Kapitel 18

Mod til at leve retfærdigt

Det største behov i vore dages verden er at have tro på Gud og mod til at gøre hans vilje.¹

Indledning

I en generalkonferencetale fortalte præsident David O. McKay en historie, han havde hørt fra en mand ved navn James L. Gordon:

»En ung mand … besluttede at gå i lære som tømrer i et af tømrerlavene. Han var en klog ung mand i sine teenageår, og mændene var meget glade for at tage ham i lære. De sagde: ›Kom, lad os skåle på, at denne unge mand har sluttet sig til os!‹ De skænkede øl op [og] rakte ham glasset.

Han sagde: ›Nej tak, jeg drikker ikke.‹

›Ja så,‹ sagde en gnaven gammel mand. ›Vi vil ikke have afholdsfolk i vores lav.‹

›Det får I altså,‹ sagde den unge mand, ›hvis I vil have mig.‹

En af de andre greb ham i kraven og sagde: ›Unge mand, hvis du ikke vil have din øl indvortes, så må du have den udvortes!‹

›Nuvel, jeg er mødt op med en ren jakke og en ren samvittighed. I må svine min jakke til, hvis det er det, I ønsker, men I får ikke lov at svine min ære til.‹«

Om den unge mand i historien sagde præsident McKay:

»Han var blevet oplært – i ordets rette betydning – ikke blot undervist, men oplært til at undgå at nyde tobak og alkohol. Det er, hvad jeg forstår ved moralsk mod. Det største behov i vore dages verden er at have tro på Gud og mod til at gøre hans vilje.«²

David O. McKays lærdomme

Frelseren er det største eksempel med hensyn til mod.

Han som er eller bør være vores vejleder, var det modigste af alle mennesker. »I Jesus ser vi den største tapperhed, det største mod og den største heltegerning.« Ægte mod forsvarer det rette og trodser katastrofer uden at vige tilbage. I denne henseende var Frelseren indbegrebet af ægte mod. Som eksempel på dette behøver jeg blot at nævne tempelrensningen (se Matt 21:12-13), eller hans frygtløse forkyndelse af sandheden, da jøderne fra hans hjemegn jog ham ud af Nazaret (se Luk 4:16-32, 43-44), eller da de fem tusinde i Kapernaum … [forlod ham og] han vendte sig [mod de tolv] og sagde: »Vil I også gå jeres vej?« (Se Joh 6:66-67). Ikke en eneste gang fortvivlede Mesteren eller veg fra sin forudbestemte kurs. Det er den slags mod, vi har brug for i verden i dag.³

Da soldaterne gik hen for at gribe Jesus … kom Peter straks sin Herre til undsætning, trak sit sværd og »slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham« (se Joh 18:10) … »Stik sværdet i skeden!« befalede Frelseren. »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Joh 18:11). Dette lærte Peter noget meget vigtigt! Skønt pligten medførte lidelse og død, var Herren urokkelig i sin styrke …

Peters styrke og loyalitet var vaklende, men han kunne ikke få sig selv til at flygte sammen med de andre. Han kunne dog heller ikke overbevise sig selv om, at det var bedst at følge Jesus, så han gjorde ingen af delene, men var »på afstand … fulgte efter ham helt ind i ypperstepræstens gård« (Mark 14:54). Først blev han udenfor, men senere vovede han sig ind, hvor tjenestefolkene sad …

[Da Peter havde fornægtet Herren tre gange], vendte Frelseren »sig om … og så på Peter.« Da huskede Peter det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.« Peter gik udenfor og græd bitterligt (se Luk 22:54-62).

Det siges, at da Peter »gik tavs derfra … og fyldte stilheden med bitter gråd,« var hans sorg så knugende, at han holdt sig for sig selv hele fredagen og lørdagen efter Frelserens korsfæstelse. Hvis det er sandt, må hans sorg have været endnu mere forfærdelig ved tanken om de mange venlige ord, Frelseren havde talt til ham, og de mange, mange lykkelige øjeblikke han havde haft sammen med Herren. Hvert eneste ord, gerning og blik fra Mesteren må have prentet sig i sindet med en ny betydning … Gennem de bitre tårer så han alle kendetegnene på mandighed, sådan som de kom til udtryk i Jesus: Ærbødighed, broderskab, tålmodighed, oprigtighed og mod.⁴

Verdens håb og skæbne udgår fra manden fra Galilæa, vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Vil I, når I kæmper dagens kampe, ransage jer selv og se, om I virkelig tror på det? [En forfatter] stillede engang følgende spørgsmål: »Er Jesus blot en legende i hi-storien, en helgen som ses i kirkernes blyindfattede vinduer … et menneske, som man ikke skal henvende sig til og knap nævne ved navn, eller er han stadig den, han var, da han var i kødet, en realitet, et menneske med lidenskaber ligesom os, en storebror, en vejleder, en rådgiver, en trøster, en vældig røst, som fra fortiden kalder os til at leve ædelt, til at vejlede med mod og til at bevare modet til det allersidste.« Hvem er han for jer, mine medtjenere?⁵

Mod udspringer af tro og håb.

Vores ansvar for at lære og leve efter Jesu Kristi evangelium er større end nogen sinde før. Vore opgaver er større. Det endelige arbejde er ikke helt fuldført … Vi må have mod til at bevæge os ind på disse nye områder. Vi må have mod til at se vores nuværende situation og forhold i øjnene, og derfor har jeg valgt teksten: »Vær stærke, fat mod, alle I som venter på Herren!« (Sl 31:25).

Denne opfordring rummer to principper, som alle oprigtigt religiøse mennesker bør holde i hævd: Tro og mod. Hvad er budskabet i denne tekst? Vi ved med vished, at Herren indgyder sit folk tro. Ingen skal derfor fortvivle, men fatte mod, så skal de ikke håbe forgæves. Tro på Gud, tiltro og tillid til vore medmennesker samt vore meningers mod, sætter os i stand til i den sidste ende at vinde enhver retfærdig sag.⁶

Lad os med tro på en almægtig kraft, på vor Faders personlige beskyttelse – og vi betragter ham jo som en kærlig fader – modigt se vore vanskeligheder i øjnene.⁷

De unge må udvikle mod til at holde fast ved deres åndelige værdier.

Et andet område, hvor vi kan vise mod og gøre os fortjent til anerkendelse fra Gud, som vi stoler på, er at holde fast ved vore idealer. Vi lever i en tid, hvor menneskene ikke må tabe hovedet og blive revet bort fra deres bolværk af enhver flygtig teori, som fremsættes som mirakelkur for de onder, vi står overfor. Vor tid kræver modige unge, som kan holde den moralske fane højt. På dette område kan vi finde det største moralske mod. Man siger, at heltedåd er koncentreret mod. Men vore største helte findes ikke altid på slagmarken. Jeg tror, at vi finder nogle af dem blandt vore unge. Unge mænd og unge piger, som, når de omgås andre grupper, frygtløst står frem og undsiger det, som vi ved dræner de unges karakterstyrke, ja, selve livskraften.

»Der har aldrig i verdenshistorien været et tidspunkt,« siger [en forfatter], »hvor der har været større behov for moralske helte. Verden sætter sin lid til dem. Gud har ved sit forsyn befalet videnskaben at arbejde og bane vejen for dem. Han lægger sine skinner for dem, udspænder kabler og bygger broer over havene. Men hvor er de? Hvem skal indblæse livsånde, en højere standard, i vore civile og politiske forhold?« »Det vigtigste i verden,« siger en stor videnskabsmand, »er ikke Galileis, Faradays og andres opdagelser, men troen på moralske og åndelige værdier.« Jeg appellerer til de unge om at være modige og holde fast ved Jesu Kristi moralske og åndelige værdier. Når alt kommer til alt, »hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« (Matt 16:26).⁸

Hensigten med uddannelse er at udvikle sådanne færdigheder hos barnet, at det bidrager til dets trivsel, så længe det lever; at det udvikler evnen til selvbeherskelse, så det aldrig bliver slave af fornøjelser eller andre svagheder; at det udvikler [en stærk] mand eller en smuk kvinde, således at der i ethvert barn og enhver ung i det mindste ligger forjættelsen om en ven, en kammerat, en som senere kan være egnet til at være ægtemand eller hustru, en eksemplarisk far eller en kærlig intelligent mor, en som kan møde livet med tro, møde katastrofen med sjælsstyrke og møde døden uden frygt.⁹

Jeg har læst op fra det 53. kapitel af Almas Bog, som rummer en beretning om nogle unge mænd, som var overmåde stærke og virksomme, tapre og modige – mænd, der til enhver tid var pålidelige i alt, hvad der blev dem betroet. Hvem var disse unge mænd? De var sønner af forældre, som var lige så trofaste over for alt, hvad der blev dem betroet. Deres forældre var lamanitter, som var blevet omvendt, og som, da Guds Ånd kom over dem, indviede deres liv til at tjene deres medmennesker, og som i deres kirkelige virke sluttede pagt om aldrig mere at ville gribe til våben mod deres brødre – om aldrig mere at drage i krig. Det var deres ed. Det var deres pagt. Og de var trofaste over for den, om de end skulle dø.¹⁰

Jeg appellerer til de unge om at være modige og holde fast ved Jesu Kristi moralske og åndelige værdier. Verden har brug for moralske helte!¹¹

[En forfatter] har skrevet: … »To veje ligger åbne foran jer: Den ene fører ned til et stadig lavere stade, hvor fortvivlelsens råb genlyder … Og den anden fører til morgengryets højland, som genlyder af menneskers jubelråb, og hvor ærligt arbejde belønnes med udødelighed« …

Til at træffe valget … giver Gud jer klarsyn, viljestyrke og mod. Når I har truffet det kloge valg, kan I holde hovedet højt og med frimodighed vise, at I ikke har forurettet nogen. Da kan det lys, som udstråler fra en kristen livsførelse, vise jer vej, om end livets byrder bliver tunge og sorgen knuger jer.¹²

Hvis vi har moralsk mod, kan vi overvinde modgang i livet.

Mod er den sindsegenskab, som trodser fare og modgang med ro og fasthed, og som sætter et menneske i stand til at trodse de vanskeligheder, som ligger på hans vej mod retfærdige mål … Mod indebærer, at man trodser vanskeligheder og overvinder dem.¹³

Det er let nok at gøre det rette, når man er i godt selskab, men det er ikke let at forsvare det rette, når størstedelen af flokken er imod det, og dog er det netop da, vi må vise ægte mod. Profeten Joseph blev for eksempel hånet og forfulgt, fordi han sagde, at han havde set et syn, men han var altid trofast over for sit vidnesbyrd. Skønt han blev »hadet og forfulgt, så sagde han alligevel, at det var sandt, at Gud havde talt til ham,« og »hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro anderledes« (se Joseph Smith – Historie 1:24-25; fremhævelse tilføjet).

Alle burde være lige så modige og urokkelige. Når man ved, hvad der er det rette, bør man altid have mod nok til at forsvare det, selv om det måtte medføre latterliggørelse eller straf.¹⁴

Lad os være modige nok til at forsvare det rette. Vær ikke bange for at tale til fordel for det rette. Lad os være pålidelige.¹⁵

Måtte Gud give os mod til at vælge det rette, evnen til at påskønne det gode i livet og kraft til trofast at tjene ham og vore medmennesker.¹⁶

Sandhed er loyalitet over for det rette, som vi ser det. Det er mod til at leve vores liv i harmoni med vore idealer. Det er altid kraft.¹⁷

Forslag til studium og samtale

Hvad er mod? (Se s. 176). Hvorfor er moralsk mod vigtigere end fysisk mod? Hvordan kan vi øge eller styrke vores moralske mod? Hvordan kan vi efterleve evangeliet med stille dagligt mod?
Hvilke eksempler fra skrifterne er der på, hvordan Frelseren og andre udviste et fuldkomment moralsk mod? (Se s. 172-173). Hvordan har deres eksempel givet dig styrke?
Hvilken sammenhæng er der mellem tro og frygt? (Se s. 173). Hvordan hjælper Herren os til at trodse tilsyneladende overvældende modgang? Hvad må vi gøre for at få hans hjælp?
Modløshed er at miste modet. Hvorfor er modløshed så farligt et redskab i Satans hænder? Hvordan kan vi beskytte os mod modløshed og overvinde det?
Hvilke former for social omgang eller andre situationer kræver særligt mod? Hvordan kan sidste dages hellige udvise mod i disse situationer? Hvordan kan vi hjælpe og opmuntre Kirkens børn og unge til at have mod til at holde fast ved evangeliets standarder? (Se s. 174-176). Hvordan kan hæftet Til styrke for de unge bidrage til dette?

Beslægtede skriftsteder: 5 Mos 31:6; 2 Kong 6:16; Rom 15:13; 1 Nephi 3:7; L&P 121:7-9