Kapitel 6

Forsoningens kraft på det personlige plan

Det er ved forsoningen, Guds Søns offer, gjort muligt for mennesket at blive forløst, opstå og ophøjet til den Ophøjelse, som har været planen med det siden skabelsen.¹

Fra John Taylors liv

Præsident John Taylor belærte ofte om virkningen af Jesu Kristi forsoning for hele menneskeheden. Han talte også om den glæde, som han personligt oplevede, når han tænkte over nåden i forsoningen. »Jeg glæder mig over, at vi har en Frelser, som elskede os så meget, at han ville komme og forløse os,« sagde han, »og jeg glæder mig over, at vi har en Frelser, som stadig har hele verdens frelse for øje.«²

Præsident Taylor skrev kort tid inden sin død følgende til sin familie, hvori han gav udtryk for det håb, som forsoningen gav ham:

»Jeg beder Gud den evige Fader om, at vi, når vi alle har afsluttet denne prøvestand, må blive stillet frem for Herren uden plet og lyde som rene og oprigtige repræsentanter for Guds kirke og rige på jorden, og derefter arve en celestial herlighed i vor Guds rige og evig lykke sammen med de rene og retskafne i evighedens verden, takket være Herren Jesu Kristi, vor Frelsers og Forløsers forsoning, i de uendelige verdner.«³

John Taylors lærdomme

Hele menneskeheden vil opstå på grund af Jesu Kristi forsoning

Nu bliver det vores pligt at spørge … hvad der blev udrettet ved forsoningen.

For det første, opstandelsen. Straffen for at bryde loven i Adams dage var døden; og alle underkastes døden. Herrens ord lød: »Den dag du spiser af det, skal du dø« [1 Mos 2:17; se også Moses 3:17]. Jesu Kristi forsoning tilvejebragte opstandelsen fra de døde og gav os liv igen. Derfor sagde Jesus: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør« [Joh 11:25], og Jesus blev selv førstegrøden af dem, som var hensovne.

Det næste spørgsmål, som opstår, er: Hvor langt rækker dette princip, og hvem gælder det? Det gælder hele menneskeheden, alle mennesker i alle lande.⁴

Alle skal komme frem af graven på et eller andet tidspunkt i det samme tabernakel, som de havde, da de levede på jorden. Det vil blive ligesom Ezekiel beskrev: Benene vil nærme sig hinanden, og kød og sener vil dække skelettet, og ved Herrens befaling vil der komme livsånde i legemet, og vi vil fremstå, mange af os, som et under for os selv [Ez 37:1-14].

Dengang Joseph Smith gravede en grav i Nauvoo, hørte jeg ham sige, at han forventede, at når den tid kom, hvor graven ville blive brudt, at han da ville opstå og omfavne sin far og mor og give sine venner hånden. Han havde skriftligt udbedt sig, at når han døde, skulle nogle gode venner sørge for, at han blev begravet i nærheden af sine hjertensvenner, så at han, når han og de opstod i den første opstandelses morgen, kunne omfavne dem og sige: »Min Far! Min Mor!«

Hvor er det en stor trøst for dem, som må sørge over at have mistet kære venner på grund af død, at vide, at vi atter vil være sammen med dem! Hvor er det opmuntrende for alle, som lever i overensstemmelse med sandhedens åbenbarede principper, og måske især for dem som næsten står ved deres livs ende og har lidt længe og holdt ud indtil enden, at vide, at de inden længe vil bryde gravens bånd og komme frem som levende, udødelige sjæle og nyde samvær med vore prøvede og betroede venner, og at de ikke længere skal være plaget af dødens lidelser, men skal afslutte det arbejde, som Faderen har givet os at udføre!⁵

Forsoningen gør det muligt for de trofaste at overvinde den åndelige død og opnå frelse

Guds plan med mennesket var, at det skulle falde, og når det var faldet og havde fået kundskab om godt og ondt (denne viden kunne man ikke opnå uden at bringe sig selv i denne situation), så blev det nødvendigt, at han skulle have kendskab til forsoningen og forløsningen, som ville blive tilvejebragt ved Jesu Kristi mellemkomst.⁶

Hvordan og hvorledes får mennesket gavn af forsoningen og opstandelsen? Forsoningen har gengivet mennesket sit forhenværende forhold til Herren og har således atter sat ham i stand til og har gjort det muligt for ham at opnå den frelse og herlighed, som det ikke havde været muligt for ham at opnå uden; ja, at blive en søn af Gud ved adoption, og som søn af Gud blive en af Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger [se Rom 8.16-17]. Ved det at Kristus sejrede, har han gjort det muligt og givet dem, som tror på ham, kraft til også at sejre. På samme måde som han, i sit opstandne legeme, er bemyndiget til at arve sin Faders herlighed, som han nød hos ham, inden denne verden blev til, kan vi ved adoption sejre og sidde sammen med ham på hans trone, ligesom han har sejret og har sat sig på sin Faders trone …

… De, som tror på Kristus, og de, som adlyder hans lov, tager ved hans forsoning del i hans herlighed og ophøjelse og er Guddommens arvinger, mens de, som ikke adlyder hans lov, ikke kan arve denne frelse, selv om de opstår. De oprejses fra de døde, men kan ikke arve en celestial herlighed uden at adlyde en celestial lov … Jesus sagde: »Således står det skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem« [Luk 24:46-47] ⁷

Forsoningen forløser små børn og dem, som dør uden kendskab til evangeliet

Da Forløseren selv levede i kødet, sagde han til sine disciple: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det« [Luk 18:16-17]. Og efter sin korsfæstelse og opstandelse gentog han den samme formaning for sine nephitiske disciple: »Og atter siger jeg er: I må omvende jer og blive døbt i mit navn samt blive som et lille barn, ellers kan I ingenlunde arve Guds rige« [3 Nephi 11:38].

Uden Adams overtrædelse ville disse børn ikke have levet. De befinder sig i kraft af frelsen i en frelst tilstand, uden at de selv har gjort noget. Ifølge statistikerne omfatter disse flere end halvdelen af menneskeheden, som udelukkende kan tilskrive deres frelse Frelserens mellemkomst og forsoning. Som det bliver sagt et andet sted, påtog Jesus sig således på en eller anden mystisk, uforståelig vis ansvaret, som ellers synes at skulle have påhvilet Adam, men som kun kunne udføres ved hans egen mellemkomst og ved, at han påtog sig deres synder, påtog sig deres ansvar og bar deres overtrædelser og synder.

På en måde, som for os er ufattelig og uforklarlig, bar han byrden af hele verdens synder, ikke kun Adams, men alle hans efterkommeres. Derved åbnede han himlens rige, ikke blot for troende og alle, som adlød Guds lov, men for mere end halvdelen af menneskeheden, som dør, inden de når ansvarlighedsalder, såvel som for hedningene, som, idet de er døde uden loven, ved hans mellemkomst vil opstå uden loven og blive dømt uden loven og således efter deres evner, gerninger og formåen få del i hans forsonings Velsignelser.⁸

Frelseren har fuld forståelse for vore prøvelser, fordi han har »medfølelse med vore skrøbeligheder«

Da Frelseren levede på jorden, var det nødvendigt, at han ligesom os blev prøvet i alt og fik medfølelse med vore skrøbeligheder« [Hebr 4:15] for at kunne forstå menneskets sølle, faldne naturs svagheder og styrker, fuldkommenheder og ufuldkommenheder. Og eftersom han har udført det, som han kom til verden for at gøre, var nødt til at kæmpe mod menneskets hykleri, fordærvelse, svaghed og tåbelighed og har mødt fristelse og prøvelser i alle afskygninger og sejret, er han blevet en »trofast ypperstepræst« [Hebr 2:17] for at kunne gå i forbøn for os i Faderens evige rige.

Han ved, hvordan han skal bedømme og sætte den rette værdi på menneskets natur, for han, som har været i samme situation, som vi er, ved, hvordan han skal bære vore svagheder og sygdomme og forstår fuldt ud de lidelsers og prøvelsers omfang, kraft og styrke, som mennesket skal klare i denne verden. Derfor forstår han af erfaring nøjagtigt, hvordan han kan bære over med dem.⁹

Evangeliets første grundsætninger er nødvendige for, at vi kan modtage alle forsoningens velsignelser

Når vi har erkendt de store velsignelser, privilegier, magter og ophøjelsen, som på grund af Jesu Kristi forsoning findes inden for menneskets rækkevidde, bliver det så vores pligt at undersøge, hvad der kræves af mennesket, for at det kan komme i besiddelse deraf …

De betingelser, der stilles til menneskeheden for at gøre dem i stand til at opnå den høje ophøjelse, som forsoningen gør det muligt for dem at modtage, er: For det første, tro på Gud som vor Fader og universets højeste Hersker, som har menneskehedens skæbne i sine hænder, og i hvem vi lever og ånder og er. Og [tro] på hans Søn Jesus Kristus, som det slagtede Lam fra før verden blev grundlagt, som den store Formidler og store sonoffer, som blev tilvejebragt af Faderen inden skabelsen og fuldført, da Jesus Kristus ofrede sig på korset. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« [Joh 3:16]. Eller for at bruge den nephitiske kong Benjamins ord:

»Tro på Gud, tro at han er til, og at han skabte alle ting, både i himlen og på jorden; tro at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro at mennesket ikke fatter alle de ting, som Herren kan fatte« [Mosiah 4:9].

Eller som Paulus skriver: »Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham« [Hebr 11:6].

Frelsens evangeliums andet princip er omvendelse. Det er en oprigtig bedrøvelse efter Guds vilje og forsagelse af synd samt af hele sit hjerte at holde Guds bud. Som profeten Esajas skriver: »Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse« [Es 55:7]. Og jeg citerer fra Mormons Bog:

»Og atter, tro at I må angre jeres synder og forsage dem og ydmyge jer for Gud og i hjertets oprigtighed bede om, at han vil tilgive jer; og dersom I nu tror alle disse ting, se til, at I gør dem« [Mosiah 4:10].

For det tredje, dåb til syndernes, vore egne overtrædelsers forladelse, som ved dette middel, der er tilvejebragt ved guddommelig nåde, udviskes takket være forsoningen. For at bruge Paulus’ ord: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans« [Rom 6:4-5].

Dernæst må vi modtage Helligåndens gave ved håndspålæggelse af dem, som har modtaget det hellige præstedømme, har den rette myndighed og er blevet ordineret og ved den rette myndighed har fået magt til at tildele denne velsignelse. Således forkyndte Peter pinsedag:

»Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på« [ApG 2:38-39].

Dette er de indledende eller første principper i vor Herre og Frelser Jesu Kristi evige, uforanderlige evangelium, som er og har været det samme for alle mennesker, blandt alle nationer, i alle tider, når som helst og hvor som helst det er blevet forkyndt ved himlens myndighed. Således læser vi: Det blev »prædiket fra begyndelsen, idet det blev forkyndt af hellige engle, udsendt fra Guds nærhed, og af hans egen røst og ved Helligåndens gave. Og således stadfæstedes alle ting for Adam ved en hellig forordning, og evangeliet blev prædiket og et påbud udgik, at det skulle blive i verden til dens ende« [se Moses 5:58-59].¹⁰

Vi tager nadveren til erindring om Frelserens forsoning

Ofre, var, lige fra Adams tid … [et sindbillede på] det store sonoffer, som han skulle udføre ved at ofre sig selv. De forekom i så mange forbilleder, afskygninger og skikkelser, som han var det oprindelige eksempel på - det middel og den realitet, som blev bebudet ved de andre ofre, der var blevet givet fra begyndelsen …

Men forud for, at han ofrede sig selv som det store sonoffer, opfyldte loven, gjorde den stor og herlig og havde indført evangeliet, mødtes han med sine disciple … for at spise påskemåltidet. Da sagde han til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide« [Luk 22:15]. Spise hvad sammen med jer? Påskemåltid. Spise hvad sammen med jer? Den hellige nadver … De to ceremonier centrerede sig om ham; han var indbegrebet af begge, han var den, som blev tilvejebragt, inden jorden blev skabt, og om hvem Guds folk har profeteret i alle de forgange tider. Det er også på grund af ham, at alle Herrens tjenere har ydet ofre, lige fra Adams fald og indtil den tid; og alle de forskellige hidtidige [ofre] pegede hen mod ham, og de blev alle ofret til ham og centrerede sig alle om ham. Til gengæld var det ham, som indførte den mere fuldkomne lov og ofrede sig for alle ved en uendelig forsoning; i kraft af dette offer udførte han det, som den Almægtige havde haft til hensigt fra før verdens skabelse, og som tyrenes, lammenes og bukkenes blod blot var et eksempel på.

På grund af det, som snart skulle finde sted, indstiftede han den hellige nadver til erindring om forløsningen, den store krone på værket. Ved bordet »tog [han] et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: >Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!‹ [Luk 22:19]. Dernæst »tog [han] et bæger, takkede, gav dem det og sagde: >Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse‹ [Matt 26:27-28] …

Lige fra verdens begyndelse og indtil dengang påsken blev indført, gav man ofre som et minde om og forbillede på Guds Søns offer. Så lige fra påskens indførelse og indtil han gav sig selv som offer, var disse ofre, forbilleder og sindbilleder således blevet nøje overholdt af profeterne og patriarkerne ifølge det bud, som Moses og andre, som fulgte Herren, fik. Og således opfyldte han selv dette krav og holdt påske ligesom andre. Og efter at dette store offer er blevet givet, deltager vi nu i den hellige nadver til erindring derom. Denne handling var således det store bindeled mellem fortiden og fremtiden; således opfyldte han loven og retfærdighedens krav og adlød sin himmelske Faders krav.¹¹

Forslag til studium og samtale

Hvad blev der opnået ved Jesu Kristi forsoning?
På hvilke måder er læren om opstandelsen en trøst for jer?
Hvordan har forsoningen påvirket jer personligt? Hvordan hjælper den jer med at vide, at Frelseren »forstår fuldt ud [jeres] lidelsers og prøvelsers omfang, kraft og styrke«?
Hvad vil det sige at blive en af Kristi sønner eller døtre ved »adoption«? (Se også Mosiah 5:1-9,15; L&P 25:1).
Hvad kræves der af os, så vi kan modtage de »store velsignelser, privilegier, magter og Ophøjelse,« som vi kan opnå i kraft af forsoningen? (Se også Trosartiklerne 3-4).
Hvad har nadveren og forsoningen tilfælles?

Relaterede skriftsteder: Matt 26:26-8; Mosiah 15:22-25; Alma 34:13-15; 3 Nephi 18:1-2; Moroni 10:32-33; Moses 5:4-8.

Jesus Christ — »Ved det at Kristus sejrede har han gjort det muligt og givet dem, som tror på ham, kraft til også at sejre.«