Kapitel 14

Præstedømmets ansvar og orden

Kirkens organisation … stemmer overens med de principper, som Gud har åbenbaret.¹

Fra John Taylors liv

Præsident Taylor gik stærkt ind for orden og organisering inden for præstedømmet og han belærte om, at præstedømmet »er en efterligning af det, der er i himlene« og det middel, »hvorigennem Guds velsignelser tilflyder hans folk på jorden.«² Han indførte ugentlige præstedømmemøder i wardene, månedlige præstedømmemøder i stavene og kvartalsvise stavskonferencer for at motivere præstedømmebærerne til at lære deres pligter at kende og udføre dem.

Ved Brigham Youngs død i 1877 blev Det Første Præsidentskab opløst, og De Tolv Apostles Kvorum blev, med John Taylor som deres præsident, Kirkens præsiderende organ. Selv om præsident Taylor var klar over, at De Tolv som kvorum i sådanne tilfælde havde den samme mandighed som Det Første Præsidentskab (se L&P 107:22-24), var han også klar over, at præstedømmets rette orden krævede, at Kirken skulle ledes af en dens organisationer, ville jeg helt personligt have foretrukket at have fortsat sammen med brødrene i De Tolv [Apostles Råd]. Men der opstår spørgsmål i disse anliggender, som vi ikke kan udtale os om, hvordan de vil udvikle sig, eller hvordan de skal gribes an. Når Gud har givet os en orden og har fastlagt en organisation i sin kirke med de forskellige præstedømmekvorummer, som er blevet givet os ved åbenbaring ved profeten Joseph Smith, mener jeg ikke, at hverken Det Første Præsidentskab, De Tolv, højpræsterne, halvfjerdserne, biskopperne eller nogen andre har ret til at lave om på eller ændre den plan, som Herren har indført eller etableret.«

Dernæst bemærkede han, at efter Brigham Youngs død var præstedømmet blevet fuldt ud organiseret med undtagelse af Det Første Præsidentskab, og at det var nødvendigt, at Det Første Præsidentskabs Kvorum, såvel som andre kvorummer, besad den stilling, som den Almægtige havde fastsat.

Præsident Taylor fortsatte: »Dette var Herrens Ands henstillinger til mig. Jeg udtrykte mine følelser over for De Tolv, som følte det samme som jeg, og flere af dem havde faktisk haft de samme følelser, som jeg blev tilskyndet af. For os er eller bør det ikke være et spørgsmål om stilling, embede eller ære, skønt det er en stor ære at være en af Guds tjenere. Det er en stor ære at have Guds præstedømme. Men selv om det er en ære at være Guds tjenere, som bærer hans præstedømme, så er det ikke retsindigt for nogen mand eller nogen gruppe af mænd at tragte efter nogen stilling i det hellige præstedømme. Jesus sagde: >1 har ikke kaldet mig, men jeg har kaldet jer< [se Joh 15:16]. Og som jeg sagde før: Havde jeg taget mine følelser i betragtning, ville jeg have sagt, at alt gik godt, glat og fint, og jeg har flere gode brødre, som jeg respekterer og værdsætter som mine brødre, og jeg er glad for deres råd. Lad det være, som det er.« Men jeg kan påstå, at I ikke kan sige, hvad vi hver især foretrækker, men vi, der har det hellige præstedømme, skal sørge for, at alle organisationerne i dette præstedømme forbliver intakte, og at alt i Kirken og i Guds rige er organiseret i overensstemmelse med den plan, som han har åbenbaret. Derfor har vi taget det råd til os, som I opfordres til at billige ved afstemning i dag.«³

John Taylors lærdomme

Der er to præstedømmer: Det Melkisedekske og Det Aronske

For det første ved vi, at der er to særlige, overordnede præstedømmer, nemlig Det Melkisedekske og Det Aronske … For det andet at Flerren har overdraget dem begge, at begge er evige og fungerer i tid og evighed. For det tredje at Det Melkisedekske Præstedømme har ret til at præsidere og har magt og myndighed over alle embeder i Kirken i alle verdens tidsaldre til at gøre tjeneste i det åndelige. For det fjerde at det andet præstedømme kaldes Det Aronske Præstedømme, fordi det blev givet til Aron og hans sæd i alle slægtled. For det femte at det mindre [eller Aronske] præstedømme er en del af eller et tillæg til det højere præstedømme, eller Det Melkisedekske Præstedømme, og har ret til at tjene i de ydre forordninger … For det sjette at der er et præsidium over hver af disse præstedømmer, både Det Melkisedekske og Det Aronske.

For det syvende at mens det højere eller Det Melkisedekske præstedømmes beføjelse er at have nøglerne til alle Kirkens åndelige velsignelser, at have privilegiet at modtage himmeriges riges hemmeligheder, at se himlene åbne sig, at have forbindelse med den Førstefødtes forsamling og kirke, at nyde Gud Faderens og den nye pagts Mægler, Jesu, fællesskab, og at præsidere over alle de åndelige embeder i Kirken, har det højere præstedømmes præsidentskab efter Melkisedeks orden ret til at virke i alle Kirkens embeder, både åndelige og timelige.

»Derefter kommer det højere præstedømme, det største af alle. Derfor må der kaldes en af højpræsterne til at præsidere over dette præstedømme, og han skal kaldes præsident over det højere præstedømme i Kirken, eller med andre ord: Den præsiderende højpræst over det højere præstedømme i Kirken« [L&P 107:64-66].

Det står derved klart, at dette præstedømme præsiderer over alle præsidenter, alle biskopper (inklusive den præsiderende biskop), over alle råd, organisationer og myndigheder i hele Kirken i hele verden.

At biskopperne præsiderer over Det Aronske Præstedømme, som er et tillæg til det højere eller Det Melkisedekske Præstedømme [se L&P 107:14], og at ingen mand lovmæssigt har ret til at indehave nøglerne til Det Aronske Præstedømme, som præsiderer over alle biskopper og hele det mindre præstedømme, medmindre han er bogstavelig efterkommer af Aron. Men da en højpræst af Det Melkisedekske Præstedømme har myndighed til at beklæde alle de mindre embeder, kan han også forvalte en biskops embede … hvis han kaldes, beskikkes og ordineres til denne myndighed under Det Melkisedekske Præstedømmes præsidentskabs hænder [se L&P 107:17].⁴

Vi får at vide, at det højere [eller Det Melkisedekske] præstedømme, har haft ret til at føre præsidiet i alle tidsaldre i verden [se L&P 107:8]. Men der er forskel på præstedømmets generelle myndighed og så netop det embede og den kaldelse, som mænd indsættes til… Er en mand apostel, fordi han er højpræst? Nej. Er en mand stavspræsident eller stavspræsidentens rådgiver, fordi han er højpræst? Nej. Er en mand biskop, fordi han er højpræst? Nej, slet ikke. Og så videre i alle de forskellige embeder. Højpræsterne har myndighed til at tjene i disse Ordinancer og embeder og på disse steder, når de vælges af de rette myndigheder, og kun da; og når de tillige opretholdes af samfundet… Det er ikke fordi, en mand har en særlig stilling i præstedømmet, at han må besidde alle embederne i dette præstedømme. Han tjener kun i dem, når han kaldes og indsættes i dette øjemed.⁵

Embederne i præstedømmet skal fuldkommengøre de hellige

Herren har sat apostle og profeter, højpræster, halvfjerdsere, ældster osv. i sin kirke. Hvorfor? For at fuldkommengøre de hellige [se Ef 4:11-12], Er vi alle fuldkomne fra begyndelsen? Nej. Disse forskellige embeder skal fuldkommengøre de hellige. Hvorfor ellers? For at gøre tjeneste, så menneskene vil blive kvalificerede og oplyste og fulde af intelligens, visdom og lys og lære at forkynde den evige sandheds principper og bringe nyt og gammelt frem fra Guds skatkammer, det som skal fremme folkets velfærd. Da disse embeder er indført i Kirken, bør hver enkelt mand respekteres i sit embede.⁶

Gud har givet de sidste dages hellige principper, som verden er uvidende om, og da de er uvidende derom, forstår de ikke vore følelser. De kalder godt ondt, gør lys til mørke, kalder vildfarelse sandhed og sandhed vildfarelse, fordi de ikke har midlet til at skelne tingene fra hinanden. »Men I er et udvalgt folk, en kongelig slægt og et helligt præstedømme,« [se 1 Pet 2:9] som er udvalgt af den Almægtige til at udføre hans hensigter. Gud har ordineret præsidenter, apostle, profeter, højpræster, halvfjerdsere, biskopper og andre ledere blandt jer. De er udvalgt og bemyndiget af ham og ledes af ham ved hans indflydelse, og de belærer om hans love, forklarer livets principper og er organiseret og ordineret netop med det formål at lede folk på ophøjelsens og den evige herligheds sti.⁷

Hvis vi dog blot kunne fatte vor himmelske Faders herlighed, intelligens, kraft, majestæt og herredømme! Hvis vi blot kunne tænke over den ophøjelse, den herlighed og den glæde, som venter de retskafne, de rene og de dydige blandt dem, som frygter Gud, ja, den Allerhøjestes hellige! Hvis vi kunne fatte de store velsignelser, som Gud har til dem, som frygter ham og iagttager hans love og holder hans bud, ville vi have det meget anderledes, end vi har det. Men det gør vi ikke. Herren har bragt os sammen fra forskellige nationer, så vi kan blive belært om det, der hører Guds rige til. Med dette formål har han overdraget det hellige præstedømme. Og selve den organisation, som vi har, med stave og ward med deres præsidentskab og biskopper, højråd, højpræster, halvfjerdsere, ældster, præster, lærere og diakoner osv., har den Almægtige sat i Kirken for at belære og opløfte os.⁸

Vi er organiseret med apostle og profeter, med præsidenter og deres rådgivere, med biskopper og deres rådgivere, med ældster, præster, lærere og diakoner. Vi er organiseret efter Guds orden, og netop disse principper, som for os ligner bagateller, kommer fra Gud. Vi har halvfjerdsere og højpræster, og alle disse mænd har særlige stillinger, som de forventes at opfylde og ære her i kødet, i sandhedens og retfærdighedens interesse, i Guds riges interesse og for indstiftelse af de rette principper blandt den Højeste hellige. Vi er her for at arbejde sammen med Gud for at frelse de levende, for at forløse de døde, velsigne vore forfædre og udøse velsignelser over vore børn. Vi er her for at forløse og forny den jord, som vi lever på, og med det formål har Gud anbragt sin myndighed og sine rådgivere her på jorden, så menneskene kan lære at gøre Guds vilje på jorden, som den sker i himlen. Dette er formålet med vores eksistens. Og det er vores pligt at forstå denne position.⁹

Præstedømmet er organiseret efter Guds orden

[Præstedømmet] er, som jeg forstå det, en orden, som er indført af den Almægtige og af ham alene. Det er ikke menneskeskabt, og det kommer ikke fra mennesker; og eftersom det ikke kommer fra mennesker, kan det heller ikke udvikle sig eller fuldkommengøres af mennesker uden den Almægtiges vejledning. På grund af menneskets svagheder og skrøbeligheder har vi faktisk svært ved med alle disse hjælpeinstanser, med alle disse organisationer og med alle disse principper, at bevare disse hellige institutioner rene, som Gud har givet os, og vi har konstant brug for at udvise den største omhyggelighed, ydmyghed, selvopofrelse, udholdenhed, årvågenhed og tillid til Gud.¹⁰

Hvis vi har fået et embede, en kaldelse, eller myndighed eller nogen form for myndighed til at tjene i nogle af disse ordinancer, har vi fået det fra Gud, og vi kan kun udføre disse ordinancer i overensstemmelse med det præstedømme, som vi har fået lov til at besidde … Hvis vi hver især gør vore pligter, inden for vores egen stillings rammer, giver Gud os styrke til at nå det mål, som vi har for øje, uanset hvad det er, og hvilket præstedømme vi besidder, og uanset om det er Kirkens præsident, stavspræsidenten, en biskop, højrådsmedlem, højpræst, halvfjerdser eller ældste, præst, lærer eller diakon; uanset hvad vil han støtte dem i deres virke og tjeneste, hvis de udfører deres pligter med øjet alene henvendt på Guds ære.¹¹

I og jeg vil måske bryde vore pagter; I og jeg kan træde på evangeliets principper og bryde præstedømmets orden og Guds bud; men blandt Israels hærskarer vil der være tusindvis og titusindvis, som vil være trofaste mod sandhedens principper, og Gud i himlene, de hellige engle og det gamle præstedømme, som nu lever, hvor Gud lever, er alle forenede i at nå dette mål. Herren vil lade sine formål vinde frem på sin egen måde og til sin egen tid. Og da han har organiseret det således, som jeg før sagde, må vi ikke handle på egen hånd, men som Gud befaler.

Vi har en fast orden i Kirken. I brødre, som besidder det hellige præstedømme, forstår dette. Har Gud ikke givet hvert menneske en del af sin And til fælles gavn? Jo. Har han ikke gjort mere end dette for de hellige, som er sanddru og trofaste? Har han ikke givet dem Helligåndens gave? Det har han, og de ved det og forstår det. De bringes i fællesskab med hinanden og i fællesskab med Gud og himlens hærskarer. Men når vi har denne And, behøver vi så nogen andre til at vejlede os? Ja, hele tiden. Hvorfor? På grund af mørkets magter, Satans påvirkning og menneskets svaghed. Vi har brug for vægtere på Zions tårne, vægtere, som er årvågne og tager sig af Israels interesser, og sørger for, at Guds folk ikke farer vild … Alle de ledere, som er nødvendige for udførelsen af værket, skal findes i Kirken, og alt er blevet organiseret efter Guds orden.¹²

Præstedømmet skal udøves med venlighed og troskab mod Gud

Vi bør alle nære sympati for hinanden og være venlige over for den mindste af Guds skabninger, og især over for Guds hellige, uanset hvilken stilling de har. Hvis nogen er faret vild, så prøv at få dem tilbage ved hjælp af venlighed; hvis de har en dårlig ånd hos sig, så vis dem en bedre; hvis nogen ikke handler rigtigt, så handl selv rigtigt, og sig: »Kom, følg mig, ligesom jeg følger Kristus.« Ville det ikke være den rigtige måde at handle på? Det mener jeg, det er; det er sådan, jeg forstår evangeliet. Der er ingen af os, som har præstedømmet for at ophøje os selv, undertrykke eller udnytte nogen, eller til at bruge et upassende sprog, men for at bruge det med den største venlighed, langmodighed og overbærenhed og med uskrømtet kærlighed. Jeg vil læse op fra Lære og Pagter …

»Se, mange er kaldede, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt? Fordi deres hjerter er de verdslige ting hengivne, og de tragter efter menneskelig ære, så de ikke kan lære denne ene lektie …« netop det som vi har talt om - »At præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.« Tror I, at Gud vil give nogen magt til at udføre hans egne snæversynede eller selviske hensigter? Det kan jeg godt sige jer, at det vil han aldrig, aldrig, aldrig gøre. »At den kan overdrages, er sandt; men om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vores hovmod og vores forfængelige ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se da unddrager himlene sig os, Herrens And bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte« [se L&P 121:34-37].

Nogle gange tror vi, at vi har en plads i himlen sammen med Jesus Kristus, og det har vi. Men Guds Søns præstedømme giver ikke nogen mand myndighed til at undertrykke nogen eller til på nogen måde at stille sig i vejen for nogens rettigheder. Der eksisterer ikke nogen klasseinddelinger; de findes ikke; og som der står: »Se, førend han ved af det, er han overladt til sig selv, til at stampe imod brodden, forfølge de hellige og stride mod Gud« [L&P 121:38].¹³

Der er ingen magt i præstedømmet på nær den, som er forbundet med overbevisningens princip, og ingen mand har ret til at bryste sig af nogen stilling, som han besidder i denne kirke, for han er blot Guds tjener og folkets tjener, og hvis nogen mand prøver at anvende nogen form for egenmægtig myndighed og handle i nogen som helst grad af uretfærdighed, vil Gud kræve den mand til ansvar for det, og vi skal alle dømmes efter vore gerninger i det dødelige legeme. Vi er her som menneskenes frelsere, og ikke som tyranner og undertrykkere …

… Det er vores pligt som præstedømmebærere at være rene. »Vær rene, I som bærer Herren kar!« [se Es 52:11]. Vi har alle pligt til at være rene og dernæst sige til andre: »Kom, følg mig, ligesom jeg følger Kristus.« Det er vores pligt at efterleve vores religion og adlyde Guds love og udføre vore pligter.¹⁴

Jeg tror ikke på nogen form for tyranni. Jeg tror på langmodighed, nåde, venlighed, mildhed og kærlighed til og frygt for Gud. Jeg tror ikke på, at menneskene har fået præstedømmet for at udøve herredømme og magt over menneskenes sjæle. Alt skal gøres i venlighed og langmodighed, i troskab mod Gud.¹⁵

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det vigtigt, at der er orden i præstedømmet? Hvordan kan denne orden hjælpe os hver især med at opfylde de behov, som de, vi har ansvar for, har?
Hvorfor er der flere forskellige embeder i præstedømmet? (Se også Ef 4:11-12). Hvordan har I set de forskellige embeder i præstedømmet hjælpe med til at »fuldkommengøre de hellige«?
Hvilke oplevelser har I haft, hvor I er blevet velsignet for at følge præstedømmeledernes råd, selv når I ikke i første omgang har forstået eller været enige i pågældende råd?
Når præsident Taylor talte om Kristus-lignende lederskab, opfordrede han præstedømmebærerne til at leve efter ordene: »Kom, følg mig, ligesom jeg følger Kristus.« Hvordan kan dette råd velsigne os i vores forhold til vores familie og til andre? Hvordan hjælper det mændene med at ære deres præstedømme, når de ærer kvinderne?
Hvorfor mindsker eller tilintetgør stolthed den enkeltes præstedømmemæssige kraft? Hvordan kan vi udvikle karaktertrækkene venlighed, tålmodighed, langmodighed og uskrømtet kærlighed? Hvordan kan vi fremme disse karaktertræk hos dem, som vi tjener i Kirken?
Hvordan kan I hjælpe dem, der bærer Det Aronske Præstedømme i jeres familie og ward, med at forberede sig til privilegiet at have Det Melkisedekske Præstedømme?

Relaterede skriftsteder: Ef 4:11-15; L&P 20:38-67; 84:18-32, 109-110; 107; 121:33-46.

priesthood blessing — »Hvis vi har fået et embede, en kaldelse eller myndighed eller nogen formfor myndighed til at tjene i nogen af disse ordinancer, har vi fået det fra Gud.«

First Presidency 1887 — Kirkens Første Præsidentskab fra 1880-1887: Præsident John Taylor (i midten) og hans rådgivere, George Q. Cannon (til venstre) og Joseph F. Smith (til højre).