Kapitel 2

Menneskets dobbelte natur

Spørgsmålet er så: Hvad vil give det bedste liv i overflod – forkælelse af vores fysiske natur eller udvikling af vores åndelige selv? Er det ikke det virkelige problem?¹

Indledning

Ved en generalkonferencetale i 1949 fortalte præsident McKay følgende beretning:

»Der findes en gammel historie … som fortæller om en oplevelse, som en stor kunstner, der var optaget af at male et vægmaleri i en domkirke i en siciliansk by, havde. Emnet var Kristi liv. I mange år arbejdede kunstneren flittigt, og til sidst var vægmaleriet færdigt, med undtagelse af de to vigtigste figurer, Jesusbarnet og Judas Iskariot. Han søgte overalt efter modeller til disse to personer.

En dag, mens han gik i en gammel del af byen, mødte han nogle børn, der legede på gaden. Blandt dem var en 12-årig dreng, hvis ansigt rørte malerens hjerte. Det var en engels ansigt – måske et meget snavset et, men han havde brug for ansigtet.

Kunstneren tog barnet med hjem, og dag efter dag sad drengen tålmodigt, indtil Jesusbarnets var færdigt.

Men maleren havde ikke held med at finde en model for Judas. I årevis fortsatte han sin søgen, plaget af frygt for, at hans mesterværk ville forblive ufærdigt.

En eftermiddag, i en kro, så maleren en mager og laset person vakle over dørtrinnet og falde om på gulvet, idet han tiggede om et glas vin. Maleren løftede ham op og så ind i et ansigt, som overraskede ham. Det syntes at kendetegne alle menneskehedens synder.

›Kom med mig,‹ sagde maleren, ›jeg vil give dig vin, mad og tøj.‹

Her var endelig hans model til Judas. I mange dage og dele af mange nætter arbejdede maleren febrilsk på at færdiggøre sit mesterværk.

Efterhånden som arbejdet gik, ændrede modellen sig. En mærkelig anspændthed erstattede den sløve kraftesløshed, hans blodskudte øjne så med rædsel på det malede billede af ham selv. En dag standsede maleren sit arbejde, da han så sin models nervøsitet, og sagde: ›Min søn, jeg vil gerne hjælpe dig. Hvad er det der bekymrer dig sådan?‹

Modellen hulkede og begravede sit ansigt i sine hænder. Efter et stykke tid løftede han sine bønfaldende øjne mod den gamle malers ansigt.

›Husker du mig ikke nu? For mange år siden var jeg din model til Jesusbarnet.‹«

Efter at have fortalt historien, sagde præsident McKay: »Historien kan være sand eller fiktion, men den lektie, den lærer os, er sand i livet. Den udsvævende mand traf et forkert valg i sin ungdom, og da han søgte tilfredsstillelse i eftergivenhed, sank han dybere og dybere, indtil han væltede sig i sølet.«²

David O. McKays lærdomme

Vi har hver især to forskellige legemer: Det fysiske og det åndelige.

Mennesket er et dobbelt væsen, og hans liv er en del af Guds plan. Det er det første grundlæggende faktum, vi skal huske. Mennesket har et naturligt legeme og et åndeligt legeme. Skrifterne er meget tydelige omkring dette faktum:

»Og Guderne dannede manden af jordens støv og tog hans ånd (dvs. mandens ånd) og satte den i ham, og blæste livsånde i hans næsebor, og manden blev en levende sjæl« (Abraham 5:7).

Menneskets legeme er derfor blot det tabernakel, hvori hans ånd dvæler. For mange, alt for mange mennesker har tendens til at anse legemet som mennesket og koncentrerer derfor sig om at tilfredsstille legemets forgodtbefindende, dets lyster, ønsker og lidenskaber. For få erkender, at det virkelige menneske er en udødelig ånd, som er »intelligens eller sandhedens lys« (se L&P 93:29), gjort levende som en personlig eksistens, før legemet blev undfanget, og at denne personlige eksistens med alle dens kendetegnende træk vil fortsætte, efter at legemet ophører med at fungere i dets jordiske omgivelser. Frelseren sagde:

»Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen« (Joh 16:28).

Ligesom Kristi ånd i forudtilværelsen levendegjorde et legeme af kød og ben, så bliver ethvert menneskes ånd fra forudtilværelsen født ind i denne verden. Vil I huske det, som livets første grundlæggende sandhed?

Spørgsmålet er så: Hvilken overflod vil give det bedste liv – forkælelse af vores fysiske natur eller udvikling af vores åndelige selv? Er det ikke det virkelige problem?³

Eftergivenhed over for det fysiske menneskes lyster og ønsker tilfredsstiller kun i øjeblikket og kan føre til ulykke, elendighed og mulig nedværdigelse; åndelige opnåelser giver varende lykke.

I sit brev til galaterne opregner Paulus specifikt »kødets gerninger«, som han kalder dem, og »Åndens frugt«. Bemærk denne klassifikation: Kødets gerninger tilkendegives som disse:

»… utugt, urenhed, udsvævelse,

afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker,

nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed.

mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!

De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden« (Gal 5:19-25).⁴

Der er noget, der er højere end dyrelivet, nemlig den åndelige sfære, hvor der er kærlighed, menneskesjælens mest guddommelige egenskab. Der er også sympati, venlighed og andre egenskaber.⁵

Der er noget i [mennesket], som tilskynder det til at rejse sig over selvet, at kontrollere sine omgivelser, at mestre legemet og alle fysiske ting og leve i en mere ophøjet og smukkere verden.⁶

Mennesket har en mere storslået skæbne end blot at leve som et dyr. Det er et strejf af Ånden! Enhver mand, som har følt ånden, har et vidnesbyrd, og også enhver kvinde har et vidnesbyrd om, at mennesket er et dobbelt væsen. Det har et legeme, ligesom alle dyr har. Men det har noget, som kun kommer fra vor himmelske Fader, og det har ret til, ja, er modtagelig for hvisken, modtagelig for påvirkning fra sin guddommelige forælder via Helligånden, mediet mellem os og Gud Faderen og hans søn Jesus Kristus.⁷

Livet er en prøve for at se, hvilken af vore to sider, vi vil følge og udvikle.

Menneskets jordiske eksistens er blot en prøve for at se, om det vil koncentrere sin indsats, sit sind, sin sjæl om det, som bidrager til den fysiske sides behagelighed og tilfredsstillelse, eller om det vil gøre det til sit livs søgen at opnå åndelige kvaliteter.

»Enhver ædel impuls, ethvert uselvisk udtryk for kærlighed, enhver tapper lidelse for det rette, enhver overgivelse af selvet til noget, som er højere end selvet, enhver loyalitet mod et ideal, enhver uselvisk hengivenhed over for et princip, enhver hjælpsomhed over for menneskeheden, enhver handling i selvkontrol, hele sjælens mod, ubesejret af forstillelse og taktik, men ved at være, gøre og leve for det gode for det godes skyld – det er åndelighed.«⁸

I almindelighed findes i mennesket en guddommelighed, som forsøger at skubbe ham fremad og opad. Vi tror, at denne kraft i ham er den ånd, der kommer fra Gud. Mennesket levede, før han kom til denne jord, og han er her nu for at stræbe efter at fuldkommengøre den ånd, der er i ham. På et vist tidspunkt i livet, er mennesket bevidst om et ønske om at komme i berøring med det uendelige. Hans ånd rækker ud efter Gud. Denne følelse er universel, og alle mennesker burde i dybeste oprigtighed være optaget af det samme store værk – søgen efter og udvikling af åndelig fred og frihed.⁹

Valget er der, uanset om vi lever i den fysiske verden som dyr, eller vi bruger det, som jorden tilbyder os af midler til at leve i den åndelige verden, som vil føre os tilbage til Guds nærhed.

Dette betyder specifikt:

Om vi vælger selviskhed eller om vi vil fornægte os selv til andres gavn.

Om vi vil sætte eftergivenhed over for sult [og] lidenskab højt, eller vi vil udvikle tilbageholdenhed og selvkontrol.

Om vi vil vælge tøjlesløshed eller kyskhed.

Om vi vil opmuntre til had eller udvikle kærlighed.

Om [vi] vil udøve grusomhed eller venlighed.

Om [vi] vil være kyniske eller optimistiske – fulde af håb.

Om vi vil være forrædere – illoyale mod dem, som elsker os, mod vores land, mod Kirken eller mod Gud – eller vi vil være loyale.

Om vi vil være fulde af bedrag eller ærlige, holde vore løfter.

Om [vi har] en bagtalende eller en kontrolleret tunge.¹⁰

Om et menneske vil stille sig tilfreds med det, som vi kalder dyreverdenen, og det, som dyreverdenen kan give ham, og uden anstrengelser give efter for sine lyster og lidenskaber, for at synke dybere og dybere ned i eftergivenhed, eller ved selvbeherskelse hæve sig til nydelse af intellektuelle, moralske og åndelige glæder, afhænger af hvilke valg han træffer dag for dag – ja, time for time – hele sit liv.¹¹

Hvor er det en parodi på den menneskelige natur, når en person eller gruppe af personer stadig, efter at være begavet med en bevidsthed om at være i stand til at rejse sig i menneskelig ærbarhed til verdener, som ikke kan skelnes af lavere skabninger, vil være tilfredse med at adlyde dyreinstinkter, uden at gøre nogen indsats for at opleve glæden ved godhed, renhed, selvkontrol og tro, som kommer ved overholdelse af moralske regler! Hvor er det tragisk, når mennesket, som blev »gjort kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære … kronet« (Sl 8:6), er tilfreds med ligge i støvet, som dyrene.¹²

Jorden i al sin majestæt og vidunder er ikke skabelsens hensigt og formål. »… [Min] herlighed« siger Herren selv, »[er] at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Og mennesket bør i udøvelsen af sin guddommelige gave, handlefrihed, føle sig forpligtet, føle forpligtelsen til at hjælpe Skaberen i opnåelsen af dette guddommelige formål.

Den sande hensigt med dette liv er ikke blot eksistens, ikke nydelse, ikke berømmelse, ikke rigdom. Det sande formål med livet er fuldkommengørelse af menneskeheden ved den individuelle indsats under vejledning af Guds inspiration.

Virkelig liv er svaret på det bedste i os. Kun at være levende for lyster, fornøjelser, stolthed, at tjene penge og ikke sans for godhed og venlighed, renhed og kærlighed, poesi, musik, blomster, stjerner, Gud og evige håb, er at fratage sig selv livets virkelige glæder.¹³

Åndelighed kræver selvkontrol og fællesskab med Gud.

Åndelighed, vores sande mål, er bevidstheden om sejr over selvet og om fællesskab med det uendelige.¹⁴

Åndelighed tilskynder os til at besejre vanskeligheder og opnå mere og mere styrke. At føle sine evner udfoldes og sandheden udvide sjælen er en af livets største oplevelser. At være ærlig over for sig selv og være loyal mod højere idealer udvikler åndelighed. Den virkelige prøve for enhver religion er den slags mennesker, den udformer. At være »ærlige, sandfærdige, kyske, velgørende og dydige og gøre godt mod alle« (se 13. trosartikel) er dyder, som bidrager til sjælens højeste bedrifter. Det er »det guddommelige i mennesket, det højeste, kroningens gave, som gør ham konge over al skabelse.«¹⁵

Det menneske som … har i sinde at gøre den verden, han lever i, bedre, ønsker at bidrage til sin families og sin næstes lykke, og som gør alt for Guds herlighed, vil, i den udstrækning, han fornægter sig selv for disse idealer, udvikle sin åndelighed. Ja, kun i den udstrækning, han gør dette, vil han rejse sig over dyreverdenens niveau.¹⁶

Åndelighed og moral, som den belæres om af sidste dages hellige, er fast forankret i grundlæggende principper, principper, hvorfra verden aldrig kan undslippe, selv om den ville, og det første grundlæggende princip er tro – hos sidste dages hellige en kundskab – om eksistensen af en personlig Gud. Sidste dages hellige børn er blevet undervist i at erkende ham, og at bede til ham som en, der kan lytte og høre og føle ligesom en jordisk far kan lytte, høre og føle, og de har i deres inderste væsen fra deres mødre og fædre opsuget det virkelige vidnesbyrd, som denne personlige Gud har udtalt i denne uddeling. Det er virkeligt.¹⁷

Jeg bærer vidnesbyrd om, at kommunikationskanalen er åben, og at Herren er parat til at vejlede og leder sit folk. Er det så ikke det værd at modstå en fristelse til at søge at tilfredsstille jeres lyst eller jeres forfængelighed, som andre gør, og når de gør det, hø-ster udelukkelse af Kirken, blot for tilfredsstillelsen af et lune eller en lidenskab? Det er åbent for jer – to veje er åbne. Den ene leder til Ånden, Åndens vidnesbyrd, som er i harmoni med ånden i skabelsen, Helligånden. Herrens Ånd besjæler og levendegør enhver ånd i Kirken eller udenfor. Ved ham lever og bevæger vi os, og vi har vores væsen, men Helligåndens vidnesbyrd er et særligt privilegium. Det er som at indstille sin radio og høre en stemme på den anden side af jorden. Mennesker, som ikke er inden for disse stråler, kan ikke høre den, men I kan høre den, I hører denne stemme, og I har ret til denne røst og dens vejledning, og den vil komme til jer, hvis I gør jeres del. Men hvis I lytter til jeres egne instinkter, jeres egne ønsker, jeres egne lidenskaber, og roser jer selv, så I tror og planlægger og tror, at I kan komme af sted med det, vil alt blive mørkt. I har opnået jeres tilfredsstillelse, lidenskab og lyst, men I fornægter Ånden, I afskærer jer fra kommunikationen mellem jeres ånd og Helligånden.¹⁸

Jeg kan ikke komme i tanke om noget højere eller mere velsignet ideal end at leve i Ånden, så vi kan kommunikere med det uendelige.¹⁹

Når Gud bliver midtpunkt for vores væsen, bliver vi bevidste om et lyt mål i ham – åndelige værdigheder. Fysiske ejendele er ikke længere hovedformålet i livet. At give efter for, at nære og fornøje legemet, som ethvert dyr kan gøre, er ikke længere det vigtigste i den jordiske eksistens. Gud ses ikke ud fra det, vi kan få ud af ham, men i stedet fra det, vi kan give ham.

Kun ved en fuldstændig underkastelse af vores indre liv, rejser vi os over naturens selviske og smudsige påvirkning. Det, som ånden er for legemet, er Gud for ånden. Når ånden forlader legemet, er det livløst, og når vi udelukker Gud fra vores liv, sygner åndeligheden hen …

… Lad os beslutte os til, at fra nu af vil vi være mænd og kvinder af højere og mere helstøbt karakter, mere bevidst om vore svagheder, mere venlige og barmhjertige over for andres fejl. Lad os beslutte os til, at vi vil udøve mere selvkontrol i vores hjem, at vi vil kontrollere vores temperament, vore følelser og vores tunge, så det ikke overskrider renhedens og rettighedens grænser, at vi vil gøre mere for at udvikle den åndelige side af vores liv og erkende, hvor afhængige vi er af Gud for at få succes i dette liv.²⁰

Virkeligheden af Gud Faderen, virkeligheden af Jesus Kristus, den opstandne Herre er en sandhed, som bør være en del af enhver menneskelig sjæl. Gud er lige så sikkert midtpunktet for det menneskelige sind som solen er center for dette univers, og når vi føler, at han er Faderen, når vi føler hans nærhed, føler Frelserens guddommelighed, følger sandhederne i Jesu Kristi evangelium lige så naturligt som dagen følger natten, og som natten følger dagen.²¹

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det nødvendigt, at vi både har en fysisk og en åndelig natur? Hvordan kan vore lyster og lidenskaber bruges både til det gode og til det onde?
Præsident McKay lærte os, at livet er en prøve for at se, hvilken natur, vi vil følge (se siderne 14-16). På hvilke måder oplever vi konflikter mellem vores fysiske og åndelige natur? Hvilke valg kan vi træffe hver dag for at nyde så store åndelige gaver som kærlighed, glæde og fred? (Se s. 13-18).
Hvad er »det naturlige menneske«? (Mosiah 3:19). Hvorfor er det naturlige menneske en fjende af Gud? Hvad skal man gøre for at »aflægge« det naturlige menneske? (Se s. 16-18).
Hvilken påvirkning er årsag til, at mange mennesker fokuserer deres liv på kun at tilfredsstille deres fysiske natur? Hvorfor er det af og til vanskeligt at fokusere på det åndelige?
Nævn nogle tilsyneladende mindre fejl, som kan hindre vores åndelighed. Hvordan kan udvikling af selvbeherskelse hjælpe os med at øge vores åndelighed? (Se s. 16-18).
Hvordan påvirker jeres forhold til Gud jeres åndelighed? (Se s. 16-18). Hvad kan man gøre for at centrere sit liv på Gud Faderen og Jesus Kristus?

Beslægtede skriftsteder: Job 32:8; 2 Nephi 2:27-29; Mosiah 16:1-5; Abraham 3:24-25