Kapitel 23

Udvikling af kristuslignende egenskaber

Menneskets stræben i livet bør ikke være anskaffelse af guld, berømmelse eller verdsligt gods. Det bør ikke være at udvikle fysisk overlegenhed eller intellektuel styrke, men dets højeste mål i livet bør være at udvikle en kristuslignende personlighed.¹

Indledning

Præsident David O. McKay forstod, hvor vigtig det var at udvikle en retskaffen personlighed med Frelseren som forbillede. Det kom til udtryk både offentligt og i hans privatliv. Hans søn Robert sagde engang om ham: »I alle de år, jeg har arbejdet tæt sammen med ham hjemme, på gården, i forretningslivet og i Kirken har jeg aldrig været vidne til nogen gerning eller noget ord – selv mens han forsøgte at tæmme en genstridig hest – som har fået mig til at tvivle på, at han ville blive og med tiden blev vor himmelske Faders repræsentant og profet.«²

Præsident McKay forkyndte, at opbygningen af en kristuslignende personlighed er en vedvarende, daglig proces, som vi selv må tage ansvar for. Som illustration af dette, beskrev han for de unge, hvordan han engang besøgte en billedhuggers værksted i Firenze. »Rundt omkring lå der hele, rå stykker granit, som en billedhugger gjorde sig klar til at forvandle til noget, han havde set for sit indre øje …

Hvis I havde stået i dette værksted, og en mand havde givet jer en hammer og en mejsel i hænderne, ville I da have turdet at tage en af de uformelige stenblokke og hugget den til, så den lignede et menneske? Det kunne I ikke. Eller hvis nogen havde sat et lærred foran jer og givet jer maling og lagt en pensel i hånden på jer, ville I da have påtaget jer at male et billede af den ideelle sjæl? Til den første havde I sikkert sagt: ›Jeg er ikke billedhugger.‹ Og til den anden: ›Jeg er ikke maler. Det kan jeg ikke.‹

Ikke desto mindre er vi hver især i færd med at udhugge en sjæl i netop dette øjeblik – vores egen. Bliver den deform, eller bliver den beundringsværdig og smuk?

I har ansvaret. Ingen anden kan udhugge den for jer. Jeres forældre kan vejlede jer, og jeres lærere kan komme med forslag, men hver enkel ung mand og ung pige er selv ansvarlig for at udhugge sin egen personlighed.«

Præsident McKay fortsatte med at beskrive resultaterne af at udhugge en retskaffen personlighed: »Hvis jeres personlighed er uanfægtelig, uanset hvad andre måtte tænke, eller hvilke beskyldninger de måtte fremsætte, kan I holde hovedet højt, have ren samvittighed og frygtløst møde verden, fordi I selv ved, at I har holdt jeres sjæl uplettet.«³

David O. McKays lærdomme

Vi bør stræbe efter at følge Frelsens uforlignelige eksempel.

Der har kun levet et fuldkomment menneske i denne verden – den uforlignelige Jesus fra Nazaret, Guds Søn, verdens Forløser. Ingen kan gøre noget større end at antage Kristus som sit store forbillede og sin sikre Vejleder.⁴

Hvis vi ønsker at lære, hvilket liv der er det ideelle at leve blandt vore medmennesker, kan vi finde et fuldkomment eksempel i Jesu liv. Uanset hvad vore ædle ønsker er, hvad vores høje stræben er, hvad vore idealer i en hvilken som helst fase af livet er, kan vi se hen til Kristus og finde fuldkommenhed …

De dyder, som tilsammen udgør denne fuldkomne personlighed, er sandhed, retfærdighed, visdom, godgørenhed og selvbeherskelse. Alle hans tanker, ord og gerninger var i harmoni med guddommelig lov og derfor sande. Kommunikationskanalen mellem ham og Faderen var altid åben, så at sandhed, som hviler på åbenbaring, altid var kendt for ham.

Hans retfærdighedsideal kan sammenfattes i denne formaning: »Vær mod andre, som I ønsker at andre skal være over for jer« (se Matt 7:12). Hans visdom var så vid og dyb, at den fattede menneskets adfærd og Guds hensigter … Enhver gerning, som findes nedskrevet om hans korte, men begivenhedsrige liv, var kendetegnet ved godgørenhed, hvilket omfatter næstekærlighed. Hans selvbeherskelse, hvad enten den kom til udtryk i hans herredømme over sine lyster og lidenskaber eller i den værdighed og ro, han udviste, når han stod over for sine forfølgere, var fuldkommen – den var guddommelig.⁵

Der er [visse] malerier, som jeg altid elsker at se på. Det første af dem er billedet af Kristus, som er blevet ført frem for Pilatus, mens den romerske officer siger til den vrede pøbel: »Se, her er manden!« (Joh 19:5). Mens han sagde det, pegede han på Jesus, som var blevet kronet med torne, og som bar en purpurkappe på sine skuldre. Han pegede på den, som den vrede pøbel snerrede ad, og som var blevet dømt som forbryder og gudsbespotter, og dog, da han sagde: »Se, her er manden!« beskrev han et menneske, som havde en fuldkommen personlighed, og som havde besejret svaghed og fristelser, og som kunne sige – ligesom han havde sagt til sine medtjenere: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig … vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33). Han er vores forbillede.⁶

Som enkeltpersoner bør vi efterligne Jesus Kristus på grund af hans guddommelige personlighed … De kristne ærer ham ikke – selv med den ære, de viser ham – fordi han var en stor poet, fordi han var en stor videnskabsmand, fordi han var en stor opdager, en stor opfinder eller en stor statsmand eller en stor general. De ærer ham, fordi han var et stort menneske. Med hensyn til personlighed var han enestående.⁷

Retfærdige tanker er afgørende for at kunne udvikle en retskaffen personlighed.

Jeres liv, jeres tilbøjeligheder og selve jeres væsen afhænger af jeres tanker, og jeres gerninger er blot det ydre udtryk for jeres tanker. Tanken er gerningens sædekorn.⁸

Personligheden udspringer af sjælens dyb. Fortæl mig, hvad I tænker på, når I ikke behøver at tænke på noget, så skal jeg fortælle jer, hvem I er.⁹

Vore tanker gør os til det, vi er. Lige så sikkert og vist som væveren danner sine blomster og motiver ved hjælp af sin vævestols kæde og islæt, således danner tankens skytte, hver gang den skydes frem og tilbage, personligheden og former endog vores ansigtstræk. Vore tanker hæver os mod himlen eller trækker os mod helvede.¹⁰

Intet livsprincip blev fremhævet med større vedholdenhed af den store Lærer end nødvendigheden af den rette tankegang. For ham var mennesket ikke, hvad han i det ydre gav sig ud for, eller hvad hans ord afslørede ham som. Menneskets tanker afgjorde til enhver tid, hvem det menneske var. Ingen anden lærer end han fremhævede med større ildhu, at et menneske er, som det tænker i sit hjerte (se Ordsp 23:7) …

Hans lære angående menneskets pligter over for sig selv såvel som menneskets pligt over for sin næste, er gennemsyret af den sandhed, at tanken i alle tilfælde afgør menneskets ret til lykke eller dets fordømmelse for synd …

Uanset om synden eller taktløsheden opdages eller ej, må alle, som begår synden, betale prisen. Den hensigt, som går forud for handlingen, efterlader sit uudslettelige indtryk på personligheden. Og selv om synderen måske dulmer samvittigheden ved at sige … at han ikke tæller »denne ene« med, så medregnes den alligevel dybt nede i nervevævet, og mærkerne i hans personlighed kommer til at vidne mod ham på dommens dag. Ingen kan skjule sine tanker eller flygte fra de uundgåelige følger af dem.¹¹

Frelseren vidste, at man kunne styre sindet på rette måde, og hvis man kunne modstå de ugudelige tanker og tilbøjeligheder, kunne man mindske de ugudelige gerninger. Jesus siger ikke, at disse handlinger er mindre alvorlige, eller at vi ikke skal straffes for dem, men han fremhæver et større behov for, at vi holder tankerne og sindet rent. Et ondt træ bærer ond frugt, men et godt træ bærer god frugt. Hold træet rent – tankerne rene – så bliver frugten ren og livet rent.¹²

En retskaffen personlighed er kun resultatet af vedvarende bestræbelser og den rette tankegang – langtidsvirkningen af at nære guddommelige tanker. Den, som gør Gud til midtpunktet for sine tanker, kommer nærmest Kristi ånd, og den, som i sit hjerte kan sige: »Ske ikke min vilje, men din« (se Luk 22:42), kommer nærmest Kristus-idealet.¹³

Med tiden er det »de små ting« i vores liv, som former vores personlighed.

På samme måde som avnerne viser, hvad vej vinder blæser, på samme måde viser de små ting, i hvilken retning et menneskes følelser og tanker peger.¹⁴

De små ting er blot dele af de store. Græsset skyder ikke med ét fuldt udviklet op af jorden. Det vokser op og gror lydløst og blidt til som for ikke at støje i englenes ører – måske kan englene end ikke se det vokse. Regnen falder ikke som søer, men i dråber. Planeterne rykker sig ikke pludseligt i deres baner, men tomme for tomme bevæger de sig i deres kredsløb. Intellektet, følelserne, vanerne og personligheden bliver alle, hvad de er, som følge af de små påvirkninger, og med hensyn til moral og religion er det ved de små ting og ved de små gerninger, at vi hver især bevæger os – ikke i spring, men visselig tomme for tomme – enten til evigt liv eller evig død.

Det vigtige budskab, som vore dages verden bør lære, er, at vi i de små gerninger og i livets pligter må anvende evangeliets herlige principper. Vi må ikke tro, at blot fordi nogle ting virker små og ubetydelige, så er de ikke vigtige. Livet består trods alt af små ting. Vores liv, vores fysiske legeme, holdes i live af små hjerteslag. Hvis det lille hjerte hører op med at slå, ophører livet i denne verden. Den store sol er en vældig kraft i universet, men vi modtager velsignelserne ved dens stråler, fordi de når os som små solstråler, som tilsammen fylder hele verden med sollys. Den mørke nat bliver behagelig ved det svage lys fra det, der synes at være små stjerner; og således består det sande kristne liv af små kristuslignende gerninger, der udføres i denne time, dette minut, i hjemmet, i kvorummet, i organisationen og i byen, hvor end vores liv leves og vore gerninger finder sted.¹⁵

Det, som et menneske er i dag afgør i høj grad, hvad han bliver i morgen. Det, som han har været i det forløbne år markerer i høj grad hans kurs i det år, som ligger foran ham. Dag for dag og time for time opbygger mennesket den personlighed, som afgør hans plads og stilling blandt sine medmennesker gennem tiderne.¹⁶

Vi udvikler en kristuslignende personlighed ved lydighed og selvkontrol.

Vores personlighed opbygges ved at adlyde principper. Personligheden opbygges indefra, på samme måde som et træ vokser – på samme måde som alt levende vokser. Man kan ikke gøre sig smuk ved at smøre noget udenpå. Kosmetik kan hjælpe til, det er sandt, men det er kun overfladisk og midlertidigt. Ægte skønhed kommer – ligesom vores personlighed – indefra, og det, som bidrager til karakterstyrken opnås ved at adlyde de principper, som profeten Joseph og Frelseren selv forkyndte: Dyd, retskaffenhed, hellighed og lydighed mod Guds befalinger (se History of the Church, 5:134-135).¹⁷

Når man opbygger sin personlighed er lovene om fred og lykke – ligesom når man forvandler et landskab – eviggyldige. Anstrengelse, selvfornægtelse og bevidste handlinger er de vanesten, som fører til udvikling. Nydelse og synd ødelægger og nedbryder vores karakter. Kun fortrydelse og anger følger i deres kølvand.¹⁸

At øve selvkontrol er at styre og beherske alle sine naturlige lyster, ønsker, lidenskaber, og følelser; og der er intet, som giver et menneske større karakterstyrke end fornemmelsen af at have sejret over sig selv – erkendelsen af, at han kan få sine lyster og lidenskaber til at tjene ham, og at han ikke er deres tjener. Denne dyd omfatter mådeholdenhed, afholdenhed, tapperhed, mod, håb, alvor, kyskhed, uafhængighed, tolerance, tålmodighed, underkastelse, seksuel afholdenhed og renhed.¹⁹

Hvad gør mennesket størst ære på denne jord, hvad angår dets personlige præstationer? Det er dets karakterstyrke – karakterstyrke udviklet ved lydighed mod livets lov, som det er blevet åbenbaret gennem Jesu Kristi evangelium, han som kom, for at vi måtte få liv og få det i overflod (se Joh 10:10). Menneskets stræben i livet bør ikke være anskaffelse af guld, berømmelse eller verdsligt gods. Det bør ikke være at udvikle fysisk overlegenhed eller intellektuel styrke, men dets højeste mål i livet bør være at udvikle en kristuslignende personlighed.²⁰

Ved vores påvirkning og undervisning kan vi hjælpe børn og unge til at opbygge en kristuslignende personlighed.

Ved fødslen er børn de mest afhængige og hjælpeløse af alle skabninger, men også de kæreste og mest vidunderlige skabninger i verden … Deres sjæl er som et stykke pletfrit hvidt papir, hvorpå et helt livs stræben eller præstationer skal skrives.²¹

Efterhånden som barnet vokser fysisk ved at spise med jævne mellemrum, ved konstant at ånde frisk luft, ved at hvile med bestemte mellemrum, på samme måde opbygges personligheden ved små ting, ved daglig kontakt, ved en påvirkning her, en kendsgerning eller en sandhed der.²²

Grundlæggende set dannes vores personlighed i hjemmet. Familien er en guddommelig organisation. Menneskets største pligt i denne familie er at opdrage drenge og piger med et sundt legeme, et kvikt sind, og hvad endnu vigtigere er, en kristuslignende personlighed. Hjemmet er den fabrik, hvor disse produkter fremstilles.²³

De mennesker, som underviser og oplærer de unge og former de moralske omgivelser, som mennesker lever i, har uendelig værdi for samfundet. Vi betages kun en kort tid af blomstens skønhed og duft, og derefter visner den og dør og forsvinder for evigt, men de børn, som er blevet undervist af ædle lærere, bliver opfyldt af evige sandhedsprincipper og øver indflydelse for det godes sag, der ligesom deres egen sjæl lever for evigt.²⁴

Forslag til studium og samtale

Hvad kendetegner Frelserens personlighed? (Se s. 216-217). Hvordan kan vi indbygge disse karaktertræk i vores eget liv?
Hvorfor er ædle tanker grundlaget for at kunne opbygge en kristuslignende personlighed? (Se s. 217-218). Hvordan ville du forklare præsident McKays udtalelse: »Fortæl mig, hvad I tænker på, når I ikke behøver at tænke på noget, så skal jeg fortælle jer, hvem I er«? Hvordan kan vi udvikle rene tanker?
Hvilke »små ting« i dit liv har medvirket til at forme din personlighed? Hvad kan du gøre hver dag for at blive mere kri-stuslignende? (Se også L&P 64:33).
På hvilke måder er lydighed mod Jesu Kristi evangelium afgørende for at kunne udvikle karakterstyrke? (Se s. 220). På hvilken måde bidrager selvbeherskelse og tjeneste til denne udvikling? (Se s. 220).
Hvad kan vi som forældre og lærere gøre for at hjælpe de unge til at opbygge en kristuslignende karakter? (Se s. 221-222).

Beslægtede skriftsteder: Fil 4:8; Mosiah 4:30; 3 Nephi 27:27; L&P 64:33; 93:11-14