En udvalgt seer!
Hvis Joseph Smith blot havde været talerør for en enkelt af disse åbenbaringer, ville den alene være nok til at sikre hans profetiske storhed.
Fra 1820 og fremefter blev Joseph Smith konstant udsat for et mønster af beskyldninger – og renset efterfølgende før eller senere. Og mønsteret fortsætter.
Præcis som profeteret håner tåberne ham, helvede raser imod ham, og hans navn »nævnes for ondt og godt« (JS-H 1:33). Dette røre optager unødvendigt nogle få, som synes at foretrække at gnave på gamle kødben i den ydre forgård i stedet for at træde ind til det overdådige åbenbaringsmåltid, hvorved de afholder sig fra at være passende opmærksomme på Josephs mission som »en udvalgt seer« (se 2 Nephi 3:6-7).
Som Ammons erfaring havde vist, så har en seer magt til at oversætte gamle optegnelser, og »en seer er større end en profet.« Men fastslog Ammon: »… en profet var … ligeledes en profet« (Mosiah 8:11-16). Således kaldet er Joseph blevet »til stor nytte for sine medmennesker« (Mosiah 8:18).
Den »udvalgte« oversætter frembragte – ved »Guds gave og kraft« (L&P 135:3) – Mormons Bog, noget håndgribeligt, som kan bekræftes. For alle, som tager imod Mormons Bog, er det som at slå de længe lukkede døre op til det, man troede var en komplet samling af hellige skrifter.
På selve bogens titelblad er beskrevet bogens særlige evne til at »overbevise« dødelige om, at »Jesus er Kristus« (se også 2 Nephi 25:18). I en tid med vantro og usikkerhed med hensyn til denne centrale sandhed er bogens »overbevisende« kraft virkelig nødvendig! Hvor tveægget er ikke det løfte!
Mormons Bog skal forkyndes fra »hustagene« (2 Nephi 27:11). Selv om den forsømmes, vil den stadig bestå som en åben indbydelse, »så længe jorden står« (2 Nephi 25:22).
Det kan derfor ikke undre, at »jordens ender skal spørge efter [Josephs] navn« (L&P 122:1). Opmuntrende profetier erklærer videre, at Josephs fjender »skal beskæmmes«, og at profeten Josephs folk ikke skal »vende sig bort fra [ham] på grund af forræderes vidnesbyrd« (se 2 Nephi 3:14; L&P 122:3).
Som præsident Faust mindede os om i går, har Joseph om sine egne ufuldkommenheder sagt: »Jeg har aldrig sagt, at jeg var fuldkommen – men der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt« (Andrew F. Ehat og Lyndon W. Cook, Words of Joseph Smith, 1980, s. 369).
Ironisk nok gik den unge Joseph Smith ind i skoven for at få at vide, hvilken kirke han skulle slutte sig til – ikke i et forsøg på at blive kaldet som seer, åbenbarer, oversætter og profet (se L&P 21:1). Både i skoven og senere hen trængte solstråler af lykke igennem! De åbenbaringer og oversættelser, som fulgte, var ikke blot spekulationer, åndelige tanker eller fyndord, men i stedet var de guddommelige, erklærende redegørelser.
Omfanget af de åbenbaringer og oversættelser, han frembragte, er enormt, og det understreger ordene »en udvalgt seer«. Men det er ikke blot det enorme omfang af det, som Joseph modtog, som nu deles med menneskeheden, men det er også de forbløffende oplysninger, som findes midt i denne rigelige strøm.
Gennem talrige åbenbaringer og oversættelser afsløredes for eksempel en beskrivelse af universet, som langt, langt oversteg 1830’ernes astrofysik, et kosmos, som rummede »utallige verdener«, og vi får endvidere at vide, at »deres indbyggere er sønner og døtre af Gud« (Moses 1:33; L&P 76:24).
For længe siden blev Abrahams utallige efterkommere sammenlignet med sandet ved havets bred, et overvældende løfte (1 Mos 22:17). Genoprettelsens åbenbaringer og oversættelser taler om et umådeligt univers, så det kommer ikke som en overraskelse, at videnskabens seneste overslag på antallet af stjerner i universet er cirka 70 trilliarder – »flere stjerner i himmelrummet,« siger videnskabsmænd, »end der er sandkorn på hver eneste strand og ørken på jorden« (Allison M. Heinrichs, »The Stellar Census: 70 sextillions«, Los Angeles Times, 26. juli 2003; se også Carl Sagan, Cosmos, 1980, s. 196).
Der kom også åbenbaringer og oversættelser, som omhandlede Guds vigtigste hensigt, »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«, hvilket beroliger os på en guddommelig og koncis måde (se Moses 1:39). Guds plan for sjæles udvikling har ikke ændret sig. Den blev beskrevet for oldtidens Israel, hvis 40 år i ørkenen, skulle »ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej« (5 Mos 8:2). Derfor forstår disciple i dag, hvorfor vores tro og tålmodighed nu og da prøves – for at vi kan berede os til at komme hjem (se Mosiah 23:21).
Brødre og søstre, vi går ikke i mange timer uden atter at skulle beslutte, hvilken vej vi vil vende os; og om vi vender vores teltåbning mod Sodoma eller mod det hellige tempel (se 1 Mos 13:12; Mosiah 2:6).
Gud har ingen små, distraherende hobbyer rundt om i universet. Vi er centrum for hans omsorg og hensigter. Hvilken skærende kontrast til dem, der mener, at mennesket lever i et »uovervåget univers« (Bertrand Russell, »A Free Man’s Worship«, i Mysticism and Logic and Other Essays, 1917, s. 50), »uden nogen herre« (Albert Camus, The Myth of Sisyphus and Other Essays, oversat af Justin O’Brien, 1955, s. 123).
Der var også åbenbaringer om vores lange liv som Guds åndebørn, såsom »mennesket var også i begyndelsen hos Gud« – en udtalelse, der ledsages af flere glimt om menneskets evige natur (se L&P 93:29). Disse udtalelser og deres omfattende konsekvenser er mange, blandt andet udfordres læren om, at mennesket blev skabt på et øjeblik »ud af intet«.
En anden konsekvens ved, at vi var sammen med Gud »i begyndelsen«, er, at du som person har levet meget længe. Derfor skrev apostlen Johannes så ganske korrekt, at Gud »elskede os først« (se 1 Joh 4:19). Og midt i jordelivets uro erfarer vi, hvem andre mennesker i virkeligheden er – vore åndelige brødre og søstre, ikke blot en grå masse, rivaler eller fjender. Og derfor bør vi nære en særlig ærefrygt og respekt for menneskeliv.
Disse tre forbløffende åbenbaringer og oversættelser henvender sig især til menneskets inderste længsler og undren. De omdanner vores forståelse af Guds natur, universet og ligeledes om vores personlige identitet og formålet med livet! Hvad kan være af større personlig værdi end disse korte, men altomfattende udtalelser?
Hvis Joseph Smith blot havde været talerør for en enkelt af disse åbenbaringer, ville den alene være nok til at sikre hans profetiske storhed. Men skønt Gud ønsker at give os alt, hvad han har, lider vi under vores fattige forståelse! (se L&P 84:38).
Det kan derfor ikke undre nogen, at Paulus roste Abraham, som ikke »tvivlede … i vantro« (Rom 4:20). Der er en risiko for, når vi grunder over genoprettelsens lærdomme, at vi »tvivler«, når vi står over for så dristige og forjættende sandheder.
Når vi overvejer disse storslåede åbenbaringer og oversættelser, bør vi derfor følge kong Benjamins råd: »Tro på Gud … tro at mennesket ikke fatter alle de ting, som Herren kan fatte« (Mosiah 4:9).
Den almægtige Gud tillader alle dødelige frit at vælge, men hvor bør vi dog være taknemlige for, at Gud for længe siden valgte at frelse og opvække alle sine børn ved sin Søns forsoning. Ikke desto mindre forkaster nogle og mange er ligegyldige over for disse og andre guddommelige indbydelser, for det meste fordi de er alt for optaget af verdens bekymringer. De står fremmede over for en Frelser, som er langt fra deres tanker og deres hjertes hensigter (se Mosiah 5:13).
Midt i Guds plan og universets uendelige omfang findes en fantastisk intimitet. Gud ser for eksempel »på alle menneskenes børn, og han kender alle hjertets tanker og ønsker« (Alma 18:32, se også Es 66:18).
Eftersom vi således fuldt ud skal aflægge regnskab til ham, kan vi ikke på dommens dag påberåbe os retten til ikke at udtale os om noget, der kan bruges imod os!
Jeg har gemt den storslåede åbenbaring, som i virkeligheden går forud for alt andet: Den teofani, som viser, at den opstandne Jesus Kristus, som er vor Frelser, lever! Det begyndte i den hellige lund, men andre tilsynekomster fulgte i afkroge som Palmyra, Kirtland og Hiram, og hele menneskeheden modtog en stærkt tiltrængt bekræftelse.
Desværre betragtes Jesus af mange i en sekulariseret verden i bedste fald som en fjern skikkelse. Ja, han forhånes sågar. Hvor er det derfor overvældende, at genoprettelsens åbenbaringer bekræfter denne kosmiske kendsgerning: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16).
Jesus, som udvirkede den »altomfattende forsoning«, led altomfattende lidelser, og han er en altomfattende Frelser, som »steg ned under alle ting« og »omfattede … alt« (2 Nephi 9:7; L&P 88:6). Ja, det forholder sig faktisk som i teksten til den gamle og bevægende negro-spiritual: »Ingen kender mine sorger, ingen uden Jesus«.
Brødre og søstre, denne klodes aktører, for hvem disse åbenbaringer og oversættelser har så afgørende betydning, omfatter dem, der lever et liv i »stille desperation« (se Henry David Thoreau, Walden, 1965, s. 7). De har nu fået selskab af dem, der lever et liv i larmende, slubrende livsnydelse, mens de misbruger deres sanser på en sådan måde, at de til sidst mister dem og er blevet følelseskolde (Moroni 9:20; Ef 4:19; 1 Nephi 17:45). Derfor slikker de nu deres særlige tallerken i en desperat søgen efter flere sanseindtryk. Sådanne mennesker udgør stadig ikke flertallet, men »et mindretal af folket« (se Mosiah 29:26-27).
Det er værd at bemærke, at på den yderste dag vil den onde alligevel ikke »støtte« dem, som har fulgt ham (se Alma 30:60). Det kan han ikke. Jesus sejrer majestætisk, og den ondes sofisterier, der pirrer det kødelige sind, falder, og »dens fald var meget stort« (Alma 30:53; 1 Nephi 11:36). Selv nu kan man blandt disse fortabte børn, som kommer til fornuft, se djævelens lære dryppe i begyndende nedsmeltning (se Luk 15:17). Mange, der har oplevet den uendelige tomhed ved umoralsk levevis, er ved at være »beredt til at høre ordet« og venter nu på at høre om de frelsende åbenbaringer og oversættelser (se Alma 32:6).
Brødre og søstre, vi vover ikke at holde det gengivne evangeliums sandheder tilbage! Vi vover ikke at tilbageholde de fortrøstningsfulde åbenbaringer og de sandhedsforkyndende oversættelser om »tingene, som de virkelig er og om tingene, som de virkelig vil blive.« De er så tiltrængte for dem, hvis trætte hænder synker, fordi de lider af lærdomsmæssig blodmangel, som bedst behandles med genoprettelsens røde blodlegemer (Jakobs Bog 4:13). Hvis vi tilbageholder det, hindrer vi omvendelse og slører det kaldende, åndelige alternativ, som bliver »skøn som solen og klar som månen« (se L&P 105:31).
Lad os indtil videre forvente, at mange vil betragte os med ligegyldighed. Andre vil anse os for at være sære eller vildførte. Lad os tåle de pegende fingre hos dem, som ironisk nok en dag vil opdage, at »den store og rummelige bygning« er et trist og overfyldt, tredjeklasses hotel (se 1 Nephi 8:31-33). Lad os ikke håne dem, der håner os, men blot undlade at ænse dem (L&P 31:9). Lad os i stedet bruge vores energi på at hæve troens skjold og slukke de gloende pile på vej mod os – måske med en smule hjælp fra åndeligt Teflon® (se 1 Nephi 15:24).
Brødre og søstre, alt det foregående taget i betragtning, »hvad mere kan jeg [da] sige« end – »Priser profeten, som skued’ Jehova«! (Jakobs Bog 6:12; »Priser profeten, som skued’ Jehova«, Salmer og sange, nr. 17). I Jesu Kristi navn. Amen.