Kapitel 22

Handlefrihed og ansvar

Det, du bliver til, afhænger af dig selv. Du er i denne verden for at vælge ret eller forkert, for at tage imod det rette eller give efter for fristelse. Af dette valg afhænger dit åndelige jegs udvikling. Det er grundlæggende i Jesu Kristi evangelium.¹

Indledning

Præsident David O. McKay virkede i flere end seks årtier som generalautoritet, og i denne tid var han vidne til mange store begivenheder i verdenshistorien. Han oplevede røre på hele kloden, heriblandt to verdenskrige, udbredte regionale konflikter og tilblivelsen af supermagter, som var på randen af atomkrig. Han oplevede også store økonomiske og sociale omvæltninger, som f.eks. den store lavkonjunktur i 1930’erne og verdens tiltagende accept af øjeblikkelig tilfredsstillelse ved tilfældige seksualpartnere og narkotika. Som inspireret vidne om historien talte han mange gange til Kirkens medlemmer om handlefrihed og personligt ansvar. I en konferencetale, som blev holdt, efter at USA var blevet en part i første verdenskrig, talte ældste McKay (som på daværende tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum), om de tragiske begivenheder, som plagede verden:

»Jeg tror ikke på, at Gud er årsag til den elendighed, hungersnød, sygdom og død, som nu skyller ind over Europas krigshærgede lande. Men jeg tror, at forholdene i verden i dag er et direkte resultat – et uundgåeligt resultat af ulydighed mod Guds love … Menneskene kan vælge det rette, eller de kan vælge det forkerte; de kan vandre i mørke, eller de kan vandre i lyset; og Gud har ikke efterladt sine børn uden lys. Han har i de forskellige uddelinger givet dem evangeliets lys, hvori de kan vandre uden at snuble, hvori de kan finde den fred og lykke, som han som en kærlig Fader ønsker, at hans børn skal nyde, men Herren fratager dem ikke deres handlefrihed.«²

Skønt præsident McKay gjorde opmærksom på de tragedier, som kan finde sted, hvis menneskene vælger det onde, forblev han altid taknemlig for handlefrihedens gave. Han forstod de velsignelser, som udspringer af retfærdige valg, og han mindede dem, han underviste, om, at handlefrihed er en afgørende del af frelsesplanen. I sine taler om emnet handlefrihed omtalte han den ofte som »Guds største gave til mennesket.«

David O. McKays lærdomme

Handlefrihedens evige gave giver os mulighed for udvikling og ophøjelse.

Handlefriheden er den drivende kraft bag sjælens udvikling. Det er Herrens hensigt, at mennesket bliver ligesom han. For at mennesket kan opnå dette, var det nødvendigt, at Skaberen først gjorde mennesket fri.³

I [Johannes’ Åbenbaring] er der en vigtig henvisning til en »krig i himlen« (Åb 20:7). Det er ikke alene vigtigt, men tilsyneladende uforeneligt, for vi tænker på himlen som et saligt himmelsk hjem – en tilstand, hvor det er umuligt [for] krig og strid [at] kunne eksistere. Skriftstedet er vigtigt, fordi det forudsætter frihed til at vælge og handle i åndeverdenen. I Den Kostelige Perle får vi denne beretning: »Derfor, fordi Satan gjorde oprør mod mig og søgte at tilintetgøre menneskets handlefrihed, som jeg, Gud Herren, havde givet ham, og ligeledes fordi han ville, at jeg skulle give ham min egen magt, sørgede jeg for, at han skulle nedstyrtes ved min Enbårnes magt.

Og han blev Satan, ja, endog djævelen, al løgnens fader, for at bedrage og forblinde menneskene og føre dem fangne efter sin vilje, endog så mange, som ikke vil lytte til min røst« (Moses 4:3-4; fremhævelse tilføjet).

I dette skriftsted lægger man mærke til to ting: For det første, at Satan var fast besluttet på at ville tilintetgøre menneskets handlefrihed. Handlefrihed er en gave fra Gud. Den er en del af hans guddommelighed. For det andet, at han ønskede at fortrænge Gud. Jeg citerer: »Giv mig derfor din ære« (se Moses 4:1).

Verden forstår ikke betydningen af denne guddommelige gave til hver enkelt menneske. Den er lige så naturlig som intelligens, hvilken vi jo har fået at vide, hverken er eller kan blive skabt (L&P 93:29).⁴

Handlefrihed og det medfølgende ansvar er grundlæggende elementer i Jesu undervisning. Gennem hele sit virke fremhævede han det enkelte menneskes værd og var et eksempel på det, som i nutidig åbenbaring er blevet benævnt som Guds gerning og herlighed – »At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Kun ved den guddommelige gave, som sjælens frihed er, kan en sådan udvikling være mulig.

Tvang derimod kommer fra Lucifer. Selv helt tilbage i menneskets [førjordiske] tilstand stræbte Satan efter magt til at kunne tvinge menneskeslægten til at gøre hans vilje ved at foreslå, at menneskets handlefrihed blev sat ud af kraft. Hvis hans plan var blevet godkendt, ville menneskene være blevet til marionetdukker i en diktators hænder, og hensigten med, at mennesket skulle komme til jorden, ville være blevet forpurret. Den styreform, som Satan havde foreslået, blev derfor forkastet, og princippet om handlefrihed blev gældende.⁵

Skønt Gud har skabt universet og alt, som findes deri, »er mennesket Guds juvel.« Eller med andre ord: Jorden blev skabt for menneskets skyld, og ikke mennesket for jordens skyld. Gud har givet menneskene en del af sin guddommelighed. Han har givet mennesket evne til at vælge, og det er der ingen anden skabning på jorden, som har. Han pålagde altså det enkelte menneske forpligtelsen til at opføre sig som et evigt væsen. Man kan ikke forestille sig, at mand og kvinde kunne få nogen større gave end handlefrihed. Mennesket alene har ansvaret, og ved at udøve og anvende denne handlefrihed vokser det i karakterstyrke og i intelligens, det bliver mere guddommeligt, og det kan til sidst opnå ophøjelse. Det er et stort ansvar. Kun meget få mennesker påskønner det. Vejene er tydeligt angivet – den ene fører til en primitiv tilstand, den anden til et liv i overflod. Alligevel er Guds største skaberværk – mennesket – ofte tilfreds med at krybe rundt i en primitiv tilstand.⁶

Næst efter selve livet er retten til at forme dette liv Guds største gave til mennesket … Friheden til at kunne vælge bør påskønnes mere end noget andet, som jorden kan give. Det ligger nedarvet i menneskets ånd. Det er en guddommelig gave … Uanset om man er født i ussel fattigdom, eller man fra fødslen er hæmmet af nedarvet rigdom, så har alle den mest dyrebare af alle livets gaver – handlefrihedens gave, som er menneskets medfødte og umistelige ret.⁷

Flere skriftsteder forklarer, at [handlefrihed] er (1) nødvendig for menneskets frelse og (2) kan blive en målestok, med hvilken menneskers, organisationers eller nationers handlinger bliver målt.

»Fat derfor mod, og husk på, at I har frihed til at handle for jer selv: til enten at vælge vejen til evig død eller vejen til evigt liv« (2 Nephi 10:23).⁸

Med handlefriheden følger et personligt ansvar for at opfylde »livets virkelige formål.«

Det påhviler hvert enkelt menneske at vælge den vej, som er kendetegnet ved retfærdighed, ved trofasthed og ved ansvar over for vore medmennesker. Hvis det [vælger] en anden vej, og som følge deraf [møder] fiasko, ulykke og død, er det kun mennesket selv, som kan lastes. Som præsident [Brigham] Young sagde ved en bestemt lejlighed:

»Hvis broder Brigham vælger den forkerte vej og bliver udelukket fra Himmeriget, kan ingen anden end broder Brigham bebrejdes. Jeg er den eneste i himmelen, på jorden eller i helvede, som kan bebrejdes.

Det samme gælder for alle sidste dages hellige. Frelse er en opgave for den enkelte … Når jeg får tilbudt frelse, er det op til mig at afvise eller modtage den. Hvis jeg modtager den, viser jeg derved lydighed og underkastelse over for dens store Ophavsmand gennem hele mit liv og over for dem, som han udpeger til at undervise mig. Hvis jeg afviser den, følger jeg min egen vilje frem for min Skabers vilje« (se Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 390).⁹

Med handlefriheden følger ansvar. Hvis et menneske skal belønnes for retfærdighed og straffes for ugudelighed, så fordrer den almindelige retfærdighed, at han får evnen til at handle uafhængigt. Kundskab om godt og ondt er afgørende for menne-skets udvikling på jorden. Hvis det blev tvunget til hele tiden at gøre det rette eller hjælpeløst blev lokket til at begå synd, kunne det hverken gøre sig fortjent til en velsignelse for det førstnævnte eller straf for det sidstnævnte …

… Menneskets ansvar er uløseligt knyttet til dets handlefrihed. Handlinger, som udføres i harmoni med den guddommelige lov og naturlovene medfører lykke, mens de, som udføres i modstrid med den guddommelige sandhed, medfører elendighed. Mennesket er ikke alene ansvarlig for enhver gerning, men også for hvert tomt ord og tanke. Frelseren sagde:

»På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt« (Matt 12:36).¹⁰

Jorden i al sin storhed og under er ikke skabelsens hensigt og formål. »… Min herlighed« siger Herren selv, »(er) at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Og mennesket bør, når det anvender handlefrihedens guddommelige gave, føle sig forpligtet – føle forpligtelsen til at hjælpe Skaberen med at opnå dette guddommelige formål.

Den virkelige hensigt med dette liv er ikke blot eksistens, nydelse, berømmelse eller rigdom. Det virkelige formål med livet er at fuldkommengøre menneskeheden ved det enkelte menneskes personlige indsats under vejledning af Guds inspiration.¹¹

Der er nogle få, men grundlæggende ting, hver enkelt kan gøre. En af disse er, at den enkelte udarbejder sin egen frelse. En af Kirkens væsentligste lærdomme er, at hvert enkelt menneske selv har dette ansvar, og menneskets frelse er en gradvis udvikling … Vi bør bede Gud om nåde og styrke til at få inspiration om, hvordan vi vinder den endelige sejr.

Men at udarbejde sin frelse er ikke at sidde uvirksomt hen og drømme og håbe på, at Gud på mirakuløs vis lader sine rige velsignelser falde ned i skødet på os. Det er at udføre sine opgaver eller pligter dagligt, timeligt, øjeblikkeligt, ja, om nødvendigt straks og med glæde at fortsætte således, som årene kommer og går, og lade frugterne af et sådant arbejde enten tilfalde sig selv eller andre, sådan som en retfærdig og godgørende Fader måtte vælge at skænke dem.

Jeg har ikke glemt det skriftsted, som lyder: »For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds« (se Ef 2:8). Det er fuldstændig sandt, for i dette jordeliv kunne mennesket ikke ved egen kraft frelse sig selv. Hvis det var blevet overladt til at famle sig frem i denne naturlige tilstand, ville det være blevet og er blevet »kødeligt, sanseligt og djævelsk af natur« (se Alma 42:10). Men i sin nåde viste Herren sig for mennesket, gav ham evangeliet eller den evige plan, hvorved det kunne hæve sig over det kødelige og selviske i livet og opnå åndelig fuldkommenhed.

Men det må hæve sig ved egen kraft og vandre ved tro.¹²

Lydighed mod evangeliets principper bringer lykke, fred og frelse.

Lydighed mod Herrens ord eller lov medvirker uvægerlig til menneskets lykke og frelse. Vi får at vide, at de, som ikke gør, hvad Herren giver befaling om, må underkastes ret og dom. Med andre ord er der i den moralske verden en eviggyldig lov om belønning og gengældelse – belønningen står i forhold til lydigheden og gengældelsen står i forhold til ulydigheden.¹³

Kristi fred opnås ikke ved at stræbe efter livets overflødigheder. Den opnås kun i det omfang den udspringer af det enkelte menneskes hjerte. Jesus sagde til sine disciple: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver« (Joh 14:27). Således gav Menneskesønnen som eksekutor af sit eget testamente sine disciple og menneskene »den første af alle menneskets velsignelser.« Det var en arv, som var betinget af lydighed mod Jesu Kristi evangeliums principper. Den testamenteres til hvert enkelt menneske. Intet menneske har fred med sig selv eller med sin Gud, hvis det ikke er trofast mod sit eget jeg, eller hvis det overtræder loven om det rette enten ved at handle ilde mod sig selv ved at hengive sig til lidenskab og lyster og give efter for fristelser mod sin anklagende samvittighed eller ved at handle ilde mod sine medmennesker ved at svigte deres tillid. Fred bliver ikke lovovertræderen til del. Fred opnås ved lydighed mod loven, og det er det budskab, som Jesus ønsker, at vi skal forkynde for menneskene.¹⁴

Jesus Kristus, verdens Frelser, har givet os, hvad der er nødvendigt for at opnå evig lykke og fred i vor Faders rige, men mennesket må selv udarbejde sin frelse ved lydighed mod evangeliets evige principper og ordinancer.¹⁵

Som samfundsborgere bør vi påskønne friheden og gøre vores til, at den nydes med ansvar.

Ytringsfrihed og frihed til at handle inden for grænser, som ikke krænker andres frihed … er guddommelige gaver »som er afgørende for mennesket værdighed og lykke.«¹⁶

Frihed kan enten være nyttig eller skæbnesvanger afhængig af dens brug … »Frihed er et af kendetegnene på et højere liv … Frihed? – det er respekt … Menneskene må gøres duelige og værdige til [frihed], ellers bliver social omgang umulig.«¹⁷

Sand frihed for det enkelte menneske består i at nyde enhver ret, som bidrager til menneskets fred og lykke, så længe et sådant privilegium ikke griber forstyrrende ind i andres privilegium. Det er ikke at gøre det, man har lyst til at gøre, men at gøre det, man bør gøre. Det er hvert enkelt menneskes ret til at være herre over sin egen tid og egne handlinger i overensstemmelse med, hvad der er ret og rimeligt over for ens medmennesker og i forenelighed med Guds love … Det er friheden til at vælge, en guddommelig gave, en afgørende dyd i et fredeligt samfund.¹⁸

I denne usikre og urolige tid er det frihedselskende menne-skers største ansvar og vigtigste pligt at værne om og forkynde den enkeltes frihed, dennes forhold til Gud og … nødvendigheden af at være lydig mod Jesu Kristi evangeliums principper – kun på denne måde finder menneskeheden fred og lykke.¹⁹

Hvis vi vil gøre verden bedre, så lad os skabe en større påskønnelse af … frihed.²⁰

Forslag til studium og samtale

Hvorfor har Gud givet os handlefrihed? (Se s. 206-208). Hvorfor ville Satan fratage os vores handlefrihed? (Se s. 206-207).
På hvilke måder fortsætter Satan med at påvirke vores handlefrihed? Hvordan kan vi modstå disse forsøg?
Hvilken vejledning har Herren givet os for at hjælpe os til at bruge vores handlefrihed retfærdigt? Hvilket råd kunne du give en, som kæmper med at kunne skelne mellem rigtigt og forkert?
På hvilke måder kan forældre undervise og oplære deres børn, indtil de er modne nok til selv at træffe afgørelser? Hvordan kan vi respektere familiemedlemmernes handlefrihed, samtidig med at vi hjælper dem til vælge det rette? Hvordan kan vi hjælpe familiens medlemmer til at forstå følgerne af deres valg?
Præsident McKay sagde, at formålet med livet er »fuldkommengørelse af menneskeheden ved det enkelte menneskes indsats under vejledning af Guds inspiration« (s. 209). Hvordan kan handlefriheden hjælpe os til at opfylde dette guddommelige formål? (Se s. 208-210). Hvilke personlige ansvar har vi, når vi udøver vores handlefrihed? (Se s. 208-210).
Hvilken sammenhæng er der mellem personlig handlefrihed og Jesu Kristi forsoning?
På hvilken måde gør vores retfærdige anvendelse af handlefriheden os frie?
Hvordan kan vi være med til at værne om friheden og fremme en ansvarlig anvendelse af frihedsrettighederne? (Se s. 211-212).

Beslægtede skriftsteder: Jos 24:15; 2 Nephi 2:14-16, 26-28; Alma 5:40-42; Helaman 14:30-31; L&P 58:26-28; 130:20-21; Abraham 3:24-28