Præstedømme, nøgler og magten til at velsigne
Det forventes, at værdige bærere af det Melkisedekske Præstedømme vil bruge den magt, der er overdraget dem til at velsigne andre begyndende med deres egen familie.
Et af de bemærkelsesværdige beviser på genoprettelsen er Joseph Smiths og Oliver Cowderys vidnesbyrd angående den måde, hvorpå præstedømmet og dets vejledende kræfter blev genoprettet på jorden. I hvert tilfælde blev præstedømmet og præstedømmets nøgler genoprettet af et guddommeligt sendebud, der havde båret dem i tidligere tider. Johannes Døber bragte Det Aronske Præstedømme tilbage med nøglerne til omvendelse og dåb.1 Peter, Jakob og Johannes genoprettede ikke blot Det Melkisedekske Præstedømme, men også »nøglerne til [hans] rige«.2 Moses og profeten Elias vendte tilbage med nøglerne til »indsamling« og »besegling«.3 De begivenheder, der beskriver præstedømmets tilbagevenden, er bemærkelsesværdige på den måde, at de er i overensstemmelse med det bibelske mønster angående præstedømmmets genoprettelse i tidligere uddelinger. Tænk for eksempel på genoprettelsen og overførslen af præstedømmets magt på Frelserens tid.
Nær enden af Jesu tjenestegerning lovede han Peter »nøglerne til Himmeriget«4, da han vidste, at Jesus snart skulle forlade dem, og at apostlene havde brug for præstedømmet, hvis de skulle lede værket efter hans himmelfart. For at de kunne modtage nøglerne, skriver Mattæus, at Jesus tog »Peter og Jakob og … Johannes … op på et højt bjerg, hvor … han blev forvandlet for øjnene af dem … Og se, Moses og Elias kom til syne for dem«5 Kort efter denne begivenhed erklærede Frelseren, at apostlene nu havde nøglerne til at lede tjenestegerningen.6 Profeten Joseph Smith sagde, at »Frelseren, Moses og Elias gav nøglerne til Peter, Jakob og Johannes på bjerget, da de blev forklaret for ham.«7
Mønsteret i præstedømmets genoprettelse, som det bliver beskrevet af Mattæus, er det samme mønster, der bliver fulgt i vores uddeling. Apostle og profeter udset af Herren til at bære nøglerne i tidligere uddelinger gav dem tilbage til jorden, da denne uddeling begyndte.
I modsætning dertil troede præsterne i Palmyra-område i det 19. århundrede, der ikke havde forstået det store frafald, der havde fundet sted, på at få præstedømmet på en helt anderledes måde. De troede på, at magten til at prædike kom gennem en indre kaldelse til et præstedømme for troende. De forstod ikke nødvendigheden af at modtage præstedømmet fra en person med myndighed ved håndspålæggelse.8 De forstod heller ikke formålet og nødvendigheden af præstedømmets nøgler.
Præstedømmet er Guds magt og myndighed overdraget til mennesket. Præstedømmets nøgler er retten til at lede anvendelsen af den magt. Præsidenten for Kirken bærer de nøgler, der er nødvendige for ledelsen af hele Kirken. Hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum bærer også nøglerne til riget og handler under præsidentens ledelse. Stavspræsidenter, biskopper samt tempel-, missions- og kvorumspræsidenter får nøgler til at lede Kirken i deres område. Deres rådgivere bærer ikke nøgler, men »de uddelegeres myndighed ved deres kaldelse og hverv.«9
Præstedømmet og præstedømmets nøgler åbner døren til forsoningens velsignelser. Ved præstedømmets magt bliver folk døbt til syndernes forladelse, gjort mulig af Frelserens store barmhjertighedsgerning. En bærer af Det Melkisedekske Præstedømme kan overdrage Helligånden. Ved overdragelsen af Helligånden bliver medlemmer renset med ild, ledt til sandheden, trøstet, helliget og velsignet på mange måder, når de får del i forsoningens velsignelser. Beseglingsmagten kan binde en mand, en kvinde og deres børn sammen for evigt og gør ophøjelse mulig i den næste verden – igen en velsignelse fra Frelseren.
Det forventes, at værdige bærere af det Melkisedekske Præstedømme vil bruge den magt, der er overdraget dem, til at velsigne andre begyndende med deres egen familie. En af de store følger af genoprettelsen er, at en far, der er ordineret til Det Melkisedekske Præstedømme, har retten til at velsigne sin hustru og børn, når han bliver tilskyndet til det, og når de ønsker en velsignelse.
For mange år siden havde vores familie en oplevelse, der gjorde et uudsletteligt indtryk angående vigtigheden og værdien og styrken i en fars velsignelse. Det, vi lærte, kan være af interesse for jer.
Da vore ældste børn var parate til at begynde i skole, besluttede søster Bateman og jeg, at hvert barn i begyndelsen af skoleåret skulle have en fars velsignelse. Lejligheden til det var familieaftenen lige før skolestarten. Det år, vores ældste søn Michael begyndte i tredje klasse, indeholder særlige minder for os. I løbet af den foregående sommer havde han deltaget i lilleput-baseball. Han elskede sporten. Da vi samledes til familieaften, lige inden skolen skulle begynde, sagde Michael, at han ikke behøvede en velsignelse. Han havde færdiggjort første sæson på lilleputholdet, og velsignelser var for yngre børn.
Søster Bateman og jeg var forbløffede. Vi opmuntrede ham ved at foreslå, at en velsignelse kunne hjælpe ham med lektierne. Det ville være en beskyttelse for ham. Det ville hjælpe ham i forbindelse med hans brødre, søstre og venner. Vores opmuntring sammen med lidt lokken slog fejl. Han var for gammel. Da vi tror på princippet om handlefrihed, ville vi ikke tvinge en otteårig til at få en velsignelse. Alle børnene undtagen Michael fik en velsignelse det år.
Skoleåret forløb normalt. Det gik godt for Michael og de andre børn i skolen, og familien nød samværet med hinanden. Så kom den følgende maj, og det var tid til, at lilleput baseball skulle begynde. Efter den sidste dag i skolen sammenkaldte Michaels træner til holdtræning. Michaels forventning kunne ikke have været større. Hans drøm var ved at blive opfyldt. Han skulle være griber. Baseballbanen var kun nogle få blokke fra vores hus. Når drengene og træneren gik hen til baseballbanen, krydsede de en travl landevej. Efter træningen begyndte drengene og træneren at gå hjemad. Michael og en ven løb foran træneren og de andre drenge. Da de to drenge kom hen til den travle landevej, undlod Michael at se sig for og for ud foran en bil, der blev kørt af en 16-årig ung mand, der var ude at køre for første gang. Kan I forestille jeg den skræk, som den unge mand må have følt. Han trådte hårdt på bremsen og drejede i et forsøg på at undgå at ramme drengen. Uheldigvis ramte den forreste skærm og kofangeren Michael og kastede ham ned på landevejen.
Kort tid efter modtog søster Bateman og jeg en telefonopringning fra politiet. Michael, der var kommet alvorligt til skade, var i ambulance på vej til hospitalet. Det var vigtigt, at vi skyndte os. Før vi tog af sted, ringede jeg til en ven og bad ham møde os på hospitalet og være med til at give en velsignelse. Den 20 minutter lange tur til hospitalet var den længste i hele vores liv. Vi bad inderligt for vores søns liv og for at kende Herrens vilje.
Da vi parkerede vores bil ved indgangen til skadestuen, så vi en politimand på vej ud med en ung mand, der græd. Politimanden genkendte os og præsenterede den unge mand som føreren af bilen. Vi kendte nok til historien til at lægge vore arme rundt om ham og fortælle ham, at vi vidste, at det ikke var hans fejl. Så gik vi ind på hospitalet for at finde Michael. Da vi kom ind i hans stue arbejdede lægerne og sygeplejerskerne energisk for at hjælpe ham. Min ven var ankommet, og vi spurgte om det var muligt, at vi kunne få to eller tre minutter alene med ham. Min præstedømmebror salvede, og jeg beseglede. Da jeg lagde mine hænder på Michaels hoved kom en følelse af trøst og fred over mig, ordene flød, og løfter blev givet. Han blev så hastigt bragt til operationsstuen.
I de næste fire uger lå Michael i en hospitalsseng med hovedet bundet ind og hans ben i stræk. Hver onsdag kom hans kammerater fra lilleputholdet og besøgte ham efter kampen og gav ham et referat. Hver onsdag kom der tårer til Michaels øjne, som løb ned af hans kinder, når drengene genoplevede kampen. Efter fire uger i stræk fik Michael gips på fra hans bryst ned til hans tæer. Ved to eller tre lejligheder tog vi ham med til en kamp, så han kunne se sine venner spille. Der gik endnu fire uger, og gipsen blev erstattet af gips fra hans hofte til hans tæer. To dage før skolen skulle begynde, blev den sidste gips fjernet. Da familien samledes den næste aften til skolevelsignelser, er det så nogen overraskelse, hvem der ønskede den første velsignelse? En niårig dreng, lidt ældre og meget klogere stod først i køen.
I løbet af årene har vore børn lært, at ulykker ikke altid bliver forhindret af præstedømmevelsignelser, men de ved også, at mere end en type af beskyttelse er tilgængelig gennem præstedømmet. I dag er vore børnebørn modtagere af præstedømmevelsignelser. Traditionen er ført videre til anden og tredje generation. Vi tror, at denne skik lige som familien vil sejre gennem evighederne.
Jeg er så taknemmelig for, at en 14-årig dreng, Joseph Smith, gik ind i en lund og spurgte, hvilken kirke der er rigtig. Jeg vil for evigt være taknemmelig for det svar, han modtog, og den efterfølgende genoprettelse af præstedømmet og dets nøgler ved Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes og andre hellige sendebud. Må vi bruge den store kraft til at velsigne alle Guds børn begyndende med vores egen familie. Det er min bøn. I Jesus Kristi navn. Amen.