Omvendelse og forandring
Omvendelse vil sige at afstå fra alle vore handlinger – personlige, familiemæssige, etniske og nationale – der er i modstrid med Guds befalinger.
Jeg kommer med hilsener fra Det Filippinske Område med dets 520.000 medlemmer i 80 stave og 80 distrikter samt 2.200 missionærer i 13 missioner. Vi gør fremskridt over for de udfordringer, Kirken møder, hvor den endnu ikke er fuldt etableret.
I disse udviklingsområder er vi meget afhængige af ældre missionærægtepar. Jeg understreger dette, for der er mange, der kan høre mig, som har brug for at vide, hvor meget deres indsats påskønnes, og der er andre, som vi beder om, der vil beslutte at stille sig til rådighed for denne livsvigtige indsats.
I.
Min indledning er noget, der blev sagt af en af disse tapre missionærer, mens jeg var til stede. »Når jeg ser tilbage på mit liv,« sagde han, »kan jeg knap forestille mig en gammel surfer fra Hawaii, som afslutter sin tredje mission. Men da jeg følte Frelserens varme omfavnelse, ønskede jeg at tjene ham, og jeg ændrede mig.« Ja, det gjorde han! Stanley Y. Q. Ho fortalte mig, at indtil han var 30, gjorde han ikke andet end at »drive omkring på strandene ved Waikiki.« Så fandt han evangeliet, giftede sig med en sidste dages hellig pige, og han ændrede sig. Siden har han haft mange kaldelser, herunder biskop og stavspræsident. Nu har ældste Ho og hans elskede Momi, som er ansvarlig for mange af forandringerne i hans liv, tjent på tre fuldtidsmissioner.
Et andet eksempel finder jeg i Lukas-evangeliet:
»Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen.
Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig.
Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst.
Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi.
Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ›Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.‹
Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham« (Luk 19:1-6).
Her står der i evangeliet, at skaren, der fulgte Jesus, »gav ondt af sig«, fordi han besøgte en synders hus (v. 7). Men det betød ikke noget for Jesus. Hans evangelium er for alle, som vil forsage deres gamle veje og foretage de forandringer, som de skal for at blive frelst i Guds rige.
Nu tilbage til beretningen om manden, som åbnede sit hjem og sit hjerte for Herren:
»Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: ›Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.‹
Da sagde Jesus om ham: ›I dag er der kommet frelse til dette hus …
For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte‹« (v. 8-10).
Zakæus fra Jeriko og Stanley fra Hawaii repræsenterer os alle. De er eksempler på det, vi beder om, at alle må opleve, som beslutter sig til med glæde at modtage Herren og følge ham, hvor han leder os.
II.
Jesu Kristi evangelium udfordrer os til at forandre os. »Omvend dig« er det hyppigste budskab, og omvendelse vil sige at afstå fra alle vore handlinger – personlige, familiemæssige, etniske og nationale – der er i modstrid med Guds befalinger. Formålet med evangeliet er at forandre almindelige skabninger til celestiale borgere, og det kræver en forandring.
Johannes Døber prædikede omvendelse. Hans tilhørere kom fra forskellige grupper, og han forkyndte de ændringer, som hver især må foretage for at bære »de frugter, som omvendelsen kræver« (Luk 3:8). Toldere, soldater og almindelige mennesker – alle havde traditioner, som måtte vige for omvendelsesprocessen.
Jesu lærdomme udfordrede også andre gruppers traditioner. Da de skriftkloge og farisæerne beklagede sig over, at hans disciple overtrådte »de gamles overlevering« ved at undlade den rituelle vask af hænder, svarede Jesus, at de skriftkloge og farisæerne selv overtrådte »Guds bud for jeres overleverings skyld« (Matt 15:2-3). Han beskrev, hvordan de havde »sat Guds ord ud af kraft af hensyn til [d]eres overlevering« (v. 6). »Hyklere« er det, han kaldte dem, hvis efterlevelse af deres traditioner afholdt dem fra at holde Guds bud (v. 7).
Atter erklærer Herren i nutidig åbenbaring, at »den onde« fører Guds uskyldige børn bort fra lys og sandhed »på grund af ulydighed og fædrenes traditioner« (L&P 93:39).
Et folks tradition eller kultur eller levemåde omfatter uvægerligt nogle skikke, der må forlades af dem, som ønsker at modtage Guds største velsignelser.
Kyskhed er et eksempel. »Du må ikke bryde et ægteskab,« befalede Herren fra Sinaj (2 Mos 20:14) og gentog det i nutidig åbenbaring (L&P 42:24; se også L&P 59:6). »Hold jer fra utugt« befaler Det Nye Testamente (1 Kor 6:18; se også Gal 5:19; 1 Thess 4:3). Guds profeter har altid fordømt hor. Alligevel er disse evige befalinger ofte blevet ignoreret, modarbejdet eller hånet af stærke traditioner i mange lande. Det er især åbenlyst i dag, hvor film, blade og internetsider fra en nation øjeblikkeligt kan modtages af mange andre. Seksuelle forhold uden for ægteskabet tolereres eller forfægtes af mange. Ligeledes den hastigt ekspanderende brug af pornografi. Alle, som har tilhørt disse kulturer af synd, må omvende sig og forandre sig, hvis de skal blive Guds folk, for han har advaret om, at »intet urent kan indkomme i hans rige« (3 Nephi 27:19).
Ugentlig kirkegang er et andet eksempel på en befaling, der strider med populære traditioner. Herren har befalet os at komme i kirke og »ofre [vore] sakramenter« på hans sabbatsdag (se L&P 59:9). Det kræver mere end blot passiv tilstedeværelse. Vi er befalet at deltage i tilbedelsen og til at tjene, og det kræver en pinefuld forandring for mange ikke-kristne og tilmed for de kristne, hvis kirkegang blot har været som uregelmæssige tilskuere.
Herrens befaling om, at vi afholder os fra alkohol, tobak, te og kaffe (se L&P 89) strider også direkte med manges traditioner. Langvarig afhængighed eller vaner brydes ikke let, men Guds befaling er klar, og de lovede velsignelser kompenserer rigeligt for udfordringerne ved at forandre sig.
Et andet eksempel er ærlighed. Nogle kulturer tillader løgn, tyveri og andre uærlige skikke. Men uærlighed i enhver form – uanset om det er for at tilfredsstille andre, redde ansigt eller opnå vinding – er i direkte konflikt med evangeliets befalinger og kultur. Gud er en sandfærdig Gud, og Gud forandrer sig ikke. Det er os, der skal forandre os. Og det vil være en stor forandring for alle, hvis traditioner gør dem vant til at tro, at de kan lyve lidt, snyde lidt eller bedrage, hvis man kan opnå en personlig fordel og det sandsynligvis ikke bliver opdaget.
En mindre alvorlig verdslig tradition, der strider med evangeliets kultur, er forestillingen om frem- og tilbagegang i forbindelse med stillinger. I verden taler vi om op- og nedgang i forbindelse med forfremmelser og nedskæringer. Men der er ingen op- eller nedgang ved kirkekaldelser. Vi bevæger os blot omkring. En biskop, der er afløst af den rette myndighed og kaldes til at undervise i Primary, går ikke nedad. Han går fremad, når han accepterer sin afløsning med taknemmelighed og passer pligterne i den nye kaldelse – selv om den er langt mindre synlig.
Jeg så et prisværdigt eksempel på dette for nogle måneder siden i Filippinerne. Jeg besøgte et ward i Pasig Stav i nærheden af Manila. Der mødte jeg Augusto Lim, som jeg tidligere havde kendt som stavspræsident, missionspræsident, generalautoritet og præsident for templet i Manila. Nu så jeg ham tjene ydmygt og taknemmeligt i biskoprådet i sit ward, andenrådgiver til en mand, der var langt yngre og havde langt mindre erfaring. Fra tempelpræsident til andenrådgiver i biskoprådet i et ward. Det er et smukt eksempel på den evangeliske kultur i aktion.
Med disse eksempler stiller jeg ikke kultur eller traditioner fra en del af verden over for en anden. Jeg stiller Herrens veje op mod verdens veje – kulturen i Jesu Kristi evangelium over for kultur eller traditioner i alle lande eller folk. Ingen gruppe har monopol på dyder eller er fritaget for befalingen om at forandre sig. Jesus og hans apostle forsøgte ikke at gøre hedningerne til jøder (se Rom 2:11; Gal 2:11-16, 3:1-29, 5:1-6, 6:15). De underviste hedninger og jøder og forsøgte at gøre dem hver især til Kristi disciple.
På samme måde forsøger Herrens nulevende tjenere ikke at gøre filippinere, asiater eller afrikanere til amerikanere. Frelseren indbyder alle til at komme til sig (se 2 Nephi 26:33; L&P 43:20), og hans tjenere søger at overbevise alle – også amerikanere – til at blive sidste dages hellige. Vi siger til alle, opgiv jeres traditioner og kulturelle skikke, der er i modstrid med Guds befalinger og kulturen i hans evangelium og tilslut jer hans folk i opbygningen af Guds rige. Hvis vi ophører med at vandre i mørke, sagde apostlen Johannes, »vandrer [vi] i lyset … har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd« (1 Joh 1:7).
III.
Der er en enestående evangelisk kultur, et sæt af værdier, forventninger og skikke, der er fælles for alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne evangeliske livsstil kommer fra frelsesplanen, Guds befalinger og de levende profeters lærdomme. Den får udtryk i den måde, hvorpå vi opdrager vore børn og lever vores liv. Principperne fremsat i familieproklamationen er et smukt udtryk for vores evangeliske kultur.
De, der er døbt i Jesu Kristi Kirke, indgår pagter. I nutidig åbenbaring erklærer Herren: »Når mennesker kaldes til mit evige evangelium og slutter en evig pagt, bliver de regnet for jordens salt og menneskenes kraft« (L&P 101:39). For at udføre vores pagtspligt som jordens salt må vi være anderledes end dem omkring os.
Som Jesus lærte: »… jeg har kaldet jer til at være jordens salt; men om saltet mister sin kraft, hvormed skal jorden da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af menneskene« (3 Nephi 12:13; se også Matt 5:13; L&P 101:40).
Det kræver, at vi foretager nogle forandringer fra vores families kultur, vores etniske kultur eller vores nationale kultur. Vi må forandre alle elementer i vores adfærd, som er i konflikt med evangeliets befalinger, pagter og kultur.
Evangeliets plan er baseret på personligt ansvar. Vores trosartikel fremsætter den evige sandhed, at »menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams overtrædelse« (2. trosartikel). Dette krav om personligt ansvar, som kommer til udtryk mange gange i vores lære, står i skarp modsætning til Satans plan om at »forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes« (Moses 4:1). Faderens og Frelserens plan er baseret på personligt valg og personlig indsats.
Læren og skikken med personligt ansvar og personlig indsats kolliderer med individuelle traditioner og lokale kulturer i mange lande. Vi lever i en verden, hvor der er store forskelle på indkomster og materielle besiddelser, og hvor der er mange offentlige og private bestræbelser på at begrænse disse forskelle. Frelserens disciple har befaling om at give til de fattige, og mange gør det. Men nogle gaver har fremmet en kultur af afhængighed, hvorved modtagernes behov for jordisk føde og husly begrænses, men de fattiggøres i forhold til deres evige behov for personlig udvikling. Den udvikling, der kræves i evangeliets plan, sker kun i en kultur med personlig indsats og personligt ansvar. Den kan ikke finde sted i en kultur af afhængighed. Uanset, hvad der får os til at være afhængige af andre i forbindelse med beslutninger eller ressourcer, som vi kunne skaffe selv, så svækker det os åndeligt og hæmmer vores udvikling mod det, som evangeliets plan har til hensigt, at vi er.
Evangeliet løfter mennesker ud af fattigdom og afhængighed, men kun, når evangeliets kultur, herunder betaling af tiende af selv de meget fattige, får overhånd over traditioner og kulturer, der skaber afhængighed. Det er lektien, vi kan lære af Israels børn, som kom ud af århundreders slaveri i Egypten og fulgte en profet til deres eget land og blev et mægtigt folk. Den lektie kan også læres fra mormonpionererne, som aldrig brugte forfølgelse eller deres fattigdom som undskyldning, men drog fremad i tro, idet de vidste, at Gud ville velsigne dem, når de holdt hans befalinger, hvilket han gjorde.
De forandringer, som vi må foretage for at komme til at tilhøre evangeliets kultur, kræver en langvarig og sommetider pinefuld indsats, og vore forskelle må være synlige. Som »jordens salt« er vi også »verdens lys«, og vores lys må ikke være skjult (se Matt 5:13-16). Apostlen Johannes advarede om, at dette ville få verden til at hade os (se 1 Joh 3:13). Det er derfor, at de, som indgår denne pagt om at forandre sig, har en hellig pligt til at elske og hjælpe hinanden. Denne opmuntring må udstrækkes til hver eneste sjæl, som kæmper for at komme ud af verdens kultur og ind i Jesu Kristi evangeliums kultur. Apostlen Johannes konkluderede: »Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed« (1 Joh 3:18).
Ingen elsker deres medmennesker mere imponerende end de ædle mænd og kvinder i denne kirke, som forlader deres komfortable hjem og omgivelser for at tjene som missionærægtepar. De giver den mest ægte og mest værdifulde hjælp til dem, som kæmper for at forandre sig. Må Gud velsigne vore missionærægtepar!
IV.
Jesus befalede os at elske hinanden, og vi viser den kærlighed ved den måde, hvorpå vi tjener hinanden. Vi er også befalet at elske Gud, og vi viser den kærlighed ved hele tiden at omvende os og holde hans befalinger (se Joh 14:15). Og omvendelse er mere end blot at afholde sig fra vore synder. I den bredeste betydning kræver det forandring, at opgive alle vore traditioner, der strider med Guds befalinger. Når vi bliver fuldgyldige deltagere i kulturen i Jesu Kristi evangelium, bliver vi »de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19).
Jeg vidner om, at dette er, hvad vor Herre og Frelser ønsker af os for at blive det, som hans evangelium har til hensigt, at vi skal blive. I Jesu Kristi navn. Amen.