Opnå jeres fulde potentiale
Jeg vil af al kraft opfordre jer til at finde ud af, hvem I virkelig er … Jeg opfordrer jer til gennem ånden at finde ud af jeres guddommeligt givne potentiale.
For nylig så jeg over 20.000 unge sidste dages hellige mænd og kvinder lytte til et åndeligt budskab. De tog notater og koncentrerede sig om taleren og var ivrige efter at lære. Fra dem strålede en intens ånd af renhed, retskaffenhed og hengivenhed. Der var ingen, som havde tvunget dem til at komme. De ønskede at være der.
Senere mødte jeg over 2.000 fuldtidsmissionærer, som forberedte sig til at tjene. Salen var fyldt af Ånden. Jeg stillede dem vanskelige spørgsmål. De svarede utrolig godt og citerede ofte støtteskriftsteder. Da jeg trykkede disse missionærer i hånden og så ind i deres øjne, følte jeg deres renhed og deres hengivne ånd. Det var en inspirerende oplevelse. Hver eneste af dem havde tilsidesat deres personlige interesser for at acceptere en kaldelse til at være en del af det, som kan blive vores bedste generation af missionærer.
Jeg har haft lignende erfaringer med unge over hele verden. Fakultetsmedarbejderne ved vore tre universiteter har bemærket en betydelig kapacitet i emner og åndelig følsomhed hos eleverne. Der er noget bemærkelsesværdigt, som er ved at ske. Føler I det? Herren sender i sandhed endnu flere enestående ånder til jorden, efterhånden som lydighed og moral er i forfald over hele verden. Som gruppe overgår de den gennemsnitlige kapacitet hos deres forgængere. Deres potentiale for personlig vækst og positive bidrag er enorme. Hvordan arbejder I som forældre og ledere for at udvikle dette potentiale? Hvad gør I som en ung mand eller kvinde i denne generation for at opnå jeres ekstraordinære potentiale? Vil I øge det og leve op til exceptionelle højder i form af opnåelser og lykke? Hvordan vil I undgå Satans anstrengelser for at underminere jeres potentiale ved at få jer til at overtræde? Det er kun jer, som kan besvare disse kritiske spørgsmål.
Jeg vil af al kraft opfordre jer til at finde ud af, hvem I virkelig er. Jeg indbyder jer til at se ud over livets daglige rutine. Jeg opfordrer jer til gennem ånden at finde ud af jeres guddommeligt givne potentiale. Jeg formaner jer til bønsomt at træffe værdige valg, som vil lede jer hen mod at realisere dette fulde potentiale.
Jeg vil gerne fortælle jer en sikker måde, hvorpå I kan begynde at opnå en sådan vækst. Jeg har set tapre missionærer gå ud i iskold vind, modstå voldsom regn, vade gennem glatte og plørede gader og overvinde frygt. Ofte bærer de et magtfuld vidnesbyrd for kun at blive forkastet og åbent kritiseret. Jeg har set dem kæmpe for at videregive sandheden på et nyt sprog. Af og til stirrer lytteren i forbløffet stilhed. Så kommer den ødelæggende erkendelse, at budskabet ikke er blevet forstået. Men jeg vil ikke ændre noget af det, selv om jeg kunne, for der er de gyldne øjeblikke af succes, som er alle anstrengelserne værd. Sådanne belønninger kommer, når ånden rører et hjerte og opnår et evigt resultat, fordi en som jer var der. At dele sandhed under svære forhold gør, at man værdsætter det mere. Når I går udover grænserne for jeres erfaring og ud i det ukendte tusmørke, vil Herren styrke jer. Jeres evige sjæls skønhed vil åbne sig.
Udfordringerne er større end nogensinde før. Det er årsagen til, at Herren har behov for dygtigere og bedre forberedte missionærer. Han har behov for dem, som er rene, så de kan blive vejledt af Ånden og kan vidne med omvendende kraft. Kvalificer jer til at blive en af disse enestående missionærer. Det bliver ikke let. Der er ikke noget, som nogensinde har været noget værd, som har været let at udføre.
Det Første Præsidentskab har defineret høje standarder for moralsk værdighed og den fysiske, mentale og følelsesmæssige stabilitet, som tjeneste som missionær nu kræver. Standarder er krævende, men I kan opfylde dem. I vil glæde jer over den følelse af fred og tillid, som kommer af at efterleve dem. Standarderne er ikke blevet løftet for at gøre det sværere, men fordi missionærerne nu tjener i et miljø, hvor åndelig vejledning er absolut afgørende. Der er også blevet foretaget ændringer i præsentationen af lektionerne. De skal ikke længere læres udenad, men det grundlæggende indhold skal læres og gives som vejledt af Ånden. Personlig værdighed er grundlæggende for at gøre dette (se »Erklæring om missionering« vedlagt Det Første Præsidentskabs brev fra den 11. december 2002).
I er en enestående generation med et ekstraordinært potentiale. Det er ikke nogen tilfældighed, at Satan ønsker at ødelægge dette potentiale ved at friste jer til at bryde Guds love. Han ved, at han ikke har nogen magt over en retskaffen person. Alligevel er han en mester i at gøre synd tiltalende for den, som ikke har besluttet sig.
Forberedelsen til en mission og et meningsfyldt liv begynder bedst i hjemmet. En af de største gaver, som I forældre kan give en søn eller datter, er vedvarende at nære et voksende vidnesbyrd om sandhed og tålmodigt udvikle hvert enkelt barns åndelige evner. Forklar omhyggeligt Kirkens lærdomme og den kraft, som de giver, når man efterlever dem. Dette grundlag vil gøre det muligt for et barn at modstå verdens ondskab. Motiver hver eneste søn, som er fysisk og følelsesmæssige i stand hertil, til at forberede sig til at tjene værdigt på en fuldtidsmission.
Biskopper og stavspræsidenter, styrk med præstedømmets og hjælpeorganisationernes ledere den åndelige kapacitet hos jeres unge. Gør det ved at opfordre dem til at deltage i kirkeaktiviteter, som forstærker forældrenes belæringer.
Unge mænd, deltag aktivt i jeres præstedømmekvorum. Unge piger, deltag i klassens aktiviteter og gennemfør jeres personlige målsætningsprogram. Vær aktive i søndagsskoleklasserne og lær, hvad der bliver undervist i. Tag del i seminar og institut for at opnå en vital forståelse af sandheden. Lyt ikke kun for at bestå en prøve. Gør det, som studeres til en del af jeres liv.
Studer den første åbenbaring, som nedskrevet i Joseph Smith-Historie i Den Kostelige Perle. Lær om de efterfølgende begivenheder, som bragte en fuld gengivelse af sandhed med præstedømmets myndighed og de ordinancer, som er nødvendige for ophøjelse. Få et personligt vidnesbyrd om disse ting. Gør dem til en del af jeres sind og hjerte.
Forsøg at læse Mormons Bog, fordi I ønsker det, og ikke fordi I skal. Find for jer selv ud af, hvad der er sandt. Spørg, hver gang I har læst en side: »Kunne nogen mand have skrevet denne bog, eller skete det, som Joseph Smith bar vidnesbyrd om?« Anvend de lærdomme, som I lærer om. Det vil styrke jer mod Satans ondskab. Følg Moronis råd. Bed oprigtigt til Gud Faderen i Jesu Kristi navn af oprigtigt hjerte og med fast forsæt, om lærdommene i Mormons Bog er sande (se Moroni 10:3-5). Bed uden at tvivle med et ønske om personligt at modtage en bekræftelse. Der må være en forklaring på den bog, som I holder i jeres hånd. Jeg ved, at I kan modtage en åndelig bekræftelse på, at den er sand. I vil da vide, at Jesus Kristus lever, at Joseph Smith var og er en profet, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens kirke. I vil få bekræftet, at Frelseren vejleder sin kirke gennem en levende profet. Disse sandheder vil blive et grundlag for jeres produktive liv.
Nogle siger måske: »Jeg har ikke velsignelserne ved en ideel familie og fuld erfaring i Kirken.« Jeg havde heller ikke alle de fordele, og det havde andre medlemmer af De Tolvs Kvorum heller ikke. Kompenser ved at opnå jeres eget sikre vidnesbyrd om sandhed. Opnå en personlig overbevisning om, at Jesu Kristi Kirke er blevet gengivet til jorden, og at hans lærdomme er sande. Der er forskellige veje til denne dyrebare gave. Det begynder med jeres oprigtige ønske om at vide. Troens flimrende lys kan dø, hvis I ikke nærer det. Men den lille flamme kan vokse til en strålende, uudslukkelig ild gennem oprigtig bøn og vedvarende studium af Mormons Bog og andre skrifter. En sådan tro forbliver levende, når I anvender de principper, I lærer.
Forbliv værdige. Når I virkelig forstår, hvem I er, er det ikke vanskeligt at modstå Satans fristelser. Så kan han ikke ødelægge udviklingen af jeres sande potentiale.
Som unge mænd er den største vækstmæssige og styrkende erfaring, som I overhovedet kan have på dette tidspunkt, en værdig fuldtidsmission. Selv om en mission ikke er til personlig fordel, så velsigner Herren rigeligt de, som tjener tappert. Vær en hær af bemærkelsesværdige, velforberedte og hengivne missionærer, som kvalificerer sig til disse høje standarder af værdighed. Slut jer til dem, som har valgt at tjene Herren, uanset hvor I bliver kaldet, eller uanset hvor udfordrende det kan være.
Missionering er usædvanligt krævende. Hvis I har følelsesmæssige udfordringer, som kan stabiliseres, så I kan klare en fuldtidsmissions svære krav, kan I blive kaldet. Det er afgørende, at I fortsætter med at bruge jeres medicin under jeres mission eller indtil kompetente læger råder jer på anden vis. Anerkend, at følelsesmæssige og fysiske udfordringer er ens. Man må gøre alt, hvad man kan, for at forbedre situationen, og derpå lære at leve inden for de tilbageværende grænser. Gud bruger udfordringer, så vi kan vokse ved at overvinde dem.
Jeres fysiske eller følelsesmæssige forhold kan være sådan, at Kirkens præsident kan undtage jer fra fuldtidsmissionstjeneste (se »Erklæring om missionering«, vedlagt Det Første Præsidentskabs brev fra den 11. december 2002). I kan kaldes til at tjene i andre meningsfulde kaldelser, der svarer til jeres forhold. Jeres biskop eller stavpræsident kan hjælpe jer med at finde en sådan tjeneste, hvor I bor. Det kan være i et slægtshistorisk center, et tempel, et velfærdprojekt eller arbejdsformidlingscenter eller på et lokalt hospital, omsorgscenter, hjemløsecenter eller andet sted. Der er mange sådanne steder, hvor der er behov for hjælp. I kan bo hjemme og bidrage på storartet måde. En sådan kaldelse kan være for nogle få måneder eller længere. Jeres stavspræsident vil få at vide, hvor I kan tjene og hvor længe. Han vil derpå kalde jer på formel vis. Uanset hvad jeres kaldelse må blive, så studer genoprettelsens budskab udfra de materialer, som fuldtidsmissionærerne kan tilvejebringe. Find derefter muligheder til at fortælle om dette budskab. Når I pligtopfyldende gør dette vil det lede jer til mennesker, som vil blive rørt til at lære mere.
Mens jeg har talt til jer om tjeneste som missionær, har I måske tænkt »det er ikke for mig.« Jeg beder jer bønsomt genoverveje det. Alt hvad jeg værdsætter mest i livet begyndte at modnes i missionsmarken. I kan også gøre jer fortjent til sådanne velsignelser.
Hvis I har truffet dårlige valg, så omvend jer nu. Fjern enhver barriere for jeres udvikling og lykke.
I er dyrebare unge mænd og kvinder. Opnå jeres fulde potentiale. Vær den leder og det eksempel, som Herren forventer, at I er. Unge mænd, vær en del af den største generation af missionærer. Værdige unge, forbered jer til at modtage templets ordinancer og oprejse jeres evige familie. Gud elsker jer. Jeg vidner, at når I søger hans hjælp, vil han hjælpe jer med at opfylde jeres værdige drømme. I Jesu Kristi navn. Amen.