Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 7: Retskaffenhed


Kapitel 7

Retskaffenhed

Lad os være rene, lad os være dydige, lad os være ærlige, lad os bevare vores retskaffenhed, lad os gøre godt mod alle mennesker og altid sige sandheden og behandle alle rigtigt.1

Fra John Taylors liv

John Taylor levede retskaffent og var et eksempel for alle, som kendte ham og tjente sammen med ham i Kirken. Dagen efter hans død i juli 1887 skrev hans rådgivere, George Q. Cannon og Joseph F. Smith, et brev til Deseret News for at informere befolkningen om hans bortgang. En del af denne bekendtgørelse indeholdt en hyldest til præsident Taylor. Følgende er en del af denne hyldest, som beskriver denne elskede profets solide karakter og retskaffenhed:

»Kun få mænd, som nogen sinde har levet, har udvist sådan en retskaffenhed og sådan en ubøjelig moral og fysisk styrke som vores elskede præsident, der er gået bort. Han har aldrig kendt til frygt for at arbejde for Guds værk. Men når han har stået over for pøbelhobe, og når han andre gange har været i overhængende fare for vold fra dem, som truede ham på livet, og når folket blev truet af offentligheden, [veg] han aldrig tilbage - hans knæ skælvede aldrig, hans hænder rystede aldrig. I tilfælde, hvor det var nødvendigt med fasthed og mod, vidste enhver sidste dages hellig på forhånd, hvor de kunne finde præsident Taylor, og hvordan han ville håndtere det. Han gik altid direkte og frimodigt til sagen, og det på en måde som fremkaldte beundring hos alle, som så og hørte ham. Ufortrødent mod og urokkelig fasthed var nogle af hans mest iøjnefaldende træk … Han var en mand, som alle kunne stole på.«2

John Taylors lærdomme

Retskaffenhed er trofast efterlevelse af sandhedens og retfærdighedens principper

Lad os være sanddru, hæderlige og retskafne mænd - mænd som vil give deres æresord og holde det og ikke skifte mening, mænd hvis ord vil være eviggyldigt … Vi forsøger at oprejse et folk, som vil være gudfrygtige mænd, sanddru mænd, retskafne mænd, dydige mænd, som vil kunne være sammen med guderne i de evige verdner.3

Gud forventer et folk, som vil være mænd med rene, skyldfri hænder og et rent hjerte, hvis hænder ikke tager imod bestikkelse … som vil være sanddru, retskafne, hæderlige og dydige mænd, og som vil følge en kurs, der vil blive godkendt af guderne i de evige verdner, og også af alle hæderlige og redelige mænd, som nogensinde har levet, eller som lever nu; for eftersom vi har påtaget os at skulle være hellige, forventer han, at vi er hellige, ikke af navn, ikke i teorien, men er det i realiteten.4

Problemet med os er, at vi er for optagede af at søge at tilfredsstille verden, og der er krøbet for meget af verden ind i vores hjerte. En ånd af begærlighed og grådighed - hvordan skal jeg sige det? - uærlighed har bredt sig som en sygdom på kryds og tværs i hele verden, og vi har suget mere eller mindre af denne ånd til os. Ligesom en sygdom har den gennemtrængt alle samfundslag; og i stedet for at lade os styre af de høje, ædle og hæderlige principper, som bor i Guds skød, tragter vi efter den usle mammon, der omtales som roden til alt ondt [se 1 Tim 6:10]. Og i stedet for at nære kærlighed til Gud nærer vi kærlighed til verden, dens dårskab og tomhed … Vis og bevis over for verden, engle og Gud, at I er på sandhedens og det rigtiges, ærlighedens, renhedens og retskaffenhedens side, og at I er på Guds og hans riges side.5

Det er ligegyldigt, hvad verden kan sige og gøre, for de kan kun gøre det, som Herren tillader dem … Vi vil bringe evangeliet ud til dem og fortsat tale sandhedens princippers sag, organisere os i overensstemmelse med Guds orden og søge at være ét - for er vi ikke ét, er vi ikke Herrens og kan aldrig blive det og få verdner uden ende. Hør efter, sidste dages hellige! Og hav ikke jer selv og jeres egen ophøjelse for øje, men sig i hjertet: »Hvad kan jeg gøre for at hjælpe med at opbygge Zion? Jeg er her, og det eneste, som jeg har, ligger på alteret, og jeg er rede til at gøre Guds vilje, uanset hvad det måtte være, eller hvor end den sender mig hen, om så til verdens ende.« Men det gør vi ikke endnu. Vi tænker for meget på vores eget, drikker af verdens ånd og giver efter for og søger at tilfredsstille denne følelse og indflydelse. Vi ønsker det bedste for verden og ønsker at gøre den lykkeligere; derfor kan vi ikke lade os styre af dens skikke eller lade os påvirke af den. Gud er Herren vor Gud; han skal være vores konge og lovgiver, og han skal regere over os.6

Retskaffenhed er ærlighed over for Gud, os selv og andre

Det er ét stort princip, som jeg mener, vi alle bør lade os drive af i vores tilbedelse frem for af noget andet, som vi er optaget af i livet, og det er ærlighed i vore hensigter. Skrifterne siger: »Hvis sandheden skal gøre jer frie, så skal I virkelig bliver gjort frie, I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie, Guds lydefrie børn, midt i en forkvaklet og forvildet slægt« [se Joh 8:32, 36; Fil 2:15]. Vi får atter at vide, at Gud kræver sandhed i det dunkle [se SI 51:8]. Det hører sig kun til, at mennesker skal være ærlige over for sig selv, at de skal være ærlige over for hinanden i alle deres ord, gerninger, [samtaler], indbyrdes forbindelser, forretninger og alt andet; de bør ledes af sandfærdighed, ærlighed og retskaffenhed, og den er en stor tåbe, som ikke vil være tro mod sig selv og tro mod sine overbevisninger og følelser i religiøse anliggender.

Vi kan bedrage hinanden … ligesom en falsk mønt går for at være det, som er sandt og værdifuldt blandt mennesker. Men Gud udforsker menneskenes hjerte og ransager deres nyrer [se Jer 17:10]. Han kender vore tanker og forstår vore ønsker og følelser; han kender vore gerninger og de motiver, som tilskynder os til at udføre dem. Han kender til hele menneskehedens handlinger og virke og alle menneskenes skjulte tanker og handlinger er åbne og blottede for ham, og han vil bringe dem til dom derfor.7

Vi bør være fuldt ud ærlige over for hinanden og over for alle mennesker. Lad altid vores ord være lige så meget værd som vore skriftlige løfter, og lad os handle retfærdigt med alle mennesker.8

Hvis en mand låner fem dollars, skal han stille pant i noget, fordi udlåneren frygter, at han vil blive snydt for dem. Folk har ingen tiltro til hinandens ord. Jeg giver ikke noget for en mand, hvis jeg ikke kan stole på hans ord. Han er ikke at regne for noget, er ikke solid og er ikke troværdig. Og dog er det netop den slags mennesker, som profeten sagde, ville leve i de sidste dage. De indgår pagt og skænker det ikke en tanke at skulle holde den. Deres ord er intet værd, deres retskaffenhed har intet fundament.

Jeg siger dette for at oplyse jer, for dette er situationen i verden. Og er vi frie af den? Langt fra - jeg ville ønske, vi var. Jeg ville ønske, at der var mere ærlighed, dyd, retskaffenhed og sandfærdighed, og at der blandt os var mere af ethvert princip, som skal ophøje og forædle menneskeheden. Jeg taler om dette som en skam over menneskeheden; og hvis de findes blandt de hellige, er det synd og skam, og vi bør alle føle afsky. For hvis der er nogen i verden, som burde være retskafne, sanddru og ærlige, bør det være os, overalt og i alle forhold. Og hvis vi siger noget, bør det have lige så stor værdi, som havde vi sværget på det, og som om vi var bundet af titusinde bånd for at gøre det.9

Hvad tror vi på? Vi tror på renhed, dyd, ærlighed, retskaffenhed, sandfærdighed og ikke at give efter for falskhed. Vi tror på at behandle alle mennesker retfærdigt, redeligt og hæderligt. Vi tror på at frygte Gud, efterleve hans love og holde hans bud. Gør vi det alle sammen? Nej, ikke helt. Jeg ville ønske, vi gjorde. Men langt størstedelen af de sidste dages hellige gør det; og hvis der er nogen, som ikke gør det, så lad dem nøje betragte den sti, de befinder sig på … Og eftersom vi er her med det formål at opbygge Zion, forventer han, at vi vil være retskafne og ærlige i alle vore forehavender med hinanden og over for alle mennesker.10

Vi må være retskafne for at overvinde det onde og opbygge Guds rige

Vi lever i en farlig og betydningsfuld tid. Folk bliver nogle gange overraskede, når de ser den korruption, ugudelighed og ondskab, den fravigen fra ærlighed og fra retskaffenhed, og den skurkagtighed, som findes overalt; men hvorfor skulle de blive det? … Er det ikke blevet forkyndt os, at jordens nationer havde ødelæggende elementer i sig, og at de nødvendigvis må hensmuldre? Og når vi ser æren blive trådt under fode, og retskaffenheden og sandheden være langt borte, mens de ugudelige, korrupte og genstridige håndterer og leder deres forehavender, så må vi forvente, at øksen ligger ved roden af træet, og at [træet] forgår og snart vil falde [L&P 97:7]. Og det er det, som nationerne udretter i dag. Vi har ikke nødig at klage os eller tænke, at der er noget mærkeligt eller usædvanligt ved det. Vi har ventet, at disse ting ville hænde, og de vil blive en hel del værre, end de er i dag. Men vi arbejder for at indføre de rette principper.11

Vi lever i tidernes fyldes Uddeling, hvor Gud sammenfatter alt i ét, og han har bragt os ud fra forskellige nationer, lande, himmelstrøg og folkeslag. For at gøre hvad? For at vi kan gøre os selv til nar? Er det vores mål at leve, som de ugudelige gør - at være »pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod [vore] forældre, fremfusende, hovmodige, fjender af det gode, og have gudfrygtighed uden kraft?« [Se 2 Tim 3:2-5]. Nej, vi er kommet hertil, så vi kan lære den Almægtiges love at kende og forberede os og vore efterkommere til at opnå troner, herredømmer, fyrstendømmer og magter i Guds celestiale rige.

Nogle gange taler vi om Zion, som skal opbygges i Jackson County, og om det nye Jerusalem, som skal bygges og forberedes til at møde et Jerusalem, som skal komme ned fra himlen. Hvordan stemmer vores liv og vore handlinger overens med det? Higer vi i vores hjerte, vore følelser og vores kærlighed efter dem, eller glemmer vi, så vore tanker opsluges af timelige og materielle anliggender?

Forbereder vi vore børn på denne tid, og spreder vi en påvirkning omkring os, hvor end vi går, for at føre folk ind på livets veje og løfte dem op til Gud? Eller går det tilbage for os - lever vi kun i nuet? Jeg synes, at vi bør vågne op og leve og bestræbe os på at følge en kurs, som vil sikre den Almægtiges smil og samtykke …

Vi bør forberede vore unge til at følge i vore fodspor, hvis de er rigtige, så de kan blive hæderlige medlemmer af samfundet, og så at vi, når vi går gennem denne verden og ind i den anden, kan efterlade os [efterkommere], som er fulde af retskaffenhed, og som vil holde Guds befalinger. Vi bør lære vore børn sagtmodighed og ydmyghed, retskaffenhed, dyd og gudfrygtighed, så de kan lære deres børn disse principper … Søg at så principper i jeres børns hjerte, som vil gøre dem til hæderlige, noble, intelligente, dydige, beskedne, rene mænd og kvinder, fulde af retskaffenhed og sandhed … så de sammen med jer vil opnå en arv i Guds rige.12

Nogle gange glemmer vi, at vi har et virke, sammen med mange andre, for at tilvejebringe retfærdighed og oprette Guds rige på jorden; og vi nedlader os til små uretfærdigheder og glemmer det store og herlige kald, som vi har fået. Mange af os giver efter for fristelse. Vi snubler og bevæger os ud i mørket og mister Herrens Ånd. Vi glemmer, at Gud og engle ser på os. Vi glemmer, at retfærdige, som har nået målet, og vore forfædre, som ser frem til Guds riges oprettelse på jorden, betragter os, og at vore gerninger er blottede for alle de bemyndigede i den verden, vi ikke kan se.

Og når vi nogle gange glemmer dette, handler vi som tåber, og Guds Ånd bedrøves, den viger bort fra os, og vi overlades til os selv til at famle os frem i mørket. Men hvis vi kunne efterleve vores religion, frygte Gud, være fuldt ud ærlige, efterleve hans love og forordninger og holde hans bud, ville vi have det meget anderledes. Vi ville føle os trygge og lykkelige. Vores ånd ville være fredfyldt og optimistisk. Og vores glæde ville øges fra dag til dag, fra uge til uge og fra år til år.13

Gud vil velsigne de retskafne og rene

De begivenheder, som skal finde sted, og den form for prøvelser, bekymringer og lidelser, som vi skal klare, er for mig at se af meget ringe betydning. Dette ligger i Guds hænder … Hvis vi viser os at være villige og lydige og står på Herrens side i det, der er ret, sandt og retskaffent, dydigt, rent og helligt og holder fast ved sandhedens og livets loves principper, vil Gud være med os, og han vil hjælpe alle dem, som holder fast ved disse principper … De rene og dydige, de ærlige og retskafne, vil drage ud fra sejr til sejr, indtil de vil nå alt, som det er Guds hensigt, at de skal nå på denne jord.14

Vær ærlige over for jer selv, vær ærlige over for Gud. Vær dydige, vær sanddru og fulde af retskaffenhed, og hav ærefrygt for Herren jeres Gud; så vil hans velsignelser være over jer, hans Ånd vil være hos jer og generationerne efter jer i evighedernes evighed. Amen.15

Forslag til studium og samtale

  • Hvordan vil I på baggrund af det, som I lært af præsident Taylor, definere retskaffenhed? I hvilke ting i livet kan det være særligt svært at bevare sin retskaffenhed?

  • Hvad tror I, det vil sige at være ærlig over for sig selv? Over for andre? Over for Gud? Hvorfor er det vigtigt at være ærlig i alle ting i livet? Hvordan velsignes vi, når vi er ærlige?

  • På hvilke måder ville tilværelsen være anderledes, hvis alle besluttede sig for at overholde ærlighedens og retskaffenhedens principper? Hvordan ville dette påvirke jeres handlinger?

  • Hvilke udfordringer mod retskaffenhed møder børn i vore dage? Hvad kan vi gøre for at lære børn værdien af ærlighed og retskaffenhed?

  • I hvor høj grad kan vores liv og vore handlinger måle sig med vores mål med at opbygge Guds rige? Hvorfor er det vigtigt at foretage denne sammenligning ofte?

Relaterede skriftsteder: SI 15:1-5; Ordsp 20:7; Alma 41:14; L&P 10:28; 136:25-26; 13. Trosartikel.

Noter

  1. Deseret News: Semi-Weekly, 24. okt. 1882, s. 1.

  2. B. H. Roberts, The Life of John Taylor, 1963, s. 410-411.

  3. Deseret News: Semi-Weekly, 21. okt. 1884, s. 1.

  4. The Gospel Kingdom, udv. G. Homer Durham, 1943, s. 123.

  5. Deseret News: Semi-Weekly, 15. mar. 1881, s. 1.

  6. Deseret News: Semi-Weekly, 31. aug. 1880, s. 1.

  7. Deseret News: Semi-Weekly, 16. dec. 1880, s. 1.

  8. The Gospel Kingdom, s. 343.

  9. Deseret News: Semi-Weekly, 11. feb. 1873, s. 2.

  10. Deseret News (Weekly), 26. apr. 1882, s. 210.

  11. Deseret News: Semi-Weekly, 26. jan. 1875, s. 1.

  12. Deseret News (Weekly), 15. jan. 1873, s. 761; afsnitsinddeling ændret.

  13. The Gospel Kingdom, s. 179.

  14. Deseret News: Semi-Weekly, 19. dec. 1876, s. 1.

  15. Deseret News: Semi-Weekly, 11. dec. 1877, s. 1.

John Taylor

Præsident John Taylor omkring 1883. Hans rådgivere sagde: »Kun få mænd, som nogen sinde har levet, har udvist sådan en retskaffenhed og sådan en ubøjelig moral og fysisk styrke.«