Kapitel 5
Velsignelserne ved enhed
Enhed og dets synonymer – harmoni, velvilje, fred, sammenhold, gensidig forståelse – udtrykker en tilstand, som menneskets hjerte altid længes efter.1
Indledning
Fra oktober 1934 til april 1951 tjente præsidenterne J. Reuben Clark jun. og David O. McKay sammen som rådgivere i Det Første Præsidentskab, først for præsident Heber J. Grant og derpå for præsident George Albert Smith. I løbet af dette tidsrum tjente præsident Clark som førsterådgiver og præsident David O. McKay tjente som andenrådgiver.
Den 9. april 1951, fem dage efter præsident Smiths død, mødtes de sidste dages hellige til generalkonference og opretholdt præsident David O. McKay som præsident for Kirken. Der fandt de ud af, at præsident Clark, som havde tjent trofast som førsterådgiver i næsten 17 år, var blevet kaldet til at tjene som andenrådgiver. Præsident Stephen L Richards var blevet kaldet som førsterådgiver.
Med en følelse af, at Kirkens medlemmer ville stille spørgsmål ved denne ændring, tog præsident McKay tid ved generalkonferencen til at forklare kaldelsen af sine to rådgivere. Han sagde, at præsident Richards var blevet kaldet som førsterådgiver, fordi han havde tjent længere end præsident Clark som apostel. Idet han understregede, at denne praksis ikke var en »fast regel«, sagde præsident McKay ganske enkelt, at »det er tilrådeligt« i kaldelsen af præsidenterne Richards og Clark.
Da præsident McKay fortsatte med sin tale, talte han om den enhed, han følte med sine rådgivere: »Vi ønsker ikke, at noget medlem af denne kirke, eller nogen mand eller kvinde, der lytter med, så meget som et øjeblik skal tænke, at der har været nogen uenighed mellem de to rådgivere, som opretholdt præsident Smith i Det Første Præsidentskabs Kvorum, og præsident Grant i de to år, vi har været sammen med denne inspirerede leder. I bør heller ikke føle, at der er nogen degradering. Præsident Clark er en vidunderlig tjener …
I bør også forstå, at blandt rådgiverne i Det Første Præsidentskabs Kvorum, er disse brødre sideordnede i myndighed, i kærlighed og tillid, i frihed til at komme med forslag og anbefalinger samt i deres ansvar over for ikke alene kvorummet, men også for Herren Jesus Kristus og for folket i almindelighed.
De er storslåede mænd. Jeg elsker dem begge og jeg siger: Gud velsigne dem og jeg forvisser jer om, at der vil være harmoni og kærlighed og tillid i Det Første Præsidentskabs Kvorum, som I har opretholdt i dag.«2
Kort efter at præsident McKay kom med denne udtalelse, talte præsident Clark til de hellige, idet han udtrykte sit ønske om at arbejde harmonisk sammen med sine medtjenere: »I Herrens tjeneste betyder det ikke noget, hvor man tjener, men hvordan. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, hvortil man på rette vis er kaldet, hvilken plads man hverken søger eller siger nej til. Jeg giver præsident McKay og præsident Richards et løfte om fuld loyalitet, hengiven tjeneste i de opgaver, der kommer til mig, så meget min styrke og mine evner tillader og så vidt de vil gøre mig i stand til at udføre det, uanset hvor utilstrækkelig jeg måtte være.«3
Ved en generalkonference tre år senere, talte præsident McKay igen om den enhed, han følte sammen med de andre kirkeledere: »Jeg ville ønske, at alle inden for min stemmes rækkevidde i dette øjeblik, alle, som har fordomme i deres hjerte, kunne få et glimt af generalautoriteterne i Herrens hus sidste torsdag morgen, hvor de mødtes i faste og bøn for at forberede sig selv åndeligt til de ansvar, der ventede dem ved denne storslåede konference. I ville have set enheden i Det Første Præsidentskab og ved denne videregivelse af hjerte til hjerte, sjæl til sjæl ville I have erkendt den kærlighed, jeg har til [mine] to rådgivere, for deres klarsyn og sunde dømmekraft og deres tålmodighed med deres leder, når det er nødvendigt. I ville have set den enhed og kærlighed, som disse 12 mænd [De Tolv Apostles Kvorum], De Halvfjerds … og Det Præsiderende Biskopråd, har. Vi beder til, at denne kærlighed og enhed ved dette møde må nå ud til hvert stavspræsidentskab, missionspræsidentskab, ethvert biskopråd, hvert præstedømmekvorum og hjælpeorganisation i Kirken. Med en sådan enhed og kærlighed, er der ingen magt på jorden, som kan standse fremgangen af dette Guds værk.«4
David O. McKays lærdomme
Herren ønsker enhed blandt sine tilhængere.
»Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,
at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig« (Joh 17:11, 20-21).
På denne måde gør Jesus i en af de mest storslåede bønner, der nogen sinde er bedt blandt mennesker, enhed til noget fremherskende blandt sine tilhængere.
Enhed og dets synonymer – harmoni, velvilje, fred, sammenhold, gensidig forståelse – udtrykker en tilstand, som menne-skets hjerte altid længes efter. Dens modsætninger er disharmoni, strid, krig, forvirring …
Må vor Herres anmodning i denne forbøn om enhed blive til virkelighed i vores hjem, vore ward og stave og i vores støtte af frihedens grundlæggende principper.5
Der er brug for enhed i hensigt, hvor alle arbejder i harmoni, for at udføre Guds værk. I en åbenbaring, givet til profeten Joseph Smith, omkring et år efter at Kirken var blevet organiseret, gør Herren det i store træk kendt, hvorfor hans store værk, som skulle nås, er blevet gengivet til gavn for menneskeheden og for at forberede vejen til hans andet komme. Han sagde:
»Således har jeg sendt min evige pagt til verden, som et lys for verden og et banner for mit folk, for at ikke-jøderne kan søge til den, og for at den kan være et sendebud til at gå foran og berede vejen« (L&P 45:9).
Her lærer vi om de store forpligtelser, der er lagt på dette folk, for at hjælpe Herren med at få disse ting til at gå i opfyldelse blandt menneskenes børn. I denne hensigt kræves der enhed og hengivenhed. Vedrørende dette behov har Herren givet denne advarsel:
»… Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå« (Matt 12:25).6
Vi skal undgå indstillinger og handlinger, der fører til splittelse.
Nogle af de største årsager, som fører til splittelse, er selviskhed og misundelse: »Biskoprådet valgte søster NN til at være organist, og hun spiller ikke halvt så godt som jeg.« »Jeg går ikke til præstedømmemøde mere, fordi biskoprådet udpegede en vis mand til at være vejleder for præsterne.« »Søndagsskolen valgte NN som lærer« … »Stavspræsidentskabet har aldrig anerkendt mig, og jeg føler mig såret.« »Generalautoriteterne er ikke altid enige.« Åh! Hundredvis af små ting som disse, som bliver sagt –småting, ubetydelige i sig selv, når vi sammenligner dem med større og mere virkelige ting i livet. Og dog, jeg ved af erfaring, at modstanderen i den grad kan gøre dem store, så de bliver bjerge i vores tilværelse, og vi bliver sårede, og vores åndelighed sulter, fordi vi nærer sådanne følelser.
Der er et andet element – at finde fejl – der er forbundet med denne misundelsens ånd. Vi finder fejl ved vores næste. Vi taler ondt om hinanden. Når den følelse kommer, er det godt bare at synge denne lille enkle [kirke]salme: »Nej, tal ej ondt«.
»Nej, tal ej ondt, et venligt ord
kan aldrig volde sorg og kval.
Hvis én du synes ej er stor,
så glem det og ej heller tal.
Så ofte sår du bedre sæd
ved kun det bedste tage hjem;
er godheds spire ny og spæd,
du bør den pleje, drive frem.
Dæk andres synd, lad det kun ske,
som du din egen ønsker gemt.
Hvis næstens synd du først får se,
vis så, du ønsker helst den glemt.
Thi livet er så kort en stund,
og vi står snart ved gravens rand,
tag derfor venligt ord i mund,
og sig det bedste, som du kan.«
(Salmer og sange, nr. 159)7
Må vi gå fremad med større beslutning om at forsvare hinanden i retfærdig levevis, at forsvare Kirken, ikke at tale imod vores næste, ej heller mod Kirkens autoriteter, hverken de lokale, stavsledere eller kirkeledere. Lad os undgå ond tale, lad os undgå bagtalelse og sladder. Disse er gift for sjælen for dem, som tager del deri. Ond tale skader spotteren mere, end det skader den, der spottes.8
Der er ødelæggende termitter i hjem, såvel som i huse, og nogle af disse er bagtalere, ondt talende, fejlfindere hos enten forældrene eller børnene. Bagtalelse er gift for sjælen. »Bagtalere er som fluer, som flyver forbi alle menneskets gode dele, for kun at angribe hans sår.« I det ideelle hjem er der ingen bagtalende sladder om … skolelærere, om embedsmænd eller kirkeledere. Jeg er mere taknemmelig nu som årene er kommet og gået, for min far, som med hænderne løftet sagde: »Ingen finder fejl hos sin lærer eller nogen anden.«9
Enhed i familien gør hjemmet til et tilflugtssted og en beskyttelse.
Et barn har ret til at føle, at i hans hjem har han et tilflugtssted, et sted, hvor han er beskyttet fra farerne og onderne i verden udenfor. Familieenhed og retskaffenhed er nødvendige for at sørge for dette behov.10
Jeg kan kun forestille mig lidt, hvis noget overhovedet, der er mere ubehageligt i hjemmet end manglen på enhed og harmoni. På den anden side ved jeg, at et hjem, hvor enhed, gensidig hjælpsomhed og kærlighed findes, er som et lille stykke af himlen på jorden. Jeg formoder, at I næsten alle kan bære vidnesbyrd om livets skønhed i et hjem, hvor disse dyder er fremherskende. Meget taknemmelig og ydmygt skatter jeg mindet om, at jeg aldrig som dreng i mit ungdoms hjem har set et tilfælde af mislyd mellem far og mor, og denne velvilje og gensidige forståelse har været det sammenknyttende bånd, som har holdt en heldig gruppe af brødre og søstre sammen. Enhed, harmoni, velvilje er dyder, der skal næres og skattes i ethvert hjem.11
Ofte kommer der mislyde i hjemmet, fordi ægtemænd ønsker at bevare deres egen værdighed og få deres vilje, få deres egne ønsker opfyldt. Hustruer ønsker det samme. Nogle udøver deres ret til at få det sidste ord. Ægtemænd er nogle gange mere ivrige for at få det end hustruerne. De forsøger i virkeligheden hver især at redde sig selv, og i stedet for at få harmoni og fred i hjemmet, kommer der mislyde. I stedet for at redde harmonien i hjemmet, mister man det, blot fordi man søger at redde sit eget selviske liv eller få sin egen selviske vilje. Det er bedre at give afkald på det ønske. Sig ingenting, og mens du lader dit ønske og følelsen af fjendtlighed, kontrol, styring svinde, skal du ingenting sige, for derved opnår du harmoni i hjemmet.12
Må Gud velsigne jer alle, og må han vejlede og hjælpe jer, så retfærdighed, harmoni og kærlighed til hinanden må dvæle i hvert eneste hjem.13
Enhed i Kirken fører til fremgang og åndelighed.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mission er at oprette fred. Den levende Kristus er overhovedet. Under ham er ti tusinder af mænd i Kirken, guddommeligt bemyndiget til at repræsentere ham i forskellige tildelte stillinger. Det er disse repræsentanters pligt at tilkendegive broderlig kærlighed, først for hinanden, dernæst for hele menneskeheden, at søge enhed, harmoni og fred i organisationerne inden for Kirken, og så ved forskrift og eksempel at udrække disse dyder til hele verden.14
I Kirkens grene og ward er der ingen dyd, der bidrager mere til fremgang og åndelighed end tilstedeværelsen af dette princip. Når jalousi, bagtalelse og ond tale fortrænger gensidig tillid, enhed og harmoni, kvæles organisationens fremgang …
Indre svaghed er farligere og mere ødelæggende end ydre modgang. Kirken bliver kun lidt, hvis overhovedet, skadet af forfølgelse og bagvaskelse [eller falske anklager] fra uvidende, misinformerede eller ondsindede fjender. En større hindring for dens fremgang kommer fra dem, som finder fejl eller forsømmer, dem, som bryder befalingerne og fra indre frafaldne kliker.15
Det er enhedens princip, som har gjort Kirkens ward, stave, grene og missioner i stand til at gå fremad og opnå det formål, Kirken blev organiseret med. Det kunne ikke være blevet gjort ved splid og had. Der har været vanskeligheder. Hvert medlem af Kirken har sine egne ideer. Nogle gange er de ikke de samme som biskoprådets, og ikke de samme som stavspræsidentskabets, og ikke de samme som Kirkens præsidentskabs; men hver især har måttet fravige sine egne ideer til fælles bedste, og i denne forenede hensigt, har vi opnået noget, som er vidunderligt.
Når jeg tænker på denne kirkes fremtid og på de unge mænds og kvinders velfærd, samt mødres og fædres velfærd, føler jeg mig tilskyndet til, at der ikke er noget vigtigere budskab at give end »vær ét«, og undgå det, som kan forårsage splittelse blandt medlemmer. Jeg ved, at modstanderen ikke har noget stærkere våben mod nogen gruppe af mænd eller kvinder i denne kirke, end det våben, der kaster en kile af uenighed, tvivl og fjendskab ind blandt dem …
Udfordringen ligger foran os; vi kan ikke svigte med hensyn til den guddommelige forpligtelse, der er givet til os som et folk. Enhed i hensigt, med alle, der arbejder i harmoni inden for Kirkens organisationers struktur som åbenbaret af Herren, skal være vores mål. Lad hvert medlem, lærer og leder føle vigtigheden af den stilling, som hver især har. Alle er vigtige for Guds værks vellykkede opnåelser, hvilket er vores værk.16
Den største sikring, vi har for enhed og styrke i Kirken, findes i præstedømmet, ved at vi ærer og respekterer det. Min brødre, stavspræsidenter, biskopper og alle, som har præstedømmet – må Gud velsigne jer i jeres lederskab, i jeres ansvar for at vejlede, velsigne og trøste de mennesker, som I er udvalgt til at præsidere over og se til. Vejled dem til at søge Herren om inspiration til at leve, så de kan hæve sig over de tarvelige og nedrige og leve i den åndelige verden.
Anerkend dem, som præsiderer over jer og, når det er nødvendigt, søg deres råd.17
Må Kirkens [organisationer] blive velsignet med enhedens og harmoniens ånd. Må fjendtlighedens ånd, bagtalelse og ond tale være forvist fra deres hjerte, og må de i deres hjerte bevare den sandhed, som blev udtrykt af Jesus, da han sagde: »… dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27).18
Lad denne enhedens ånd, som vor Herre og Frelser bad om den nat, han blev forrådt, være karakteristisk for denne Kirke: Fader, lad dem være ét ligesom vi (se Joh 17:11).19
Forpligtelse over for evangeliets begreber er den sikreste vej til enhed.
En førende skribent … [har udtrykt]: »Der er mange gode mennesker i verden i dag, flere, som er parate til at tro end nogen sinde før, men disse mennesker har ingen forenende idealer, ingen grundlæggende principper, intet sammenhængende syn på livet, intet forenende handlingsprogram. Samfundet bliver mere selvbevidst og begynder at lægge mærke til sine problemer og behov, men det har ikke nogen tydelig sans for retning, ingen grundlæggende impuls, ingen altomfattende idealer, ingen motivation … Er der noget, hvorved vi kan opnå enighed; vores race erkende sit broderskab, og menneheden ordne sine anliggender som et hele?«
Vi svarer: Ja. En sådan forenende kraft, sådan et ideal, er Jesu Kristi evangelium som gengivet ved profeten Joseph Smith. Det forklarer menneskets liv og dets formål og indeholder de vigtige, frelsende elementer, ædle idealer og åndelige opløft, som menneskets hjerte sådan længes efter.20
»Jeg forkynder jer en stor glæde« (Luk 2:10) – Jesu Kristi evangelium er denne store glæde. Ordet »evangelium« betyder bogstaveligt »gode nyheder«, og sådan er de nyheder, som udstråler fra oven … Der har altid, i enhver uddeling, været muligheder for mennesket at modtage disse gode nyheder, og disse profeter, som var i harmoni med det uendelige, og som hørte disse gode nyheder først og direkte, fik det ansvar at viderebringe disse gode nyheder til andre af deres medmennesker, så de, der bekymrer sig om det, som hører verden til, kunne modtage det glade budskab og blive bragt tilbage til omgivelser med fred, harmoni og velvilje.21
Uanset om det er på øerne i havet, i Japan, i Syrien, i de skandinaviske lande, i England, Tyskland, Frankrig, Holland – når man møder en gruppe af sidste dages hellige, hvis tro på Jesu Kristi evangelium ikke vakler, finder man enhedens ånd, kærlighedens ånd, villighedens offerånd til bedste for menneskeheden. Må Gud velsigne de sidste dages hellige over hele verden, så de kan fortsætte i den ånd.22
Forslag til studium og samtale
-
På hvilken måde er vor himmelske Fader og Jesus Kristus ét? På hvilke specifikke måder kan vi stå sammen som en kirke? Som en familie? Som medlemmer af samfundet? (Se s. 44-46). Hvilke fordele kommer af et sådan sammenhold?
-
Hvilke indstillinger og handlinger bringer disharmoni ind i vores hjem og vores ward? (Se s. 42-46). Hvad kan vi gøre for at øge harmoni og sammenhold? Hvordan kan vi anvende præsident Clarks udtalelse (»I Herrens tjeneste betyder det ikke noget, hvor man tjener, men hvordan«), mens vi stræber efter at øge sammenholdet i vores hjem og ward?
-
Hvordan kan børn påvirkes, når deres forældre taler uvenligt om ledere og lærere? Hvorfor skader ond tale »spotteren mere, end det skader den, der spottes«? (Se s. 43).
-
På hvilke måder kan evangeliet opfylde folks længsel efter sammenhold og harmoni? (Se s. 46-47). Hvorfor er det nød-vendigt med sammenhold for at Herrens evige formål på jorden skal gå i opfyldelse?
Beslægtede skriftsteder: 1 Kor 1:9-10; Mosiah 18:21; 3 Nephi 11:29-30; 4 Nephi 1:2, 15-17; L&P 38:23-27; 105:3-5; Moses 7:18