David O. McKays liv og tjenestegerning
I april 1951 blev David Oman McKay i en alder af 77 den niende præsident i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I løbet af de næsten 20 år, hvor han tjente som præsident, blev han æret af Kirkens medlemmer og mange andre i hele verden som Guds profet. Mens han formanede Kirkens medlemmer til at udvikle kristuslignende egenskaber og dele evangeliet ved både undervisning og eksempel, oplevede Kirken hurtig vækst over hele verden. Ud over hans lærdomme gjorde hans fysiske fremtoning et stort indtryk. Mange mennesker kommenterede, når de mødte ham, at han ikke alene talte og handlede som en profet, men at han lignede en profet. Selv i sine sidste år havde han en høj, imponerende fysik og et tykt hvidt og bølget hår. Han udstrålede det retfærdige liv, han førte.
En arv og en barndom med høje idealer
I sin lære som generalautoritet henviste David O. McKay ofte med taknemmelighed til den arv og det eksempel, han modtog fra sine forældre. Hans fars, David McKays, familie havde sluttet sig til Kirken i Thurso i Skotland i 1850. I 1856 rejste familien til Amerika og efter at have arbejdet og sparet penge i tre år, krydsede de prærien til Utah og ankom i Salt Lake City i august 1859.1
Samme år som familien McKay sluttede sig til Kirken i Skotland (1850), tog Jennette Evans, som er David O. McKays mors familie, imod det gengivne evangelium i nærheden af Merthyr Tydfil i Sydwales. Ligesom familien McKay sejlede familien Evans til Amerika i 1856 og ankom til Utah i 1859. Begge familier slog sig derefter ned i Ogden i Utah, hvor David McKay og Jennette Evans mødtes og forelskede sig. De blev viet den 9. april 1867 i Endowment House af ældste Wilford Woodruff.2
Den 8. september 1873 blev David O. McKay født i den lille by Huntsville i Utah – som det tredje barn og første søn af David og Jennette Evans McKay. Hans barndom var lykkelig, men ikke uden prøvelser. I 1880 prøvede og beviste en serie af begivenheder familiens tro og gjorde tidligt den unge David O. McKay moden. Hans to ældre søstre, Margaret og Ellena, døde i løbet af få dage, den ene af giftfeber og den anden af lungebetændelse. Omkring et år senere modtog hans far en missionskaldelse til Skotland. David McKay var noget bekymret over at modtage kaldelsen, fordi det ville betyde, at han skulle efterlade sin hustru (som ventede et barn) med ansvaret for familien og gården. Da Jennette hørte om kaldelsen var hun dog fast besluttet i sit svar: »Selvfølgelig skal du acceptere, du skal ikke bekymre dig om mig. David O. og jeg skal nok klare os godt!«3 Med denne opmuntring og forvisning om hjælp fra naboer og slægtninge accepterede David McKay kaldelsen. Hans afskedsord til den syvårige David O. var: »Pas på mor.«4
På grund af Jennette McKays kloge ledelse, mange menne-skers hårde arbejde og Herrens velsignelser havde familien McKays gård fremgang på trods af David McKays to år lange fravær. I dette tidsrum, ja, i hele sit liv, var Jennette McKay lige så omhyggelig med børnenes åndelige velfærd: »Familiebøn var en fast procedure i familien McKays hjem, og da Jennette var alene med sin lille familie var det en endnu mere betydningsfuld del af dagens begivenheder. David [O.] blev undervist i at gøre sin del ved morgen- og aftenbønnerne og lærte betydningen af himlens velsignelser i hjemmet.«5
Præsident McKay talte ofte om sin mor som et eksempel, der var værdigt at følge. Engang sagde han: »Jeg kan ikke komme i tanke om en kvindelig dyd, som min mor ikke besad … Hun var, for sine børn og alle andre, som kendte hende, smuk og værdig. Selv om hun var livlig, var hun ligevægtig og behersket. Hendes mørkebrune øjne udtrykte straks enhver stigning af temperament, som hun dog altid havde under fuldkommen kontrol … Med hensyn til følsomhed, omsorg, kærlig tålmodighed, loyalitet til hjemmet og det rette, syntes hun for mig i mine drengeår og også nu efter disse år at have været den bedste.«6
Da David O. McKay blev bedt om at nævne den største mand, han nogensinde havde mødt, svarede han uden tøven: »Min far.«7 Efter at faderen var vendt tilbage fra sin mission, tjente han fra 1883 til 1905 som biskop for Eden ward og Huntsville ward.8 David McKay, sen., fortalte sin unge søn om mange oplevelser og bar sit vidnesbyrd. Præsident McKay mindedes: »Som dreng sad jeg og hørte dette vidnesbyrd fra en, som jeg, som I ved, skattede og ærede mere end noget andet menneske i verden, og denne forvisning blev bibragt min ungdommelige sjæl.«9 Styrken i hans fars eksempel og vidnesbyrd opretholdt ham, da han voksede i kundskab om sandheden.
I hverdagen underviste præsident McKays far ham i lektier, som styrkede ham og blev en del af hans lærdomme som apostel. Han fortalte engang om en oplevelse, da han samlede hø sammen med sine brødre. Det tiende læs skulle gives som tiende til Kirken. David O. McKays far bad drengene om at tage det tiende læs fra et bedre sted, end der, hvor de havde været ved at samle. Hans far sagde: »Det er det tiende læs, og det bedste er ikke godt nok til Gud.« År senere fortalte David O. McKay, at det var den »mest effektive prædiken om tiende, jeg nogen sinde har hørt«.10 Hans far lærte ham også at respektere kvinder. Præsident McKay fortalte de unge: »Jeg husker min fars formaning, da jeg i mine teenageår begyndte at komme sammen med en ung pige: ›David, du skal behandle den unge pige, som du vil have at enhver ung mand behandler din søster.‹«11
Senere i livet, da han tjente som præsident for Kirken, gav han følgende hyldest til sine forældre: »Jeg er taknemmelig for mine ædle forældres vise og omhyggelige formynderskab og oplæring … et formynderskab, som afholdt mig fra at vende mig til stier, som ville have åbnet for et helt andet liv! Tiden øger min påskønnelse og kærlighed til en altid årvågen, dyrebar mor og en ædel far.«12
Ungdom
Som ung mand blev David O. McKay kaldet til at tjene i præsidentskabet for diakonernes kvorum. På dette tidspunkt havde diakonerne i wardet ansvar for at holde kirkebygningen ren, hugge brænde til kirkens kakkelovne og sørge for at enkerne i wardet altid havde brænde.13 Han fortalte kvorummets medlemmer, at han »følte sine manglende evner til at udføre sin opgave, da han kunne se andre, som var bedre til at klare det end han selv … [men at] han følte, at han skulle fortsætte med Herrens hjælp.«14 Denne indstilling var typisk for den ydmyghed, hvormed han hele livet accepterede kaldelser.
Som biskoppens søn havde han mulighed for at møde Kirkens ledere, som besøgte familiens hjem. Ved en lejlighed i juli 1887 kom patriark John Smith og gav ham hans patriarkalske velsignelse (David O. var dengang 13 år). Efter velsignelsen lagde patriark Smith sine hænder på den unge mands skuldre og sagde: »Min dreng, du har andet at gøre end at spille kugler.« David gik senere ind i køkkenet og sagde til sin mor: »Hvis han tror, at jeg holder op med at spille kugler, tager han fejl.« Hans mor holdt inde med sit arbejde og forsøgte at forklare, hvad bror Smith havde ment. Selv om hverken David O. McKay eller hans mor ikke præcis vidste, hvad hans fremtid indeholdt, viser denne oplevelse, at Herren havde større ansvar i vente til den unge mand.15
Gennem alle sine teenageår forblev han aktiv i kirketjeneste og fortsatte med at få kundskab og erfaring. I 1889, i en alder af 15 år, blev han kaldet som Huntsville wards søndagsskolesekretær, en stilling, som han havde indtil 1893, da han blev kaldet til at tjene som søndagsskolelærer.16 Hans store kærlighed til Søndagsskolen og til undervisning fortsatte i hele hans liv.
Uddannelse, missionærtjeneste og ægteskab
David O. McKay skrev engang: »Der er tre store epoker i en mands jordiske liv, hvoraf hans lykke her og i evigheden afhænger, [nemlig] hans fødsel, hans ægteskab og hans valg af erhverv.«17 Efter allerede at være velsignet ved fødsel og en opvækst i en retfærdig familie, fortsatte han med at have gavn af vigtige beslutninger med hensyn til sin uddannelse, profession og til sidst ægteskab.
Efter at have færdiggjort sine skole indtil ottende klasse i Huntsville, gik han på Weber-stavens skole i Ogden i to år. Derpå, i skoleåret 1893-1894 vendte han i en alder af 20 år tilbage til Huntsville og arbejdede som lærer i byens grundskole. Omkring dette tidspunkt gav hans bedstemor Evans en økonomisk gave på $2.500 til hvert af sine levende børn. Pengene var små for familien McKay og naboerne foreslog, at David O. McKays mor, Jennette, investerede pengene i aktier. Hun var dog fast besluttet og erklærede: »Hver cent af pengene går til vore børns uddannelse.«18 Derfor rejste David O. og tre af hans sø-skende (Thomas E., Jeanette og Annie) i efteråret 1894 til Salt Lake City med vogn for at gå på University of Utah. Vognen var fyldt med mel og krukker med frugt og en malkeko traskede bagefter.19
Om David O. McKays erfaringer på universitetet skrev hans søn Llewelyn: »Skolen var vigtig. Kærligheden til at lære voksede med stormskridt, dybe venskaber blev skabt og hans fine sans for værdier blev skærpet. Han blev klassepræsident for sin klasse og blev udvalgt til at holde talen ved dimissionen … Han deltog begejstret i sport og blev højre back på universitetets førstehold i amerikansk fodbold. Den største begivenhed på dette tidspunkt var hans bekendtskab med Emma Ray Riggs.«20
I det andet år af de McKay-studerendes universitetsuddannelse, lejede de et hus af Emma Robbins Riggs, mor til Emma Ray Riggs. En dag stod mor og datter ved vinduet og iagttog da David O. og Thomas E. McKay ankom sammen med deres mor. Emma Rays mor kommenterede: »Der er to unge mænd, som vil være gode ægtemænd for nogle heldige piger. Se, hvor hensynsfulde de er over for deres mor.« Emma Ray bemærkede derpå: »Jeg kan godt lide den mørke,« som var David O. McKay. Selv om han og Emma Ray Riggs så hinanden lejlighedsvis, opstod der ikke noget alvorligt forhold, før nogle få år senere.21
Efter at have færdiggjort sine universitetsstudier i foråret 1897 fik David O. McKay tilbudt et job som lærer i Salt Lake County. Han var lykkelig for stillingen og ønskede at begynde at tjene penge for at hjælpe resten af sin familie. På omkring samme tidspunkt modtog og accepterede han dog et kald til at rejse på mission i Storbritannien.
Den 1. august 1897 blev han indsat af præsident Seymour B. Young til at tjene som missionær på De Britiske Øer. Den første del af hans mission tilbragte han i Stirling i Skotland, hvor arbejdet var langsomt og vanskeligt. Han udførte sit arbejde flittigt, og den 9. juni 1898 blev han kaldet til at præsidere over missionærerne i Skotland. Da han modtog kaldelsen gik han til Herren for at få hjælp. Hans ansvar i denne kaldelse modnede ham og gav ham erfaring, der lå ud over hans alder og forberedte ham til fremtidig tjeneste.
En anden betydningsfuld oplevelse fandt sted blot tre måneder, før han rejste hjem. Som ung havde han ofte bedt om en åndelig bekræftelse af sit vidnesbyrd. Den 29. maj 1899 deltog han i et mindeværdigt missionærmøde. Han berettede: »Jeg hu-sker intensiteten af inspirationen ved denne lejlighed, som om det var i går. Alle oplevede Herrens Ånds overvældende tilstedeværelse. Alle de tilstedeværende var i sandhed af ét hjerte og ét sind. Aldrig før havde jeg følt noget lignende. Det var sådan en manifestation, som jeg som tvivlende ung mand hemmeligt og inderligt havde bedt om i bjerge og på enge. Det gav mig vished om, at oprigtige bønner besvares ›engang et sted‹. I løbet af mødet rejste en ældste sig på eget initiativ og sagde: ›Brødre, der er engle i dette lokale.‹ Selv om det lyder mærkeligt, var bekendtgørelsen ikke overraskende, men det lød helt rigtigt, selv om jeg ikke havde tænkt på, at der var guddommelige væsener til stede. Jeg vidste kun, at jeg var fyldt med taknemmelighed for Helligåndens tilstedeværelse.«22 Ældste McKay færdiggjorde sin mission med ære og blev afløst i august 1899.
Under sin mission havde han korresponderet med Emma Ray Riggs, eller »Ray«, som han kærligt kaldte hende (hendes forældre havde kaldt hende en solstråle [ray]). Deres forhold begyndte at blomstre i posten mellem Skotland og Salt Lake City. Han opdagede i hende en person, som var hans lige på alle måder, deriblandt i intelligens, levemåde og åndelige egenskaber.
Hun havde fortsat sin uddannelse, mens David O. McKay var på sin mission, og efter at have fået sin eksamen med en B.A. i uddannelse, tog hun arbejde ved Madison School i Ogden i Utah.23 På samme tidspunkt, i efteråret 1899 sluttede han sig til fakultetet på Weber-stavens akademi. I løbet af dette skoleår, mødtes de to ofte i en park mellem deres skoler. Det var der, han i december 1900 friede til hende. Hun spurgte: »Er du sikker på, at jeg er den rette?« Han sagde, at han var sikker.24 Den 2. januar 1901 blev Emma Ray Riggs og David O. McKay det første par i det 20. århundrede, der blev viet i templet i Salt Lake City.
En legendarisk underviser
I en alder af 28 år blev han i 1902 rektor for Weber Stake Academy. På trods af mange administrative ansvar fortsatte han med at tage aktiv del i undervisningen af de studerende. Han forblev forpligtet til uddannelse i hele sit liv, idet han troede på, at »sand uddannelse søger ikke alene at gøre mænd og kvinder til gode matematikere, sprogkyndige, grundige videnskabsmænd eller strålende litterære lys, men også til ærlige mennesker med dyd, mådehold og broderlig kærlighed. Den søger at skabe mænd og kvinder, som værdsætter sandhed, retfærdighed, visdom, gavmildhed og selvkontrol som de mest udvalgte egenskaber i et succesrigt liv.«25
Han troede på, at uddannelse var vigtig for alle. Han tjente som rektor i en periode, hvor meget få kvinder modtog en videregående uddannelse. I en omtale af kvindernes vigtige rolle, skrev han følgende: »Der er ikke lagt så stor vægt på den rolle, som kvinder spillede i koloniseringen af de vestlige stater. Her følger vi blot menneskets almindelige praksis gennem tiderne. Kvinder bærer husholdningens byrde, har det største ansvar for at opdrage familien, inspirerer deres ægtemænd og sønner til at få succes, og mens disse får verdens bifald, forbliver hustruerne og mødrene, som i virkeligheden fortjener anerkendelse og ros, smilende tilfredse i deres ubemærkede opnåelser.«26 Mens han arbejdede på Weber-stavens akademi, understregede han vigtigheden af uddannelse for begge køn, og tilmeldingen af kvinder gik stærkt fremad i hans embedstid.
I de år, hvor han tjente som professionel underviser og administrator på Weber-stavens akademi, virkede han også i Weber-stavens søndagsskolepræsidentskab, hvor han udviklede nye programmer. På det tidspunkt, da han blev kaldet til søndagsskolepræsidentskabet, modtog organisationen kun lidt formel vejledning fra Kirkens overordnede ledelse. Som anden assisterende forstander – tildelt arbejdet i klasserne – begyndte David O. McKay øjeblikkeligt at arbejde på at forbedre undervisningen i klasseværelset og indlæring ved at bruge de metoder, han havde lært som professionel underviser. En søndagsskoleleder beskrev hans arbejde på følgende måde:
»Han bad først om ugentlige møder for medlemmerne af stavens bestyrelse. Han lærte medlemmerne at lave en oversigt over hovedpunkterne i lektionerne og at vælge et mål (nu kaldet formål) for hver lektion. Han lærte dem at organisere og illustrere målet. Han understregede vigtigheden af lektiepræsentation og anvendelse af målet for hvert barn. Dette blev opfulgt af et månedligt … møde, hvor alle wardets søndagsskolelærere og -ledere blev bedt om at komme og i forvejen have læst de lektioner, man skulle tale om … Som resultat af disse … møder, gik lærerne hjem med et ›sæt noter‹ for hver af de fire lektioner for den kommende måned … [Disse] møder blev meget populære, og tilstedeværelsen ved hvert møde var mellem 90 og 100 procent.«27
Nyhederne om den store succes i Weber-stavens Søndagsskole spredtes hurtigt. Præsident Joseph F. Smith, som på dette tidspunkt også tjente som hovedforstander i søndagsskolerne, var imponeret over David O. McKays opfindsomme ideer med hensyn til undervisning og inviterede ham til at skrive en artikel til Juvenile Instructor, et søndagsskoleblad.28
Herrens apostel
Vægt på undervisning og indlæring
Den 9. april 1906 blev han, efter at have tjent seks år i Weber-stavens Søndagsskole, ordineret til apostel i en alder af 32. Ikke så lang tid herefter blev han også opretholdt som andenassistent i Søndagsskolens tilsynsråd. Han blev derpå førsteassistent i 1909 og tilsynsførende fra 1918 til 1934. Den samme opfindsomhed, som han brugte i Weber-stavens Søndagsskole, blev hurtigt sat i værk i hele Kirken. Han erkendte et behov for ensartede lektioner og skrev bogen Ancient Apostles, som blev udfærdiget som et af de første søndagsskolehæfter.
Ældste McKays navn blev synonymt med Søndagsskolen i de år, han tjente i De Tolv Apostles Kvorum, og han skrev stadig lektioner til Søndagsskolen, da han blev præsident for Kirken. I sit arbejde for at forbedre den evangeliske undervisning, var hans fokus ofte på børn. Med hans egne ord kommer børn »fra Faderen, rene og ubesmittede, uden iboende fordærv eller svaghed … Deres sjæle er som pletfrit hvidt papir, hvorpå hele livets stræben eller resultater skal skrives.«29 Han anså Søndagsskolen for at spille en vigtig rolle med hensyn til undervisning og karakteropbygning hos børn og unge.
Verdensturné og europæisk missionspræsident
Andre erfaringer forberedte David O. McKay til med tiden at kunne lede en verdensomspændende kirke. I december 1920 blev han og ældste Hugh J. Cannon, som var redaktør for Improvement Era, indsat af præsident Heber J. Grant og hans førsterådgiver, præsident Anthon H. Lund, til at rejse til alle Kirkens missioner og skoler i hele verden. I løbet af denne turné, som varede et år, rejste de omkring 100.000 km (mere end to gange rundt om jorden, og underviste og velsignede Kirkens medlemmer over hele verden. På trods af vanskeligheder, som f.eks. søsyge, hjemve og andre udfordringer i forbindelse med at rejse, udførte de deres mission med succes og ankom hjemme juleaften 1921. I dagene efter deres ankomst aflagde de fuld rapport til præsident Grant og blev afløst med ære.30 Ved den første generalkonference efter deres hjemkomst, erklærede præsident Grant:
»Jeg glæder mig over, at bror McKay er sammen med os i dag. Bror McKay har rejst hele vejen rundt om jorden, siden han sidst var til konference – har besøgt vore missioner i alle dele af verden, og er vendt tilbage, ligesom alle missionærer, som rejser ud for at forkynde dette evangelium og kommer i kontakt med verdens befolkning og med alle variationer af tro i verden, med forøget lys, kundskab og vidnesbyrd om guddommeligheden af det værk, som vi er engageret i.«31
Da det var ældste McKays tur til at tale ved konferencen, sammenfattede han sine rejser med et stærkt vidnesbyrd: »Da vi rejste hjemmefra … så vi fremad til turen, der lå foran os, med en del bekymring og ængstelse … Den stærke fornemmelse for vores ansvar, tilstrækkelig til at opfylde ønsket hos præsident Grant, hans rådgivere og De Tolv, som havde beæret os med dette kald, gjorde, at vi søgte Herren, som jeg aldrig har søgt ham før i mit liv, og jeg vil gerne her i eftermiddag sige, at det løfte, som blev givet af Moses til Israels børn, lige før de gik over Jordanfloden ind i det forjættede land, er blevet opfyldt i vore oplevelser. Når vi søgte Herren med hele vores sjæl, vejledte og hjalp han os.«32
Kort efter hans tilbagevenden fra verdensturneen blev han kaldet til at være præsident for Den Europæiske Mission. Han rejste til Liverpool i november 1922. Det var i forbindelse med denne kaldelse han begyndte med begrebet »ethvert medlem en missionær«, noget han fortsatte med at lægge vægt på som Kirkens præsident. Som missionspræsident reorganiserede han missionærerne i grupper med adskillige missionærer, der virkede som rejsende ældster for at hjælpe med at oplære andre missionærer i bedre undervisningsmetoder. En af hans største udfordringer var at neutralisere negativt pres. Hans metode bestod i personligt at kontakte redaktører og tale med dem, bede om lige muligheder for at præsentere sandheden om Kirken. Nogle få redaktører afviste hans anmodninger, men mange var meget imødekommende over for ham.33 Hans evner inden for PR viste sig at være en stor velsignelse for Kirken, mens han var missionspræsident og i hele hans tjenestegerning.
Opretholdt til Det Første Præsidentskab
I efteråret 1934 blev han opretholdt som andenrådgiver til præsident Heber J. Grant. Præsident J. Reuben Clark jun., som havde tjent som præsident Grants andenrådgiver, blev førsterådgiver. Selv om præsident McKay kom ind i Det Første Præsidentskab med en stærk baggrund i Kirken, følte han sig stadig ydmyg over for kaldelsen den dag, han blev opretholdt. Han udtalte: »Det er unødvendigt at sige, at jeg er overvældet. I de sidste par dage har jeg haft svært ved at holde mine tanker og følelser under kontrol. Det lette hjerte, den frejdighed i ånden, som burde følge den høje udpegelse, som er kommet til mig, er på en måde blevet opvejet af en tungsindighed, som følger med erkendelsen af det store ansvar, som er en del af kaldelsen til Det Første Præsidentskab.«34 Selv efter mange år i tjenesten som generalautoritet, indrømmede han, at det »mere eller mindre altid var en prøvelse at stå over for en forsamling«, og kende sit ansvars storhed.35
I præsident McKays første år i Det Første Præsidentskab, stod Kirkens medlemmer over for den store depression. I 1936 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab officielt Kirkens sikkerhedsprogram, hvilket senere blev til Kirkens velfærds- program. Som stærk fortaler for velfærd, understregede præsident McKay, at åndelighed og velfærd var synonymer: »Det betyder noget at give tøj til dem, som er utilstrækkelig klædt, at sørge for tilstrækkelig mad til dem, hvis bord er tomt, at aktivere dem, som desperat kæmper mod den fortvivlelse, der kommer af tvungen lediggang, men når alt det er sagt og gjort, er de største velsignelser, der kommer fra Kirkens sikkerhedsplan dog åndelige. Åndelighed bliver bedre udtrykt ved at give end ved at modtage. De største åndelige velsignelser kommer ved at hjælpe hinanden.«36
Efter præsident Grants død i 1945 blev George Albert Smith præsident for Kirken og kaldte præsident McKay til at tjene som sin andenrådgiver. Hans pligter fortsatte stort set som før, med nye muligheder og udfordringer hele tiden. Et af de mest krævende projekter, han påtog sig, var en stilling som formand for Utahs festligholdelse af 100-årsdagen, hvilket involverede månedsvis med planlægning midt i hans allerede tunge arbejdsbyrde. Hele statens festligholdelse, som kulminerede i juli 1947, blev udråbt som en stor succes. En lokalavis skrev følgende:
»Rodney C. Richardson, koordinator for Californiens hundredårsfest, kom til Salt Lake City for at studere Utahs hundredårsfest, som han måtte indrømme var grundlagt på den ›bedste planlægning i nationen. Manglen på alt det kommercielle er et af de enestående træk ved Utahs hundredårsdag. Det har været en virkelig historisk festligholdelse.‹« Ud over ros fra Californien skrev flere andre stater og anmodede om planer og anden litteratur, der havde at gøre med festligholdelsen.37
Da præsident George Albert Smiths helbred begyndte at gå tilbage, øgedes hans to rådgiveres ansvar. I foråret 1951 besluttede præsident McKay og hans hustru, Emma Ray, at køre fra Salt Lake City til Californien på en meget tiltrængt ferie. Da de den første nat gjorde holdt i St. George i Utah, vågnede præsident McKay med et tydeligt indtryk af, at han skulle vende tilbage til Salt Lake City. Nogle få dage senere fik præsident George Albert Smith et slagtilfælde og døde den 4. april 1951.
Profet for en verdensomspændende kirke
Missionering og vækst i Kirken
Efter at have tjent som apostel i 45 år blev David O. McKay den 9. april 1951 Kirkens niende præsident med Stephen L Richards og J. Reuben Clark, jun. som rådgivere. I 1952 introducerede Det Første Præsidentskab den første officielle omvendelsesplan for fuldtidsmissionærer. Programmet skulle øge fuldtidsmissionærernes effektivitet ved at sørge for en standardisering af de lektioner, der skulle bruges ved undervisning af undersøgere. Skitsen omfattede fem lektioner med titlerne, »Mormons Bog«, »Historisk grundlag for gengivelsen«, »Kirkens særlige lærdomme«, »Ansvar ved medlemskab af Kirken«, og »At blive medlem af Kirken.«38
Ni år senere, i 1961, sammenkaldte han til det første seminar for missionspræsidenter, som blev undervist i at opfordre familier til at bringe deres venner og naboer ind i fællesskabet og derpå få missionærerne til at undervise dem i deres hjem.39 Ved at understrege begrebet, »ethvert medlem en missionær«, opfordrede han alle medlemmer til at forpligte sig til at bringe mindst et nyt medlem ind i Kirken hvert år. Et sproginstitut for nykaldede missionærer blev også grundlagt det år. Med disse nye initiativer voksede Kirkens medlemstal og antallet af fuldtidsmissionærer hurtigt. Under hans ledelse mere end fordobledes antallet af stave (til omkring 500), da nye stave blev dannet rundt om i verden i lande som Argentina, Australien, Brasilien, England, Tyskland, Guatemala, Mexico, Holland, Samoa, Skotland, Schweiz, Tonga og Uruguay. I 1961 blev medlemmerne af De Halvfjerds’ Kvorum kaldet til højpræster for at imødekomme denne store vækst, så de kunne præsidere ved stavskonferencer, og det nye embede som De Tolvs regionalrepræsentanter blev oprettet i 1967.
Rejser som præsident
Præsident McKay rejste flere kilometer, end alle hans forgængere tilsammen. I 1952 indledte han den første af flere vigtige ture – en ni uger lang tur til Europa, hvor han besøgte ni lande og flere missioner. Ved det første stop i Skotland indviede han dette lands første kirkebygning, som lå i Glasgow. I løbet af resten af turen afholdt han omkring 50 møder med kirkemedlemmer, blev interviewet adskillige gange og mødtes med embedsmænd fra mange lande.40 I 1954 rejste han til den isolerede mission i Sydafrika, og blev den første generalautoritet, der besøgte dette område. I den anden del af hans rejse besøgte han Kirkens medlemmer i Sydamerika. I 1955 besøgte han stillehavsøerne, og senere om sommeren det samme år vendte han tilbage til Europa sammen med Tabernakelkoret.
Han følte, at hans rejser bragte »en stærkere erkendelse til medlemmerne af Kirken, om at de ikke er løsrevne dele, men i virkeligheden en del af Kirkens hele.«41 For første gang var Kirken i sandhed ved at blive global. Præsident McKay erklærede: »Gud velsigne Kirken. Den er verdensomspændende. Dens indflydelse burde føles i alle lande. Må hans ånd påvirke mennesker overalt og vende deres hjerte mod imødekommenhed og fred.«42
Flere templer
Mens han var i Europa lavede han forberedelser til at opføre nye templer, de første, der skulle bygges uden for USA og Canada. Templet i Bern i Schweiz blev indviet i 1955 og templet i London i England blev indviet i 1958. Under hans præsidentskab blev templet i Los Angeles i Californien (1956), templet i Hamilton i New Zealand (1958) og templet i Oakland i Californien (1964) også indviet. Under hans ledelse blev der brugt film til tempelbegavelsen, hvilket gjorde det muligt, at ordinancerne kunne modtages på forskellige sprog.
Koordinering og samordning
I 1960 udpegede Det Første Præsidentskab ældste Harold B. Lee til at oprette Kirkens samordning i den hensigt at koordinere og konsolidere Kirkens programmer, reducere overlapning og øge kompetence og effektivitet. I en generalkonferencetale, hvor ældste Lee bekendtgjorde dette initiativ, sagde han: »Det er en udvikling, som … har ligget præsident McKay på sinde, og nu belærer han, som Kirkens præsident, os om at gå fremad, at vi samordner præstedømmet, hjælpeorganisationerne og andre enheder og gør det mere virkningsfuldt og mere effektivt, så vi kan spare vores tid, vores energi og vores indsats for at nå det vigtigste formål med at Kirken blev organiseret.«43
Ambassadør for Kirken
Blandt folk fra andre trosretninger blev præsident McKay anset som værende en betydningsfuld åndelig leder. Han mødtes regelmæssigt med verdens ledere og lokale regeringers embedsmænd. Han fik også besøg af USA’s præsidenter, deriblandt Harry S. Truman, John F. Kennedy og Dwight D. Eisenhower. Ved en lejlighed inviterede USA’s præsident, Lyndon B. Johnson, som ofte ringede til præsident McKay, ham til Washington, D.C., for at få personlige råd om flere sager, der bekymrede ham. Under besøget fortalte præsident McKay ham: »Lad din samvittighed vejlede dig. Lad folket vide, at du er oprigtig, og så vil de følge dig.«44
Elsket taler og leder
Begyndende i hans ungdom og gennem hele livet studerede præsident McKay store forfatteres ord og underviste ofte ud fra afsnit, som han havde lært udenad. Han fortalte f.eks. Kirkens medlemmer: »Wordsworths hjerte hoppede i livet på ham, når han så en regnbue på himlen. Burns’ hjerte græd, når hans plovskær ramte en tusindfryd. Tennyson kunne plukke blomsten fra furerne i en mur og se, om han i den kunne læse mysteriet, om ›alt, som Gud og mennesket er‹. Alle disse og andre storslåede mennesker har i naturen vist os Guds håndværk.«45
Kirkens medlemmer elskede at høre præsident McKay tale. Hans taler omfattede ofte inspirerende historier fra hans mange oplevelser, og han satte altid pris på god humor. Han nød at fortælle historien om en avisdreng, som trykkede hans hånd, før han gik ind i en elevator. Drengen løb derpå ovenpå for at hilse på den aldrende profet, da han gik ud på etagen oven over. Drengen sagde: »Jeg ville bare gerne trykke din hånd en gang mere, før du dør.«46
Hans taler ved generalkonferencerne understregede vigtigheden af hjemmet og familien som kilde til lykke og det sikreste forsvar mod prøvelser og fristelser. Grundsætningen, »ingen anden succes kan erstatte fiasko i hjemmet«, blev ofte gentaget, når han opfordrede forældre til at bruge mere tid sammen med deres børn og belære dem om karakter og retskaffenhed. Han lærte dem: »Et rent hjerte i et rent hjem er altid i hviskeafstand fra himlen.«47 Han kaldte hjemmet for »samfundets celle« og erklærede, at »det at være forældre står side om side med guddommelighed.«48
Han talte om ægteskabets hellighed og henviste ofte til den kærlighed, han følte for sin familie og sin hustru, Emma Ray. Deres ægteskab, der varede mere end 60 år, blev eksempel på enhed for fremtidige generationer af sidste dages hellige. Han formanede: »Lad os lære ungdommen, at ægteskabsforholdet er en af de helligste forpligtelser, mennesket kender eller kan indgå.«49
Da hans helbred begyndte at gå tilbage midt i 1960’erne, tilbragte han snart det meste af sin tid i en kørestol og kaldte flere rådgivere i Det Første Præsidentskab. På trods af sin stadig svagere fysiske tilstand, fortsatte han med at lede de administrative sider af Kirken og at undervise, lede og inspirere. Kort før sin død talte han ved et møde med Kirkens generalautoriteter i templet i Salt Lake City. Ældste Boyd K. Packer, som var til stede ved mødet, mindes oplevelsen som følger:
»[Præsident McKay] talte om tempelordinancerne og citerede udførligt fra ceremonierne. Han forklarede dem for os. (Det var ikke upassende, da vi var i templet). Efter at han havde talt nogen tid, holdt han en pause, stod i dybe tanker og så op mod loftet.
Jeg husker, at hans store hænder var foran ham, og de var foldede. Han stod og stirrede, som folk af og til gør, når de overvejer et dybsindigt spørgsmål. Så talte han: ›Brødre, jeg tror, at jeg endelig er ved at forstå det.‹
Her var han, profeten – apostel i mere end et halvt århundrede, og selv da lærte han, at han udviklede sig. Hans udtryk: ›Jeg tror, at jeg endelig er ved at forstå det‹, var meget trøstende for mig.«50 Selv med hans store forståelse af evangeliet og hans erfaring i Kirken var præsident McKay ydmyg nok til at erkende, at han stadig kunne lære og opdage dybere niveauer af betydning.
Efter at have tjent som Herrens profet i næsten 20 år, gik David O. McKay bort den 18. januar 1970 i Salt Lake City i Utah, med sin hustru, Emma Ray, og fem af sine bør ved sin sengekant. Som en hyldest til ham udtalte præsident Harold B. Lee, at han havde »forladt verden rigere og himlen endnu mere herligere ved de rige skatte, han havde givet os hver især.«51 Om David O. McKays arv erklærede hans efterfølger, præsident Joseph Fielding Smith: »Han var en mand med stor åndelig styrke, en født leder for mennesker, og en mand, der var elsket af sit folk og æret af verden. I al den tid, der kommer, skal mennesket rejse sig og velsigne hans navn.«52