En sikker grundvold

Ældste Sheldon F. Child

De Halvfjerds

Vore vidnesbyrd må … bygges på en sikker grundvold, dybt forankret i Jesu Kristi evangelium.

For mange år siden ramte en hård storm det område, hvor vi boede. Det begyndte med et meget kraftigt regnvejr, efterfulgt af en ødelæggende østenvind. Da stormen var forbi blev skaderne gjort op – el-ledninger lå på jorden, ejendomme var skadede, og mange af de smukke træer, som voksede i området, var blevet revet op med rode. Nogle få dage senere talte jeg med en ven, som havde mistet adskillige træer i sin have. Træerne på den ene side af hans hus stod høje og ranke. De havde klaret stormen godt, mens træerne på den side, som jeg anså for den bedste del af hans ejendom ikke havde været i stand til at modstå de voldsomme vinde. Han påpegede over for mig at de træer, som havde overlevet stormen var blevet plantet i fast jord og havde stukket deres rødder dybt ned i jorden for at modtage næring. De træer, som han havde mistet, var blevet plantet nær en lille bæk, hvor næring var let at få. Rødderne var overfladiske. De var ikke forankret dybt nok til at beskytte dem mod stormen.

Vore vidnesbyrd må lige som disse træer bygges på en sikker grundvold, dybt forankret i Jesu Kristi evangelium, så når regnen og stormen rammer os, således som de helt sikkert vil gøre, at vi da vil være stærke nok til at klare de storme, som raser omkring os. Helaman rådede sine sønner:

»Og nu, mine sønner, ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn, I må bygge jeres grundvold, så at når djævelen sender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når al hans hagl og frygtelige uvejr skal ramme jer, at det da ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den evige pines afgrund på grund af klippen, som I er bygget på, hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskene ikke kan falde på, dersom de bygger derpå.«¹

I Mormons Bog stillede profeten Jakob ved sit møde med den anti-kristne Sherem dette spørgsmål: »Fornægter du Kristus, som skal komme? Og han sagde: Dersom der var en Kristus, ville jeg ikke fornægte ham, men jeg ved, at der ingen Kristus er, ej heller har der været – eller vil der nogensinde blive en Kristus.

Og jeg sagde til ham: Tror du på skriften? Og han sagde: Ja.

Og jeg sagde til ham: Så forstår du den ikke, thi den vidner i sandhed om Kristus. Se, jeg siger dig, at ingen af profeterne har skrevet eller profeteret, uden at de har talt om denne Kristus.

Og det er ikke alt … det er også blevet mig åbenbaret ved den Helligånds kraft.«²

Jakob peger på tre kilder til sandheden – skrifterne, profeterne og Helligånden – som vidner om Kristus. De vil hjælpe os med at bygge på »vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn.«³

1. Skrifterne

Frelseren sagde selv: »I gransker Skrifterne … de vidner om mig.«⁴ Da Herren ledte Lehi til at tage sin familie og flygte ud i ørkenen, vidste han, at de ville få behov for en stærk grundvold at bygge på i det nye land. Så vigtig var skrifterne, at Åndens røst for at skaffe optegnelse ledte Nephi til at slå Laban ihjel og sagde: »Det er bedre, at et menneske omkommer, end at et helt folk ville synke ned i vantro og omkomme.«⁵

Det er cirka på samme tid i historien, at Herren ledte en anden gruppe mennesker ud fra Jerusalem til det forjættede land. Mange generationer senere opdagede kong Mosiah deres efterkommere. De blev kendt som Zarahemlas folk. Deres åndelige tilstand var fattig. I Omnis Bog læser vi: »Deres sprog var blevet forvansket, og de havde ikke bragt nogen optegnelse med sig, de fornægtede deres Skabers eksistens.«⁶ Uden skrifterne dør ikke alene nationer i vantro, men også familier og enkeltpersoner. Dagligt studium af skriften hjælper os med at forankre vores tro i Kristus. De vidner i sandhed om ham.

2. Profeterne

For adskillige år siden fik jeg til opgave at omdanne et stavspræsidentskab. Ved konferencens søndagsmøde fortalte den nykaldede stavspræsidents hustru denne beretning. Hun sagde, at hun var opvokset i et godt kristent hjem. Hendes forældre samlede hver dag familien for sammen at læse og studere Bibelen. Mens de læste om de fordums profeter, spurgte hun sine forældre, hvorfor der ikke var nogen profeter på jorden i dag. De havde ikke et svar, som kunne stille hende tilfreds, og det kunne hendes religionslærere heller ikke.

Som universitetsstuderende lagde hun en dag mærke til to unge mænd, som bar hvide skjorter og slips. Hun kunne læse navnet »Jesus Kristus« på det sorte navneskilt, som de bar. Hun henvendte sig til dem og spurgte dem, om de var præster. »Ja, det er vi! Vi er missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

»Må jeg så stille jer et spørgsmål?« sagde hun. »Elsker Herren menneskene i dag lige så meget, som han gjorde fordum?«

»Ja, det gør han!« var deres svar.

»Så hvorfor har vi så ikke profeter på jorden i dag?«

Kan I forestille jer de to unge missionærers begejstring, da de blev stillet et sådant spørgsmål? De sagde: »Det har vi, vi har profeter på jorden i dag. Kan vi fortælle dig om dem?«

Vores budskab til verden er det samme: »Vi har profeter på jorden i dag.« Denne eftermiddag vil vi række hånden op for at opretholde præsident Gordon B. Hinckley, hans rådgivere og De Tolvs Kvorum som profeter, seere og åbenbarere. De er særlige vidner om Jesu Kristi navn. I dokumentet Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd, siger de: »Vi bærer, som hans behørigt indsatte apostle, vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn … Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden.«⁷ Brødre og søstre, hvis Gud elsker os nok til at sende os profeter, så må vi elske ham nok til at følge dem. At følge profeterne vil være med til at beskytte os mod livets storme og lede os til Kristus.

3. Helligånden

Da Kristus mødtes med sine apostle i det store rum ovenpå forud for sin korsfæstelse, sagde han: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.«⁸

Når hænderne lægges på vores hoved efter dåben, bliver vi bekræftet som medlemmer af hans kirke og bliver derpå givet Helligåndens gave. Hvis vi lever retfærdigt og forbliver værdige, loves vi hans konstante fællesskab; han vil vejlede os i livet, lære os sandheder og vidne for os, at Jesus er Kristus. Som pagtmedlemmer af Herrens Kirke lover vi at tjene ham og holde hans befalinger, »så han i rigere mål kan udgyde sin Ånd over [os].«⁹

I Vestafrika, hvor vi tjener i øjeblikket, føler vi hans Ånd bliver udgydt over de trofaste hellige i rigt mål. I 1989 ramte en storm Ghana – ikke med blæst og regn, men med forfølgelse, sladder og misforståelser. Det var hårde tider, for Kirken var ny der. Alle vore ikke-afrikanske missionærer måtte forlade landet. Vore kirkebygninger blev låst af og bevogtet, så de ikke kunne bruges af vore medlemmer. De hellige kunne ikke forsamle sig, så de tilbad som familier i deres egne hjem. Nogle medlemmer blev arresteret og endda sat i fængsel. Denne tidsperiode omtales som Fastlåsningen. Medlemmerne havde meget lidt kontakt eller støtte fra Kirken udefra, men de var ikke overladt til sig selv for at klare stormen. De havde profeternes skrifter og ord; de satte deres lid til Herren, og han udgød sin Ånd over dem. Et medlem af Kirken sagde: »Vi har Herrens Ånd hos os, vi kunne føle, at han vejledte og styrede os. Vi kom hinanden nærmere og kom Frelseren nærmere.«

I 18 måneder fastede og bad de hellige for den dag, hvor Fastlåsningen ville ophøre. I november 1990 blev forbuddet hævet. Den værste storm var forbi, men den havde krævet sin pris. Der var dem, som var faldet bort. Deres rødder havde været overfladiske og deres grundvold svag. Kirkens grundvold i Ghana i dag er bygget på troen hos dem, som har klaret stormen. De har dybe rødder i Jesu Kristi evangelium.

Brødre og søstre, skrifterne, de levende profeter og Helligånden vidner alle om Kristus. De vil hjælpe os med at bygge på »en sikker grundvold«, en grundvold, hvorpå mennesker ikke vil falde, hvis de bygger herpå.¹⁰ I Jesu Kristi navn. Amen.