En ændring i sidste øjeblik
I november 2001 fik min lillesøster at vide, at hun led af en meget alvorlig form for cancer. Hun var 45 år gammel og mor til fire sønner, hvoraf en var på mission i Portugal. Hendes menighed og stav i Arizona samt hele hendes familie begyndte straks at faste og bede for hende. Men inden slutningen af maj havde kræften vundet kampen, og hun lå i koma. Da vi havde modtaget præstedømmevelsignelser og bedt inderligt, besluttede vi at få slukket for respiratoren. Lægerne forsikrede os om, at hendes bortgang ville gå hurtigt. Men otte dage senere var hendes tilstand den samme, hvilket gjorde hver dag lang og smertefuld.
I månederne før havde familien brugt meget tid på overvejelse og dybe tanker. Vi elskede min sø-ster, og selv om vi forstod frelsesplanen, var det ofte svært at have tro på, at alt var vel. Vi mente, at hvis vi bare havde tro nok, så ville min søster blive helbredt. Så vi begyndte at tvivle på troens kraft. Vi vidste, at vor himmelske Fader hører og besvarer bønner, men hans svar havde knust os, og vi havde svært ved at finde fred.
Vores stavskonference i Utah var fastsat til den 2. juni med besøg fra en områdehalvfjerdser. Da vi er mange medlemmer i staven, blev stavskonferencen delt over to møder. Vore tre sønner, som kommer i en menighed for unge voksne, skulle overvære formiddagsmødet. Resten af familien skulle overvære eftermiddagsmødet. Min mand og jeg besluttede, at det var bedst at overvære formiddagsmødet som familie. Men kort efter vi havde truffet den beslutning, blev min mand og jeg bedt om at indlede og afslutte med bøn ved eftermiddagsmødet. Så vi ændrede planer.
I løbet af mødet lørdag aften lagde vi mærke til en ændring. Ældste L. Whitney Clayton fra De Halvfjerds havde i sidste øjeblik fået til opgave at tale til vores konference i stedet for områdehalvfjerdseren.
Søndag eftermiddag indledte ældste Clayton sin tale med at sige, at han følte sig tilskyndet til at tale om noget helt andet end oprindeligt planlagt. Ånden havde fortalt ham, at han skulle tale til en familie, som var til stede den dag. Jeg fornemmede straks, at han ville tale til vores familie. Han fortalte om en stavspræsident, hvis hustru havde fået at vide, at hun havde cancer. Da familie, venner og medlemmer af hendes stav havde bedt og fastet meget, blev hun fuldstændig helbredt.
Ældste Clayton fortalte så om en anden stavspræsident, hvis hustru var død af cancer, mens han tjente som stavspræsident. Hun havde efterladt små børn, som han nu måtte tage sig af alene. Der var også mange mennesker, som havde fastet og bedt for, at hun skulle blive rask. Denne historie havde især berørt ældste Clayton, fordi kvinden var hans hustrus eneste søster.
Ældste Clayton forklarede så, at uanset hvor meget tro man udøver i sådanne tilfælde, så er svaret nogle gange nej. Derefter læste han et skriftsted, som siden er blevet et af vores families yndlingsskriftsteder, nemlig Daniel 3:17-18:
»Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge.
Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet« (fremhævelse tilføjet).
Ældste Clayton talte ikke om nogle lærdomme, vi ikke allerede kendte til, den eftermiddag. Men der skete et mirakel, som indgød os ærefrygt. Herren havde sørget for, at vi kunne overvære eftermiddagsmødet ved at inspirere nogen til at bede os om at bede bønnerne. Han sørgede også for, at en af hans tjenere, som havde haft en oplevelse, der mindede om vores, kunne tale til os. Og endelig gav han os en, der var vis og lydig og som havde levet sit liv på en sådan måde, at han kunne høre Ånden og reagere på den. Vores ånd blev rørt på ubeskrivelig vis af den oplevelse.
Næste dag modtog vi en opringning, hvor vi fik at vide, at min søster var gået bort. Skønt vi var kede af det, var der en dejlig trøstende ånd i vores hjem, da vi som familie bad for hende – denne gang med fast overbevisning om, at Herrens vilje var sket – og takkede ham for hans dyrebare svar på vore bønner.