Kapitel 16

Styrkelse af vores forhold til Gud

Jeg vil hellere have Gud som ven end nogen anden position eller magt.¹

Fra John Taylors liv

John Taylor nærede en dyb, personlig kærlighed til vor himmelske Fader. Han omtalte ham som »vor Fader, Ven og Velgører.« Han sagde: »Vi forlader os på hans arm, og vi ved, at han vil føre og lede os, øve indflydelse på og føre kontrol med sit folks foretagender; derfor stoler vi på ham.«²

Præsident Taylor sagde i et vidnesbyrd om Guds kærlighed og omsorg for hans børn: »Der findes ikke noget menneske på jorden, som har sat sin lid til Gud - uanset i hvilken del af verden han har befundet sig i - som kan sige, at han ikke har udfriet vedkommende. Jeg ved, at det i den grad har været tilfældet med mig. Når jeg har været i fremmede lande, hvor jeg ikke har haft anden hjælp end den Almægtige, er jeg blevet overbevist om, at han var på min side, og jeg ved, at han har besvaret mine bønner.«³

Denne tillid til Gud kom til udtryk i 1839, da ældste Taylor sammen med ældste Wilford Woodruff rejste på mission til De Britiske Øer. Ældste Taylor blev alvorligt syg på rejsen fra Nauvoo til New York, hvor de skulle rejse med skib til England. Ældste Woodruff rejste i forvejen til New York og ventede på ældste Taylor, som på grund af sin sygdom måtte udsætte sin rejse videre.

Da ældste Taylor nåede til New York, var ældste Woodruff ivrig efter at rejse og skaffede sig straks en billet til England. Selvom ældste Taylor ikke havde nogen penge, sagde han til ældste Woodruff: »Nå, broder Woodruff, hvis du mener, at det er bedst, at jeg rejser, så vil jeg rejse sammen med dig.« Ældste Woodruff spurgte, hvordan ældste Taylor ville skaffe penge til rejsen, hvortil ældste Taylor svarede: »Nåh, det er ingen sag. Gå hen og reservér plads til mig på skibet, så skaffer jeg pengene.«

Bror Theodore Turley hørte ældste Taylor og ældste Woodruffs samtale; han udtrykte ønske om at rejse sammen med apostlene og tilbød at lave mad til dem, selvom han ikke havde nogen penge. Som svar på bror Turleys ønske om at deltage i arbejdet bad ældste Taylor ældste Woodruff om også at skaffe billet til broder Turley.

Herren sørgede på kort tid for midlerne til rejsen. Ældste B. H. Roberts fra De Halvfjerds skrev: »Da de arrangerede dette, havde ældste Taylor ingen penge, men Ånden havde hvisket til ham, at midlerne ville blive skaffet, og den stille, sagte stemme havde aldrig svigtet ham! Det stolede han på, og det gjorde han ikke forgæves. Selvom han ikke bad nogen om noget, så gav flere forskellige mennesker ham frivilligt penge nok til, at han kunne købe billet til sig selv og broder Turley, men heller ikke mere.«⁴

John Taylors lærdomme

Gud er vor Fader, og han nærer faderlig omsorg for os

Vores religion … fremstiller ikke Gud som et strengt væsen, som vi ikke kan henvende os til, men den fortæller os, at han er vor Fader, at vi er hans børn, og at han i sit hjerte nærer faderlig omsorg for os; og vi har oplevet nogle af de følelser, som findes mellem far og søn, mor og datter, forældre og børn.⁵

Hvad føler Gud for menneskene? Han føler, at de er hans børn. Hvem, alle? Ja, de hvide, sorte, røde, jøderne, ikke-jøderne, hedningene, de kristne og alle klasser og slags mennesker. Han interesserer sig for alle. Det har han gjort fra begyndelsen og vil blive ved med at gøre det indtil enden. Han vil gøre alt, hvad der ligger i hans magt for at gavne, velsigne og ophøje menneskene, både i tid og i evighed.⁶

Vi er alle Guds børn. Han er vor Fader og har ret til at lede os, ikke kun os, men han har fuldt ud ret til at lede og føre kontrol med hele menneskehedens foretagender, som eksisterer på jordens overflade, for de er alle hans børn.⁷

Det mål, som Gud har for øje, er at gøre alt, hvad der ligger i hans magt for at gavne menneskene. Nogle gange taler vi om at flytte himlen og jorden, men Gud har flyttet himlen og jorden for at nå dette mål… Gud ønsker det bedste for os, og med det formål har han indført love. Han har indført det evige evangelium med dette formål, og han har gengivet fordums hellige præstedømme samt alle de principper, velsignelser, den kraft, de ritualer, ordinancer og privilegier, som har begunstiget jorden fra tidernes begyndelse.⁸

Hvis vi betragter os selv korrekt, skal vi se på os selv som evige væsner og på Gud som vor Fader, for vi har lært at bede og sige: »Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn« [se Matt 6:9]. »Vi har alle en jordisk far, som vi ærer; hvor meget mere burde vi da ikke være underkastet åndernes Fader og leve« [Hebr 12:9]. Det behøver jeg ikke at bevise, for de hellige forstår udmærket, at han er Fader til vores ånd, og at når vi kommer tilbage til hans nærhed, vil vi kende ham, ligesom vi har kendt vore jordiske forældre. Vi lærer at henvende os til ham, ligesom vi ville henvende os til jordiske forældre, for at bede ham om de velsignelser, vi har behov for. Og han har sagt: »Hvis en søn beder sin fader om brød, vil han så give ham en sten, eller en skorpion hvis han beder om fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil jeres himmelske Fader da ikke give sin Helligånd til dem, som beder ham om derom?« [se Matt 7:9-11].⁹

Vor himmelske Fader vil velsigne os, når vi søger til ham i ydmyg bøn

Vi bør føle, at Gud er vor Fader, at vi er hans børn, at han har lovet at lytte til vore bønner, og at vi bliver bedt om at være lydige mod hans vilje og udføre hans hensigter. Og for at vore bønner så kan gå i opfyldelse, bør vi udføre de pligter, der påhviler os, som er blevet nævnt, og vi bør være ærlige og hæderlige over for hinanden. Hvis vi forsøger at bedrage vores bror, hvordan kan vi så forvente, at Gud vil velsigne os for det, for [vores broder] er lige så meget vor himmelske Faders barn, som vi er … [Gud] er interesseret i hans velfærd, og hvis vi søger at skade Herrens børn, tror I så, at han vil være fornøjet med os?¹⁰

Det får mig til at tænke på min barndom. På dette tidlige tidspunkt i mit liv lærte jeg at henvende mig til Gud. Jeg gik ofte ud på markerne, skjulte mig bag nogle buske og knælede ned for Herren og bad ham om at råde og vejlede mig. Og han hørte min bøn. Nogle gange fik jeg nogle andre drenge til at gå med mig. Det ville ikke skade jer, drenge og piger, at påkalde Herren i løn, ligesom jeg gjorde. Det var den ånd, som jeg havde, da jeg var en lille dreng. Og Gud har ført mig fra én ting til den næste … Dengang higede min ånd efter Gud, og jeg har det stadig på samme måde.¹¹

Nu skal jeg fortælle jer, hvad det første var, jeg gjorde, når jeg tog ud for at forkynde, især når jeg tog til et [nyt] sted … det var at gå til side, hvor som helst jeg kunne slippe af med det - på en mark, i en lade, ind i skoven eller ind på mit kammer, og bede Gud om at give mig visdom til at klare enhver situation, jeg måtte komme i. Og Herren gav mig den visdom, jeg havde behov for og støttede mig. Hvis I følger sådan en kurs, vil han også velsigne jer. Stol ikke på jer selv, men studér de bedste bøger - Bibelen og Mormons Bog - få al den viden, I kan, og hold så fast ved Gud og hold jer fri af korruption og urenhed; da vil den Højeste være med jer.¹²

Glem ikke at påkalde Herren i jeres familie, idet I vier jer selv og alt, som I har, til Gud hver dag, I lever; og søg at gøre det rigtige og opelske ægteskabets og kærlighedens ånd, da vil den levende Guds fred og velsignelse være med os, han vil lede os på livets vej, og vi vil blive støttet og holdt oppe af alle de hellige engle og fordums patriarker og gudsmænd, sløret vil blive tyndere og tyndere mellem os og Gud, vi vil komme ham nærmere, og vores sjæl vil ære Hærskarers Herre.¹³

Vi skal stole på og tro på Gud

Jeg tror ikke på en religion, som ikke har al min hengivenhed, men jeg tror på en religion, som jeg kan leve og dø for. Jeg taler ikke om det, som jeg ikke forstår; jeg har kæmpet med døden, djævelen har efterstræbt mig, og jeg har ikke taget mig noget af det. Hvis jeg berøves dette håb, da er min religion forgæves … Vi skal handle efter det princip, som vi er gået ind for, stole på og tro på Gud og lade dette påvirke os i vore indbyrdes handlinger.¹⁴

Hvis vi vil gøre vores, vil Herren ikke undlade at gøre sit. Bare fordi andre handler tåbeligt, har vi ikke råd til at gøre det samme som dem. Vi hævder at være Guds Zion, de rene af hjertet. Vi hævder at være retskafne, sanddru og dydige mænd og kvinder og at tro på Gud. Det er ikke noget, vi blot skal hævde, men vi skal være sådan; vi skal efterleve og opfylde Guds ord, vilje og lov.¹⁵

Tro uden gerninger er død [se Jak 2:17, 26], og det er indlysende, at levende tro, den slags som er antagelig for Gud, ikke blot er tro på Gud, men indebærer, at man handler ud fra denne tro. Det er ikke den eneste årsag til handling, men omfatter både årsag og handling. Det er med andre ord en overbevisning eller tro, som er fuldkommengjort ved gerninger.¹⁶

Vi er nødt til at sætte vores lid til Herren, uanset følgerne. Og så længe vi gør det, og så længe vi holder de hellige pagter, som vi har indgået med ham og med hinanden, vil Zion sejre …

Men jeg vil sige jer, hvad vi skal gøre, søskende: Vi skal frygte Gud i vores hjerte; vi skal aflægge vores begærlighed og vores vildfarelse, vores egenrådighed og tåbelighed af enhver art… Vi skal ydmyge os for Herren, idet vi omvender os fra vore synder, og derefter skal vi holde vores legeme og ånd rent, så vi kan være et passende opholdssted for den levende Guds ånd og blive ledt af ham i alt, hvad vi gør både for de levende og de døde. Vore ønsker skal fokusere på Gud og hans retfærdighed, indtil vi sammen med en fra fordums tid skal sige: »Ransag mig, Gud, og prøv mig, og hvis der er nogen som helst gudløshed i mine tanker, så lad det forsvinde« [se SI 139:23-24]. Vi har som fædre og mødre pligt til at henvende os til Herren i al ydmyghed og påkalde ham, så vi kan have denne fred i hjertet, og til at tilstå det, som vi måtte have gjort forkert, og gøre det godt igen i det omfang, vi kan; og lad på denne måde enhver mand og kvinde i Israel begynde at bringe deres hus i orden og for evigt forædle fredens ånd samt ægteskabets og kærlighedens ånd.

Og hvis Israels familier gør dette i hele Zions land, og alle frygter Gud og er retskafne, plejer ydmyghedens og sagtmodighedens ånd og sætter deres lid til ham, findes der ingen magt, som kan skade os.¹⁷

Fred er Guds gave til dem, som vandrer i hans lys

Fred er Guds gave. Ønsker I fred? Så henvend jer til Gud. Ønsker I fred i jeres familie? Så henvend jer til Gud. Ønsker i fred til at hvile over jeres familie? Gør I det, så efterlev jeres religion, og da vil selve Guds fred bo hos og forblive hos jer, for det er derfra, der kommer fred, og den bor ingen andre steder … Fred og godt, og jeg siger: Søg den, plej den i jeres hjerte, hvor I bor, og hvor som helst I færdes blandt jeres venner og bekendte. Hvis blot vi får den fred, som kun findes hos Gud, vil alt være vel…

Med hensyn til krig og problemer vil nogle sige: »Er du ikke bange?« Nej, jeg er Guds tjener, og det er tilstrækkeligt, for Faderen står ved roret. Jeg skal være som ler i pottemagerens hænder og være føjelig og vandre i Herrens Ånds lys, uanset hvad der vil ske. Lad lynene glimte og jordskælv larme; Gud står ved roret, og jeg vil kun sige meget lidt, men Gud, den Almægtige, regerer og vil videreføre sit værk, indtil han har lagt alle fjender under sine fødder, og hans rige strækker sig fra floderne til jordens ender.¹⁸

Det eneste, som vi skal gøre, er at efterleve vores religion, adlyde vores præsidents råd, være ydmyge og trofaste og ikke hævde os på grund af vores egen styrke, men bede Gud om visdom og sørge for, at vi har fred med Gud, med vores familie og med hinanden, så der må herske fred i vores hjerte og i vores samfund.¹⁹

Når vi efterlever vores religion, når vi lever i Guds Ånds lys, når vi renser os [for] urenhed og fordærv, og Herrens Ånds søde hvisken udøser intelligens i vores hjerte, beskytter os og gør, at vi nyder fred og glæde, da ser vi et mere eller mindre svagt glimt af det, som de trofaste har i vente, og da er det, at vi føler, at alt det, vi har, ligger i Guds hænder, og vi er rede til at give os selv [som] offer for at nå hans mål på jorden.²⁰

Fred er ønskværdigt; det er Guds gave og den største gave, som Gud kan skænke jordiske mennesker. Hvad er mere ønskværdigt end fred? Fred i nationer, fred i byer, fred i familier. Ligesom den milde vestenvind har den en mildnende indvirkning på de bekymrede, tørrer det sorgfulde øje og bortjager bekymringer fra hjertet; lad alle opleve det, så vil det bortdrive sorg i verden og gøre denne jord til et paradis. Men fred er Guds gave.²¹

Forslag til studium og samtale

På hvilke måder viser Gud os sin faderlige kærlighed? Hvordan kan det hjælpe os, når vi har åndelige og fysiske problemer, at vide at han bekymrer sig for os som en far?
Hvorfor beder vi ikke altid regelmæssigt meningsfulde bønner? Hvad kan vi gøre for at gøre vore bønner mere meningsfulde?
Hvad kan vi lære af John Taylors erfaringer med bøn? Hvordan kan vi lære vore børn at henvende sig til Gud i bøn, ligesom John Taylor gjorde som dreng?
Hvordan kan vi opbygge tillid til Gud? Hvordan er I blevet velsignet, når I har stolet på Gud?
Hvad vil det sige at være villig til at »leve i Guds Ands lys«? Hvilken virkning har tro på denne form for villighed? Nævn nogle måder, hvorpå I kan omsætte jeres tro til handling?
Hvordan har I oplevet fred som værende en gave fra Gud? Hvordan har denne fred påvirket jeres kærlighed til ham?
Hvordan kan I opnå mere fred i jeres familie?

Relaterede skriftsteder: Ordsp 3:5-6; Fil 4:6-7; 2 Nephi 32:8-9; Mosiah 4:9-10; L&P 19:23; 20:17-18; 59:23-24.

woman praying — Vi kan styrke vores forhold til vor himmelske Fader ved personlig bøn.