Kapitel 24

»Således skal jeres lys skinne«

Måtte Herrens Ånd dvæle i jeres hjerte og i jeres hjem, så mennesker, når de ser, hvordan I udstråler ærlighed, hæderlighed, retskaffenhed og tro på Herren Jesus Kristus bliver foranlediget til at herliggøre vor Fader i himlen.¹

Indledning

Præsident David O. McKay modtog følgende brev fra Harold L. Gregory, som var præsident for Den Østtyske Mission i begyndelsen af 1950’erne:

»Kære præsident McKay

Det vil interessere dig at høre om en oplevelse, jeg havde i denne uge. To lurvede mænd i fyrreårsalderen kom og besøgte mig i den forgangne uge. De fortalte mig, at de havde mistet troen, men at de alligevel ikke kunne tilslutte sig nogen af de andre sekter eller religiøse organisationer, de kendte. Hr. Braun (som den ene hed) havde overtalt sin ven, hr. Fascher til at komme og tale med mig. Han fortalte hr. Fascher, at han kendte til vores kirke, og at vi ville hjælpe dem. Fascher strittede stædigt imod i to dage, men tog til sidst med.

Hr. Braun indledte med at sige, at han en dag stod på et gadehjørne, da han lagde mærke til hundredvis af mennesker, som gik forbi. Han spurgte en af dem, hvor han var på vej hen, og han sagde: ›Jeg skal se profeten.‹ Hr. Braun gik med. Anledningen var indvielsen af kirken i Berlin-Charlottenburg, og profeten var broder McKay.

Han sagde (og vil citere ham i store træk ): ›Jeg havde aldrig følt en så kærlig og positiv ånd, som jeg følte blandt disse mennesker den dag. Og så rejste profeten sig, end høj mand i firserne med et stort hår – som var helt hvidt – og talte til skaren. Jeg har aldrig set et så ungdommeligt ansigt på en mand i den alder. Da han talte, var der noget, som overvældede mig. Da han bagefter var på vej ud til sin bil, lagde jeg mærke til, at han hilste på medlemmerne, og selv om jeg ikke var et af dem, trængte jeg mig frem og hilste også på ham. Noget varmt og vidunderligt skyllede gennem mig, og jeg forundredes igen over hans ungdommelige ansigtstræk. På grund af verdslige bekymringer og kolossale økonomiske vanskeligheder blegnede minderne en del, men jeg vidste, at jeg måtte tilbage og lære mere.‹

Hr. Fascher fortalte mig, at Braun ikke kunne andet end at udtrykke sin forbløffelse og forundring over den mand, han havde set. De to sad på mit kontor og lyttede opmærksomt til budskabet om genoprettelsen, som jeg gav dem, som om de klyngede sig til hvert eneste ord. De var ludfattige og elendige, men de var ydmyge og utilfredse med menneskenes kirker. Jeg lånte dem et eksemplar af Mormons Bog, og de lovede at komme i kirke om søndagen. Jeg tror, at disse to mænd (som begge er russiske krigsfanger) er parate til evangeliet.

Herren velsigne dig, broder McKay. Du og alle vore brødre, som leder vores kirke, er strålende eksempler på alt, hvad der er retfærdigt og godt.«²

Mange mennesker så i David O. McKay det samme, som disse to mænd så – et eksempel på en af Kristi sande disciple. Der fortælles om en avisfotograf, som så præsident McKay for første gang:

»Der var blevet truffet forberedelser til, at der skulle tages billeder, men den faste fotograf kunne ikke komme, så i desperation tilkaldte United Press deres kriminalfotograf – den mand, som var vant til det hårdeste arbejde i New York. Han tog til lufthavnen, var der i to timer og vendte senere tilbage fra mørkekammeret med et enormt bundt billeder. Han skulle kun have taget to. Hans chef skældte ham straks ud: ›Hvorfor i alverden har du spildt al den tid og alle de fotomaterialer?‹

Fotografen svarede meget brysk og sagde, at han med glæde ville betale for de ekstra materialer, og at de endog kunne trække ham for den ekstra tid, han havde brugt … Nogle timer senere kaldte underdirektøren ham ind på sit kontor og bad ham om at fortælle, hvad der var sket. Kriminalfotografen sagde: ›Da jeg var en lille dreng, læste min mor op for mig af Det Gamle Testamente, og hele livet har jeg tænkt over, hvordan mon en af Guds profeter egentlig ser ud. I dag mødte jeg en af dem.‹«³

David O. McKays lærdomme

Vi påvirker andre ved det, vi siger, ved det, vi gør, og ved det, vi er.

Ethvert menneske, som lever i denne verden, påvirker andre, enten på en god måde eller på en dårlig måde. Ikke alene ved det vedkommende siger, end ikke ved det vedkommende gør. Men ved det vedkommende er. Ethvert menneske, enhver person udstråler, hvad han eller hun er. Ethvert menneske er modtagelig for denne udstråling. Det var Frelseren opmærksom på. Når som helst han stod over for et menneske, kunne han føle dennes udstråling – uanset om det var den samaritanske kvinde med sin fortid; om det var kvinden, som skulle stenes, eller mændene, som skulle til at stene hende; om det var rådsmanden Nikodemus eller en af de spedalske. Han var opmærksom på det, som vedkommende udstrålede. Og det er I og jeg også til en vis grad. Det er det, vi er, og det, vi udstråler, som påvirker andre omkring os.

… Vi må tænke ædlere tanker. Vi må ikke opmuntre skammelige tanker eller hige efter noget tarveligt. Hvis vi gør det, kommer vi til at udstråle det. Hvis vi tænker ædle tanker, hvis vi opmuntrer og stræber efter det, som er ædelt, så udstråler vi dette, når vi møder mennesker, især når vi omgås dem.⁴

Virkningen af vore ord og handlinger er kolossal i denne verden. Hvert eneste øjeblik ændrer vi til en vis grad mennesker i hele verden … Så det er ikke omgivelserne, og det er ikke stillingerne. Det som påvirker [andre] i denne verden er vores personlighed. Uanset hvordan I er, vil mennesker føle og erkende det. I har en udstråling , og I kan ikke skjule den. I kan måske foregive noget andet, men det påvirker ikke mennesker.⁵

Det er vigtigt … at vi både i livet og i bøger stræber efter at omgås de bedste og ædleste mænd og kvinder. Den store engelske forfatter [Thomas] Carlyle siger, at »ethvert bekendtskab med storslåede mennesker er godt selskab. Vi kan ikke betragte et storslået menneske uden at lære noget af det, uanset hvor ufuldkomment det er. Et sådant menneske er en levende ›lyskilde‹ som det er godt og behageligt at være nær.«

Hvis I vil studere disse storslåede »lyskilder« i verden, lærer I mindst én ting, som har gjort, at deres navn stadig lever. Det er denne: De har hver især givet noget af sig selv for at gøre verden bedre. De spildte ikke al deres tid på kun at stræbe efter fornøjelser og magelighed og morskab for sig selv, men de fandt den største glæde i at gøre andre lykkelige og trygge. Den slags gode gerninger lever for evigt, selv om verden måske aldrig hører om dem.⁶

Man kan ikke gøre nogen god gerninger eller sige et venligt ord uden at alle føler sig påvirket på en god måde. Til tider kan det gode være uendeligt lille, men ligesom en sten, der kastes i en dam, danner en bølge fra midten og bliver stadig større, indtil den når bredden hele vejen rundt, således bliver jeres gerninger, om end ingen hører om dem eller taler om dem, ved med at skinne og påvirke mange mennesker.⁷

Gud velsigne jer, mine kære medarbejdere, jer generalautoriteter, stavspræsidentskaber, biskopråd og enhver leder og lærer overalt, ja, hvert medlem. Måtte Herrens Ånd dvæle i jeres hjerte og i jeres hjem, så mennesker, når de ser, hvordan I udstråler ærlighed, hæderlighed, retskaffenhed og tro på Herren Jesus Kristus bliver ledt til at herliggøre vor Fader i himlen.⁸

De sidste dages helliges hjem kan blive eksempler på harmoni og kærlighed.

Vores hjem udstråler det, vi er, og denne udstråling kommer fra det, vi siger, og hvordan vi handler i hjemmet … I må bidrage til et ideelt hjem ved jeres personlighed, ved at kontrollere jeres lidenskaber, jeres temperament, ved at vogte jeres tale, for dette gør jeres hjem til det, det er, og det, som det udstråler til nabolaget …

En far besøgte sin søn i hans nye hjem. Sønnen var stolt over at vise ham det nye soveværelse og de nye installationer i køkkenet. Da besøget var forbi, sagde faderen: »Ja, det er smukt, men jeg ser ikke noget tegn på Gud i dit hjem.« Og sønnen sagde: »Jeg gik tilbage, og da jeg kiggede ind i værelserne, lagde jeg mærke til, at der ikke var noget, som ledte tankerne hen på Forløseren eller Frelseren.«

Det, jeg siger, er, at vi [har et] større ansvar end nogen sinde før – som præstedømmebærere og som Kirkens kvinder – for at indrette vores hjem på en sådan måde, at det udstråler harmoni, kærlighed, samfundsansvar og loyalitet over for vore naboer. Vore naboer må se det og høre det. I vore sidste dages hellige hjem må vi aldrig udtrykke en ed, en forbandelse, vrede eller jalousi eller had. Behersk jer! Gør det ikke! …

Frelseren viste os eksemplet, for han var altid rolig, altid behersket og udstrålede noget, som andre mennesker kunne føle, når de gik forbi … Gud hjælpe os til at kunne udstråle styrke, selvbeherskelse, kærlighed, næstekærlighed, som er et andet ord for kærlighed, hensynsfuldhed og de bedste ønsker for alle mennesker.⁹

Gud velsigne jer, mine kære medarbejdere. Gud velsigne jer i jeres hjem. Lad jeres tro komme til udtryk i jeres gerninger i hjemmet. Ægtemænd, vær trofaste over for jeres hustru, ikke kun i gerning, men også i tanke. Hustruer, vær trofaste over for jeres ægtemand. Børn, vær trofaste over for jeres forældre. Bild ikke jer selv ind, at de er gammeldags i deres principper, og at I ved mere, end de gør. Piger, adlyd jeres kære mor og hendes formaninger. Drenge, vær trofaste over for jeres far, som kun ønsker jer lykke og medgang, som kun opnås ved at efterleve evangeliets principper. Fremmede mennesker, som ser et sådant hjem, vil sige: »Hvis det er resultatet er mormonismen, så synes jeg, det er godt.« I viser ved jeres tro og gerninger i dagligdagen, hvem I virkelig er.¹⁰

Lad de oprigtige undersøgere, som tror mere på det, de ser, end på det, de hører, når de har undersøgt evangeliet, konkludere, at »mormonerne« ved deres eksempel i hjemmet, ved deres gudsdyrkelse og ved at tjene Gud viser, at de tror og ved, at Gud er deres Fader.¹¹

Hvis vi lever i overensstemmelse med vores tro, forankrer vores gode eksempel Kirken og bliver et lys for verden.

Gud hjælpe os til at gå fremad … opfyldt af Herrens Ånd, så hver eneste mand og kvinde, som har mulighed for at virke i Kirken – og det vil sige alle – må være fast besluttede på at leve et liv i dyd og renhed, som vil byde verdens styrke trods og aftvinge dens beundring. Lad os kort sagt fremvise det, som er ærligt i menneskenes øjne. Lad os om muligt, i den udstrækning det står i vores magt, leve fredeligt sammen med alle mennesker – og ikke overvinde det onde med ondt eller blive overvundet af ondt, men overvinde ondt med godt. Da kommer Kirken til at stå som et lys for verden. Det er dens endemål.¹²

Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (se Matt 5:16; 3 Nephi 12:16). Der er sandsynligvis ikke nogen mere effektiv måde at forkynde sandheden på, end at hver eneste sidste dages hellig bevarer og fremmer vore venners tillid til et trofast medlem af Kristi Kirke.

For at kunne det må vi være ærlige i enhver henseende. Hvis vi er entreprenører og aftaler at montere dette eller hint i en bygning, så lad os montere det. Hvis indvilliger i kontraktens betingelser om at montere 50 meter varmerør, så lad os montere 50 meter. Disse er kun detaljer, ikke sandt, men det er sådanne detaljer, som de, I omgås, vil dømme jeres gerninger ud fra. Hvis vi sælger kartofler af en bestemt kvalitet, og vi skilter med en sådan kvalitet, så lad os være sikre på, at en nærmere undersøgelse vil kunne vise, at vore udsagn er sande. Jeg græmmedes, da jeg hørte en grosserer fortælle, at han havde åbnet flere sække varer, som var blevet leveret fra en gård, og havde fundet sten og møg, som var lagt i for at øge vægten. Jeg spurgte ikke, hvilken religion disse mænd tilhørte, jeg bad ikke om nogen navne, men noget sådant er uærligt, og intet værdigt medlem af Kristi Kirke kan nedlade sig til den slags svindel. Således skal jeres lys skinne. I vore dages verden er der brug for et banner, et folk, som skiller sig skarpt ud for verden som et eksempel på ærlighed.¹³

Kun hvis vi kan holde Jesu Kristi evangeliums standarder, er Kirkens fremtid sikret. Mænd og kvinder får et lys at se, som ikke er sat under en skæppe, men et lys, som stilles på et bjerg, og de bliver tiltrukket af det, og bliver foranlediget til at søge sandheden i højere grad på grund af vore gerninger og det, vi udstråler med hensyn til dyd og retskaffenhed, end på grund af det, vi siger.¹⁴

Lad os være et eksempel over for verden med hensyn til harmoni og fred. Lad os vise, at uanset om vi er i Afrika, Sydamerika, New Zealand eller Australien, er vi alle ét i Kristus. Vi har kun et mål i sigte: At forkynde for verden, at Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet i dets fylde, og at Jesu Kristi evangelium er den eneste plan, som er blevet givet mennesket, hvorved freden til sidst kan blive byer og lande til del.¹⁵

Måtte alle i hjertet og i hjemmet føle Kristi sande ånd, han som er vor Forløser. Jeg ved, at han lever, og at hans inspirerende vejledning er virkelig.

Evangeliet er vores anker. Vi ved, hvad det står for. Hvis vi lever efter det, føler det og ved vores livsførelse vidner for verden, bidrager vi til dets udbredelse og opbygning. Tal pænt om det, om præstedømmet og om autoriteterne. Lad evangeliets standarder skinne i jeres liv.¹⁶

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det vigtigt at huske på, at »virkningen af vore ord og handlinger er kolossal i denne verden«? (Se s. 227-228). På hvilken måde har du set, at små retfærdige gerninger kan have vidtrækkende indflydelse?
På hvilke måder har vore tanker og handlinger betydning for, hvad vi udstråler for andre?
Hvad kan vi i vores ægteskab og i vores familie gøre for at vise, at vi er Kristi disciple? (Se s. 228-230).
Hvem har påvirket jer med deres eksempel? Hvorfor har disse mennesker haft så stor indflydelse på jeres tilværelse?
På hvilke måder kan vores eksempel have betydning i vores hjem, på vores arbejde og i vores lokalsamfund? (Se s. 230-231). Hvad kan du gøre i dag for at udstråle Kristi lys i dit liv?
Hvorfor er eksemplets magt en vigtig del af missioneringen? Hvilke oplevelser har du haft, hvor sidste dages helliges gode eksempler har inspireret andre til at undersøge Kirken?

Beslægtede skriftsteder: Matt 5:14-16; Alma 5:14; 17:11; 3 Nephi 12:14-16; 18:16, 24