Kapitel 5

Jesu Kristi uendelige forsoning

På grund af det, som mennesket selv kan gøre eller opnå, kan det kun ophøje sig selv til menneskets værdighed og evner, og derfor havde det brug for en Guds forsoning, før mennesket… kunne ophøjes.¹

Fra John Taylors liv

Ved et søndagsmøde med medlemmer af Kirken talte ældste John Taylor om den glæde, som han fandt ved at grunde over Jesu Kristi forsoning: »Jeg nyder at mødes med de hellige. Jeg holder af at bryde brødet sammen med dem til minde om vor Herre og Frelser Jesu Kristi brudte kød og drikke af bægeret til minde om hans udgydte blod; og dernæst tænke over de dermed forbundne ting, vores forhold til Gud ved vor Herre Jesus Kristus, vores forhold til hinanden som medlemmer af Kristi legeme og vores håb for fremtiden, vor Herre Jesu Kristi andet komme hvor han, så vidt vi forstår, vil binde kjortlen op om sig og lade os sætte os til bords; og vi skal spise brød og drikke vin sammen med ham i hans Faders rige. Jeg holder af at fundere over alle disse og tusind andre ting i forbindelse med Guds helliges frelse, lykke og ophøjelse i denne verden og i den næste verden.«²

John Taylors lærdomme

Jesus indgik pagt om at fuldføre Faderens plan ved at sone for verdens synder

I rådet i himlen blev den plan, som skulle vedtages vedrørende Guds sønner, som dengang var ånder og endnu ikke havde fået deres jordiske tabernakel, grundigt overvejet. For i forventning om verdens skabelse og placering af mennesker i den, hvorved det ville være muligt for dem at få et jordisk tabernakel og i dette tabernakel adlyde livets love og atter blive ophøjet blandt guderne i legemet, får vi at vide, at »alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd« [Job 38:7]. Da opstod spørgsmålet: Hvordan og efter hvilket princip skulle Guds sønners frelse, ophøjelse og evige glæde tilvejebringes?

Det er indlysende, at visse planer måtte fremlægges og drøftes i dette råd; og efter en fyldestgørende drøftelse af disse principper og erklæringen af Faderens vilje i forbindelse med hans plan stod Lucifer frem for Faderen med sin egen plan og sagde: »[Se], her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det. Giv mig derfor din ære« [Moses 4:1]. Men Jesus sagde, da han hørte denne udtalelse: »Fader, ske din vilje, og din være herligheden evindelig« [Moses 4:2].

Af den højt elskede Søns bemærkninger bør vi naturligvis udlede, at Faderen i drøftelsen af dette emne havde gjort sin vilje bekendt og udviklet sin egen plan og sit eget mål med disse ting; og det eneste, som hans elskede Søn ønskede at gøre, var at gøre sin Faders vilje, hvilket som sagt var blevet nævnt før. Han ønskede også, at herligheden skulle gives til Faderen, der, som Gud Faderen og ophavsmand til og formgiver af planen, havde ret til hele æren og herligheden.

Men Lucifer ønskede … at gå imod sin Faders vilje og forsøgte anmassende at berøve mennesket dets handlefrihed og derved gøre det til en slave og sætte det i en situation, hvor det var umuligt for det at opnå den frelse hos Gud, som var tiltænkt mennesket ved lydighed mod den lov, som han havde foreslået … Hvis mennesket ikke havde sin handlefrihed, eller hvis det var blevet berøvet sin handlefrihed, kunne det ikke være blevet fristet af djævelen eller af nogen anden magt. For hvis Guds vilje var blevet gennemtrumfet og var blevet udført uden menneskets handling eller handlefrihed, havde det været umuligt for det at gøre noget forkert, for det ville være berøvet kraften til at begå denne fejl. Det var denne situation, som Satan ønskede at sætte ånderne i himlen i og også menneskeheden på jorden. Og Satan sagde: »Jeg vil frelse hver og en af dem, giv mig derfor din ære.«³

[Satans] plan … blev afvist som værende i modstrid med Guds, hans Faders, råd. Da henvendte den elskede Søn sig til Faderen, og i stedet for at foreslå at udføre sin egen plan sagde han, idet han kendte sin Faders vilje: »Din vilje ske. Jeg vil udføre dine planer og dine hensigter, og, når mennesket falder, vil jeg give mig selv som sonoffer i overensstemmelse med din vilje, oh, Gud. Jeg ønsker ikke æren, men din være æren« [se Moses 4:2]. Og der blev indgået en pagt mellem ham og hans Fader, hvor han sagde ja til at sone for verdens synder, og han blev, som der står skrevet, Lammet, som er slagtet fra verdens grundlæggelse [se Moses 7:47].⁴

Vi har brug for forsoningen for at overvinde faldets konsekvenser

Da mennesket ville få handlefrihed og være underkastet fristelse, kødets svaghed, verdens tillokkelser og mørkets kræfter, vidste man, at det nødvendigvis ville falde, at det i en falden tilstand umuligt ville kunne forløse sig selv, og at det ifølge en evig, retfærdig lov ville kræve en uendelig forsoning for at forløse mennesket, frelse det fra faldets konsekvenser og ødelæggelse og sætte det i stand til atter at få det ind under Guds gunst i overensstemmelse med retfærdighedens og nådens evige love og finde tilbage til Faderens nærhed …

Derfor sagde Jesus selv: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem« [Luk 24:46-47].⁵

I Guds organisation og i den plan, som den Almægtige fremlagde, blev det forudsat, at mennesket skulle sættes under en lov, som tydeligvis var enkel i sig selv, men denne lovs prøve var ledsaget af de alvorligste konsekvenser. Overholdelse af denne lov skulle sikre evigt liv, og straffen for overtrædelse af denne lov var døden … Hvis loven ikke var blevet brudt [ved faldet], ville mennesket have levet. Men ville menneskene, som levede på denne måde, have kunnet videreføre sin art og udføre Guds hensigter med at forberede tabernakler til de ånder, som var blevet skabt i åndeverdenen? Og ville de have haft behov for en formidler, der skulle sone for overtrædelse af denne lov, som det lod til set ud fra de omstændigheder, som var bestemt til at blive brudt? Eller kunne menneskets evige afkom og bestandighed have fortsat, og kunne det have opnået sin store ophøjelse til guddommen uden Guds Søns forsoning og offer?⁶

Var det ikke for Jesu Kristi forsoning, det offer, som han gav, måtte hele menneskeheden ligge i graven i evighed uden håb. Men Gud har ved Herren Jesus Kristus tilvejebragt det middel, hvorved vi kan komme tilbage til Faderens skød og leve sammen med ham blandt guderne i de evige verdner - for dette har han sørget for, og også opstandelsen. Han kundgjorde selv opstandelsen og livet. Han sagde: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør« (Joh 11:25). Gravene vil snart åbnes, og de døde vil høre Guds Søns stemme, og de skal komme frem, de som har gjort det gode i de retfærdiges opstandelse, og de, som har gjort det onde, i de uretfærdiges Opstandelse.⁷

For at udføre forsoningen tog Jesus Kristus vore synder på sig og led døden i kødet

Vi får at vide, at »der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod« [Hebr 9:22], Det går over vores forstand. Jesus var nødt til at borttage synden ved at ofre sig selv, som retfærdig for de uretfærdiges skyld … Da han personligt bar alles synder og sonede for dem ved at ofre sig selv, kom også byrden og smerten fra alle tidsaldre og generationer over ham, den ubeskrivelige smerte under dette store sonoffer, hvorved han bar verdens synder og personligt led konsekvenserne af Guds evige lov, som blev brudt af mennesket. Deraf kom hans dybe sorg, hans ubeskrivelige kval, hans overvældende pinsel, som han alt sammen oplevede ved at underkaste sig … en ubønhørlig lovs krav.

Guds Søns lidelser var ikke blot de lidelser, der var forbundet med personlig død. For da han påtog sig det hverv, som han gjorde ved at sone for verdens synder, bar han tyngden af, ansvaret for og byrden af alle menneskers synder, hvilket er ufatteligt for os. Der står skrevet: »Herren, jeres Forløser, led døden i kødet og led for alle mennesker« [L&P 18:11], og Esajas siger: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar,« og »Herren lod al vor skyld ramme ham,« og endvidere: »han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd« [se Es 53:4, 6, 12], eller som der står skrevet i 2 Nephis Bog: »Thi se, han lider alle menneskers smerter, ja, hver levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt« [2 Nephi 9:21], mens der står i Mosiah: »Han skal lide fristelser og legemlige smerter, hunger, tørst og møje, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; thi se, blod kommer fra hver pore, så stor skal hans ængstelse være for sit folks synder og vederstyggeligheders skyld« [se Mosiah 3:7] …

… Han steg som Gud ned under alle ting og underkastede sig mennesket i menneskets faldne tilstand. Han kæmpede som menneske med alle lidelser, som hører verden til. Han var salvet med glædens olie frem for sine lige og kæmpede med og overvandt menneskers og djævles kraft, jorden og helvede tilsammen, og med hjælp fra Guddommens overlegne magt besejrede han døden, helvede og graven og rejste sig i sejr som selve den evige Guds Søn, den evige Fader, Messias, Freds Fyrste, Forløseren, verdens Frelser; han havde afsluttet og færdiggjort forsoningens værk, som hans Fader havde bedt ham om at udføre som Guds Søn og Menneskesønnen. Som Menneskesønnen udholdt han alt, som var muligt for kød og blod at udholde; som Guds Søn triumferede han over alt, og steg op til Guds højre hånd for evigt.⁸

Frelseren bliver således mester over situationen - gælden er betalt, forløsningen er udført, pagten er opfyldt, retfærdigheden har sket fyldest, Guds vilje er sket, og al magt er nu givet i Guds Søns hænder - magten til opstandelse, magten til forløsning, magten til frelse, magten til at forordne love til udførelse og opnåelse af denne hensigt. Derved bringes livet og udødeligheden frem i lyset, evangeliet indføres, og han bliver det evige livs og ophøjelsens ophavsmand. Han er menneskets og verdens Forløser, Opstandelse, Frelser …

Planen, ordningen, aftalen og pagten blev skabt og vedtaget inden verdens grundlæggelse. Den blev bebudet ved offer og blev udført og fuldbyrdet på korset.

Da han er formidler mellem Gud og mennesket, bliver han med rette hersker og leder på jorden og i himlen for de levende og for de døde, for fortiden, nuet og fremtiden, hvad angår mennesket i forhold til denne jord eller himlene i tid og evighed; [han bliver] banebryderen for vores frelse, vores bekendelses apostel og ypperstepræst, livets Herre og Giver.

Er retfærdigheden blevet svigtet? Nej, den er gjort fyldest, gælden er betalt. Fraviges retfærdigheden? Nej, dette er en retfærdig gerning. Alle kravene er opfyldt. Er dommen blevet krænket? Nej, dens krav er opfyldt. Triumferer nåden? Nej, den gør ganske enkelt krav på sine egne. Retfærdighed, dom, nåde og sandhed harmonerer alt sammen som guddommens kendetegn. »Troskab og sandhed er mødtes, retfærdighed og fred har kysset hinanden« [se SI 85:10]. Retfærdigheden og dommen triumferer lige såvel som nåden og freden. Alle Guddommens kendetegn harmonerer med hinanden i denne storslåede, prægtige, betydningsfulde, retfærdige, rimelige, nådige og fortjenstfulde gerning.⁹

Jesus Kristus var den eneste, som kunne udføre forsoningen

Her kan man så spørge: »Hvad er forskellen på Guds Søn som værende Guds Søn, Forløser, og dem, som tror på ham og tager del i evangeliets velsignelser?

Som vi kan læse, er én ting, at Faderen gav ham magt til at have livet i sig: »For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv« [Joh 5:26], og desuden havde han, da hele menneskeheden mistede deres liv, magt til at give dem liv igen. Og derfor er han Opstandelsen og Livet, en kraft som intet andet menneske besidder.

En anden forskel er, at da han har dette liv i sig, har han magt, som han sagde, til at nedlægge sit liv og tage det igen, en magt som han også fik af Faderen. Dette er også en magt, som intet andet væsen på denne jord besidder.

Han er endvidere Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede. Desuden gør han det, han ser Faderen gøre, mens vi kun gør det, som han har tilladt os og givet os magt til.

Han er den Udkårne, den Udvalgte, og han er en af Lederne i himlene, og i ham bor hele den samlede Guddoms fylde, hvilket ikke kan siges om os, hvad angår nogen af disse ting.

Derudover er al magt givet ham i himlen og på jorden, hvilket intet jordisk menneske kan sige.

Der står endvidere skrevet, at Lucifer var til før Adam, og det var Jesus også. Og Adam blev ligesom alle andre troende befalet at gøre alt, hvad han gjorde, i Sønnens navn og at påkalde Gud i hans navn evindeligt; denne ære fik igen andre jordiske væsner.

I sit nære slægtskab med Faderen synes han at besidde en stilling, som ingen anden besidder. Han omtales som hans elskede Søn, som Faderens Enbårne. Betyder dette ikke den enbårne i kødet? Hvis han var den førstefødte og var lydig mod sin Faders love, arvede han så ikke med rette den stilling at være Guds repræsentant, verdens Frelser og Forløser? Og var det ikke hans særlige ret og privilegium som den førstefødte, Gud den evige Faders retmæssige arving, at stå frem, opnå og fuldføre sin himmelske Faders hensigter, hvad angår menneskets forløsning, frelse og ophøjelse? Og eftersom han selv var uden synd (som ingen andre jordiske mennesker har været), indtog han stillingen som Frelser og Forløser, der med rette tilhørte ham som den førstefødte. Og ser det ikke ud til, at han var den eneste passende person, som kunne udføre en uendelig forsoning, i og med at han fik et særligt legeme og havde en fremstående stilling som Guds Søn, eller var i Guds sted og var Gud? …

… Skønt andre nok er Guds sønner ved ham, så var det dog nødvendigt, at han fik et legeme, at han fuldbragte loven eller ofrede dette legeme i forsoningen, før nogen af disse andre, som også var Guds sønner af fødsel i åndeverdenen, kunne opnå en stilling som Guds sønner, ligesom han havde - og det var kun i kraft af hans formidling og forsoning - netop så vi hver især i ham og af ham og ved ham ved adoptionsprincippet kunne nå den stilling, som Johannes omtaler: »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.« Således gjorde hans forsoning det muligt for os at opnå frelse, hvilket vi ikke kunne have uden [forsoningen].¹⁰

Forslag til studium og samtale

Da vi hørte om vor himmelske Faders plan, med Jesus som vor Frelser, »[jublede] alle morgenstjerner … og alle gudssønner råbte af fryd« (Job 38:7). Hvorfor tror I, at vi følte så stor glæde?
Satan foreslog at fratage menneskene deres handlefrihed, men vor himmelske Fader afslog dette forslag. Hvorfor skal vi have handlefrihed for at opnå frelse? (Se også L&P 29:39-44).
Hvad kan vi lære af Frelserens reaktion på vor himmelske Faders vilje i det store råd i himlen?
Alle mennesker er på grund af Adams og Evas fald underkastet fysisk død og åndelig død eller adskillelse fra Gud. Hvad gjorde Frelseren for at overvinde konsekvenserne af faldet?
Hvad havde været menneskehedens skæbne uden forsoningen? (Se også 2 Nephi 9:6-10).
Hvorfor var Jesus Kristus den eneste, som kunne udføre forsoningen?
Hvad føler I, når I tænker over Frelserens sonoffer? Hvordan kan viden om forsoningen give håb og berolige os i hverdagen?

Relaterede skriftsteder: Joh 5:26; Hebr 1:1-3; 2 Nephi 2:6-8, 25-29; 3 Nephi 11:10-11; L&P 19:15-19; Abraham 3:24-28.