Kapitel 11

Find lykke i livet

[De hellige] bør stræbe efter alt, som er godt, og som har tilformål at gøre menneskene lykkeligere.¹

Fra John Taylors liv

Sidst i juni 1847 forlod en stor gruppe hellige Winter Quarters for under ældste John Taylors og ældste Parley P. Pratts ledelse at rejse vestpå. I september 1847 nåede de den østlige side af Rocky Mountains, ca. 500-700 km fra Saltsødalen. I første uge i september var der faldet adskillige centimeter sne, og mange af de hellige begyndte at blive modløse. Samtidig var præsident Brigham Young og flere medlemmer af De Tolv på vej tilbage fra Saltsødalen til Winter Quarters og mødte ældste Taylors gruppe. Omgivet af sne og de bekymringer, som de rejsende mod Saltsødalen nærede, opmuntrede ældste Taylor alle til at være ved godt mod, og han havde et møde med præsident Young og de medlemmer af De Tolv, som rejste med ham, samt andre ledende brødre i gruppen.

Mens brødrene afholdt møde, spredte skyerne sig, og solen smeltede snart sneen. Flere af søstrene gik uden at sige noget til resten af gruppen til et afsides græsklædt område, som var omgivet af buske. De begyndte at sætte interimistiske borde op, som de dækkede med hvide duge og fint service. En historisk optegnelse beskriver, at »>fedekalven< blev slagtet; en overflod af vildt og fisk blev tilberedt; frugt, gele og dressing, som var forbeholdt særlige lejligheder, blev taget frem, så det blev et festmåltid, der var en konge værdigt.«

Da rådsmødet var slut, blev de brødre, som havde deltaget i mødet, samt flere end 100 andre medlemmer af gruppen ført hen til overraskelsen, hvor de nød et udsøgt måltid. Beretningen fortæller som følger: »Da middagen var forbi, og der var ryddet af vejen, blev der gjort klar til dans, og sammen med den liflige lyd af latter og munter samtale hørtes snart violinens glade strenge … Man skiftede mellem dans, sange og oplæsning af digte. >Vi følte en fælles opbyggelse og velsignelse/ skriver ældste Taylor; >vi priste Herren og velsignede hinanden.<«²

Sidste dages hellige har altid troet på, at man skal finde glæde i livet, om det så er ved at nyde naturens skønhed og overflod, samles til sunde, selskabelige aktiviteter eller fundere over evangeliets sandheder. John Taylor belærte: »Det er >livet og søgen efter lykke,< som alle intelligente væsener bør have i tankerne.« Han troede på, at vi kan opleve stor lykke i dette liv, men han belærte også om, at »den største lykke, som vi kan opnå, er at opnå vor himmelske Faders anerkendelse, være gudfrygtige og sætte os ind i hans love - i den evige sandheds principper og i det, som vi mener vil være bedst til at fremme vores timelige såvel som evige lykke.«³

John Taylors lærdomme

Gud ønsker, at vi skal nyde livet

Vi sætter pris på glæde her. Det er godt. Det er Guds hensigt, at vi skal nyde glæde. Jeg tror ikke på en religion, som gør folk triste, melankolske, ulykkelige og asketiske … Jeg kan ikke tro, at der er noget stort eller godt ved det, for alt omkring os - træerne, fuglene, blomsterne og de grønne marker - er så dejlige, insekterne og bierne summer og flyver af sted, og lammene er muntre og leger. Når alt andet nyder livet, hvorfor skulle vi så ikke? Men vi ønsker at gøre det rigtigt og ikke forvanske nogen af disse principper, som Gud har givet menneskeheden.⁴

Er der noget trist ved det, som Gud har skabt? Hvor end vi vender os, ser vi harmoni, skønhed, munterhed og pragt.

Forsynets velsignelser er skabt til mennesket og til menneskets glæde. Mennesket er sat til at herske over al skabningen. For mennesket myldrer jorden med den størst overflod: Den dyrebare regn, den overdådige frugt, de mest udsøgte vine og blomster pryder jorden for mennesket, udsender deres liflige dufte og viser deres prægtige skønhed … Buske og ranker springer ud og blomstrer for mennesket, og naturen ifører sig sin overdådigste klædning. Det rislende vandløb, den rene kilde, den krystalklare flod strømmer for menneskets skyld, og al naturen udfolder sin største pragt og indbyder mennesket til at nyde dens glæde, skønhed og uskyldighed og at tilbede sin Gud.

Hvad angår melankoli i forbindelse med gudfrygtighed og i at tjene Gud, så er det verdens forvanskning, der har gjort mennesker ulykkelige og forvanskning af religion, der har gjort dem nedtrykte. Dette er lidelser, som mennesker har skabt, ikke Guds velsignelser. Og for at tale om tristhed! Er der noget trist over fuglesangen, hestens stejlen, lammets eller gedens legesyge, i blomsternes skønhed, i nogen af naturens gaver eller overdådigste klædning, i Gud, som har skabt dem eller i hans tjeneste?⁵

Selskabelige fornøjelser kan forenes med sand religion

Ja, der er nogle mennesker, som mener, at violinen for eksempel er djævelens instrument, og at det er forkert at bruge den. Det mener jeg ikke; jeg synes, at det er et skønt instrument at danse til. Men nogle mener, at vi ikke bør danse. Jo, vi bør nyde livet på alle de måder, vi kan. Nogle protesterer mod musik. Jamen, musik er fremherskende i himlene og blandt fuglene! Gud har fyldt dem med musik. Der findes intet mere rart og dejligt end at gå ud i skoven eller ud blandt buskene tidligt om morgenen og lytte til fuglenes kvidren og overdådige sang, og det er fuldt ud i overensstemmelse med vores natur.

Vi kan slet ikke forestille os, hvor fortræffelig en musik, vi vil nyde i himlen. Om dette kan man sige, som en af apostlene har sagt i forbindelse med noget andet: »Intet øje har set og intet øre hørt, og der er ikke i noget menneskes hjerte opstået forståelse af det, som Gud har beredt for dem, der elsker og frygter Gud« [se 1 Kor 2:9]. Vi kan ikke forestille os musikkens skønhed, harmoni og symfoni i himlene.

Vores mål er at opnå og holde fast i alt, som er godt, og at afvise alt, som er dårligt. En grund til, at religiøse mennesker i verden er imod musik og teater, er det fordærv, som det blandes med. Ugudelige og fordærvede mennesker tilslutter sig dette og fornedrer det. Men er det nogen grund til, at de hellige ikke skal nyde Guds gaver? Bestemt ikke. De bør stræbe efter alt, som er godt, og som har til formål at gøre menneskene lykkeligere …

I enhver form for morskab bør vi sørge for, at tingene foregår rigtigt, vi bør aldrig glemme at opføre os som pæne damer og herrer, og vi bør afskaffe al egensindighed og ubetænksomhed og behandle alle venligt, høfligt og med respekt.⁶

Selskabelighed og fornøjelser er ikke uforenelige med korrekt opførsel og sand religion. I stedet for at forbyde og bandlyse teatret tragter de sidste dages hellige efter at holde det under kontrol, holde det fri af urene påvirkninger og at bevare det som et sted, hvor alle kan samles til sund underholdning. Derfor tager vore ledere hen til disse steder for i kraft af deres tilstedeværelse at hindre al praksis og indflydelse, som kan være skadelig for den kommende generation. Der kan ikke udvises for stor forsigtighed for at hindre, at friheden til at udtrykke sig ikke vil føre til udtryk for smudsigheder, og for at hindre, at det, som skulle være til morskab og enkle fornøjelser, gøres til et middel til at frembringe upassende sindsstemninger eller ødelægge moralen … De mænd, som er medlem af komiteer, og som er ledere, bør sørge for, at enhver form for dans foregår på en ærbar og passende måde, og at der ikke forekommer adfærd, som kan føre til noget dårligt, eller som kan støde de mest fintfølende.⁷

Det giver glæde at være forenede i evangeliet

For de sidste dages hellige er det virkelig dejligt at fundere over de evige sandhedsprincipper, som er udtænkt for deres skyld. Hvis der er noget, som har med lykke og menneskeheden at gøre, hvis der er noget, som har til hensigt at udvikle menneskenes synspunkter og følelser og give os større håb og higen efter udvikling, og som har til hensigt at bringe fred, lykke og tryghed, så er det ved det, som Gud har åbenbaret os, den evige sandheds forskrifter; han har plantet dem i vores bryst og givet os vished om det, som vi erklærer at tro på og vide med sikkerhed.⁸

Jeg kan ikke forestille mig noget smukkere og mere himmelsk end et forenet broderskab, som er organiseret efter det mønster, der er fastlagt i Lære og Pagter: Hvor alle handler til gavn for alle - når vi elsker Gud af hele vores hjerte, og vi elsker vores næste som os selv; hvor al vores tid, vore midler og vore talenter, mentale og fysiske evner bruges til gavn for alle; hvor ingen rager til sig eller udnytter andre; hvor der er en fælles interesse, fælles penge og fælles midler; hvor det siges om dem, at »alle handlede retskaffent med hinanden,« ligesom de gjorde på dette kontinent, og handlede for alles vel, »hvor hver især, over alt, kan møde en broder eller en ven,« hvor al vores naturs gavmilde og godgørende indflydelse kommer til udtryk, og begærlighed, arrogance, had, stolthed og alt ondt undertrykkes og undertvinges af Guds Ånd. Disse principper er meget smukke og ville bringe samfund, territorier, stater, nationer og verden glæde.⁹

Jeg har jublet over Herren, og jeg velsigner Israels Guds navn, fordi jeg er tilknyttet hans kirke og rige på jorden. Disse følelser i mit bryst ønsker jeg til enhver tid at værne om og bruge i mit liv, og jeg tror, at der er hundredvis, hvis ikke tusindvis, som før mig i dag har haft den sammen ånd og følelser og de samme ønsker …

Hvad gør os så livsglade og lykkelige i tilfælde som dette? … Det er fordi, der er fælles gode følelser, gode ønsker og mål, og én ånd inspirerer helheden og danner en samarbejdende gruppe [eller organiseret organ] bestående af kraft, tro og Herrens Ånd. Én enkelt kerte vil give lys, og det er behageligt at se på, men tusindvis af den samme slags lys giver et stærkt lys. Hos os er det en tid med forening, lys, liv, intelligens og den levende Guds Ånd. Vore følelser er ét, vores tro er ét, og en stor skare, som er i besiddelse af denne forening, udgør en imponerende magt, som ingen magt på jorden eller i helvede kan hamle op med eller overvinde …

Vi tror på, at vi som en gruppe, der omfatter de forskellige kvorummer i denne kirke og dette rige, er en del af dette store værk, og derfor er der en følelse af tro, forening og intensitet, eller kraft om man vil, fra den levende Guds Ånd, som ansporer og levendegør sindet, giver legemet energi og sjælen glæde. Vi ønsker alle at tage del i dette. Herren er her ved sin Ånd og magt, og vi føler lykke i vores hjerte.¹⁰

Forståelse af sandhedens principper giver glæde og lykke

Når vi ser rigtigt på os selv, når vi virkelig forstår sandhedens principper, hvad er der så, som vi ikke ville give for at opnå frelse? Når Ånden har rørt ved det inderste i de helliges hjerte, når himlens lys og intelligens har tilkendegivet sig, når Herren har [lyst] på de helliges sjæl, når de har været sammen, hvad har de så følt? At de er velsignede af Herren. Hvor ofte har de ikke glædet sig, når de har mødtes ved særlige lejligheder for at modtage velsignelser fra Gud, hvor åbenbaringens Ånd har hvilet på dem, og fremtiden er blevet åbnet for deres blik med al sin skønhed, herlighed, rigdom og fortræffelighed; og deres hjerte er blevet varmet af denne Ånd; hvor har de glædet sig! Hvordan har de set på det, som hører denne verden til, og det, de havde i vente - og på deres privilegier som den Allerhøjestes hellige, og den herlighed, som de vil arve, hvis de er trofaste indtil enden!

I har måske oplevet den følelse, som sådanne tanker og udsigter helt naturlig skaber i menneskets hjerte. Hvorfor har vi det så nogle gange anderledes? Det er fordi, vi glemmer at bede og påkalde Gud og vie os til ham, eller fordi vi begår overtrædelser, gør misgerninger og mister Guds Ånd og glemmer vores kalds herlige håb. Men hvis vi hele tiden kunne se og fatte og forstå vores sande position i forhold til Gud, ville vores sind stræbe efter det, som hører Gud til, og vi ville hele dagen lang søge at finde ud af, hvad vi kan gøre for at fremme verdens lykke og frelse, hvad vi kan gøre for at ære vores kaldelse - at ære Guds Søns præstedømme, og hvad kan vi gøre for at ære vor Gud, forbedre os resten af den tid, vi har på jorden, og forbedre vores legemes styrke for at kunne udføre hans mål, for at hans rige kan vinde frem, så hans hensigter kan fremmes, så at han kan sige til os, når vi står over for ham: »Godt, du gode og tro tjener. Gå ind til din Herres glæde; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget« [se Matt 25:21].¹¹

Hvad mig angår, så er jeg her som kandidat til evigheden, til himlen og til glæde. Ved mine handlinger ønsker jeg at sikre fred i en anden verden, som vil bringe den glæde og lyksalighed, jeg søger.¹²

Forslag til studium og undervisning

Præsident Taylor belærte om, at Gud skabte jorden og dens skønhed til vores nydelse. Hvilke oplevelser har I haft, hvor I har fundet glæde i jordens skønhed og følt jer nærmere Herren?
Hvordan kan god musik, poesi, drama eller andre former for underholdning give os glæde? Hvad kan vi gøre for at bringe glæden fra opløftende musik ind i vores liv og vore familiemedlemmers liv? Hvordan kan vi støtte op om og fremme god underholdning?
Hvorfor mener I, at musik er en vigtig del af tilbedelsen i vores religion? Hvordan har Kirkens salmer trøstet eller styrket jer i svære tider?
Hvordan har jeres fællesskab med andre hellige givet jer glæde? Hvad kan I gøre for at fremme større sammenhold blandt medlemmerne i jeres ward eller gren?
Hvad betyder det for jer at »juble over Herren«? Nævn nogle af de lærdomme i evangeliet, som giver jer glæde. Hvorfor er det vigtigt også at tænke på evigheden, når vi søger glæde i dette liv?
Hvilke begivenheder i jeres liv har givet jer glæde? Hvad kan vi gøre for at bibeholde en ånd af glæde i vores liv trods vore prøvelser? Hvad kan vi gøre for at hjælpe vore børn med at føle glæde i deres liv?

Relaterede skriftsteder: SI 118:24; Es 12:2-3; Matt 25:21; 2 Nephi 2:25; Mosiah 2:41; 13. Trosartikel.

pioneers dancing — »Det er Guds hensigt, at vi skal nyde glæde. Jeg tror ikke på en religion, som gør folk triste, melankolske [eller] ulykkelige.«