bespotte hans navn! Og når I i sjælen føler, at I er ved at forandre jer, får I et ønske om at blive født på ny, at få et nyt liv …

Denne ændrede livsførelse, denne omvendelse, er det, som verden har brug for. Den har brug for en forandring i hjertet. Menneskene må ændre deres tankegang! Ændre deres følelser over for andre! I stedet for at hade og slås og bekæmpe hinanden burde de lære at elske!¹¹

Omvendelse er at vende sig fra det, som er gement og stræbe efter det, som er højere. Som et frelsende princip indebærer det ikke blot et ønske om det, som er bedre, men også en sorg – ikke kun anger – men oprigtig sorg over i blot den mindste grad at være blevet besmittet med noget, som er syndigt, nedrigt eller foragteligt.

Det er ikke ualmindeligt, at mennesker føler anger for deres fejltagelser og deres dumheder og synder uden at de vender sig bort fra sådanne skrøbeligheder og onder. De føler sig måske ligefrem bodfærdige, men vi har fået at vide, at »bodfærdighed er en flygtig følelse, som ikke nødvendigvis medfører nogen ændring af karakter eller adfærd.« Omvendelse derimod »er at føle sorg på grund af synden, at føle selvfordømmelse og fuldstændig at vende sig bort fra synden.« Det er derfor mere en blot anger, »det omfatter en ændring af ens væsen, som behager himlen.«¹²

Sand tro og oprigtig omvendelse fører til dåb.

Når en dåbskandidat står ved vandkanten, før han bliver begravet med Kristus i dåben, har han en underforstået tro på, at Jesu Kristi Kirke er blevet oprettet på jorden, og at denne organisation er den bedste i verden i vore dage til at fremme åndeligt liv, til at opnå en ægte religiøs udvikling og til af frelse sjælen.

Jeg gentager, at han har denne underforståede tro, og den fører til oprigtig omvendelse, og denne omvendelse medfører et ønske om at efterlade alt fra fortiden, som strider mod evangeliets eller Kirkens lærdomme. Han har oprigtigt omvendt sig fra sin tidligere livsførelse og sine synder, hvis der var nogen synder forbundet med det. Han ser frem til at blive født på ny i Guds rige. Han står for at skulle modtage dåbsordinancen, som er et billede på begravelsen af det gamle liv med alle de ufuldkommenheder, skrøbeligheder, onder og synder, som fulgte den gamle livsførelse. Han står for at skulle begraves i dåben, således at han, ligesom Kristus opstod fra de døde ved Faderens magt og herlighed, også må rejse sig til et nyt liv som medlem af Guds Kirke, som Faderens barn og som medborger i Kristi rige. Ved dåben bliver han født på ny og bliver skikket til at modtage Helligånden. Hans legeme rejser sig på ny, og Helligånden bliver overdraget ham – han bliver bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke. Der har vi alle stået på et eller andet tidspunkt. Sådan følte vi, troede vi og håbede vi.¹³

Jesus sagde til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5).

Paulus og Peter skrev til Kirkens medlemmer: »For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus« (Gal 3:26-27). »Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer … ved Jesu Kristi opstandelse« (1 Pet 3:21).

I disse tre eksempler har vi tydeligt fremstillet dåbsordinancens trefoldige formål, nemlig:

Et ritual, indstiftet af Gud selv og forbundet med det evige princip om retfærdighed, hvorfor lydighed mod loven er blevet indstiftet for menneskenes frelse.
En forberedende ordinance – porten, som fører til medlemskab af Kristi fold.
Et smukt og ophøjet symbol på begravelsen af det »gamle« menneske med alle dets svagheder og ufuldkommenheder og opstandelsen til et nyt liv.

Dåbsordinancen er Guds lov, og lydighed mod denne medfører, hvis man er oprigtig, ren og uforbeholden, forjættelsen om Talsmanden, en guddommelig vejleder … Skønt nogle ringeagter dåben, latterliggør den og tvivler på dens virkning, så er og bliver den i al sin enkelthed ikke alene et af de smukkeste symboler, vi kender til, men også en af de mest effektive love, som virker for menneskets frelse.¹⁴

Gud hjælpe os alle til at kunne forkynde for verden, hvor nødvendig omvendelse og dåb er, for det første for at opfylde al retfærdighed, for det andet som indgangen til Guds rige og porten til hans kirke og for det tredje for at begrave vores gamle livsførelse og blive vejledt af hans Helligånd.¹⁵

Når vi oprigtigt har øvet tro, omvendt os og er blevet døbt, modtager vi Helligåndens gave.

Kun de, som oprigtigt tror på Jesus Kristus som verdens Forløser, og som omvender sig fra deres synder, modtager Helligånden. De, som bliver døbt uden tro og omvendelse, er kun hyklere.¹⁶

Kommunikationskanalen er åben, og Herren er parat til at vejlede og vejleder virkelig sit folk. Det vidnesbyrd, som Helligånden giver, er et særligt privilegium. Det er som at indstille sin radio og høre en stemme på den anden side af jorden. De, som ikke har stillet ind på den rette kanal, kan ikke høre det, men vi kan, og vi har ret til at høre den røst og blive vejledt af den. Vi får den at høre, hvis vi gør vores del.¹⁷

Gud hjælpe os alle til at have en ren samvittighed, en lydefri karakter og være lydhøre over for Helligåndens hvisken, som er virkelig, hvis vi blot spidser ører og lytter til den.¹⁸

Jeg vidner for jer om, at man virkelig kan modtage guddommelig inspiration. De mænd og kvinder, som adlyder livets og frelsens principper, og som oprigtigt omvender sig fra deres synder og oprigtigt bestræber sig på at leve i overensstemmelse med evangeliets principper, bliver vejledt og inspireret af Helligånden, og får forkyndt, hvad der skal komme. Jeg vidner om, at denne vejledning er at finde i denne kirke og har været det siden profeten Joseph Smith oprettede den.¹⁹

De sidste dages hellige har lært den sandhed, at det evige evangelium er blevet gengivet. Og hvad bibringer denne kundskab dem? Den bibringer alle, som ærligt og oprigtigt adlyder principperne om omvendelse og dåb, Helligåndens gave, som oplyser deres sind, levendegør deres forstand og giver dem kundskab om Kristus.

De sidste dages hellige har en vejleder – som verden ikke er i besiddelse af – en hjælper, et middel, som hjælper dem til at lære sandheden at kende i deres ønske om at få at vide, hvad deres pligt er. Og en vejleder er nødvendig. Mennesket kan ikke selv fatte sandheden. Det kan ikke fatte Gud ved intellektet alene. Man siger, at ingen kan fatte Gud ved at se i et mikroskop. Fornuft alene kan ikke vejlede et menneske tilstrækkeligt til at finde sandheden. Der findes en anden og højere og mere sikker vejleder end fornuften …

[Tro er] det princip, som får vores ånd til at søge fællesskab med den højere Ånd, som minder os om alt, forkynder det tilkommende og lærer os alt. Det påhviler den sidste dages hellige, som ønsker at lære sandheden at kende, at få denne Ånd.²⁰

Forslag til studium og samtale

Hvad er tro på Jesus Kristus? (Se s. 196-198). Hvorfor er tro på Jesus Kristus evangeliets mest grundlæggende princip? (Se s. 196-198). Hvad må vi gøre for at udvikle og styrke vores tro på ham?
På hvilke måder kan vi omsætte vores tro på Jesus Kristus til handling? Hvordan er du blevet velsignet, når du har øvet en sådan tro på Jesus Kristus?
Hvorfor fører sand tro på Jesus Kristus til omvendelse? På hvilken måde er omvendelse mere end blot at holde op med at gøre noget bestemt? (Se s. 198-200). Hvad må vi gøre for omvende os fuldstændig fra vore synder? Hvilke farer er der ved ikke at omvende sig?
Hvad symboliserer dåbsordinancen? (Se s. 200-201). Hvilken pagt indgår vi, eller hvilket løfte afgiver vi, når vi bliver døbt? Hvilke løfter afgiver Herren til gengæld? Hvordan kan vi huske på vores dåbspagt og forsat nyde velsignelserne ved den?
Hvad er Helligåndens mission? (Se s. 201-202). Hvad kræves der af os, for at vi kan være på bølgelængde med Helligånden? (Se s. 201-202). Hvorfor er det nødvendigt at modtage Helligåndens gave for at kunne vende tilbage til vor himmelske Fader?
Hvad føler vi, når vi bliver vejledt af Helligånden? Hvilke oplevelser har du haft, hvor du har været vejledt ved inspiration fra Helligånden?

Beslægtede skriftsteder: Joh 14:26; Jak 2:14-20; 2 Nephi 2:21; 32:5; Mosiah 18:8-10; Alma 32:21; Moroni 10:5; L&P 11:13-14; 58:43; 121:26