Han kender os; han elsker os
Herren … ved hvem vi er, og hvor vi er, og han ved, hvem der har brug for vores hjælp.
Joseph Smith som 14-årig må have været en af de mindst iøjnefaldende personer på jorden, og alligevel kendte Gud i Himlen ham og kaldte ham ved navn i den hellige lund. Jeg tror, at Herren kender mit navn og også jeres navn.
I Primary lærer vi børnene, at ethvert barn er Guds barn, og at deres himmelske Fader kender dem og elsker dem. Primary og præstedømmeledere viser, hvad Frelseren ville gøre, når de kalder et barn ved dets navn. Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig.«1 Skrifterne vidner: »… han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.«2
Herren ikke alene ved, hvem vi er, han ved også, hvor vi er, og han leder os til at gøre det rette. En dag følte en mor, jeg kender, sig tilskyndet til at ringe til sin datter. (Den slags sker for mødre hele tiden). Det var midt på dagen, og moderen var på arbejde, hvilket gjorde opringningen lidt usædvanlig. Til hendes overraskelse svarede hendes svigersøn telefonen – han var sædvanligvis heller ikke hjemme på en arbejdsdag. Da han gav sin hustru telefonen, sagde han: »Det er din mor med sin sædvanlige inspiration.«
De havde lige været hos lægen. Hun tog telefonen og sagde grådkvalt: »Ultralyden viser, at navlestrengen er to gange rundt om babyens hals. Lægen siger, at vi ikke har noget andet valg end at foretage et kejsersnit og det snart.« Så kom den virkelige grund til hendes bekymring: »Og lægen siger, at jeg ikke må løfte noget, der er tungere end den nye baby i fire uger!« Hun havde brug for beroligelse, inden hun skulle på operationsbordet, at Herren kendte hendes behov og elskede hende – og at der ville være hjælp til at tage sig af de tre små derhjemme, der knap nok var mere end babyer selv. Når mødre – og fædre – beder om, at Herren vil velsigne og styrke deres familie, så viser han dem ofte vejen.
Søster Gayle Clegg fra Primarys hovedpræsidentskab og hendes mand boede i en årrække i Brasilien. For nylig var hun på en opgave for Primary i Japan. Da hun kom ind i kirkesalen om søndagen, lagde hun blandt alle de japanske hellige mærke til en brasiliansk familie. »De så bare brasilianske ud,« sagde hun. Hun havde kun et øjeblik til at hilse på dem og syntes, at moderen og børnene var meget entusiastiske, men hun lagde mærke til, at faderen var meget stille. »Jeg får mulighed for at tale med dem efter mødet,« tænkte hun, da hun hurtigt blev vist op på forhøjningen. Hun sagde sit budskab på engelsk, som så blev oversat til japansk, og så følte hun sig tilskyndet til også at bære sit vidnesbyrd på portugisisk. Hun tøvede, da der ikke var nogen oversætter for portugisisk, og 98% af personerne ville ikke forså, hvad hun sagde.
Efter mødet kom den portugisiske fader hen til hende og sagde: »Søster, skikkene er så anderledes her, og jeg har været ensom. Det er svært at komme i kirke og ikke forstå noget. Nogle gange tænker jeg på, om det ville være bedre, hvis jeg bare læser i mine skrifter derhjemme. Jeg sagde til min hustru: ›Jeg giver det én chance til,‹ og jeg kom i dag for det, jeg troede ville blive min sidste gang. Da du bar dit vidnesbyrd på portugisisk, rørte Ånden mit hjerte, og jeg vidste, at det var her, jeg hørte til. Gud ved, at jeg er her, og han vil hjælpe mig.« Og så hjalp han de andre med at sætte stolene til side.
Var det et tilfælde, at det eneste medlem af primarypræsidentskabet, som talte portugisisk, blev sendt til Japan i stedet for til Portugal? Eller var det fordi Herren kendte en, der havde brug for det, som kun hun kunne give – og hun havde modet til at følge en tilskyndelse fra Ånden. En af de store velsignelser ved at have en kaldelse i Kirken er, at Herren gennem sin Ånd vil inspirere os til at hjælpe dem, som vi er kaldet til at tjene.
Enhver af os, der betaler fuld tiende kan vidne om, at Herrens velsignelser kommer til os personligt og dækker vore individuelle behov. Herren har lovet, at hvis vi betaler vores tiende, så vil han åbne himlens vinduer og udøse velsignelser uden mål over os.3
For mange år siden arbejdede John Orth i et støberi i Australien og i en forfærdelig ulykke sprøjtede der varmt, smeltet bly på hans ansigt og hans krop. Han blev salvet, og han fik noget af sit syn tilbage på sit højre øje, men han var fuldstændig blind på sit venstre. Fordi han ikke kunne se så godt, mistede han sit job. Han prøvede at få noget arbejde hos sin hustrus familie, men deres forretning gik neden om og hjem på grund af depressionen. Han var tvunget til at gå fra dør til dør og søge forefaldende arbejde og almisser for at betale for mad og husleje.
Et år betalte han ikke nogen tiende, og gik hen for at tale med sin grenspræsident. Grenspræsidenten forstod situationen, men bad John om at bede og faste, så han kunne finde en måde at betale sin tiende på. John og hans hustru Alice fastede og bad og afgjorde, at det eneste de havde af værdi var hendes forlovelsesring – en smuk ring, der var købt i lykkeligere tider. Efter megen kval besluttede de at tage ringen med til en pantelåner og fandt ud af, at den var nok værd til at betale for deres tiende og nogle ubetalte regninger. Den søndag gik han ind til grenspræsidenten og betalte sin tiende. Da han forlod kontoret mødte han missionspræsidenten, der lagde mærke til hans tilskadekomne øjne.
Broder Orths søn, der nu tjener som biskop i Adelaide skrev senere: »Vi tror, at [missionspræsidenten] var øjenlæge, for han blev sædvanligvis kaldt præsident dr. Rees. Han talte med far og var i stand til at undersøge ham og komme med forslag til at hjælpe hans øjne. Far fulgte hans råd … og efterhånden blev noget af synet genoprettet – 15% syn på hans venstre øje og 95% syn på hans højre øje – og med hjælp af briller kunne han se igen.«4 Efter hans syn var genoprettet, var John aldrig arbejdsløs igen og indfriede ringen, som nu er et familiearvestykke, og betalte en fuld tiende resten af sit liv. Herren kendte John Orth, og han vidste, hvem der kunne hjælpe ham.
»Præsident dr. Rees« var min morfar, og han fik højst sandsynligt aldrig at vide, hvilket mirakel der blev udrettet den dag. Generationer blev velsignet, fordi en familie besluttede, at de ville betale tiende, selvom det var vanskeligt – og de mødte en mand, der »tilfældigvis« var der og »tilfældigvis« var øjenlæge, som var i stand til at gøre en stor forskel i deres liv. Mens nogen vil være fristet til at tro, at det blot er tilfælde, så har jeg tillid til, at selv en spurv ikke kan falde til jorden uden, at Gud ved det.5
Vores familie kendte ikke denne historie indtil for to år siden, men vi ved dette om vores morfar – han elskede Herren og prøvede at tjene ham hele livet. Og vi ved dette om Herren, han ved hvem vi er, og hvor vi er, og han ved, hvem der har brug for vores hjælp.
Jeg har set jer, der kender Herren og elsker ham, ærligt fortælle et ungt menneske, der kæmpede for at finde vejen: »Gud elsker dig. Han ønsker, at det skal gå dig godt. Han største ønske er at velsigne dig.« Jeg har hørt jer vidne for en sørgende ven: »Jeg ved, at der er et liv efter dette. Jeg ved, at jeres barn stadig lever, og at der er en måde, hvorpå I kan se ham igen og være sammen med ham.« Jeg har set mange af jer fortælle en modløs, ung mor: »Lad mig hjælpe dig – det du gør, er det vigtigste arbejde i hele verden.« Jeg har set, at de, som I rører, ikke alene genkender jeres kærlighed, men føler Herrens kærlighed og magt, når Ånden bærer vidnesbyrd for dem, at det, I har sagt, er sandt.
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Jeg er ligesom Paulus overbevist om, at hverken prøvelser eller liv eller død eller noget andet kan have magt til at skille os fra Guds kærlighed.6
Frelseren gav sit liv for hver enkelt af os. Han kender vore glæder og vore sorger. Han kender mit navn og dit navn. Når vi indgår pagt med ham ved dåben, lover vi at holde hans bud, altid erindre ham og påtage os hans navn. I sidste ende, så er det ved hans navn, at vi ønsker at blive kaldt, for der skal ikke »gives noget andet navn, ej heller nogen anden vej eller middel, hvorved frelse kan komme til menneskenes børn, uden i og ved Kristi, Herren, den Almægtiges, navn.«7 Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at han lever og elsker os og kalder os ved navn for at komme til ham. I Jesu Kristi navn. Amen.