Kapitel 23

Evig sandhed

Intet har større værdi for mig end den evige sandheds principper.¹

Fra John Taylors liv

En af John Taylors mest beundringsværdige egenskaber var hans hengivenhed over for sandheden, uanset hvad andre måtte mene. »Verdens ros eller ris havde en meget begrænset indvirkning på John Taylors opfattelse, hvad sandheden angik,« skrev ældste B. H. Roberts. »Jo mere folk foragtede [sandheden], desto mere intens syntes hans hengivenhed.«² Begivenhederne i forbindelse med John Taylors omvendelse til evangeliet er et af de første eksempler på hans kærlighed til sandheden.

Parley P. Pratt præsenterede John Taylor for evangeliet i Canada. Ældste Pratts lærdomme glædede John Taylor og hans religiøse venner, der havde en tilsvarende tro på ordinancer som dåb ved nedsænkning og håndspålæggelse til modtagelse af Helligåndens gave. Men da ældste Pratt fortalte dem om Joseph Smith og Mormons Bog, vægrede mange af John Taylors venner sig ved at høre mere, og nogle nægtede endda at sætte sig ind i Mormons Bog og dens lærdomme. John Taylor talte frimodigt til gruppen:

»Det hedder sig, at vi er her for at finde sandheden. Vi har indtil videre sat os ind i andre trosretninger og lærdomme og har erfaret, at de er falske. Hvorfor skulle vi være bange for at sætte os ind i mormonismen? Denne herre, hr. Pratt, har fortalt os om mange lærdomme, som stemmer overens med vore egne synspunkter … Vi har bedt Gud om at sende os en budbringer, hvis han har en sand kirke på jorden. Hr. Pratt er kommet til os … uden pung og taske på samme måde som fordums apostle rejste; og ingen af os kan afvise hans lærdomme ud fra skrifterne eller logik. Jeg ønsker at sætte mig ind i hans lærdomme og påstande om myndighed … Hvis jer finder frem til, at denne religion er sand, vil jeg tage den til mig uanset konsekvenserne.« John Taylor satte sig grundigt ind i tingene, hvilket førte til, at han blev døbt den 9. maj 1836. Han udtalte senere: »Siden da har jeg aldrig tvivlet på noget princip i mormonismen.«³

Man kunne altid være sikker på, at John Taylor som medlem af og leder i Kirken altid ville undervise i og forsvare sandheden. »Han forkyndte evangeliet i mange lande, og han stod som sandhedens forkæmper klar til at besvare alle, der angreb det. Og hvad enten han mødte sine modstandere i et forum, foran en mængde med indædte fordomme mod ham eller i den offentlige presses spalter, evnede han altid lige godt at overvinde dem med sin stærke udtalelse om sandheden.«⁴

John Taylors lærdomme

De, som elsker sandheden, velsignes med kundskab og kraft

Guds mand står på sandhedens brede estrade, omsluttet af sandhedens kappe, og ser med tro ind i fremtiden, trækker evighedens slør bort, afdækker himlens mysterier og beskuer gennem utallige års mørke den store Elohims hensigter, hvor de ruller frem i al deres storhed, magt og herlighed. Således står han i en kort stund og beskuer fortiden, nutiden og fremtiden, han ser sig selv som et evigt væsen, han påberåber sig slægtskab med Gud, som værende en af Guds sønner, en guddommelig gnist med udspring i evighederne. Han betragter verden og mennesket i alle deres forskellige faser, kender sine sande interesser, og med intelligens fra sin himmelske Fader forstår han deres herkomst og skæbne …

Hans intelligens, som er oplyst af Gud og fuldendt, vil blive lige så omfattende som verden og brede sig gennem universet; hans lov er kærlighedens lov; hans herredømme giver rettigheder til alle. Han elsker sin næste og gør godt mod ham; han elsker sin Gud, og derfor tilbeder han ham; han ser sandhedens kraft, der, ligesom Guds lys, breder sig gennem alt, oplyser verdnerne og trænger ind, hvor mænd og engle, Gud og sfærer kendes; han hæger sig til den. Sandheden er hans langskjold, rundskjold og hjelm, hans klippe og borg, hans i al tid og evighed. Menneskene kalder ham en tåbe, fordi han ikke lader sig lede af deres tåbeligheder eller følger i deres uberegnelige, brøsige fodspor. Men mens de søger at gribe fat i skyggebilleder, holder han fast i substansen. Mens de er tilfredse med en vakkelvorn, foranderlig religion, som er mondæn i en tid, men ikke har noget med evigheden at gøre og kvæler menneskenes højeste og ædleste principper, tør han anerkende Gud; og eftersom han anerkender ham, tør han adlyde ham og vedgå sig den tro, som Gud har givet ham. Han griber fat i alle sandheder, menneskelige såvel som guddommelige. Han har ingen formørket trossætning at opretholde eller nogen foretrukken overbevisning at stadfæste. Han har intet at miste bortset fra vildfarelse, og intet at vinde bortset fra sandheden. Han graver, arbejder og søger efter den som efter en skjult skat; og mens andre er tilfredse med avner og skaller, griber han kernen, substansens og hovedbestanddelen af det, der er godt, og hæger sig til alt som vil forædle og ophøje menneskeheden …

Frydede fordums gudsmænd sig ved sandheden? Det gør vi også. Modtog de åbenbaringer og syn? Det gør vi også. Profeterede de? Det gør vi også. Kommunikerede Gud med dem? Det gør han med os. Profeterede de om »de tider, da alt skal genoprettes«? [Se ApG 3:21]. Vi siger, at den tid står for døren. Profeterede de om Guds rige? Vi hjælper med at opbygge det. Fik de englebetjening? Det får vi også. Havde de profeter, apostle, hyrder, lærere og evangelister? Det har vi også. Havde de profetiens og åbenbaringens Ånd? Det har vi også. Så de frem til Herren og Frelseren Jesu Kristi herlige genkomst? Det gør vi også. Forventede de, at Gud ville udrydde de uretfærdige af jorden og indføre et retfærdigt herredømme? Det gør vi også. Så de frem til, at Jesus og de hellige vil regere på jorden? Det gør vi også. Vi ser faktisk frem til alle det, som de gjorde, og søger at vide alt, som de vidste, og tilvejebringe alt det, som de profeterede om: Den store fuldendelse, som er genoprettelsen af alt. Mennesker kan lyve og skvaldre op og rase; de kan ikke hindre Guds hensigter, ej heller standse den evige sandheds fremgang ét eneste øjeblik - dens kurs er frem, FREM, FREM, og den trodser modstand …

Den evige sandheds altomfattende magt vil stå uskadt blandt hærskarerne, som samles, og nationerne vil vide, at Gud regerer i himlene.⁵

Sandheden, den evige sandhed, er grundlaget for den kristnes håb: Det er den eneste sikre grundvold, som han kan bygge på. Svigter han den for at støtte en eller anden formørket trossætning, kommer han ind i vantroens, skepsisens, vildfarelsens og bedragets labyrint og befinder sig på vejen, der fører til ødelæggelse. Guds magt vil altid være med dem, som elsker sandheden og lever derefter.⁶

Evangeliet vil lede os fra sandhed til sandhed

Evangeliet skal lede os fra sandhed til sandhed og fra intelligens til intelligens, indtil det skriftsted er opfyldt, som siger, at vi skal se, som vi ses, og kende, som vi kendes [se L&P 76:94], indtil ingen behøver sige til nogen anden: »Kend Herren!«, men alle vil kende ham lige fra den mindste til den største [se Jer 31:34], indtil Guds lys og intelligens vil stråle ud på alle, og alle vil varme sig i den evige sandheds solskin.⁷

Med hensyn til vores religion så vil jeg sige, at den favner ethvert princip om sandhed og intelligens, der angår os som moralske, intellektuelle, jordiske og udødelige væsener samt denne verden og den tilkommende verden. Vi er modtagelige for enhver form for sandhed, uanset hvor den kommer fra, hvor den har sit udspring, eller hvem der tror på den. Sandhed omfatter, når man sætter det lille ord »al« foran, alt, som nogen sinde har eksisteret, eller som nogen sinde vil eksistere og blive kendt blandt mennesker i tid og i evighedens uendelighed. Og alle intelligente væsener, som er ansvarlige over for Gud for deres handlinger, har pligt til at søge sandheden og til at lade den påvirke dem og deres handlinger og kurs i livet generelt, uafhængigt af alle fordomme og forudfattede meninger, hvor besnærende og velfunderede de end måtte virke.

Vi sidste dages hellige tror først og fremmest på evangeliet, og det siger meget, for evangeliet favner principper, som stikker dybere, spreder sig videre og strækker sig længere end noget andet, som vi kan fatte. Evangeliet belærer os om Guds væsen og egenskaber. Det belærer os ligeledes om vores forhold til denne Gud og de forskellige ansvar, som vi har over for ham som hans børn. Det lærer os de forskellige pligter og ansvar, som vi har over for vores familie og venner, samfundet, de levende og de døde. Og det åbenbarer os de principper, som har med fremtiden at gøre. I overensstemmelse med det, som en af de gamle disciple sagde, bringer det faktisk »liv og uforgængelighed for lyset« [se 2 Tim 1:10], sætter os i forbindelse med Gud og forbereder os til ophøjelse i den evige verden.⁸

Gud har åbenbaret os store og herlige sandheder, og han er rede til at åbenbare flere, hvis vi blot vil lade os lede og føre af ham. Lad os søge at følge det eksempel, som Jesus indprentede: At gøre vor himmelske Faders vilje, som sagde: »Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men Faderens vilje, som har sendt mig« [Joh 5:30]. Vi er her, ligesom at han var her, og han var forpligtet til at gøre vor himmelske Faders vilje. Vi bør underkaste os Guds lov, Guds ord og Guds vilje.⁹

Vi må ikke være bange for at yde ofre for sandhedens sag

Menneskenes børn har altid modsat sig sandheden; den kommer i kontakt med korrumperede hjerter og ugudelige skikke. Profeterne er altid blevet forfulgt; og hvorfor? Fordi de vovede at fortælle folket om Herrens ord. Stefanus siger i forbindelse med dette: »Hvem af profeterne har jeres fædre ikke dræbt, som vidnede om, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere?« [Se ApG 7:52]. »Men i vor tid,« siger folk, »ved vi, at de var ugudelige, og det ville vi ikke have gjort.« Det sagde jøderne også til Jesus, og dog korsfæstede de ham …

Herren har genoprettet evangeliet, ligesom det fandtes på apostlenes tid. Dette evangelium stemmer ikke overens med menneskenes tankegang, som er modstridende og mangeartet; og i stedet for som ærlige mennesker at anerkende sandhederne i Bibelen, som de hævder at tro på, men i virkeligheden ikke tror på, prøver de at dække over deres vaklende tankegang og teo rier, som strider mod skrifterne, og at omhylle sig med deres selvretfærdigheds kappe … Men sandheden vil vinde frem; de oprigtige af hjertet vil vækkes af deres døs; Guds hensigter vil vinde frem, Guds rige vil blive oprettet, og … sandheden vil stå stolt og rank … og ingen magt kan hindre dens fremgang.¹⁰

Nu vil jeg fortælle jer om nogle af mine følelser, da jeg kom ind i denne kirke. Det er længe siden. Da jeg første gang hørte om evangeliet, var jeg nødt til at indrømme, at der var noget fornuftigt i det. Jeg håbede næsten, at det ikke var sandt. >Hvis det er sandt/ sagde jeg, >vil jeg som en ærlig mand være nødt til at adlyde det, ellers kan jeg ikke have nogen tiltro til mig selv.<« Da jeg havde undersøgt sagen og blev overbevist om, at det var sandt, sagde jeg: »Det går jeg ind for; jeg er nødt til at tage det til mig, jeg kan ikke forkaste den evige sandheds principper.« Og jeg kan endvidere sige, at jeg ikke mindes noget tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke var rede til at adlyde det, hvis nogen forelagde mig en sandhed, som ikke kunne bestrides, og det er jeg også i dag.

Hvis nogen som helst i den religiøse verden, eller i den politiske eller videnskabelige verden, vil forelægge mig et princip, som er sandt, er jeg rede til at acceptere det, uanset hvor det kommer fra. Nåh, vil nogen sige, tror du på Bibelen? Ja. Tror du på Mormons Bog? Ja. Tror du på Lære og Pagter? Ja. Jeg tror på alt, som Gud nogensinde har skrevet eller talt, alt som vi har optegnelser over, og jeg er rede til at tro på alt, som han vil videregive menneskeheden. Vi erklærer, at vi tror på al sandhed, og at vi lader os lede af al sandhed.¹¹

Da jeg kom ind i denne kirke, forventede jeg at blive forfulgt og fordømt. Jeg ventede, at folk ville blive forfulgt. Men jeg troede på, at Gud havde talt, at sandhedens evige principper var blevet åbenbaret, og at Gud havde et værk at udføre, som var i modstrid med menneskenes ideer, synspunkter og opfattelser, og jeg vidste ikke, om det ville koste mig livet, før min tid var kommet … Hvis de slog Jesus ihjel dengang, ville den samme følelse og indflydelse så medføre de samme resultater i disse tider? Jeg havde gjort omkostningerne op, da jeg begyndte, og var rede til at betale dem.¹²

Herren kan med enkle midler tage sig af og udfri sit folk, men de må have ubetinget tro på og tillid til ham; og når de er trængt op i et hjørne, må de ikke være bange for at yde ofre for at fastholde sandheden, så vil alt være vel med os, levende som døde, i tid og i evighed.¹³

Vi skal fortsat søge efter og favne sandheden

Vi søger sandheden. Vi er begyndt at søge den, og vi søger den konstant, og lige så hurtigt, som vi finder et sandt princip, som er frembragt af et menneske, af Gud eller af hellige engle, tager vi det til os og gør det til en del af vores religion.¹⁴

En, som søger sandheden, har ingen særlig interesse at støtte, ingen særlig trossætning at forsvare eller teori at holde i hævd. Han favner al sandhed, og den sandhed skinner igennem og breder sine skinnende stråler over al skabning, ligesom solen på himmelhvælvingen. Hvis mennesker vil aflægge deres fordomme og forudindtagelse og samvittighedsfuldt søge efter sandheden i bøn, vil de finde den, hvor end de retter deres opmærksomhed.¹⁵

En af de største grunde til, at mennesker så ofte er snublet i deres søgen efter filosofisk sandhed, er, at de har søgt den med deres egen visdom, har kroet sig af deres egen intelligens og ikke har søgt Gud for at få den visdom, som fylder og hersker i universet og styrer alt. Det er ét stort problem med filosofferne i verden, som den ser ud nu, at mennesker hævder selv at have udtænkt alt, som han opdager. Enhver ny lov og ethvert nyt princip, som de opdager, tager de selv æren for i stedet for at give Gud æren.¹⁶

Der er intet mere værdifuldt for mig end den evige sandheds principper, principperne om evigt liv, evig frelse og evig ophøjelse i Guds rige. Men det er til gengæld vores pligt at forstå dem, for hvis vi ikke forstår dem, kan de ikke gavne os, uanset hvor store sandheder de måtte være.¹⁷

Vi er åbne for al sandhed, hvad den end måtte dreje sig om, og ønsker at opnå og besidde den, søge efter den, som vi ville søge efter skjulte skatte, og bruge al den viden, som Gud giver os for at komme i besiddelse af al den intelligens, som han har givet andre, og vi ønsker at bede ham om at åbenbare sin vilje for os i det, som er bedst til at fremme menneskenes lykke og trivsel.

Hvis der findes nogen gode principper eller nogen moralsk filosofi, som vi endnu ikke er kommet i besiddelse af, ønsker vi at lære derom. Hvis der er noget i videnskabens verdenen, som vi endnu ikke forstår, ønsker vi at gøre os bekendt dermed. Hvis der er nogen gren inden for filosofi, der er til for at fremme menneskehedens trivsel, som vi endnu ikke har fattet, ønsker vi at komme i besiddelse deraf. Hvis der er noget, som vedrører regering og ledelse af nationer, eller politik om I vil, som vi ikke er bekendt med, ønsker vi at vide det. Hvis der findes nogen religiøse ideer, nogen teologiske sandheder eller nogen principper, som vedrører Gud, som vi ikke er vidende om, beder vi menneskeheden, og vi beder Gud vor himmelske Fader, om at oplyse vores sind, så vi kan forstå, fatte, favne og leve op til dem som en del af vores religion. Således breder vore ideer og tanker sig lige så langt, som verden breder sig og favner alt, som har med lys, liv og eksistens at gøre i denne verden og i den næste verden … Disse [ideer og tanker] søger efter gudernes intelligens, som bor i de evige verdner. De kan gribe fat om alt, som er godt, ædelt, fortrinligt, som bringer glæde og fremmer menneskehedens trivsel.

Der findes intet menneske eller nogen gruppe mennesker, som har vist, hvilken vej vi skal følge i dette. Der findes ingen trossætninger eller teorier i verden, som vi hævder at lytte til, medmindre de kan bekræftes af den evige sandheds principper. Vi studerer, efterforsker, ser kritisk på og undersøger alt, som kommer os for øje, og i det omfang vi kan fatte nogen sandhed, som findes, hilser vi dem gladeligt som en del af det system, som vi er en del af.¹⁸

Hvis der findes nogen sandhed i himlen, på jorden eller i helvede, ønsker vi at favne den; jeg er ligeglad med, hvilken afskygning den viser sig i for mig, hvem der giver mig den, hvem der tror på den, om den er populær eller upopulær; jeg ønsker at svælge i og nyde sandheden, den evige sandhed.¹⁹

Forslag til studium og samtale

Hvilke kilder har vi til evig sandhed? Hvordan kan I blive mere modtagelige over for disse kilder?
Hvordan leder evangeliet os »fra sandhed til sandhed«? Hvilke ændringer har I bemærket i jeres liv, efterhånden som I lærer at erkende nye sandheder?
Hvad har I eller nogen, som I kender, måttet ofre for sandhedens skyld? Hvilke velsignelser følger der med at gøre det?
Mange af Guds folk er døde for sandhedens skyld. Hvordan kan vi leve for sandheden med samme begejstring pligttroskab og opofrelse?
Hvorfor tror I, at verden generelt ofte modsætter sig den evige sandhed? Hvad kan vi gøre for at hjælpe vore børn med at vedkende sig og erkende den evige sandhed? Hvad kan vi som familier gøre for at styrke vores engagement for sandheden sag?
Hvorfor er det vigtigt konstant at øge vores forståelse af sandheden? På hvilke måder kan vi følge præsident Taylors råd om at fortsætte med at søge sandheden? Hvordan kan vi skelne mellem sandhed og vildfarelse?
Nævn nogle af de evangeliske sandheder, som I finder særligt inspirerende og styrkende? Hvordan kan I som medlem af Kirken hjælpe andre til at forstå og tage sandheden til sig?

Relaterede skriftsteder: Fil 4:8; 1 Tess 5:21; Alma 32:28-29; Moroni 10:4-5; L&P 45:57; 93:24; 13. Trosartikel.

wheat — »Mens andre er tilfredse med avner og skaller, griber [gudsmanden] kernen, substansen og hovedbestanddelen af det, der er godt.«