Brobyggeren

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Jesus Kristus … har bygget broer, som vi må over, hvis vi skal nå vor himmelske Faders hjem.

For mange år siden læste jeg en bog med titlen The Way to the Western Sea, af David S. Lavender. Den giver en fascinerende beretning om Meriwether Lewis og William Clarks episke rejse, da de ledte deres berømte ekspedition tværs over det nordamerikanske kontinent for at finde en landrute til Stillehavet.

Deres tur var et mareridt med udmattende arbejde, dybe kløfter, som skulle krydses og store strækninger, der skulle rejses til fods, mens de bar deres både, der var fyldt med udstyr, for at finde den næste flod, som de kunne rejse ad.

Da jeg læste om deres oplevelser, tænkte jeg ofte: Hvis der bare havde været moderne broer, der kunne strække sig over kløfterne med de frådende vande. Mine tanker blev fyldt af storslåede broer fra vor tid, som med lethed kunne udfylde denne opgave: Den smukke Golden Gate Bridge i San Francisco, den robuste havnebro i Sydney i Australien og andre i mange lande.

I virkeligheden er vi alle rejsende – udforskere af jordelivet. Vi har ikke gavn af tidligere personlig erfaring. Vi skal gå over stejle afgrunde og urolige vande i vores egen rejse her på jorden.

Måske var det en sådan melankolsk tanke, der inspirerede digteren Will Allen Dromgoole i hans klassiske digt med titlen »Brobyggeren«.

En gammel mand gik ad den ensomme vej.
Han kom om aftenen, kold og bleg,
til en afgrund, bred og dyb og vid,
hvor den dystre flod løb kold og strid.

Den gamle mand krydsed’ ved tusmørkets komme
Den dystre strøm ej trued’ den fromme
Men da han kom til den anden side
han bygged’ en bro over kløften den vide.

»Gamle mand«, var der en pilgrim, som sagde,
»at bygge en bro er ej værd at mage,
Din rejse er slut, når dagen er omme,
Du denne vej ej mere skal komme.

Du har rejst over kløfter så dybe og vide -
hvorfor bygge bro ved aftenstide?«
Brobyggeren løfted’ sit hoved så gråt,
»Gode ven, på den svære sti, jeg har trådt
der følger en dag herefter mig,
en yngre, hvis sti går den samme vej.

Denne kløft, der for mig var let som få,
vil for denne yngling som fælde stå.
Også han må krydse ved aftenstid,
Gode ven, for ham har jeg bygget med flid.«1

Digtets budskab tilskyndede mig til at tænke og trøstede min sjæl, for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus var den højeste arkitekt og brobygger for jer, for mig, for hele menneskeheden. Han har bygget broer, som vi må over, hvis vi skal nå vor himmelske Faders hjem.

Frelserens mission var forudsagt. Matthæus optegnede: »Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«²

Herefter fulgte miraklet i forbindelse med hans fødsel og indsamlingen af hyrderne, som kom med hast til stalden, til denne moder, til dette barn. Selv de vise mænd, som rejste fra Østen, fulgte denne stjerne og overdrog deres kostbare gaver til det lille barn.

Skrifterne optegner, at Jesus »voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham«³, og at han »færdedes overalt og gjorde vel«.⁴

Hvilke personlige broer byggede han og krydsede han her i jordelivet, som viste os den vej, vi skulle følge? Han vidste, at jordelivet ville være fyldt med farer og vanskeligheder. Han erklærede: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet: så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«⁵

Jesus sørgede for Lydighedens bro. Han var et ufejlbarligt eksempel på personlig lydighed, da han holdt sin Faders befalinger.

Da han af Ånden blev ført ind i ørkenen for at blive fristet af Satan, var han svækket af fasten. Satan var på højden af sit bedrag i de tilbud han kom med. Hans første tilbud var at tilfredsstille Frelserens fysiske behov, deriblandt hans sult. Til dette svarede Frelseren: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹«⁶

Dernæst tilbød Satan magt. Frelseren svarede: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹«⁷

Til sidst blev Frelseren tilbudt rigdom og jordisk herlighed. Hans svar var: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«⁸

Apostlen Paulus var inspireret af Herren til at erklære for denne tid, såvel som for sin egen: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«⁹

For at vi ikke skal gå udenom det, nævner jeg en kommentar fra ABC Nightlines Ted Koppel: »Det, som Moses havde med ned fra Sinajbjerget, var ikke de ti forslag, men de ti bud!«¹⁰

Lidt underfundig humor findes i en beretning om en samtale mellem Mark Twain og en ven. Den rige ven sagde til Twain: »Før jeg dør, vil jeg foretage en pilgrimsrejse til Det Hellige Land. Jeg vil klatre op på toppen af Sinajbjerget og læse de ti bud højt.«

Twain svarede: »Hvorfor bliver du ikke hjemme og holder dem!«

Den anden bro, som Mesteren har bedt os om at krydse er Tjenestens Bro. Vi ser hen til Frelseren som vores eksempel på tjeneste. Selv om han kom til jorden som Guds Søn, tjente han ydmygt sine omgivelser. Han kom fra Himlen for at leve på jorden som et jordisk menneske og for at oprette Guds rige. Hans herlige evangelium ændrede verdens tankegang. Han velsignede de syge, fik de lamme til at gå, de blinde til at se og de døve til at høre. Han vakte endda de døde til live igen.

I Matthæusevangeliets 25. kapitel fortæller Frelseren os dette vedrørende de trofaste, som vil være ved hans højre hånd ved hans sejrrige tilbagekomst:

»Da skal kongen sige til dem … Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«¹¹

Ældste Richards L. Evans kom engang med dette råd: »Vi kan ikke gøre alt for enhver overalt, men vi kan gøre noget for nogen et eller andet sted.«¹²

Tillad mig at fortælle jer en beretning om en tjenestemulighed, som kom uventet til mig og på en usædvanlig måde. Jeg modtog en telefonopringning fra et barnebarn til en gammel ven. Hun spurgte: »Husker du Francis Brems, som var din søndagsskolelærer?« Jeg fortalte hende, at det gjorde jeg. Hun fortsatte: »Han er nu 105 år gammel. Han bor på et lille plejehjem, men mødes med hele sin familie hver søndag, hvor han giver en søndagsskolelektion. Sidste søndag bekendtgjorde bedstefar for os: ›Mine kære, jeg skal dø i denne uge. Vil I være søde at ringe til Tommy Monson og fortælle ham det. Han ved, hvad han skal gøre.‹«

Jeg besøgte bror Brems om aftenen dagen efter. Jeg kunne ikke tale til ham, for han var døv. Jeg kunne ikke skrive et budskab til ham, som han kunne læse, for han var blind. Hvad skulle jeg gøre? Jeg fik at vide, at hans familie kommunikerede med ham ved at tage fingeren på hans højre hånd og så skrive i hans venstre håndflade navnet på den person, der besøgte ham og derpå et budskab. Jeg fulgte proceduren, tog hans finger og stavede i hans håndflade ordene T-O-M-M-Y M-O-N-S-O-N. Bror Brems blev glad og tog mine hænder og placerede dem på sit hoved. Jeg vidste, at hans ønske var at modtage en præstedømmevelsignelse. Den chauffør, som havde kørt mig hen til plejehjemmet, sluttede sig til mig, og vi placerede vore hænder på bror Brems’ hoved og gav ham den ønskede velsignelse. Bagefter strømmede tårerne ud af hans blinde øjne. Han greb vore hænder og vi læste hans munds bevægelser. Budskabet: »Mange, mange tak.«

I løbet af den uge gik bror Brems, ligesom han havde forudsagt, bort. Jeg modtog telefonopringningen og mødtes derpå med familien, da arrangementerne for begravelsen blev foretaget. Hvor er jeg taknemmelig for, at reaktionen på at yde tjeneste ikke blev udsat.

Tjenestens bro indbyder os til at ofte at gå over den.

Til sidst giver Herren os bønnens bro. Han sagde: »Bed altid, så skal jeg udgyde min Ånd over dig, og stor skal din velsignelse blive.«¹³

Jeg vil gerne fortælle jer en beretning, der er beskrevet i en mors brev til mig vedrørende bøn. Hun skrev:

»Nogle gange spekulerer jeg på, om jeg gør en forskel i mine børns tilværelse. Som enlig mor, der er nødt til at have to jobs for at få pengene til at slå til, kan jeg nu og da komme hjem til den helt store forvirring, men jeg opgiver aldrig håbet.

Mine børn og jeg sad og fulgte en transmission af generalkonferencen, og du talte om bøn. Min søn kom med udtalelsen: ›Mor, du har allerede lært os det.‹ Jeg sagde: ›Hvad mener du?‹ Han svarede: ›Du har lært os at bede og vist os hvordan, men forleden aften kom jeg ind på dit værelse for at bede om noget, og du var på knæ og bad til vor himmelske Fader. Hvis han er vigtig for dig, er han vigtig for mig.‹«

Brevet sluttede: »Jeg tror ikke, at man nogen sinde ved, hvilken påvirkning man har, før et barn ser dig gøre det, du har prøvet at lære dem at gøre.«

Ingen fortælling om bøn rører mig så dybt som den bøn, Jesus bad i Getsemane have. Jeg tror, at Lukas beskriver den bedst:

»Han … gik … ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.

Da han kom derud, sagde han til dem: ›Bed om ikke at falde i fristelse!‹

Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:

›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«¹⁴

Efter nogen tid kom turen til korset. Sikke lidelser, han udholdt, da han gik den byrdefulde vej, bærende på sit eget kors. Man hørte de ord, han ytrede på korset: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«¹⁵

Til sidst erklærede Jesus: »›Det er fuldbragt.‹ Og han bøjede hovedet og opgav ånden.«¹⁶

Disse begivenheder, sammenholdt med hans herlige opstandelse, færdiggjorde den sidste bro i vores trilogi: Lydighedens Bro, Tjenestens Bro, Bønnens Bro.

Jesus, brobyggeren, byggede bro over den dybe kløft, vi kalder døden. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.«¹⁷ Han gjorde det for os, som vi ikke kunne gøre for os selv, derfor kan menneskeheden krydse de broer han byggede – ind til evigt liv.

Jeg slutter med en omskrivning af digtet, »Brobyggeren«.

»Du har rejst over kløfter så dybe og vide -

hvorfor bygge bro ved aftenstide?«

»Der følger en dag herefter mig,

en masse, hvis sti går den samme vej.

Denne kløft, der for mig var let som få,
vil for denne mængde som fælde stå.
Også de må krydse den ved aftenstid,
Gode ven, for dem har jeg bygget med flid.«

At vi må have visdom og beslutsomhed til at krydse de broer, Frelseren byggede for hver af os, er min oprigtige bøn i Jesu Kristi navn. Amen.