Spørgsmål og svar
Min ven virker meget deprimeret, og jeg er bange for, at hun måske overvejer at tage sit eget liv. Hvad skal jeg gøre?
-
Så snart som muligt bør du tale med din vens forældre og andre voksne, som kan hjælpe hende, så som en læge, en psykolog eller en præstedømmeleder.
-
Bliv ved med at være en god ven ved at tilbringe tid sammen med hende og være god til at lytte.
-
Lad din ven vide, at hun har betydning, at du holder af hende, og at hun, hvis hun får hjælp, kan få det bedre.
Liahona
Din vens problem er meget alvorligt, og det er ikke noget, som du kan klare alene. Udover Herrens hjælp har din ven brug for professionel hjælp, som kan omfatte psykologbistand og medicin.
De, der kommer ud i en depression, føler sig uden håb og ganske hjælpeløse. De holder sig tilbage fra at bede om hjælp. Selv om din ven har bedt dig om ikke at sige noget til nogen, kan det at sige det til en, som kan hjælpe hende, være noget af det bedste, du kan gøre for hende. Du bør i det mindste tale med hendes forældre. Du kan også spørge en læge, studievejleder eller din biskop eller grenspræsident til råds. Det er især vigtigt at fortælle dem om hendes problem, hvis hun har talt om selvmord.
Bliv ved med at være hendes gode ven, mens hun får hjælp. Folk, der er ude i en depression, føler ofte, at de ikke er noget værd. Så lad din ven vide, at du holder af hende, og mind hende om de mange andre, der også holder af hende. Fortæl hende oprigtigt, hvad du synes om ved hende. Inviter hende med til sjove og opbyggende aktiviteter sammen med dig. Tjenesteprojekter er især gode, fordi de kan få hende til at fokusere på andre, og fysiske aktiviteter kan hjælpe på hendes humør. Bed om vejledning til at vide, hvad der er bedst for hende.
Din ven føler sig måske deprimeret, fordi hun synes, at hendes liv ikke har nogen mening. Men vor himmelske Fader har en særlig plan for hver enkelt af os. Han har sendt os herned for at opleve glæde, overvinde prøvelser og opfylde en vis hensigt. Du kan bære vidnesbyrd for hende og indgyde hende håb om, at hun med tiden og med den rette hjælp kan nyde livet.
Mind hende om, at det er normalt at have bekymringer. Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Det var meningen, at livet skulle være en udfordring. At opleve bekymring, nedtrykthed og skuffelser, ja, sågar fia-skoer er ganske normalt … Der er et formål med vore kampe her i livet.«1 Men det er ikke normalt at dvæle så meget ved problemerne, at vi ikke længere kan se vores liv i et større perspektiv. Det er bedst at kæmpe sig igennem dem og blive styrket af dem.
Mind også din ven om, at hun kan få hjælp mange steder fra. Depression er et symptom på mental eller følelsesmæssig sygdom. Ligesom hun kan gå til lægen med en fysisk lidelse, kan hun tale med en fagmand, som kan hjælpe hende med at forstå depressionens natur og lære hende, hvordan hun skal tackle den. Uanset om hun er medlem af Kirken eller ej, kan hun få åndelig hjælp. Hun kan bede, få en præstedømmevelsignelse og finde trøst ved at læse i skrifterne. Bær vidnesbyrd for hende om, at Herren elsker hende og kan velsigne hende med fred (se Joh 14:27).
Læserne
Jeg ville hjælpe hende til at indse, at hendes liv er værdifuldt, ikke blot for mig som hendes ven, men også for vor himmelske Fader. Og det ville jeg gøre ved at tilbringe tid sammen med hende. Jeg ville også vise hende andre måder at lette depressionen på ved at opfordre hende til at tage del i ungdomsaktiviteter. På den måde kan hun finde flere venner. Og endelig ville jeg bede vor himmelske Fader om at hjælpe hende.
Ryan S., 17, Filippinerne
Det er et tidspunkt, hvor du virkelig kan hjælpe. I stedet for blot at være meget bekymret for hende, bør du tale med hende og være god til at lytte. Jeg er mine venner i Kirken taknemlige for, at de altid kærligt bakkede op om mig, når jeg følte mig deprimeret, frustreret, vred eller ked af det. Jeg ved, at jeg er elsket, fordi de altid er parat til at lytte. Som regel har jeg det meget bedre med situationen og med mig selv, når jeg har fået talt ud om det. Bed også vor himmelske Fader om at velsigne hende med mere tro og glæde.
Yue-Min L., 16, Taiwan
Fortæl hende, at du ser en vidunderlig fremtid for hende, og fortæl hende, hvor højt vor himmelske Fader elsker hende, og at han har en plan beredt for hende. Han har givet hende nogle opgaver, før hun kom ned på denne jord. Og hun er den eneste, der kan udføre det og opfylde hans vilje. Der er så mange sjæle, som venter på at høre om evangeliet fra hende og modtage hendes varme kærlighed. Jeg ville især fortælle hende, at hun er en af Guds elskede døtre.
Elizabeth B., 20, Andhrapradesh i Indien
Hvis du virkelig tror, at hun vil tage sit eget liv, så bed om hjælp fra for eksempel din biskop, grenspræsident eller en anden voksen, som du kan stole på. Lad derefter din ven vide, at hendes familie, venner og hendes himmelske Fader holder af hende. Bed om, at hun må føle den kærlighed, og bed om vejledning, så du kan hjælpe hende. Tal også med hende og lad hende vide, at du altid er parat til at lytte, og invitér hende med til opbyggende aktiviteter, som kan få hendes tanker væk fra depressionen.
Olivia C., 19, Ontario i Canada
Det første, du bør gøre, er at fortælle nogen om det. Sig det til en voksen, som du kender og kan stole på. Han eller hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre. Du kan også selv hjælpe din ven. Nogle gange er det bedste man kan gøre at lytte; lad være med at tale hele tiden. Folk har brug for, at nogen lytter til dem.
Alexandra M., 17, Quebec i Canada
Som en, der har været deprimeret, kan jeg give dig nogle gode råd ud fra mine egne erfaringer. Lad din ven vide, at hun betyder meget for dig. Jeg havde en værelseskammerat, som lyttede til mig og var villig til at hjælpe mig, og det betød utroligt meget. Præstedømmevelsignelser har også hjulpet mig.
Navnet tilbageholdt
Besøg din ven og tag hende med ud til noget sjovt, så du kan hjælpe hende til at føle sig glad og aner-kendt i din vennekreds. Bed også for hende, og nogle gange kan du bede og studere skrifterne med hende. Gå til Kirkens møder og aktiviteter sammen med hende. Lad hende vide, hvor meget hun betyder for dig og for vor himmelske Fader. Du kan opmuntre hende til at holde sig åndeligt og fysisk i form.
Grace A., 20, Ghana
Svarene er ment som hjælp og vejledning og er ikke en officiel udtalelse om Kirkens lære.
»Jeg har selv kæmpet med depressionens ødelæggende virkning. Men jeg har af egen erfaring, og af dem, jeg har talt med, lært, at vi aldrig er helt overladt til os selv. Vi er aldrig helt forladt. En kilde af godhed, styrke og selvsikkerhed findes inden i os, og når vi lytter med en følelse af tillid, styrkes vi. Vi helbredes. Ikke alene overlever vi, vi kommer også til at elske livet.«
Kathleen H. Hughes, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, »Velsignet af det levende vand«, Liahona, maj 2003, s. 13.