Forsoningen, omvendelse og snavsetøj

Ældste Lynn A. Mickelsen

De Halvfjerds

Herrens løfte er, at han vil rense vore klæder med sit blod … Han kan forløse os fra vores personlige fald.

Mens jeg kørte gennem en lille by i Mexico, kørte en mand en hund ned, da den løb ud foran ham. Den blev dræbt. Fra den dag blev han kendt i byen som »mata perros«. Intet hensyn eller tanke blev givet til oprindelsen af navnet, han blev ganske enkelt kendt som »hundedræberen«. De, som kom senere og ikke kendte omstændighederne, fremmanede i deres sind et forfærdeligt billede af, hvad han havde gjort.

Omdømme, som er opbygget på rygte, virkelighed, eller som kommer ved øgenavn, kan bogstavelig talt være umuligt at overvinde. Talemåden: »Du skal vaske dit snavsetøj derhjemme«, er et vist råd. Det er ikke nødvendigt, passende og ej heller sundt at udstille vore private eller vores families fejl og synder for offentlig granskning. Jo bredere en synd er kendt, desto vanskeligere er omvendelsen eller ændringen.

Det betyder ikke, at man skal skjule synd, selv om det er den naturlige indskydelse hos enhver, som begår en synd. I stedet for at omvende os, ønsker vi at skjule enhver fejl eller synd, som vi har begået Men ligesom Kain opdagede, da han dræbte Abel, kunne han ikke skjule sine synder for Herren¹, for alle ting er nærværende for hans åsyn.² Han kender til enhver ulydig handling, vi begår, men – forskelligt fra almenheden – gives med hans kundskab om vore synder det særlige løfte, at han ikke vil huske dem, hvis vi omvender os.³

Vask af snavsetøj og omvendelse er tæt forbundet. Synd medfører urenhed for Herren, og den skal bilægges. Der er dog et tidspunkt og et sted for tilståelse og for at bede om tilgivelse. Omfanget af disse parametre afhænger af syndens natur og størrelsesorden. Hvor der har været en kendt forseelse eller et brud på den almene tillid, er ansvaret for at fortælle om denne forsyndelse og bede om tilgivelse i offentlighed. Omfanget af vores ansvar i omvendelsen er op til Herren, hans tjenere og dem, vi har forbrudt os imod.

Der er en parallel mellem det, at vores klæder bliver vasket rene ved Lammets blod, og hvordan vi vasker vores eget snavsetøj. Det er ved hans forsonende offer, vores klæder vil blive gjort rene. Skriftstedshenvisningen til klæder omfatter hele vores væsen. Behovet for rensningen kommer, når vi bliver snavsede på grund af synd. Dommen og tilgivelsen er Frelserens ret, for kun han kan tilgive og vaske vore synder bort.⁴

Da kong Benjamin holdt sin storslåede tale i Zarahemlas land⁵, forandrede de hellige deres hjerte⁶, og der var fred og fremgang i hele landet. Tiden gik, og Alma blev kaldet til at præsidere over Kirken. Opslugt af deres fremgang faldt nogle medlemmer af Kirken ud i synd. Almas hjerte var bekymret, da de blev bragt til ham. Da han ikke vidste, hvordan han skulle klare problemet, bragte han dem til kong Mosiah, men kongen overgav dem til Almas dom.

Alma var bange for at handle forkert i Guds åsyn og udgød sin hele sjæl for Gud og bad ham om svar på, hvordan han skulle klare overtræderne. På grund af Almas store kærlighed til sine medmennesker og hans brændende ønske om at gøre Guds vilje, velsignede Herren ham overordentligt, ja, med et løfte om evigt liv. Så forklarede Herren for ham, hvorfor hans bøn om forståelse i dommen var så vigtig, idet han sagde: »Dette er min kirke. Det er ved mit navn, de bliver frelst. Det er ved mit offer. Det er mig, som vil dømme.«⁷

Hvor ofte glemmer vi, hvem der har ret til at dømme? Tilgivelse for synd afhænger af ham, ikke af os. Så næste gang vi er fristede til at hænge vores snavsetøj ud, så alle kan se det, lad os da huske:

Gå for det første til Herren.

Gå for det andet til den, vi har såret.

Gå for det tredje til vores dommer i Israel, om nødvendigt.

Læg det for det fjerde bag dig.

En anden side af at udstille vores snavsetøj er den kødelige, umættelige lyst, som nogle har, til at udstille andres fejl. Herren udfordrede Job, da han led under sin byrde: »Skal du drage min retfærdighed i tvivl, dømme mig skyldig, så du selv kan få ret?«⁸ Dette kan ske selv i familien, når én, som tror, han beskytter sit eget gode navn, i udførlige detaljer udstiller sine søskendes, sine børns eller sine forældres forseelser og fejl i en form for selvretfærdighed, som er beregnet på at lette hans personlige smerte.

I lignelsen om den fortabte søn, blev sønnen accepteret af en trofast far, som talte om sin søns værdi, ikke om hans fejl.

Uanset hvornår vi fortæller om andres synder eller fejl, dømmer vi dem i virkeligheden. Jeg hørte en mand fortælle sin søn, at en person aldrig mere skulle arbejde for ham igen, fordi han følte, at den pågældende havde opkrævet ham uretfærdigt for noget arbejde. Drengen svarede: »Jeg er overrasket over at høre dig sige det, far, for du har lært os noget andet.«

Denne far dømte uden grundlag. Hvad skulle han have gjort? Hvis han havde spørgsmål om betalingen for arbejdet, skulle han have drøftet det med manden, løst deres uoverensstemmelser og ladet det hvile uden at beklage sig til andre. Frelseren lærte os: »Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«⁹

Da de skriftkloge og farisæerne bragte kvinden, der var grebet i hor til Jesus, standsede han og skrev med sin finger i sandet, så andre ikke kunne se eller høre. Så sagde han: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Da hendes anklagere alle var gået forlegne væk i deres synder, sagde han til kvinden: »Gå, og synd fra nu af ikke mere.«¹⁰

Hvad skal vi gøre, når vi har kendskab til andres problemer?

Døm ikke. Overlad dommen til Herren, den fuldkomne dommer. Vi skal ikke undersøge eller udforske andres synder, men tænke på deres guddommelighed. Det er ikke op til os at dykke ned i andres problemer, men derimod at forstå dybden af deres godhed.
Vi skal tilgive. Selv om vi personligt er blevet såret, har Herren sagt: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker.«¹¹
Glem. En ubarmhjertig hukommelse kan fordærve den mest ukuelige ånd. Lad det være, læg det fra jer, læg det væk.

Hvis en bølge af fristelser kommer over jer til at åbenbare andres synder, så fortæl ikke jeres nabo eller selv jeres bedste ven om det. Gå til jeres biskop. Efterlad byrden hos ham. Hvis det er nødvendigt så rapporter til de civile eller kriminelle myndigheder, og lad det så være. Jeg tror, at for at modtage det dyrebare løfte, som Alma modtog, kræves der den samme ånd og handling, som han lagde for dagen, uanset hans og andres snavsetøj.

Men hvad nu hvis vi har ret, og de har uret? Bør vi ikke gøre vores stilling kendt, så andre ikke dømmer os for at have begået fejlen? Herren har været klar i hans belæringer vedrørende dette dilemma. Det er ikke vores ret at dømme. Det er ikke vores opgave at måle splinten, for bjælken i vores eget øje hindrer os i at se. Der er ingen pandekage, der er så tynd, at den kun har en side. Det er nødvendigt med medfølelse, den gave at føle det, de andre føler, og forstå det, de andre oplever. Medfølelse er det naturlige resultat af barmhjertighed. Det stimulerer og øger vores evne til at tjene. Medfølelse er ikke sympati, men forståelse og omsorg. Det er grundlaget for sandt venskab. Medfølelse fører til respekt og åbner døre til undervisning og til at lære. Sioux-indianerne forstår dette storslåede princip, når de beder: »Store Ånd, hjælp mig med aldrig at dømme andre, før jeg har gået to uger i hans mokkasiner.«

Hvad skal vi så gøre med snavsetøjet? Processen begynder med omvendelse. Frelseren står ved døren og banker; han er parat til at modtage os straks.¹² Det er vores ansvar er at udføre arbejdet med omvendelsen. Vi skal forlade vore synder, så rensningen kan begynde. Herrens løfte er, at han vil rense vore klæder med sit blod.¹³ Han gav sit liv og led for alle vore synder. Han kan forløse os fra vores personlige fald. Ved Frelserens forsoning, ved at give sig selv som løsesum for vore synder bemyndiger han Helligånden til at rense os i ildens dåb. Når Helligånden dvæler i os, brænder hans rensende tilstedeværelse syndens snavs ud. Lige så snart forpligtelsen er indgået, begynder den rensende proces.

Vores forpligtelse over for Herren begynder med, at vi fokuserer på ham. Vi var for nylig til en stavskonference i Nauvoo i Illinois. Kormusikken var fantastisk. Dirigenten, som er professionel musiker og underviser ved et lokalt universitet, var mester i at fange korets og forsamlingens opmærksomhed. Enhver af hans krops bevægelser var tæt forbundet til musikken. Vi ønskede at synge præcis som han dirigerede. Alles øjne var på ham. Jeg tænkte på Frelseren. Han har udfordret os til at være, som han er. Hvis vi ville give ham den betagede opmærksomhed, som vi gav bror Nelson, ville vi hurtigt blive forandret til Frelserens billede.

Forvandlingen mens vi sang, var øjeblikkelig. Vi var der, hvor vi skulle være, og alle havde et stærkt ønske om at følge. Hvis vi befinder os der, hvor vi bør være, med det brændende ønske om at følge Herren, vil han røre os og rense os, så vi kan leve i hans nærhed for evigt. Der var ingen tvang fra dirigenten for at få os til at synge, kun forbindelse. Virkelig omvendelse kommer med denne forbindelse til Frelseren. Lad os overveje vore personlige bønner og hverdagstanker. Vi har alle et arbejde at udføre for at få den forbindelse, Herren kræver.

Jeg spurgte bror Nelson, hvordan han kunne få så meget ud af os. Han svarede ydmygt: »Fordi deres hjerter er rene.«

»Hvad ellers?« spurgte jeg.

Han svarede: »Det er ved Ånden. Det er den eneste måde, hvorved vi kan kommunikere på det niveau.«

Hvor skal vores fokus så være? »Og dersom I kun har øje for min ære, skal jeres hele legeme blive opfyldt med lys, og der skal intet mørke være i jer, og det legeme, der er fyldt med lys, fatter alle ting.«¹⁴ Det kan ske, hvis vi påtager os ansvaret for vores snavsetøj ved omvendelse og sørger for at det er rent.

Må vi nyde Frelserens løfte ved Moroni: »Rejs dig … tag dit højtidsskrud på … kom til Kristus og … elsk Gud af hele jeres magt, sind og styrke … så at I gennem hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus … gennem Kristi blods udgydelse, hvilket er Faderens pagt til jeres synders forladelse, så at I kan blive helligede og uplettede.«¹⁵I Jesu Kristi navn. Amen.