Modtag et vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium

Ældste Robert D. Hales

De Tolv Apostles Kvorum

Følg eksemplet fra Joseph Smith og mønstret i genoprettelsen. Vend jer til skrifterne. Knæl ned i bøn. Bed i tro. Lyt til Helligånden.

Som Kirkens ledere bliver vi ofte spurgt: »Hvordan modtager jeg et vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium?«

At opnå et vidnesbyrd og blive omvendt begynder med studium og bøn, og derpå efterleve evangeliet med tålmodighed, vedholdenhed samt at indbyder og venter på Ånden. Joseph Smiths liv og mønstret i genoprettelsen er strålende eksempler på denne proces. Når I i dag lytter til mit budskab om genoprettelsens begivenheder, så vær opmærksom på de skridt, som leder til et ønske om vidnesbyrd om sandheden, mens vi overvejer det i vores hjerte, og derpå føler og lydigt følger Helligåndens tilskyndelser.

Joseph Smith blev født den 23. december 1805 i Sharon i Vermont. Han blev født i en familie, som bad og studerede Bibelen. I sin ungdom blev han interesseret i religion og opdagede en »stor forvirring« over Kristi lærdomme, og at »præster stred indbyrdes, og de omvendte ligeså.«¹

Denne forvirring var ikke enestående for hans samfund. Det begyndte århundreder tidligere i det, som blev kaldt det store frafald. Apostlen Paulus sagde, at Kristi dag ikke skal komme, for »først skal nemlig frafaldet komme.«²

Nogle få årtier efter Kristi opstandelse blev hans apostle slået ihjel, hans lærdomme blev forvansket og præstedømmet taget bort fra jorden. Men Paulus, der så vor tid, profeterede, »om den frelsesplan for tidernes fyld: [ville Gud] sammenfatte alt i Kristus.«³ Han ville atter genoprette Kristi sande kirke på jorden.

I løbet af århundrederne blev verden forberedt til denne genoprettelse. Bibelen blev oversat og udgivet. Et nyt land blev opdaget. Reformationens ånd spredte sig overalt i den kristne verden, og en nation blev grundlagt på frihedens principper.

Joseph Smith blev født i denne nation, og fandt sig selv fanget i en »[religiøs] ordstrid og meningsudveksling.« Han spurgte ofte sig selv: »Hvilke[n] af alle disse [kirker] er [den] rigtige … Og hvorledes kan jeg finde ud af det?«⁴

Joseph vendte sig til Bibelen for at få et svar. Han læste i Jakobs Brev: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«⁵

Joseph fulgte Jakobs anvisning og gik ud til en lund i nærheden af sit hjem og bad. Da han påkaldte Gud dalede »en lyssøjle … gradvis ned« – stærkere end solens glans – og »to personer« viste sig. En af dem talte … kaldte Joseph ved navn og sagde, mens han pegede på den Anden: »Denne er min elskede Søn. Hør ham!«⁶

Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, talte med Joseph. De besvarede hans spørgsmål. De lærte ham, at Kristi sande Kirke var gået tabt fra jorden. Joseph lærte, at disse medlemmer af Guddommen var særskilte og forskellige personer, at de kendte ham ved navn, og at de var villige til at svare hans bønner. Himlene blev åbnet, nattens frafald var forbi, og evangeliets lys begyndte atter at skinne.

Ligesom Joseph søger mange af os efter sandhedens lys. Ligesom verden blev forberedt til genoprettelsen, så er hver eneste af os blevet forberedt til at modtage evangeliets lys i vores eget liv. Somme tider kommer denne forberedelse ved en forandring i vores forhold – ved at møde en ny ven, flytte til en ny by, skifte arbejde, føde børn, opleve en kærs død, sygdom, uheld, ja endog tragedie.

I disse overgangstider søger vi svar på livets vigtige spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her på jorden? Og hvor går vi hen, når vi dør? Joseph blev ikke født med denne viden, og det er vi heller ikke. Vi må finde den.

Ligesom Joseph må vi ransage skrifterne og bede. For mange betyder dette at overvinde følelser af tvivl og uværdighed, at være ydmyg og lære at udøve tro.

I løbet af de tre år, som fulgte efter hans første åbenbaring, følte Joseph sig ydmyg. Han sagde: »… ofte [følte] jeg mig under fordømmelse på grund min svaghed og mine ufuldkommenheder.«⁷ Men han mistede ikke sin tro eller glemte bønnens kraft.

Den 21. september 1823 knælede han i en alder af 17 år ned for at bede om tilgivelse for sine synder og svagheder og for at modtage en tilkendegivelse om sin stilling og forhold til Gud.⁸ Mens han bad, viste et lys sig for ham igen, som øgedes »indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen.«⁹ I det lys stod en person klædt i en »skinnende hvid … kjortel.«¹⁰ Han kaldte Joseph ved navn og sagde, at han var Moroni. Han sagde, at »Gud havde et værk for mig at udføre«¹¹ og fortalte ham om en fordums beretning skrevet på guldplader, som, da den blev oversat, blev til Mormons Bog. Bogen indeholdt en optegnelse over evangeliets fylde, således som Jesus Kristus belærte Moronis forfædre om. Joseph blev ledt til at modtage denne optegnelse begravet nær sin families hjem i en nærliggende høj, der nu kaldes Curmorah.

Den næste dag fandt Joseph pladerne, men tiden var endnu ikke kommet til at bringe dem frem. Moroni befalede Joseph at møde ham der på den samme dag hvert år i de næste fire år.¹²

Joseph adlød. Hvert år gik han ud til højen, hvor Moroni gav ham »instruktion«¹³ angående genoprettelsen af Kristi Kirke. Ligesom i Frelserens barndom, beskrevet i Det Nye Testamente gik Joseph »frem i visdom og vækst«¹⁴ og »blev stærk og fyldt med visdom.«¹⁵

Sådan er det også med os. Nogle nydøbte medlemmer taber modet i forbindelse med deres visdom og vækst i evangeliet – i forbindelse med det, som de ikke ved. De glemmer, at den lydige anstrengelse, undervisning i evangeliet og åndelige modenhed var en del af Josephs første erfaringer. De, som har været medlemmer længe bør også huske, at regelmæssig åndelig instruktion og indlæring er krævet, hvis vi skal vokse os stærke i Ånden.

Efter fire år med fortsat lydighed, modtog Joseph pladerne den 22. september 1827 i en alder af 21 år. Han modtog også en fordums instrument til at oversætte dem, som kaldes Urim og Tummin. Med denne hellige oversætter begyndte Joseph arbejdet med at oversætte i december dette år.¹⁶ Med tiden sluttede en skolelærer ved navn Oliver Cowdery sig til ham; han fungerede som Josephs skriver.¹⁷

I en alder af 23 år var Joseph ved at oversætte pladerne, da han og Oliver kom til et skriftsted om dåb til syndernes forladelse. Ligesom de nye undersøgere ønskede de at lære mere. Joseph vidste, hvad de skulle gøre.

Den 15. maj 1829 gik de to mænd ud i skovene for at spørge Herren. Mens de bad, viste Johannes Døber sig i »en lyssky.«¹⁸ Det var ham, som døbte Frelseren. Han havde de nødvendige nøgler i præstedømmet til at udføre denne ordinance ved Guds myndighed.

Da Joseph og Oliver knælede ned for Johannes, lagde denne sine hænder på deres hoveder og overdrog dem Det Aronske Præstedømme.¹⁹ Fra da af besad Joseph og Oliver myndigheden til at døbe og overdrage dette præstedømme til andre.

I dag bør alle, som ønsker at vide, om de bør døbes, indbydes til at følge Josephs og Olivers eksempel og bede. Og alle, som er forberedte og værdige til dåb, må døbes af en, hvis myndighed er blevet overdraget udbrudt fra Johannes Døbers hænder i denne uddeling.

Sidst i maj eller først i juni 1829 blev Det Melkisedekske Præstedømme eller det højere præstedømme overdraget af apostlene Peter, Jakob og Johannes.

Oversættelsen af Mormons Bog blev også afsluttet i juni samme år, hvorefter bogen blev udgivet mindre end et år senere, den 26. marts 1830.

Tolv dage herefter, den 6. april, blev Kirken formelt organiseret i Peter Whitmer seniors hjem i Fayette i staten New York. Som profeteret af Paulus blev den fordums Kristi Kirke atter oprettet på jorden.²⁰

Men genoprettelsen var ikke forbi. Som i fordums tid fik Kirkens medlemmer instruktion om at bygge et tempel, som blev indviet i Kirtland, Ohio, den 27. marts 1836. En uge senere, den 3. april blev der afholdt et møde der. Efter en højtidelig og stille bøn så Joseph og Oliver Herren Jesus Kristus stående foran dem. Han, som sagde: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved«²¹ var kommet til sit hellige hus. Moses, Elias og profeten Elias viste sig også der og overdrog nøglerne til riget til Joseph.²²

Brødre og søstre, kan vi se mønstret? Enhver hovedbegivenhed i genoprettelsen – det første syn, tilsynekomsten af Moroni og fremkomsten af Mormons Bog, genoprettelsen af præstedømmet og Jesu Kristi tilsynekomst efter indvielsen af sit hellige tempel – skete alt sammen efter bøn.

Siden da er 116 templer blevet indviet. Jeg har overværet en række af disse hellige møder. Indvielsesbønner er blevet bedt. Helligånden har været der i overflod. På disse tidspunkter, blandt mange andre, har jeg følt Guds Ånds ufornægtelige vidnesbyrd, som en ild, der brænder i mit hjerte, om, at det gengivne evangelium er sandt.

Hvordan erfarede jeg dette? Nephi giver en klar og kraftig beretning om den proces, som omfatter at ønske, at nære tillid og tro, at overveje og derpå at følge Ånden. Lad os høre Nephis egne ord: »Thi jeg ønskede at få kundskab om det, min fader havde set [i et syn om livets træ], og da jeg troede, at Herren kunne tilkendegive det for mig, blev jeg, medens jeg sad og overvejede det i mit hjerte, bortført af Herrens ånd, ja, … og Ånden [talte]) til mig.«²³

Når vi modtager et vidnesbyrd fra Ånden, bliver vores vidnesbyrd styrket ved studium, bøn og efterlevelse af evangeliet. Vores voksende vidnesbyrd bringer os forøget tro på Jesus Kristus og hans plan for lykke. Vi motiveres til at omvende os og adlyde befalingerne, hvilket med en stor forandring i hjertet leder os til vores omvendelse. Og vores omvendelse bringer guddommelig tilgivelse, helbredelse, glæde og ønsket om at bære vores vidnesbyrd for andre.

I spekulerer måske på, hvordan man indleder denne proces? Må jeg foreslå, at vi tager imod den udfordring, som Moroni giver os i Mormons Bog: »Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft. Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting.«²⁴ For nogle sker det hurtigt. For andre sker det gradvist i løbet af årene.

Vi er i stand til at modtage denne åndelige manifestation, eftersom Helligånden er »en person, der består af ånd«, som kan »bo i os.«²⁵ Hans mission er at vidne om Faderen og Sønnen, at videregive deres vilje til os, og undervise os i »alt, hvad [vi] skal gøre.«²⁶ Mennesker overalt kan føle indflydelsen fra Helligånden fra tid til anden i deres liv. Men kun dem, som er blevet døbt og bekræftet kan modtage Helligåndens gave ved håndspålæggelse af en, som har myndighed dertil, hvilket gør det konstante fællesskab med ham mulig.

At bevare dette fællesskab kræver en oprigtig indsats fra Kirkens medlemmers side. Hvis vi ikke er lydige over for evangeliets love, principper og ordinancer, vil Helligånden unddrage sig os. Han kan ikke være sammen med os, hvis vi er vrede i hjertet eller i strid med vore omgivelser eller er kritisk over for Herrens salvede. Han forlader os, når vi er os oprørske, umoralske, klæder os eller optræder umoralsk, er urene eller vanhellige i sind eller legeme, eller ikke passer vore kaldelser og pligter i præstedømmet eller begår andre synder, for »Herrens ånd dvæler ikke i vanhellige templer.«²⁷

Vi må derfor hele tiden omvende os, nyde nadveren, være værdige til en tempelanbefaling og tjene Herren med »hele [vores] hjerte, sjæl, sind og styrke.«²⁸

Når Helligånden dvæler i os, føler vi kærlighed til Gud og til alle hans børn. Denne kærlighed kaster frygten ud og fylder os med ønsket om at åbne vores mund. Der er ingen større gave, vi kan give andre, end at bære vores vidnesbyrd for dem. Der findes ingen større glæde, end når vi bringer bare en sjæl til Kristus.²⁹ Og der er ingen bedre måde at styrke vores eget vidnesbyrd på, end ved at dele vores vidnesbyrd om ham med verden. Når vi gør det, vil vores familie blive styrket. Vore ward, stave og samfund vil blive fyldt med fred og kærlighed og vil i sidste ende forberede jorden til vor Herre og Frelser, Jesu Kristi andet komme.

Jeg vidner om, at Jesu Kristi gengivne evangelium er sandt. Jeg ved, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er hans kirke på jorden i dag. Jeg ved, at Joseph Smith er Guds profet, og at Gordon B. Hinckley er hans arvtager, profeten og præsidenten for Kirken i dag.

Jeg opfordrer jer, jeg beder for jer – hvis I ikke selv ved disse ting, så følg eksemplet fra Joseph Smith og mønstret i genoprettelsen. Vend jer til skrifterne. Knæl ned i bøn. Bed i tro. Lyt til Helligånden. Vid, at jeres navn og behov kendes af vor himmelske Fader, som han kendte Josephs. Efterlev evangeliet med tålmodighed og vedholdenhed. Og i Jesu Kristi navn lover jeg jer: »Hvis I … beder til mig i tro med forvisning om, at I vil få og med flid holder [Herrens] bud, skal disse ting visselig tilkendegives for jer.«³⁰

Jesus Kristus lever. Dette er hans værk. Om dette bærer jeg mit særlige vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.