Jeg kunne huske græshopperne
Jeg er født i England i 1942 i en kærlig familie med mor, far og en søster. Da jeg var syv år blev vi velsignet med endnu en tilføjelse til vores familie, nemlig en lille dreng. Min mor elskede Frelseren, men var ikke medlem af nogen bestemt kirke. Hun gik i den nærmeste kirke og opfordrede min søster og mig til at gå med hende. Derfor lærte jeg en hel del om Jesus Kristus og håbede at finde en kirke, der kunne styrke min tro på ham.
En dag dukkede der en bog op i vores hjem, bogen hed Buffalo Bill’s Wild West Annual [Buffalo Bills bog om det vilde vest]. Jeg ved ikke, hvor den kom fra. Dengang mente jeg, at det nok var en af mine venner, som havde haft den med og så glemt den. Den indeholdt tegneserier om Buffalo Bill og Billy the Kid. Det var lige noget for en dreng, der gerne ville være cowboy. Det var også en illustreret historie om et forfulgt folk, der blev fordrevet fra en smuk by af en forbryderisk pøbel og tvunget til at vandre flere hundrede kilometer og udholde endeløse pinsler, inden de kunne skabe et nyt hjem i den vestlige ødemark. Hver billede berettede en dramatisk historie om lidelse og tro, og historien indeholdt et par billeder af et mirakel, som bestod i, at nogle græshopper åd afgrøderne, hvorpå nogle måger kom og åd græshopperne.
Jeg læste historien flere gange, før det gik op for mig, at det forfulgte folk var medlemmer af en kirke. Og langsomt faldt det mig ind, at det netop var den kirke, jeg søgte efter. Jeg ville være medlem af den kirke. Desværre stod jeg over for et problem. Det sidste billede i historien beskrev Salt Lake City i Utah. Fra andre kilder erfarede jeg, at Utah lå i USA. Da jeg ikke havde noget håb om at rejse fra England til Utah, måtte jeg opgive min plan om at blive medlem af Kirken. Det faldt mig slet ikke ind, at Kirken kunne findes andre steder end i USA.
Og sådan så det ud, indtil 11 år senere. På det tidspunkt var min familie immigreret til Australien og bosat i Sydney. Der begyndte min bror at undersøge en ny religion. Han kom hjem med nogle pjecer, som interesserede mig, og han sagde, at han ville få ældsterne til at besøge mig. Det sagde jeg ja til, og jeg ventede at få besøg af nogle distingverede ældre herrer. Det overraskede mig derfor, da to unge mænd på min egen alder dukkede op og forkyndte frelsesplanens grundlæggende elementer. Det fangede min interesse, og jeg sagde ja til at fortsætte undervisningen.
Jeg lyttede til missionærerne, men havde ingen planer om at blive medlem af Kirken, især ikke da jeg hørte om tiende. Men så en dag talte en af missionærerne om nogle pionerer, som var blevet tvunget til at foretage en lang rejse til et sted, der hed Salt Lake City. Jeg spidsede ører og begyndte at stille spørgsmål. Var det den kirke med græshopperne og mågerne? Da han nævnte Brigham Young, genkendte jeg straks navnet og erkendte, at jeg stod ved en skillevej i mit liv. Hvis jeg skulle være medlem af en kirke, så skulle det være denne her.
Problemet med tiende blev løst, da jeg hørte om visdomsordet. Jeg regnede ud, at jeg havde brugt 10 procent af min indtægt på cigaretter og spiritus. Så selv om jeg betalte tiende, kom jeg ikke til at sidde hårdere i det, og pengene ville blive anvendt bedre end til at stoppe mine lunger til med sort tjære og forgifte min lever.
I mellemtiden havde min bror også givet pjecerne til min mor. Hun gik med til at læse dem i toget på vej til arbejde den dag. Da hun vendte hjem den aften, var hun helt omvendt til Kirken. Hun blev skuffet over at høre, at hun skulle igennem en række missionærlektioner, før hun kunne blive døbt!
Så vi blev alle medlemmer af Kirken – først min bror, så kom jeg en uge senere, og min mor blev døbt og bekræftet ugen efter. Min far holdt stand i 21 år, men blev endelig medlem i 1985. Vi blev alle beseglet til hinanden i templet i Sydney året efter.
Jeg har været i Salt Lake City flere gange og besøgt Kirkens historiske steder i Palmyra, Kirtland og Nauvoo. Overalt hvor jeg kommer, bliver jeg mindet om historien i den bog om Buffalo Bill, og jeg er Herren dybt taknemlig for, at han sendte den ind i mit liv, da jeg var ti år gammel.