John Taylors liv og tj enestegerning
D a Brigham Young døde den 29. august 1877, var John Taylor 68 år gammel. I de næste tre år ledte præsident John Taylor Kirken som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Ved et generalkonferencemøde den 10. oktober 1880 blev han opretholdt som profet, seer og åbenbarer og præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, en stilling som han besad indtil sin død den 25. juli 1887. John Taylor var i sin tid som præsident og i de foregående årtier som apostel altid rede til at belære om og forsvare sandheden. I en af de sværeste perioder i Kirkens historie var han en stor styrke for de hellige.
Beskrivelse af præsident Taylor
Præsident Taylor beskrives som en pæn mand, som var ca. 1,80 meter høj og havde noget himmelsk over sig. Hans hår var hvidt som sne, og han var mørklødet. Han havde en ædel og værdig optræden, »han var ikke en mand, som en ven, om det var nok så nær en ven, ville slå venligt på ryggen eller pjatte med, når man gav ham hånden. En sådan væremåde over for ham ville have været lige så malplaceret som over for en monark.«1 Og dog var der ikke noget hovent over ham. Han var elskværdig, høflig og venlig over for alle. »Hvem der end kom i nærheden af ham, privat som offentligt, følte, at han var sammen med en storslået mand, en mand der stod for ære og værdier.«2
Sir Richard Burton, en britisk forfatter og verdensomrejsende som mødte præsident Taylor, beskrev ham som en »stærk, flot og lidt ældre person med venlige grå øjne, et venligt udtryk og en høj, ædel pande.«3 En anden historiker skrev: »Da jeg skulle præsenteres for ham i 1884, trådte Mr. Taylor, der var i sit 77. år, frem … han var en hvidhåret, menneskekærlig, middelhøj, flot mand med et langt, ovalt ansigt, grå dybtliggende og gennemborende øjne, firkantet, bred pande og fast sammenbidte læber, som viste fast beslutning, med en smule melankoli over sig, som man kunne vente sig af en, der har gennemgået mange prøvelser.«4
Hans barndom og ungdom
John Taylor blev født i 1808 i Westmoreland i det nordvestlige England og var velsignet med ydmyge, venlige og kærlige forældre, som lærte ham at læse og tro på Bibelen, stole på Gud og have håb på Kristus. Hans forældre, James og Agnes Taylor, fik ham døbt i den engelske folkekirke kort tid efter, at han blev født. Hans opdragelse i den engelske folkekirke såede i ham en stor værdsættelse af hellig lyrik og musik, formel undervisning i Bibelen og bøn privat som offentligt. John Taylor udviklede som barn en stor, varig hengivenhed og kærlighed til Gud. »Jeg lærte at henvende mig til Gud meget tidligt i mit liv,« fortalte han de sidste dages hellige, da han var blevet Kirkens Præsident. »Jeg er mangen en gang gået ud på markerne og har skjult mig bag nogle buske, knælet ned for Herren og bønfaldet ham om at vejlede og føre mig på rette vej. Og han hørte mine bønner … Det var den ånd, som jeg havde, da jeg var en lille dreng … Min ånd dragedes efter Gud dengang; og jeg har det stadig på samme måde.«5
Som lille så han »i [et] syn en engel i himlen, som holdt en trompet op for munden og blæste et budskab ud til alle lande.« Skønt han først senere i livet forstod, at denne åbenbaring var en profeti, følte han sig stadig tæt knyttet til Gud, da han var teenager. Han skrev: »Når jeg var alene, og nogle gange sammen med andre, hørte jeg ofte sød, iørefaldende musik, som om den blev spillet af engle eller overnaturlige væsener.«6
Da han var omkring 16 år, meldte han sig ud af den engelske folkekirke og blev metodist. Året efter blev han udnævnt som lægprædikant i denne kirke, et hverv som en så ung mand kun sjældent fik. Hans liv karakteriseredes allerede dengang af en frimodighed, som havde sit udspring i en fast overbevisning, en overbevisning som byggede på hans egen erfaring. Han fik i samme periode af sit liv en stærk fornemmelse af, at Gud havde kaldet ham til engang at forkynde evangeliet i USA.
Hans søgen efter Guds rige
I 1830 emigrerede John Taylors forældre og øvrige familiemedlemmer til Toronto i Canada og efterlod ham i England, hvor han skulle sælge familiens gård og ordne andre af familiens anliggender. Da han var færdig, forlod han England og sejlede til New York City. På rejsen kom skibet ind i en stærk storm, som allerede havde beskadiget flere skibe i området. Skibets kaptajn og officerer troede, at de ville synke, men Andens stemmen vidnede til John Taylor: »Du skal til Amerika og forkynde evangeliet.« Præsident Taylor mindedes: »Jeg var så sikker på min skæbne, at jeg gik op på dækket ved midnat, og midt blandt de rasende elementer følte jeg mig lige så tryg, som hvis jeg havde siddet i en stue derhjemme. Jeg troede på, at jeg ville nå frem til Amerika og udføre mit arbejde.«7 Han kom til New York i sikkerhed, og efter nogle få måneder sluttede han sig til sine forældre i Toronto, hvor han fortsatte i den metodistiske kirke og begyndte at forkynde. I denne periode mødte han Leonora Cannon, som selv var hengiven metodist, og som for nylig var immigreret til Canada fra England. De delte en dyb, religiøs overbevisning og forkærlighed til lærdom, kultur og hinanden, og de giftede sig den 28. januar 1833 i Toronto.
Da han var i Canada, sluttede han sig til en gruppe venner i et seriøst forsøg på at studere Bibelen og øge sin forståelse af sandheden. Det var i denne periode, hvor han granskede Bibelen intenst, at ældste Parley P. Pratt, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, blev sendt på mission til Toronto.
Da ældste Pratt kom til Toronto, bad han mange præster og embedsmænd i byen om et sted at forkynde. Men han blev afvist. Selv John Taylor, som havde hørt mange rygter om Kirken, var i første omgang afvisende over for ældste Pratt. Ældste Pratt, der ikke umiddelbart havde noget håb om succes, besluttede at forlade Toronto og besøgte Taylors hjem for at sige farvel. John Taylors nabo følte, at ældste Pratt var en Guds mand og tilbød ældste Pratt kost og logi og at lade ham afholde møder. Ældste Pratt tog imod tilbudet og blev snart præsenteret for John Taylors venner, som var mødtes for at søge sandheden.
John Taylor indledte et gennemgribende studium af Kirkens lærdomme. »Jeg gjorde det regelmæssigt i tre uger,« sagde han, »og fulgte bror Parley fra sted til sted.« Han nedskrev og studerede ældste Pratts taler og sammenlignede dem med skrifterne. Efter nogen tid vidnede Helligånden om, at ældste Pratts budskab var sandt, og John og Leonora Taylor blev døbt den 9. maj 1836. Han bevidnede senere, at han »aldrig siden da [havde] tvivlet på noget princip i Mormons Bog.«8
Et trofast medlem og en trofast leder
Kort efter at John Taylor var blevet medlem af Kirken, blev han kaldet som Kirkens præsiderende leder i Canada og havde denne kaldelse i godt et år. Hans pligter krævede megen rejseaktivitet, men han forkyndte utrætteligt evangeliet og førte tilsyn med mange af Kirkens åndelige og timelige anliggender i Canada. I denne periode var et af hans største ønsker at møde profeten Joseph Smith. I marts 1837 rejste han til Kirtland i Ohio, hvor han blev modtaget i profetens hjem. Han beskrev, at han følte »en energi som et elektrisk stød«, da han gav profeten hånden og hilste på ham.9 Hjemme hos familien Smith lærte profeten ham mange flere sandheder om værket i de sidste dage. De to mænd knyttede snart venskabsbånd og fik en tillid til hinanden, som aldrig blev brudt.
Da John Taylor var i Kirtland, hørte han megen kritik af profeten Joseph Smith. Åbenmundede frafaldne fra Kirken afholdt ofte møder, hvor de kritiserede profeten. Ved slutningen af et af disse møder i templet i Kirtland bad ældste Taylor om lov til at tale, og han forsvarede ufortrødent profeten. »Det var Joseph Smith, under den Almægtige, som frembragte de første principper,« sagde han, »og vi bør se hen til ham for at få yderligere vejledning. Hvis den ånd, som han manifesterer, ikke bringer velsignelser, er jeg meget bange for, at den ånd, som manifesteres hos dem, som har talt, næppe vil sikre dem velsignelser. Da Israels børn fordums havde set Guds kraft manifesteret i deres midte, blev de oprørske og begyndte at dyrke afguder, og der er sandelig en meget stor fare for, at vi gør det samme.«10 Mens mange af de frafaldne fortsatte deres kurs, fik de trofaste hellige styrke af ældste Taylors loyalitet og overbevisning.
Hans kaldelse og tjeneste som apostel
I efteråret 1837 fik John Taylor besked fra Joseph Smith om, at han skulle flytte til Far West i Missouri for at overtage en ledig plads i De Tolv Apostles Kvorum (han blev formelt ordineret i december 1838). John Taylor sagde følgende om at skulle til at tjene som apostel: »Arbejdet syntes stort, og pligterne anstrengende og ansvarskrævende. Jeg mærkede, hvor svag og lille jeg var; men jeg var fast besluttet på med Fierrens hjælp at prøve at leve op til det.«11 Ydmyghed for Gud og beslutning om at søge hans vejledning blev kendetegnende for ældste Taylors tjeneste. Da han var blevet Kirkens præsident, sagde han til de hellige: »Jeg har ikke andre tanker end dem, som Gud giver mig; det burde I heller ikke have. Nogle mennesker holder stejlt på at få deres vilje og at gennemføre deres egne mærkværdige teorier. Jeg har ingen tanker i den retning, men når noget opstår, har jeg et ønske om at kende Guds vilje og så at gøre det.«12
Et vidne til martyriet
Ældste Taylor var som apostel loyal over for profeten Joseph Smith og var dennes betroede arbejdsfælle. Ældste Franklin D. Richards fra De Tolv sagde om ældste Taylors venskab med profeten: »Der var kun meget få mænd, som opnåede det varme, personlige venskab, som han opnåede og bibeholdt med profeten Joseph Smith, indtil han døde, og historien om dette personlige venskab blev fuldendt af de kugler, som han blev skudt med i Carthage-fængslet sammen med profeten.13
En af de største prøvelser i ældste Taylors liv var profeten Joseph Smiths martyrium. Ældste Taylor tog frivilligt hen til Carthage-fængslet, hvor profeten og hans bror Hyrum i strid mod loven blev fængslet den 25. juni 1844. Det stod snart klart, at pøbelen i Carthage ikke havde til hensigt at løslade dem, og at de var i fare. Den 27. juni gik andre medlemmer af Kirken, som var kommet til Carthage fra Nauvoo, forskellige ærinder for at hjælpe med at opnå retfærdighed. Den eftermiddag var kun ældste Taylor og apostlen Willard Richards tilbage i fængslet sammen med Joseph og Hyrum. Ældste Taylor havde en plan om at samle brødrene i Nauvoo for at redde profeten Joseph og sagde: »Bror Joseph, hvis du vil give lov og bare siger til, så vil jeg få dig ud af dette fængsel om fem timer, om så fængslet skal rives ned for at gøre det.«14 Joseph afviste en sådan handling.
Sidst på eftermiddagen den 27. juni sænkede der sig en stor sørgmodighed over de fire mænd. Ældste Taylor var begavet med en vidunderlig tenorstemme og blev to gange bedt om at synge »En stakkels sorgbetynget mand«, for at de kunne blive opmuntret. Kort efter at han havde sunget salmen anden gang, stormede en pøbel med sortsværtede ansigter op ad trapperne i fængslet. Hyrum Smith og Willard Richards stemte straks mod døren for at prøve at hindre den i at gå op. Da de første skud gik gennem døren, blev Hyrum ramt og dræbt. Pøbelen fortsatte med at skyde og begyndte snart at forcere deres rifler ind gennem den delvist åbne dør. Ældste Taylor stod ved siden af døren og brugte en kraftig stok til at prøve at slå riflerne væk, som pegede ind i lokalet. »Det var virkelig en frygtelig situation,« mindedes ældste Taylor. »Ildflammer så tykke som min arm passerede mig, da disse mænd skød, og … det lignede den visse død. Jeg husker, at jeg havde det, som om min sidste time var kommet, men jeg ved ikke, hvornår jeg i en kritisk situation har været mere rolig, fattet og fuld af energi og har handlet med større beredvillighed og beslutsomhed.«15
Midt i alt dette sagde profeten Joseph, som også havde forsøgt at gå til modværge mod pøblen, til ældste Taylor: »Det er rigtigt, bror Taylor, parér dem så godt du kan.«16 Dette var de sidste ord, som han hørte profeten tale på jorden.17 Ældste Taylor var klar over, at de ikke kunne holde deres stilling bag døren ret længe og sprang hen til vinduet. Da han skulle til at springe ud, ramte et skud inde fra fængslet ham i højre lår. Et øjeblik lå han hjælpeløs i vindueskarmen og var nær faldet ud, men et skud uden for fængslet ramte uret i hans brystlomme, og han faldt ind i lokalet. I denne tilstand prøvede ældste Taylor at kravle ind under en seng i lokalet. Da han gjorde det, blev han skudt yderligere tre gange. En kugle ramte lidt under venstre knæ og blev aldrig fjernet. En anden satte sig i hans venstre håndflade. En tredje kugle ramte musklerne i hans venstre hofte og rev et stort stykke hud af. Selv om ældste Taylor var såret og havde mange smerter, overlevede han angrebet og blev senere bragt hjem til Nauvoo af adskillige hellige.
Få øjeblikke efter at ældste Taylor blev skudt, forsøgte profeten Joseph også at springe ud fra fængselsvinduet, men blev straks skudt og faldt ned på jorden udenfor. Ældste Taylor fortalte senere, at da han hørte, hvad der var sket med profeten, fik han »en trist, ensom og modbydelig fornemmelse.«18
Lære og Pagter afsnit 135 indeholder en beretning om martyriet, som er skrevet af ældste Taylor. Dette afsnit giver ikke så mange detaljer om begivenheden, men det er et stærkt vidnesbyrd om profeten Joseph: »Joseph Smith, Flerrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her … Han var stor i livet og stor i døden i Guds og Guds folks øjne, og ligesom de fleste af Herrens salvede fordum, har han beseglet sin mission og sit værk med sit eget blod.«19
Troens forsvarer
Ældste Taylor viede som medlem af De Tolvs Kvorum sin tid og sine talenter til at forkynde og forsvare evangeliet. Han udnyttede sit talent for at skrive som redaktør for Times and Seasons, Wasp og Nauvoo Neighbor, som var tidsskrifter, der blev udgivet i Nauvoo. Da han senere præsiderede over Kirken i det østlige USA, redigerede og udgav han The Mormon, en ugeavis i New York som præsenterede Kirkens lærdomme. Hans skrivelser, der var så lange som hele bøger, omfattede to redegørelser over Kirkens lærdomme, The Government of God (Guds regeringsform) og An Examination into and an Elucidation of the Great Principle of the Mediation and Atonement of Our Lord and Savior Jesus Christ (En undersøgelse og belysning af vor Herre og Frelser Jesu Kristi formidling og forsoning), som blev udgivet, da han var Kirkens præsident. Ældste Taylors evner for at skrive og redigere gjorde ham blandt Kirkens medlemmer fortjent til titlerne »Troens forsvarer« og »Troens forkæmper«. Præsident Young sagde om ældste Taylor: »Jeg vil sige, at han faktisk er så intelligent, som nogen kan være; han er en magtfuld mand, han er en mægtig mand … Han er en af de stærkeste redaktører, som nogensinde har skrevet.«20
Ud over at forkynde evangeliet ved at skrive var ældste Taylor på fire fuldtidsmissioner: To i Storbritannien, en i Frankrig og Tyskland og en i New York. Han tjente som fuldtidsmissionær i syv år til sammen. Selv om det krævede store ofre at være så længe væk fra sine kære, vaklede ældste Taylors overbevisning om Herrens værk aldrig. Engang han var på mission, skrev han i et brev til sin familie: »Jeg er engageret i min Mesters arbejde. Jeg er et redskab for Jahve for at forkynde hans vilje til alle nationerne. Jeg går ud for at åbne rigets dør til evigt liv for en stor nation, for at bringe det evige livs principper, lys og sandhed, intelligens og frelse til millioner og for at bryde deres lænker, befri de undertrykte, omvende de vildfarne, ændre deres indstilling, forbedre deres moral, redde dem fra fornedrelse, ødelæggelse og elendighed og lede dem til lys, liv, sandheden og Celestial herlighed. Er jeres ånd ikke enige med min? Det ved jeg, den er.«21
Ægtemand og far
Trods det at John Taylors tjeneste i Kirken var meget tidskrævende, var han en opmærksom og kærlig ægtemand og far. Han satte stor pris på den tid, som han kunne være sammen med sin familie og benyttede sig ofte af muligheden for både at nyde deres samvær og undervise dem. Som resultat deraf elskede hans familie ham højt. Nogle år senere skrev hans søn, Joseph W. Taylor: »Hans børn satte så stor pris på ham, at det syntes at være deres største ønske at glæde ham.«22
John Taylor udviste varme, venlighed og godt humør sammen med sine børn. Hans søn Ezra Oakley Taylor mindedes følgende oplevelse:
»Da jeg voksede op, afholdt man møder søndag eftermiddag i Tabernaklet. Det forventedes, at vi alle var der, og at vi senere kunne fortælle, hvem der holdt talen, hvad den handlede om, hvem der bad, og hvilke salmer der blev sunget. En søndag besluttede nogle af os at pjække bare denne ene gang og få en af vores venner til at give os de nødvendige oplysninger. Så kom [familie-]rådet, og far udspurgte mig selvfølgelig om talen, og hvem der talte. Jeg var helt forberedt - men min ven havde sagt, at han ikke kunne huske det så godt - og jeg gentog hans ord: >Nåh, det var en eller anden gammel vindbøjtel, og jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men det var bestemt ikke interessant.< Far sagde med et glimt i øjet: >Den gamle vindbøjtel var din far< og fortsatte så familierådet.«23
Som apostel og senere som Kirkens præsident formanede præsident Taylor konsekvent de hellige til at elske og styrke deres familie. Han opfordrede Kirkens medlemmer til at afsætte en aften om ugen til at studere evangeliet sammen med familien og hygge sig, og han lovede dem »en fred og en kærlighed, en renhed og en glæde, som ville gøre [deres] tilværelse i hjemmet ideel«, hvis de indførte denne vane og trofast holdt fast i den24.
Præsident for Kirken
I de år præsident Taylor ledte Kirken som præsident for De Tolv Apostles Kvorum og dernæst som Kirkens præsident, tjente han konstant med energi og hengivenhed i sit arbejde med at opbygge de hellige.
Orden og retskaffenhed i præstedømmet
En af hans største opgaver som præsident var at organisere præstedømmekvorummerne og formane dem til at gøre deres pligt. Han instruerede biskopperne i at afholde ugentlige præstedømmemøder i deres ward og rådede stavspræsidenterne til at afholde månedlige stavspræstedømmemøder. Ældste B. H. Roberts skrev: »Hvem husker ikke den iver og kraft, med hvilken han til konferencer og andre offentlige møder havde for vane at formane stavspræsidenter og biskopper i wardene om at få orden i præstedømmet og de institutioner, som de havde tilsyn med?«25
I en åbenbaring, som blev givet gennem præsident Taylor i 1882, befalede Herren de hellige, især brødrene, som bar præstedømmet, at organisere sig og vandre i hellighed for ham. Følgende afsnit er uddrag fra denne åbenbaring:
»Og lad også stavspræsidenterne blive rene og præstedømmet og menneskene i de stave, de præsiderer over, og organisere præstedømmet i deres respektive stave i overensstemmelse med min lov og i forskellige områder deraf, i høj rådene, i ældsternes kvorummer og i biskoprådene, og i præsternes, lærernes og diakonernes kvorummer, så at hvert kvorum må være fuldt organiseret i overensstemmelse med min Kirkens orden …
Og lad bærerne af mit præstedømme ydmyge sig for mig og ikke søge deres egen vilje, men min vilje. Thi hvis medlemmerne af mit præstedømme, som jeg har udvalgt og kaldet og skænket alle deres forskellige kaldelsers ånd og gaver, med disses myndighed ikke anerkender mig, vil jeg ikke anerkende dem, siger Herren. Thi jeg vil æres og adlydes af medlemmerne af mit præstedømme.
Og så opfordrer jeg mit præstedømme og hele mit folk til at omvende sig fra alle deres synder og mangler, deres begærlighed, stolthed og selvrådighed og fra alle deres misgerninger, hvorved de forsynder sig mod mig, og til i al ydmyghed at opfylde min lov som mit præstedømme, mine hellige og mit folk. Og jeg opfordrer familiernes overhoveder til at bringe deres hus i orden i overensstemmelse med Guds lov og tage sig af de forskellige pligter og ansvar i forbindelse dermed, og til at rense sig for mig og at rense deres hjem for synd. Og jeg vil velsigne og være med jer, siger Herren, og I skal samles på jeres hellige steder, hvor I samles for at påkalde mig, og I skal bede om det, som er rigtigt, og jeg vil høre jeres bønner, og min Ånd og kraft skal være med jer, og min velsignelse skal hvile over jer, over jeres familie, jeres hjem og jeres husstand, over jeres flokke og hjorde og marker, jeres plantager og vingårde, og med alt, som tilhører jer; og I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«26
Fuldkommengørelse af de hellige
For at øge de helliges forståelse af og overbevisning om evangeliet tilrettelagde præsident Taylor stavskonferencer i hele Kirken hvert kvartal. Han overværede disse konferencer, når som helst det var muligt. Hvis han ikke kunne, sendte han et medlem af De Tolvs Kvorum. Ældste B. H. Roberts fra De Halvfjerds skrev om denne praksis: »De hellige modtog megen lærdom og vejledning fra apostlene, måske mere end på noget andet tidspunkt i Kirkens historie. Resultatet var en stor, åndelig vækkelse blandt de hellige.«27 En anden betydningsfuld begivenhed, som fandt sted i den første tid, han var præsident, var den formelle organisering af Primary i 1878 for at give børnene i Kirken en mere effektiv undervisning. Præsident Taylor lagde også stadig vægt på missioneringens betydning, og antallet af ældster, som blev sendt ud for at forkynde evangeliet, steg.
Præsident Taylor opfordrede i sine mange taler de hellige til at udføre deres pligter i alle henseender i deres liv, både som familiemedlemmer, medlemmer af Kirken, naboer og samfundsborgere. Han lærte de hellige, at hvis de ville være lydige og sætte deres lid til Herren, ville de ikke have noget at frygte. Han belærte om, at »Gud vil være på Israels side, hvis Israel kun vil befinde sig på den rigtige side.«28
Forsvar af friheden
Men uanset hvor stærke præsident Taylors overbevisninger var, respekterede og forsvarede han altid den enkeltes frihed. I de år han var apostel i Nauvoo, var han blevet kaldet »Frihedens forkæmper«, og som Kirkens præsident gjorde han sig stadig fortjent til denne titel. På et tidspunkt, hvor sidste dages hellige udgjorde et overvældende flertal i Utah, forkyndte præsident Taylor gentagne gange religionsfrihed for alle. Han sagde: »Nogle gange nærer vi meget uretfærdige følelser over for folk, som ikke tænker som os. De har ret til at tænke, som de vil, og det har vi også. Derfor kommer det ikke mig ved, hvis en mand ikke tror på det samme, som jeg gør. Og hvis jeg ikke tror på det samme, som han gør, kommer det ikke ham ved. Vil I beskytte en mand, som ikke tror på det samme, som I gør? Ja, til det sidste. Han ville have de samme rettigheder hos mig, og så ville jeg til gengæld forvente, at mine rettigheder blev beskyttet.«29
For præsident Taylor var frihed lige så vigtig i Kirken. Til rådsmøder opfordrede han altid medlemmerne til frit at sige deres mening. Selv om de fuldt ud forstod, hvor vigtigt det er at være enige, mente han, at fuld enighed opnås ved frihed.
Tider med prøvelser
De helliges forhold i USA skulle komme til at udfordre hans kærlighed til friheden. De hellige havde under Herrens ledelse praktiseret polygami i Kirken lige siden Joseph Smiths tid i Nauvoo. I 1860’er og 1870’erne vedtog USA’s regering en lov, som forbød polygami og nægtede Utahterritoriet og dets indbyggere anerkendelse som stat. Kirken var overbevist om, at loven var i strid med den religionsfrihed, som omtales i den amerikanske Forfatning, og brugte sin indflydelse for at få sagen bragt for USA’s Højesteret. 1 1879, kun to år efter at præsident Taylor blev Kirkens leder, stadfæstede USA’s Højesteret den føderale regerings lov mod polygami fra 1862.11882 og igen i 1887 vedtog USA’s Kongres yderligere love, som tillod den føderale regering at forbyde Kirken som værende en ulovlig institution og konfiskere al Kirkens ejendom til en værdi af over 50.000 dollars (omfattende fire templer i forskellige byggestadier, Tabernaklet, kirkebygninger og mange andre ejendomme). Loven skulle fratage Kirkens medlemmer grundlæggende borgerrettigheder, bl.a. stemmeretten. Denne udvikling skabte lovlige metoder til at kunne forfølge de hellige, som praktiserede polygami. Kirken forsøgte stadig at gå rettens vej, men til ingen nytte.
Midt under den tiltagende strid om polygamiet fik præsident Taylor at vide, at nogle regeringsembedsmænd havde planer om at anholde ham inden længe. Han havde ikke længere mulighed for at appellere og måtte beslutte, om han ville adlyde Gud eller mennesker. I sin sidste offentlige tale sagde han til de hellige: »Som en ærlig mand kan jeg ikke være ulydig mod min Gud … og træde disse hellige og evige forpligtelser under fode, som Gud har givet mig at holde, og som rækker ind i de kommende evigheder.«30 Fra den dag, hvor han holdt denne tale og indtil sin dødsdag næsten to et halvt år senere, skjulte han sig forskellige steder i Utah. Frem for at vende sig mod Herrens forskrifter om polygami valgte præsident Taylor at gå i skjul som en måde, hvorpå han kunne adlyde Herren og forhåbentlig mindske forfølgelsen af Kirken. Ældste B. H. Roberts skrev: »Da præsident Taylor trak sig tilbage fra offentligheden om aftenen den 1. februar 1885, var det ikke af hensyn til sin egen sikkerhed, magelighed eller bekvemmelighed, men af hensyn til offentligheden og i fredens interesse.«31
Selv om præsident Taylor ikke viste sig offentligt, blev han ved med at lede Kirken ved hjælp af breve og mundtlige instrukser til betroede trosfæller. Men afsondringen, adskillelsen fra familie og venner og hans ansvars pres begyndte at tynge. I begyndelsen af 1887 begyndte hans helbred at svigte. Han kæmpede mod sin sygdom i flere måneder og sagde til andre, at han snart fik det bedre, men i juli stod det klart, at hans tilstand var alvorlig. Om aftenen den 25. juli 1887 sov præsident Taylor stille ind i Thomas Rouechés hjem i Kay s ville i Utah.
Hyldest til præsident Taylor
Nogle af de mest nøjagtige beskrivelser af John Taylors tjenestegerning blev givet af dem, som havde tjent sammen med ham og var blevet belært af ham. Ved præsident Taylors begravelse sagde ældste Franklin D. Richards fra De Tolv Apostles Kvorum: »Præsident Taylor var en mand, som frimodigt og dristigt forsvarede sandheden. Han kendte ingen frygt… Da han og jeg var på mission sammen i Europa, arbejdede han i Frankrig … Der arbejdede han med flid, og på et tidspunkt sluttede nogle gejstlige [eller præster] sig sammen for at kue dette kætteri, som de kalder det. Præsident Taylor indvilligede med den frimodighed, som altid har karakteriseret ham, i at møde hele flokken … Han holdt stand imod dem og fik sandheden frem.«32
Ældste Daniel H. Wells, der tjente som Brigham Youngs rådgiver, talte således om præsident Taylor: »Han ledte et frygtløst, ædelt og guddommeligt liv; lad dem, som stadig lever, søge at gøre hans ædle eksempel efter … Han har været forsvarer for menneskerettigheder, forsvarer for frihed og sandheden. Han har ført et ædelt, nyttigt liv, fuldt af ære og til gavn for sig selv og sin familie, en oprejsning for folket og for Guds herlighed. Jeg finder behag i at vidne om præsident Taylors trofasthed og hengivenhed, om hans renhed over for Gud og hans folks kærlighed.«33
Angus M. Cannon, præsident for Salt Lake Stav, var den sidste taler ved præsident Taylors begravelse og gav følgende hyldest til den mand, som havde arbejdet i så mange år med at opbygge Guds rige: »Han er befriet for sine smerter. Han sover i Gud, og jeg kan forestille mig himlens port åbne, gennem hvilken han er gået … Bror Taylor tog det vidnesbyrd til sig, som Joseph Smith gav ham, som Jesus gav Joseph, som Gud bad Joseph om at lytte til fra sin elskede Søns læber - og han bragte disse tidender til fremmede lande og fik vores hjerte til at sitre ved de ord, som han udtalte der. Jeg siger, at den glæde og jubel, som præsident Taylor har mødt sine medarbejdere med på den anden side af sløret, omgivet af Jesu Kristi apostle, er stor.«34
Præsident Taylor belærte om, at trods profeten Josephs martyrdød ville Kirken stadig vokse. »Denne kirke bærer frøene til udødelighed i sin midte. Den kommer ikke fra mennesker og er ikke skabt af mennesker - den er et produkt af Guddommen.«