Kapitel 19

Timelige velsignelser og tiendeloven

Vi har lært, at vi skal betale tiende, så vi kan anerkende overfor Gud, at vi er hans folk, og at give ham en tiendedel tilbage, når han giver os alt, hvad vi beder om, og derved anerkende hans hånd.¹

Fra John Taylors liv

John Taylor troede på, at Gud sørger for vore timelige behov foruden vore åndelige velsignelser. Derfor opfordrede han de hellige til at søge og anerkende Guds hånd i det timelige, idet han belærte om, at »vi er nødt til at sætte os i stand til at blive ledet og rådgivet af Herren i såvel det timelige som i det åndelige, ellers vil vi aldrig opnå den herlighed, som mange af os søger.«²

Præsident Taylor erkendte, at det timelige var nødvendige for livets opretholdelse, men fastholdt også et passende perspektiv vedrørende det verdslige. Ældste B. H. Roberts fra De Halvfjerds skrev om præsident Taylors syn på timelig rigdom: »Han gik aldrig op i at puge penge sammen… Og dog er den ejendom, som han samlede sig i Nauvoo, og som han ofrede for at flygte ud i ødemarken sammen med Kristi kirke, nok til at bevise, at han ikke var uden evner økonomisk set. Men hans øjne og hjerte var større rigdomme hengivne, dem som møl og rust ikke fortærer, og tyve ikke bryder ind og stjæler [se Matt 6:19-20]. Dette fyldte hans sjæl, optog hans opmærksomhed og levnede ham meget lidt tid til at forelske sig i denne verdens rigdom. Hans motto var: >Penge betyder meget lidt, når det kommer til sandheden.<«³

Overholdelse af tiendeloven var for præsident Taylor en vigtig del af at opfylde hans timelige ansvar og anerkende Guds hånd i alle velsignelser. På en tid, hvor tiende for det meste blev betalt i naturalier og ikke i penge, belærte han sine børn om, hvor vigtigt det er kun at give det bedste til Herren i taknemmelighed for det, som de havde modtaget. »Når vi samlede frugt om efteråret,« skrev hans søn Moses W. Taylor, »kom far og så kurvene efter, valgte de største og bedste frugter og sagde: >Tag tiende heraf, og sørg for at betale den fuldt ud.<«⁴

John Taylors lærdomme

Vi står i gæld til Gud for alt, hvad vi har

Hvem har skabt os? Hvem har organiseret os og elementerne, som omgiver os, og som vi indånder? Hvem har organiseret det planetsystem, som vi ser omkring os? Hvem sørger for, at de millionvis af mennesker, som bor på jorden, får morgenmad, middag og aftensmad? Hvem klæder dem, som han klæder liljerne på marken? Hvem giver mennesket ånde, liv, helse og kraft til at bevæge sig, tanker og alle de guddommelige egenskaber, som det er begavet med? Hvor kommer de fra? Hvem har kontrolleret og styret forholdene i verden lige fra dens skabelse og indtil nu? Den store JEG ER, den store Elohim, den store Gud, som er vor Fader.⁵

[Jesus sagde]: »Tænk på liljerne på marken, de arbejder ikke, og de spinder ikke, og dog var Salomo i al sin pragt ikke klædt som en af disse« [se Matt 6:28-29]. Og han siger endvidere: »Tænk på luftens fugle, de sår ikke, de høster ikke og samler ikke i lade, og dog sørger jeres himmelske Fader for dem, og vil han så ikke også sørge for jer, oh, I lidettroende?« [Se Matt 6:26] …

Hvis vi har liv eller helbred eller ejendom, hvis vi har børn, venner og hjem, hvis vi har sandhedens lys, det evige evangeliums velsignelser, Guds åbenbaringer og det hellige præstedømme med alle dets velsignelser, myndighed og ledelse, så kommer alt dette og enhver sand gave, som vi er i besiddelse af, fra Gud. Vi er ikke altid klar over det, men det er ikke desto mindre sandt, at vi står i gæld til Gud for alle gode og fuldkomne gaver [se Jak 1:17]. Han har organiseret vores legeme, som det eksisterer i al dets fuldkommenhed, symmetri og skønhed. Han gør, som digteren udtrykte:

»Han bakkedrag med græsset pryder,
korn på marken vort øje fryder,
dyrene hans hænder føde gi’r,
og de unge ravne, når de skri’er.«

Han er nådig, mild og godgørende over for alle sine skabninger, og vi gør klogt i at tænke over dette af og til, for således bliver vi klar over vores afhængighed af den Almægtige.

Mange spørger ofte med hensyn til det verdslige: »Hvorfor skal vi ikke gå op i dem?« Det skal vi selvfølgelig også. Taler vi ikke om at opbygge Zion? Selvfølgelig gør vi det. Taler vi ikke om at opbygge byer og bygge smukke huse, anlægge smukke haver og plantager og sørge for at få en sådan indstilling, at vi og vores familie kan nyde livets velsignelser? Selvfølgelig gør vi det. Gud har givet os jorden og alle de nødvendige elementer til dette formål, og han har givet os intelligens til at anvende dem. Men det store mål, som han har haft for øje, er, at selvom vi anvender den intelligens, som han giver os til forskellige formål, som er ønskværdige for vores ve og vel og lykke, må vi ikke glemme ham, som er kilden til alle vore velsignelser, uanset om det vedrører nuet eller fremtiden.⁶

Gud er vores Gud, som vi sætter vores lid til; vi har ikke noget at rose os af. Har vi rigdom? Hvem har givet os den? Herren. Har vi ejendom? Hvem har bragt os i besiddelse deraf? Herren. Vore heste, kvæg og får, vore hjorde, flokke og ejendele er gaver fra ham. Jordens guld og sølv og kostbarheder og kvæget på de utallige bakker er hans, vi er hans, alle nationerne er i hans hænder, og han vil gøre med os og med dem, som han synes er godt. Og som en godmodig, klog Fader vil han våge over deres interesser; og når dommens time kommer, vil den ikke blive holdt tilbage. Vi bør altid huske, at vores styrke findes hos Gud; vi har intet at rose os af, vi har ingen intelligens, som Gud ikke har givet os; vi har intet i livet, heller ikke ejendom, som Herren ikke har givet os. Alt, som vi ejer i tid og evighed, har han tildelt os.⁷

Alt, hvad vi ejer, er en gave fra Gud. Vi bør anerkende ham i alle ting. Nogle gange taler vi om mennesker, som har denne eller hin rettighed. Vi har ingen andre rettigheder end dem, som Gud giver os. Og jeg vil fortælle jer, hvad han vil vise de sidste dages hellige. Han vil vise dem, at guld og sølv og kostbarheder og kvæget på de utallige bakker er hans, og at han giver til dem, som han vil, og nægter dem, han vil. Han vil vise jer denne kendsgerning. Vores tryghed, lykke og rigdom afhænger af vores lydighed mod Gud og hans love, og heraf afhænger også vores ophøjelse i tid og evighed.⁸

At forstå vore timelige velsignelser og ansvar er en del af evangeliet

Jeg er glad for at tale om det, der hører Guds rige til, og også om andet, som nogle mener ikke er så direkte forbundet med Guds rige, men det er det alligevel. For alt det timelige og alt det åndelige, alt som har med vores legeme og vores ånd at gøre, alt som er til for at fremme vores lykke og velbefindende på jorden og udvirke ophøjelse for os i himmeriget, er noget, som har med evangeliet at gøre, og som tilhører os som sidste dages hellige.⁹

Vi mødes ikke kun med et religiøst formål, men for at rådføre os med hinanden om alt i Kirkens og Guds riges interesse her på jorden … Vi mødes også for at rådføre os med hinanden om, hvordan vi bedst kan bære os ad i timelige såvel som i åndelige anliggender. For eftersom vi har et legeme såvel som en ånd og skal spise, drikke og have tøj på, bliver det nødvendigt at tage det timelige i betragtning og drøfte dem ved vore konferencer, så vi kan drøfte det, som kan gavne, velsigne og ophøje Guds hellige, det være sig i åndelige anliggender såvel som i vores beskæftigelse og pligter i livet som mænd og hustruer, forældre og børn, og herrer og tjenere … Tanken om udelukkende at beskæftige sig med det åndelige og intet andet kan der ikke være tale om; og dog gør vi alt i gudsfrygt. Vores religion er mere omfattende end verdens religion; den giver ikke sine [medlemmer] et ønske om at »sidde og drømme om evig lyksalighed,« men den favner alle menneskehedens interesser i enhver tænkelig fase, og enhver sandhed i verden falder inden for dens rammer.¹⁰

Herren higer efter at gøre os godt, at oplyse vores forstand, oplyse vores dømmekraft, åbenbare os sin vilje, styrke os og forberede os til de store begivenheder, som skal finde sted i de sidste dage. Han ønsker at vise os, hvordan vi kan frelse os selv, hvordan vi kan velsigne os selv timeligt, åndeligt, intellektuelt, moralsk, fysisk, politisk og på enhver tænkelig måde, hvorpå han kan skænke den faldne menneskehed velsignelser.¹¹

Ved tiendebetaling anerkender vi Gud, viser vores trofasthed og gør os rede til større velsignelser

Som et folk anerkender vi, at tiendeloven kommer fra Gud; men hvordan kan det så være, at vi behøver at tale så meget om den? Hvis vi ikke er ærlige over for os selv og ærlige over for Gud, hvad gavner da alle vores påstande om, at vi er Guds repræsentanter, ældster i Israel, at vi er iklædt det hellige præstedømme og er lærere i livets lærdomme? Fordums jøder og de gamle farisæere kunne trods al deres ugudelighed og korruption prale af at betale tiende af alt, hvad de ejede. Vi hævder at være bedre end de gamle farisæere, og dog synes folk blandt os at have svært ved at være ærlige over for sig selv og deres Gud, hvad angår så enkelt et princip som dette …

[Herren] ønsker først og fremmest at få menneskene til at anerkende Gud [i] ét lille, jordisk princip; han ønsker at få dem til at anerkende ham ved at give ham en fast lille del, eller én tiendedel af det, som han giver dem, for at se, om de vil være ærlige i denne lille bagatel, for at se om de vil handle som ærlige, noble mennesker eller ej, eller om de vil prøve at snyde ham for det. Hvis vi gør dette ærligt og samvittighedsfuldt, indtil vi har gjort vores pligt, så er vi parate til alt andet. Det er princippet og ikke den tiende, som vi betaler, som Herren værdsætter; han er ligeglad med vores tiende, men han er ikke ligeglad med, om hvorvidt vi handler korrekt. Hvis vi ikke kan være trofaste i lidt, kan vi ikke vente at blive betroet meget [se Matt 25:21].¹²

[Tiendeloven] skal prøve Guds folk, eller os som hævder at være det, så vi kan vide, om folk vil holde en af den Almægtiges særlige love eller ej og således bevise deres troskab og lydighed. Hvis vi nu underkaster os dette, da er alt godt og i orden; hvis ikke, står der skrevet: »Ellers skal de ikke anses for værdige til at bo iblandt jer« [L&P 119:5] …

Vi taler om at opbygge Zion. Det er her, at det i høj grad gælder mig såvel som jer, når I forstår det, som det eksisterer, og ser det i lyset af sandhedens Ånd. For der står skrevet: »Og jeg siger jer: Om ikke mit folk holder denne lov hellig og gennem den helliggør Zions land for mig, så mine anordninger og lovbud holdes deri, og det bevares meget helligt, se, sandelig siger jeg jer, da skal det ikke være noget Zions land for jer« [L&P 119:6]. Vi taler om at opbygge Zions land, som er en af grundene til, at vi er her. Og Gud har sagt, at hvis vi ikke holder denne lov, skal det ikke være noget Zions land for os …

[Tiende] er et princip, som vi skal lade os lede af. Jeg er ikke her, og I er ikke her for at opfylde jeres egne planer, følelser og mål. Ja, det kom selv Jesus ikke hertil for. Ifølge hans egne ord, kom han ikke for at gøre sin egen vilje, men sin Faders vilje, som sendte ham hertil [se Joh 5:30]. Og vi er her ikke for at gøre vores egen vilje, men Faderens vilje, som også har sendt os hertil, og som har kaldet os til vores hellige stilling …

Disse timelige anliggender betragtes af [nogle] som værende af meget ringe betydning; de er af meget ringe betydning, når man bedømmer ud fra den måde, hvorpå mange af os arbejder. Men de har meget stor betydning, når man vejer dem efter sandhedens og det evige livs principper, som Gud har åbenbaret har den allerstørste betydning for de hellige, både for de levende og de døde; for det utal af mennesker, som har levet, og som vil leve, har disse ting enorm betydning …

Jeg ønsker at se folket efterleve tiendeloven, for det er en enkel og direkte befaling til os. Personligt er jeg ligeglad med, om folk betaler deres tiende eller ej, og jeg tror heller ikke, at Herren tager sig så meget af det. Guldet og sølvet er hans, og ligeledes er kvæget på de utallige bakker; han har magt til at befale over alt. Og det, som vi besidder af denne verdens gods, har vi fået for at gøre forstandig brug af det, for vi kan ikke tage det med os, når vi kaldes hinsides. Det er vores pligt som den Højestes hellige at være ærlige og redelige og vælge den rette kurs, at være fulde af retskaffenhed og holde de rette principper i hævd hvor som helst og når som helst.¹³

Forslag til studium og samtale

Nævn nogle af de timelige velsignelser, som Gud har givet os? Hvorfor er det vigtigt at erkende, at alle disse velsignelser er gaver fra Gud? Hvad får nogle mennesker til at glemme, at Gud er kilden til disse velsignelser?
Hvad er der fælles for anvendelsen af jordisk ejendom og vores åndelige velbefindende? (Se også L&P 104:13-18). Hvordan kan vi bedre udnytte de velsignelser, som Gud har givet os?
Hvordan viser det vores kærlighed og taknemmelighed til Herren, når vi betaler tiende? Hvordan kan vi udvikle taknemmelighed, når vi giver tiende og offerydelser?
Hvad kan I gøre for at lære jeres børn og børnebørn at betale en ærlig tiende?
Hvorfor er det nogle gange en udfordring at betale tiende? Hvad kan vi gøre for at overvinde denne udfordring?
Hvorfor er det vigtigt at betale tiende, selvom vi måske må kæmpe med økonomien hele vores liv? Hvilke åndelige og timelige velsignelser har I fået af at være lydige mod tiendeloven?

Relaterede skriftsteder: 3 Mos 27:30; Es 45:12; Mal 3:8-12; Mosiah 2:20-22; L&P 59:21; 104:13-18; 119:1-7; 120.

Forretningen Deseret Store, som stødte op til forrådsbygningen General Tithing Storehouse. Præsident Taylor belærte om, at »alt det timelige og alt det åndelige … har med evangeliet at gøre.«

woman and daughter paying tithing — Når vi betaler tiende, anerkender vi Herrens velsignelser til os og viser vores villighed til at holde hans bud.