Kapitel 18

Tjeneste i Kirken

Vi interesserer os alle for Guds værk i de sidste dage, og vi bør alle arbejde sammenfor det.¹

Fra John Taylors liv

Lige fra det øjeblik, hvor John Taylor blev omvendt, var han indstillet på at give alt, hvad han ejede, til Herrens værk. I 1837 fortalte han om sine tanker om sin kaldelse som apostel: »Arbejdet syntes stort, pligterne anstrengende og ansvarskrævende. Jeg mærkede, hvor svag og lille jeg var; men jeg var fast besluttet på med Herrens hjælp at leve op til det. Til at begynde med, da jeg gik ind for mormonismen, gjorde jeg det med åbne øjne. Jeg gjorde omkostningerne op. Jeg betragtede det som et livslangt arbejde og var klar over, at jeg ikke kun var en del deraf for tid, men også for evigt, og ønskede ikke at unddrage mig, skønt jeg indså min utilstrækkelighed.«²

Dette »livslange arbejde«, som han forudså, blev en realitet. I de år John Taylor tjente, satte han sin lid til Herren, for han vidste, at hvis han tjente trofast, ville Herren støtte ham og gøre ham i stand til at udføre sin vilje. Et eksempel på hvordan Herren støtter dem, som tjener ham, er, da ældste Taylor forkyndte evangeliet på Isle of Man, en ø i nærheden af England. Han havde arrangeret at få trykt nogle pjecer, som han havde skrevet som svar på de falske anklager mod Kirken og profeten Joseph Smith. Men trykkeren nægtede at levere pjecerne, før han havde fået sin betaling. Ældste Taylor higede efter at dele pjecerne ud snarest muligt og bad Herren om hjælp, og det fik han snart.

»Få minutter efter hans bøn kom en ung mand til hans dør, og da han blev budt inden for, overrakte han ældste Taylor en konvolut og gik igen. Han kendte ikke den unge mand. I konvolutten var der nogle penge og en lille seddel, hvor der stod: >En arbejder er sin løn værd/ og der var ingen underskrift derpå. Få minutter efter kom en fattig kvinde, der solgte fisk, til huset og tilbød ham et lille beløb for at hjælpe ham i hans tjeneste. Han sagde til hende, at der var rigeligt med penge i verden, og at han ikke ville modtage hendes penge. Hun insisterede på, at Herren ville velsigne hende mere, og at hun ville være lykkeligere, hvis han ville tage imod dem, hvorefter han modtog gaven, og til hans overraskelse var den fattige kvindes skilling plus det, som de unge mand havde givet ham, lige nøjagtig nok til, at han kunne betale trykkeren det resterende beløb, som han skyldte ham.«³

John Taylors lærdomme

Vi har hver især pligt til at tjene i Kirken og til at ære vores kaldelse

Det er forkert at antage, at hele byrden med at bære dette rige, påhviler De Tolv eller Det Første Præsidentskab, stavspræsidentskaberne eller højpræsterne, halvfjerdserne, biskopperne eller nogen anden leder i Kirken og Guds rige. Tværtimod; vi har alle vore pligter at udføre. Og jeg kan gå videre til mænds pligter og også til kvinders; alle har deres pligter at udføre for Gud. Denne kirke og dette riges organisation er udelukkende til for at placere hvert menneske på sin plads, og så forventes det, at enhver vil ære sit embede og sin kaldelse.⁴

Hvis I ikke ærer jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.⁵

Hvad vil det sige at være hellig? Hvor langt er jeg nået, og hvor for langt er I villige til at gå for at udføre de pligter, vi har som Guds hellige, som ældster i Israel, som familiefædre og mødre? Lad os stille os selv disse spørgsmål. Udfører vi vore forskellige pligter, for at opbygge Guds rige, og for at hans værk skal rulle frem på jorden? Og hvad gør vi for at tilvejebringe herligheden i de sidste dage? Hvilke af vore gerninger tilstræber dette? Gør nogen af dem, eller alle sammen? Og hvilket standpunkt har vi egentlig? Vi gør klogt i at overveje, tænke over og finde frem til disse ting og de egentlige ansvar, som påhviler os.⁶

Det er ikke tilstrækkeligt… at vi er blevet døbt og har modtaget Helligåndens gave ved håndspålæggelse. Det er ikke engang tilstrækkeligt, at vi går endnu videre og modtager vore [tempelordinancer], men hver dag og hver time og hele tiden skal vi leve op til vores religion, pleje Guds Ånd og have den hos os konstant >som en kilde, der vælder med vand til evigt liv,< [se Joh 4:14] og åbenbarer, udvikler og manifesterer Guds mål og hensigter for os, så vi kan leve, så det svarer det høje kald, vi har som Guds sønner og døtre … Det ville være meget svært for ethvert menneske, som er overladt til sig selv, at gøre det rigtige, at tænke rigtigt, tale rigtigt og opfylde Guds lov på jorden; derfor er det nødvendigt at have Kirkens og Guds riges organisation på jorden og det rigtigt organiserede præstedømme, de retmæssige kanaler, kontrolinstanser og grænser, love og ledelse, som den Almægtige har indført i sin kirke og i sit rige til sin kirkes og sit riges opbygning, belæring, beskyttelse, velfærd, styrkelse og videre fremgang på jorden …

… Det er ligesom grenene, roden og stammen på et træ. Grenene trives på en sund stamme, og én lille kvist yderst med nogle få grønne blade efterlader en lille frugt på det og er meget frugtbar, smuk og dejlig at se på, men det er blot en del af træet, det er ikke hele træet. Hvor får det sin næring fra? Fra roden og stammen og gennem alle træets grene …

I siger som hellige: »Jeg tror, at jeg forstår min pligt, og jeg klarer det virkelig godt.« Det er muligt. I ser den lille kvist; den er grøn, den trives og er det perfekte eksempel på livet; den bærer sin del i forhold til træet, og den er forbundet til stammen, grenene og roden; men kan træet leve uden kvisten? Ja, det kan det. Den bør ikke prale af sig selv eller hævde sig og sige: »Hvor er jeg grøn, og hvor jeg trives, og hvor er jeg sund, hvor klarer jeg det godt, og jeg er på det rigtige sted, og jeg gør det rigtige.« Men kan man undvære roden? Nej, I bærer jeres del og har jeres sted på træet. Det er det samme med dette folk …

Dette er et passende billede på Guds kirke og rige. Vi er knyttet sammen, forenet i én fælles pagts bånd. Vi er en fast bestanddel af Guds kirke og rige, som Herren har sat på jorden i de sidste dage for at udføre sine mål, oprette sit rige og tilvejebringe det, som de hellige profeter har talt om siden verdens begyndelse. Vi har alle vores plads.

Når vi ærer vores kaldelse, ærer vi Gud. Når vi ærer vores kaldelse, er vi i besiddelse af en del af Guds Ånd; når vi ærer vores kaldelse, udgør vi ærer hele træet; når vi ærer vores kaldelse, tilflyder Guds Ånd os gennem de rette kanaler, hvorved og hvorigennem vi får vores rigtige næring, og vi belæres om det, som er til gavn for vores velfærd, lykke og interesser, hvad angår denne verden og verden herefter.⁷

Guds værk vokser og tiltager, og det vil det blive ved med at gøre, indtil profetens ord vil blive opfyldt, som lyder: »Den mindste bliver til tusind og den yngste til et mægtigt folk. Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde« [Es 60:22]. Men han forventer, at hver især befinder sig i sin egen stilling, ærer sin kaldelse og ærer sin Gud. Og skønt der er ondskab … findes der en hel del godt, dyd, selvfornægtelse og et stort ønske om at gøre Guds vilje og udføre hans mål. Og det er enhver mands og enhver kvindes pligt at gøre sit.⁸

Når vi tjener i Kirken, bør vi leve i overensstemmelse med Guds ord, vilje og lov

Vi er her af samme grund, som Jesus var her: Ikke for at gøre vores egen vilje, men Faderens som har sendt os [se Joh 5:30]. Han har sat os her; vi har en opgave at udføre i vor tid og generation; og ingen af os har nogen betydning anden end den, at vi har tilknytning til Gud og hans værk, og det gælder både Kirkens præsident, de tolv apostle, stavspræsidenterne, biskopperne og alle andre. Vi kan kun være til tjeneste ved at handle, som Gud befaler os, som han forordner og styrer sin kirkes anliggender i menneskehedens interesse - på de levnede og de dødes vegne, på verdens vegne, som vi lever i, og på vegne af dem, som har levet før os, og som vil leve efter os. Vi kan kun gøre noget, når vi Herren hjælper, vejleder og fører os …

… Vi bør vågne op og bringe vores hus og hjerte i orden; vi bør tilpasse os Guds ord, vilje og lov; vi bør lade Gud regere i Zion og lade hans lov være skrevet i vores hjerte og føle ansvar for det store værk, som vi er kaldet til at udføre. Vi bør sørge for, at vores legeme og ånd er rene, og at de er fri for enhver form for besmittelse. Vi er her for at opbygge Guds Zion, og derfor skal vi underkaste vores legeme og ånd Guds lov, ord og vilje. Da vi befinder os i Zion, ønsker vi at se det, som Jesus bad sine disciple om at bede om vil ske: »Komme dit rige. Ske din vilje, som i himlen således også på jorden« [Matt 6:10]. Hvordan skete det i himlen? Gud talte, og verdnerne blev dannet i overensstemmelse med hans ord. Gud sagde, lad os gøre dette eller hint, og så skete det. Var der nogen i himlen, som gjorde indsigelse og sagde: »Tror du ikke, at du hellere skal vente lidt; ville det ikke være bedre at gøre det på denne her måde?« Ja, det sagde djævelen, og det siger han stadigvæk, og nogle gange lytter syndere til ham og nogle gange hellige; for vi bliver tjenere for dem, som vi forpligter os til at adlyde [se L&P 29:45] …

… Guds lov er fuldkommen, den styrker sjælen [se SI 19:7], og vi skal lade os lede af denne lov og efterleve den eller stå til ansvar over for Gud Herren for den kurs, vi følger, eller for at forsømme vore pligter. Det er sådan, man skal se på dette, og hvis det ikke er tilfældet, hvorfor har vi så fået disse love? Er det Guds love? Sådan som vi forstår dem. Så lad os gøre vore pligter og søge at ære vore kaldelser, så vi kan få Herrens godkendelse og anerkendelse …

Derfor: Rejs jer! I Israels ældster - I præster, lærere og diakoner, I stavspræsidenter, biskopper og højrådsbrødre, I apostle og Det Første Præsidentskab og os alle sammen - Rejs jer! Og lad os gå i gang med arbejdet med vilje til at gøre Guds vilje på jorden, som den sker i himlen; for hvis det nogensinde skal ske, hvor tror I så, at det skal begynde, hvis ikke her blandt os? Det forventer Gud af os. Vi er fulde af svaghed og ufuldkommenhed, hver eneste af os; men vi ønsker at lære Guds ord, vilje og lov at kende og at tilpasse os dette ord, denne vilje og denne lov. Lad denne lov være skrevet i vores hjerte. Lad os stræbe efter at ære vore kaldelser og ære vor Gud, så vil Herren tage sig af resten … Vi vil… sætte vores lid til den levende Gud og følge en kurs, som er forstandig, klog og intelligent. Vi vil ikke glæde os over os selv, men over Hærskarers Herre.⁹

Vi har brug for den Almægtiges støtte, når vi tjener

Gud ser ikke på det, som mennesker ser på; han tænker ikke, som mennesker tænker. Selv om vi til dels forstår vore pligter hver især, forstår vi ikke at styre Guds kirke. Den har behov for regulær styring, og for at Anden leder den gennem de rette kanaler.¹⁰

Vi handler i forening med den Almægtige, med apostle og profeter og gudsmænd, som har levet i verdens forskellige tidsaldre, for at kunne udføre den store plan, som Gud havde udtænkt for menneskeheden, inden verden blev til, og som vil ske lige så sikkert, som at Gud lever. Samtidig føler vi, at vi er omgivet af menneskelige skavanker, svagheder, ufuldkommenhed og skrøbeligheder, og i mange tilfælde dømmer vi forkert; og vi har altid brug for den Almægtiges støtte, hans Helligånds vejledning og råd samt hans præstedømmes råd, så vi kan ledes og bevares på den sti, der fører til evigt liv.¹¹

Vi siger, at vi er Guds hellige, og det er vi også … Vi har troet og tror, at Gud har talt, at engle har vist sig, og at Gud har åbnet for kommunikation mellem himlene og jorden. Det er en del af vores tro og overbevisning. Vi tror, at Gud vil revolutionere jorden og rense den for enhver form for synd og indføre retfærdighed af enhver art, indtil tusindårsriget er indført i fuldt omfang. Vi tror endvidere, at Gud har indledt sit værk, og at han derfor fortsat vil åbenbare og manifestere sin vilje til sit præstedømme, til sin kirke og sit rige på jorden, og at dette folk vil være en legemliggørelse af dyd, sandhed, hellighed, hæderlighed, troskab, visdom og kundskab om Gud.¹²

Jeg føler, at jeg er hvervet til krigen, og at den vil vare i tid og al evighed; og hvis jeg er Guds tjener, er jeg under Guds tjeneres ledelse, som han har udpeget til at lede og råde mig ved åbenbaring fra ham, og så er det deres ret at give mig forskrifter og kontrollere mig i alt det, som de, der har med Guds rige at gøre, foretager sig. Desuden føler jeg, at alt hvad angår tid og evigheden, både åndeligt og timeligt, er forbundet med Guds rige. Eftersom jeg føler således, gør det for mig en meget lille forskel, i hvilken retning det går; det betyder ikke så meget, om de vælger denne eller hin side eller en tredje side, eller om stien er ujævn eller jævn; det vil kun eksistere en tid, og jeg kan kun eksistere i en vis tid. Men det vigtigste for mig er, hvordan jeg holder fast i min tro, bevarer min hæderlighed, ærer min kaldelse og sørger for, at jeg vil findes trofast i sidste ende, ikke kun i dette liv, men i verdnerne uden ende, og fortsat udvikler mig i al intelligens, kundskab, tro, udholdenhed, styrke og Ophøjelse.¹³

Vi bør støtte andre medlemmer af Kirken i deres kaldelse

Alle ledere i Kirken kaldes først ved åbenbaring, eller af dem som har myndighed, alt efter sagens natur, og dernæst stemmer de mennesker, som de skal præsidere over, på dem. Hver enkelt har magt i overensstemmelse med den stilling, som han besidder, og det forventes, at alle de pågældende mennesker vil respektere hans dømmekraft og beslutninger.¹⁴

Når vi stemmer, rækker vi højre hånd op som tegn for Gud på, at vi opretholder dem, som vi stemmer på. Og hvis vi ikke kan opretholde dem, bør vi ikke række hånden op, for at gøre det ville være hykleri …

Hvad vil det sige at opretholde en person? Forstår vi det? Det er for mig noget meget enkelt, så ved jeg ikke, hvordan I har det. Hvis en mand f.eks. skal være lærer, og jeg stemmer for at opretholde ham i hans stilling, vil jeg byde ham velkommen og behandle ham hensynsfuldt, venligt og med respekt, når han kommer til mig i sit embedes medfør. Hvis jeg har brug for råd, vil jeg bede ham om det, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at støtte ham. Det er blot, hvad der passer sig og et princip om retskaffenhed. Jeg ville ikke sige noget nedladende om hans karakter. Hvis det ikke er tilfældet, er det noget, jeg må lære. Og hvis nogen i mit nærvær ville hviske noget om ham, som forklejnede hans ry, ville jeg sige: >Hør, er du en hellig?< >Ja.< >Rakte du ikke hånden op for at opretholde ham?< >Jo.< >Hvorfor gør du det så ikke?< Sådan en handling ville jeg bestemt kalde at opretholde og støtte ham. Hvis nogen angriber hans ry - for alle menneskers ry er vigtigt for dem - vil jeg forsvare ham således.

Når vi opretholder mænd på den højtidelige måde, hvorpå vi gør det, skal vi så stå ved vore pagter? Eller skal vi bryde dem? Hvis vi bryder dem, bliver vi pagtsbrydere. Vi bryder vores tro i Guds og brødrenes øjne, når vi kritiserer det, som de mænd, vi har lovet at opretholde, udfører.

Men hvad nu hvis han skulle gøre noget forkert, hvis han blev taget i at lyve, snyde eller bedrage nogen eller stjæle eller noget andet, eller endda får urene vaner? Ville I så stadig opretholde ham? Da ville det være min pligt at tale med ham, ligesom jeg ville med enhver anden, og fortælle ham at jeg har forstået, at det er på den og den måde, og at jeg under disse forhold ikke kan opretholde ham. Hvis jeg erfarede, at jeg var blevet misinformeret, ville jeg trække anklagen tilbage; men hvis ikke vil det være min pligt at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest med ham, og at han bliver bragt for den rigtige instans for at stå til ansvar for det, som han har gjort; og uden et sådant tilfælde ville jeg ikke have nogen ret til at tale om ham.¹⁵

Bed for dem, som Gud har sat i de forskellige embeder i denne kirke, så de kan udføre deres forskellige pligter. Herren vil støtte sine tjenere og skænke dem sin Helligånd og åbenbaringens lys, hvis de søger ham på den måde, som han har bestemt, og så vil han lede dem og lede jer på rette vej. Dette er Guds riges orden, som jeg forstår den … Og vi har pligt til at lære denne orden at kende og være lydige mod den.¹⁶

Forslag til studium og samtale

Har I nogensinde fået en kaldelse, som I ikke har følt jer rede til? Hvordan har I reageret på denne udfordring? (Se også 1 Nephi 17:50). Hvordan kan vi forberede os til at tjene Herren i en hvilken som helst kapacitet?
Præsident Taylor fremhævede, at vi alle har pligter i Kirken. Hvorfor er det vigtigt for os hver især at tjene?
På hvilke måder har jeres kaldelser i Kirken gavnet jer i jeres tilværelse? På hvilke måder kan I tjene mere fuldt og helt?
Hvordan er I og jeres familie blevet velsignet af et medlem af Kirken, som har æret sin kaldelse? Hvilke følelser nærer I for dem, som er flittige til at tjene jer og jeres familie?
Hvilke oplevelser har I haft, hvor Herren har hjulpet jer, når I har tjent? Hvad kan I gøre for at modtage mere konstant vejledning fra ham, når I tjener? Hvorfor er det vigtigt ikke at fryde os ved os selv, men ved Herren når vi tjener?
Hvordan kan vi aktivt støtte andre i deres kaldelse? Hvordan styrker det Kirken, når vi viser andre vores støtte? Hvad kan vi gøre i vores hjem for at hjælpe vores familie med at støtte Kirkens ledere?

Relaterede skriftsteder: Ordsp 3:5-6; Mosiah 2:17; L&P 4:2-7; 24:7; 64:33-34; 76:5.

trees — Præsident Taylor sammenlignede vores individuelle medlemskab og tjeneste med et træ, idet han sagde, at »vi er knyttet sammen, forenet i én fælles pagts bånd.«

sustaining — »Når vi stemmer, rækker vi højre hånd op som tegn for Gud på, at vi opretholder dem, som vi stemmer på.«