Den barmhjertige samaritaner: Glemte symboler
En af de historier, som Jesus Kristus har fortalt, der har påvirket flest, er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus fortalte denne lignelse til en mand, som spurgte: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus spurgte ham da: »Hvad står der i loven?«
Manden svarede med en henvisning til 5 Mosebog 6:5 og 3 Mosebog 19:18: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte … og din næste som dig selv.«
Da Jesus lovede: »Gør det, så skal du leve«, spurgte manden udfordrende: »Hvem er så min næste?« Som svar på denne mands spørgsmål fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner (se Luk 10:25-35).
Dybere betydninger
Frelseren talte ofte i lignelser, fordi hver af dem har en dybere mening, som kun forstås af dem, der har ører at høre med (Matt 13:9). Profeten Joseph Smith bekræftede, at de ikke-troende ikke forstod Frelserens lignelser. »Men over for sine disciple udlagde [Herren lignelserne] tydeligt«, og vi kan forstå lignelserne, forkyndte profeten, »hvis vi blot vil åbne vore øjne og læse med et oprigtigt sind«.1 Når man kender det princip, vækkes man til overvejelse af det symbolske budskab i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I lyset af Jesu Kristi evangelium rummer denne mesterlige historie hele frelsesplanen på en genial måde, som få nutidige læsere bemærker.
Lignelsens indhold er meget praktisk og dramatisk i dets indlysende betydning, men en hævdvunden kristen tradition så ligeledes lignelsen som en omfattende allegori om menneskehedens fald og forløsning. Den tidlige kristne opfattelse af den barmhjertige samaritaner ses skildret i en berømt domkirke fra det 11. århundrede i Chartres i Frankrig. En af dens pragtfulde glasmosaikker viser Adams og Evas uddrivelse af Edens have øverst i vinduet, og som parallel hertil ses lignelsen om den barmhjertige samaritaner nederst i vinduet. Dette illustrerer »en symbolsk fortolkning af Kristi lignelse, som var populær i middelalderen«.2 Da jeg så det vindue, tænkte jeg: Hvad har Adams og Evas fald med lignelsen om den barmhjertige samaritaner at gøre?
Jeg fandt snart svaret.3 Denne allegoriske fortolkning har rødder tilbage til den tidlige kristendom. I det andet århundrede efter Kristus så både Irenæus i Frankrig og Klemens i Alexandria den gode samaritaner som symbol på Kristus selv, der frelser det faldne offer, som er såret af synd. Nogle få år senere bemærkede Klemens’ elev Origenes, at han havde denne fortolkning fra tidligere kristne, der havde beskrevet allegorien på følgende måde:
»Manden, som var på rejse, er Adam. Jerusalem er Paradis, og Jeriko er verden. Røverne er fjendtlige magter. Præsten er loven, og levitten er profeterne, og samaritaneren er Kristus. Sårene er ulydighed, ridedyret er Kristi legeme, herberget, som tager imod alle, der ønsker at gæste det, er Kirken … Herbergsværten er Kirkens overhoved, som har fået ansvaret for denne omsorg overdraget. Og den kendsgerning, at samaritaneren lover at vende tilbage, repræsenterer Frelserens andet komme.«4
Denne allegoriske læsning blev forkyndt ikke alene af oldtidens disciple, men den var stort set anerkendt i hele den kristne verden, hvor den blev fremført af Irenæus, Klemens og Origines, og i det fjerde og femte århundrede af Johannes Chrysostomos i Konstantinopel, Ambrosius i Milano og Augustin i Nordafrika. Denne fortolkning findes mere komplet i to andre glasmosaikker fra middelalderen, nemlig i de franske domkirker i Bourges og Sens.
Et sindbillede på og en skygge af frelsesplanen
Læserne opnår meget ved at overveje skrifterne, især disse skrivelsers vidnesbyrd om Jesus Kristus (se Joh 5:39). Lignelsen om den barmhjertige samaritaner vidner om Kristus. Den forkynder frelsesplanen, Frelserens forsonende kærlighed og vores rejse mod det evige livs arv. Den kan læses ikke blot som en historie om en mand, der rejser ned fra Jerusalem til Jeriko, men faktisk om alle, der kommer ned fra Guds nærhed for at leve på jorden. Dette indhold bliver mest tydeligt i lyset af Jesu Kristi evangelium, som det er gengivet af profeter i de sidste dage.
Lad os granske historiens elementer.
En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere
En mand. De tidlige kristne mente, at manden henviste til Adam. Denne forbindelse kan have været mere tydelig i de gamle skrifter, end i de nyere oversættelser. På hebraisk betyder ordet adam »menneske, menneskehed«, »flertal af menneske« og også navnet »Adam«.5 Derfor så Klemens af Alexandria med rette allegoriens offer som symbol på »os alle«. Faktisk er vi, ligesom Adam og Eva, kommet ned og er underkastet det jordiske livs farer og forandringer: »For ligesom alle dør med Adam …« (1 Kor 15:22).
Var på vej … ned. Den tidlige kristne skribent Chrysostomos så i denne vending Adams nedstigen fra haven til denne verden – fra herlighed til det ordinære, fra udødelighed til dødelighed. Beretningen i Lukas 10 antyder, at manden bevidst begav sig afsted på rejsen, selv om han var bekendt med de lurende farer. Ingen tvang ham til at tage ned til Jeriko. Han må have ment, at det var værd at foretage rejsen, trods de velkendte farer på de dårligt vedligeholdte veje på Jesu tid.6
Fra Jerusalem. Jesus skildrer manden på vej ned, ikke fra et hvilket som helst sted, men fra Jerusalem. På grund af denne tempelbys hellighed betragtede de tidligere kristne dette element som et fingerpeg om, at vedkommende kom ned fra Guds nærhed.
Til Jeriko. Jeriko blev hurtigt identificeret med verden. Jeriko, der ligger mere end 250 meter under havets overflade, er den lavest beliggende by på kloden. Dens milde vintre gjorde den til et hedonistisk kursted, hvor Herodes havde opført et overdådigt feriepalads. Men man bør lægge mærke til, at den rejsende i lignelsen endnu ikke var nået frem til Jeriko, da røverne overfaldt ham. Han vandrede ad den stejle vej ned til Jeriko, men havde endnu ikke nået bunden.
Faldt. Det er let her at se hentydningen til den faldne jordiske tilstand og den enkeltes syndige stade: »Ja, alle er faldne og er fortabte« (Alma 34:9).
I hænderne på røvere. De tidlige kristne lærde så henholdsvis disse røvere som Djævelen og hans sataniske horder, onde ånder eller falske lærere. Det græske ord for »røvere«, som anvendes af Lukas, viser, at det ikke bare er tilfældige bøller. Den rejsende blev overfaldet af en bande professionelle røvere fra et velorganiseret samfund, som bevidst og velovervejet slog til.
De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.
De trak tøjet af ham. De tidlige kristne fornemmede, at Jesus omtalte noget vigtigt her. Origenes og Augustin betragtede mandens tab af klædning som et symbol på menneskehedens tab af udødelighed og ufordærvethed. Chrysostomos omtalte hans tab af »udødelighedens kappe« eller »lydighedens kappe«. Ambrosius talte om, at den rejsende blev »berøvet den klædning af åndelig nåde, som vi [alle] har modtaget [fra Gud]«.
Angriberne var åbenbart ude efter den rejsendes tøj, for der omtales ikke nogle rigdomme eller ejendele, som han eventuelt havde med. Af en eller anden grund syntes røverne særligt interesseret i hans klædning, som han havde bragt med sig fra det hellige sted, og den var noget, som de misundte ham og ville have fingrene i.
Slog ham. Disse ord blev betragtet som et sindbillede på livets smerter, sjælens trængsler og syndens forskellige lidelser og laster. Ja, sjælens fjender efterlader sår (se Jakob 2:8-9). Overtrædelse har virkelige følger (se Al 41:10).
Halvdød. Røverne stak af og efterlod den rejsende netop »halvdød«. Vi kan i denne detalje se en henvisning til den første og anden død. Manden var faldet, blevet underlagt synden og havde lidt den første død, hvorved han var blevet dødelig. Men den anden død, den permanente adskillelse fra Gud, kunne endnu afværges (se Alma 12:32-36).
Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.
Tilfældigvis. Den jødiske præst kom »tilfældigvis« forbi, ikke som resultat af en bevidst søgen. Han var der ikke som følge af nogen plan.
En præst … det samme gjorde en levit. De tidlige kristne kommentatorer betragtede præsten som et symbol på moseloven. Som de så det, var det ikke et spørgsmål om, at bærerne af Det Gamle Testamentes præstedømme ikke ville hjælpe den faldne mand, men at moseloven ikke havde magt til at frelse ham. Faktisk var moseloven udelukkende et sindbillede på og en skygge af den forsoning, som skulle komme – den havde ikke dens fulde kraft (se Mosi 3:15-17).
Levitten blev set som repræsentant for Det Gamle Testamentes profeter, hvis ord Herren kom for at opfylde (se Matt 5:17; 3 Ne 15:2-5). Levitter, som var præster af lavere rang, udførte pligter i templet. I det mindste var denne levit tæt på at hjælpe; han »kom« og så. Han har måske gerne villet hjælpe, men han har nok set sig selv som alt for ussel til at gøre noget; han havde heller ikke magten til at frelse den døende mand.
Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem.
Samaritaner. De tidlige kristne skribenter så alle sammen den barmhjertige samaritaner som repræsenterende Kristus. Chrysostomos påpegede, at en samaritaner var en passende beskrivelse af Kristus, for »ligesom en samaritaner ikke er fra Judæa, på samme måde er Kristus ikke af denne verden«.
Jesu tilhørere i Jerusalem har måske hér set, at Frelseren hentydede til sig selv. Nogle jøder fra Jerusalem forkastede Jesus med de hånende ord: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner?« (Joh 8:48). Da Nazaret lå på den anden side af dalen nord for Samaria, var det let at slå de to lokaliteter sammen. Og ligesom samaritanerne blev betragtet som de laveste af mennesker, således blev det også forudsagt, at Messias skulle »foragtes og opgives af mennesker« og »regnes for intet« (se Es 53:3).
Som var på rejse. Det kunne synes, som om samaritaneren (der repræsenterer Kristus) bevidst søgte efter mennesker, som havde brug for hjælp. Teksten siger ikke, at han kom forbi ved en tilfældighed. Origenes bemærkede, at »han drog derned i den hensigt at redde og pleje den døende mand«. Frelseren kom bevidst med olie og forbindinger »for at bringe forløsning til verden« (3 Ne 9:21).
Medynk. Dette vigtige ord taler om Kristi rene kærlighed. Det græske ord siger, at samaritaneren blev rørt af dyb, inderlig medfølelse. Dette ord anvendes i Det Nye Testamente udelukkende, når skribenterne ønskede at beskrive Guds guddommelige barmhjertighed. Det spiller en fremtrædende rolle i lignelsen om den utaknemlige tjener, hvor kongen (som repræsenterer Gud) »fik medynk« med ham (se Matt 18:27), og i lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen (der igen repræsenterer Gud) »fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham« (Luk 15:20). På samme måde repræsenterer samaritaneren den guddommeligt medfølende Kristus, som led, »så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvordan han kan bistå sit folk« (Alma 7:12).
Forbandt dem. Nogle tidlige kristne sagde, at forbindingen repræsenterer kærlighed, tro og håb, »Frelserens ligatur, der ikke kan løsnes«. Andre så forbindingen som Kristi lærdomme, som binder os til retfærdigheden. Sidste dages hellige kan tilføje, at den reddede mand er bundet til Herren ved hjælp af pagter (se L&P 35:24; 43:9).
Olie. En salve af olivenolie må have været yderst lindrende. Mens de fleste af de tidlige kristne skribenter her så et symbol på Kristi trøstende ord, så Chrysostomos det som en »hellig salvelse« – der kan henvise til flere forskellige præstedømmeordinancer, såsom helbredelse af syge (Jak 5:14), Helligåndsgaven (ofte symboliseret ved olivenolie) eller salvelsen til konge eller dronning.
Vin. Samaritaneren hældte også vin i det åbne sår for at rense det. Senere kristne skribenter så denne vin som Guds ord – noget, der svier – men de tidlige kristne fortolkere forbandt vinen med Kristi blod, som det symboliseres i nadveren (se Matt 26:27-29; 3 Ne 18:8-11). Denne vin, det forsonende blod, bortvasker synd og renser sjælen, så Guds Ånd kan være hos os. Ud over at yde fysisk hjælp forretter samaritaneren også frelsende principper og evangeliets ordinancer. Den sonende vin svier måske i begyndelsen, men dens virkning medfører snart helende fred.
Løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.
Løftede ham op på sit eget ridedyr. I opfyldelse af profetierne bærer Kristus vore svagheder (se Es 53:4; Alma 7:11). Man mente, at samaritanerens ridedyr symboliserede Kristi legeme. At blive anbragt på hans ridedyr er at tro på, at Gud tog bolig i kødet, bar vore synder og led for os.
Herberg. For de tidligere kristne var dette element et klart symbol på Kirken. Et herberg var »en kro, der var åben for alle«. Et offentligt værested er på mange måder at sammenligne med Kristi kirke. Et herberg langs ruten er ikke den himmelske destination, men en nødvendig hjælp, så de rejsende kan nå deres evige mål.
Sørgede for ham. Samaritaneren blev hos den sårede og tog sig personligt af ham den første nat. Han overlod ikke overilet den sårede til herbergets vært, men blev hos ham i de mørke timer. Som Origenes bemærkede, tager Jesus sig af den sårede »ikke blot om dagen, men også om natten. Han vier ham al sin opmærksomhed og omsorg.«
Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.
Næste dag. De tidlige kristne kommentatorer betragtede dette som en henvisning til, at Jesus skulle opstå på opstandelsens morgen. Kristus betjente personligt sine disciple en kort tid. Efter sin himmelfart overlod han den rejsende til Kirkens omsorg.
Værten. I overensstemmelse hermed så de tidlige kommentatorer værten som Paulus eller de andre apostle og deres efterfølgere. Men hvis herberget er Kirken i almindelighed, så repræsenterer værten og hans medarbejdere alle Kirkens ledere og medlemmer, som af Herren er blevet betroet det hverv at nære og pleje enhver frelst sjæl, som søger helbredelse.
Når jeg kommer tilbage. Personen, som repræsenterer Kristus, lover her åbent at vende tilbage, en tydelig henvisning til Kristi andet komme. Det græske ord, der er oversat med »kommer tilbage«, optræder kun et andet sted i Det Nye Testamente, nemlig i Lukas 19:15, der omtaler lignelsen om herren, der vender tilbage for at bedømme, hvad hans folk havde stillet op med de penge, der var blevet overdraget. Den forbindelse styrker tydeligt henvisningen til det andet komme.
Betale eller belønne. Endelig loves værten at alle hans udgifter vil blive dækket: »hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig«. Mere end noget andet element i historien har dette løfte – hvor værten faktisk gives en blancocheck – foruroliget moderne bibelkommentatorer, der forstår historien som en begivenhed fra det virkelige liv. Hvilket fornuftigt menneske ville give et så åbent løfte til en fremmed herbergsvært? Men når historien forstås allegorisk, giver løftet mening, for samaritaneren (Kristus) og hans vært kender hinanden og har indbyrdes tillid, inden dette løfte bliver givet.
En evig befaling
Fordi vi har svært ved at forstå Guds evige natur og guddommelige fylde, taler han til os i billeder (se Moses 5:7). Symboler fører vores begrænsede sind mod hellige sandheder, som ligger lejret i Kristi uforlignelige evangeliums mysterium, og en allegorisk forståelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner føjer evige perspektiver til dens moralske befaling.
Med sine lignelser forkyndte Jesus sin Faders frelsesplan. Som et sindbillede på og en skygge af den plan sætter den barmhjertige samaritaner vores næstekærlige gerninger her i dette liv i evige sammenhæng, som viser, hvor vi kom fra, hvordan vi er faldet til vores nuværende stade, og hvordan de bindende ordinancer og den helbredende kærlighed fra den forjættede Forløser og hans kirkes pleje kan redde os fra vores nuværende situation, når vi tjener og lever værdigt til at modtage en belønning ved hans andet komme.
Når man ser lignelsen i det lys, opfordres læseren til at identificere sig med næsten samtlige personer i historien. På et plan kan folk se sig selv som barmhjertige samaritanere, der virker som fysiske redningsmænd og frelsere på Zions bjerg og tager del i det vigtige arbejde med at redde vildfarne sjæle. Jesus sagde til farisæeren: »Gå du hen og gør ligeså!« (Luk 10:37). Ved at gøre som samaritaneren medvirker vi, sammen med ham, til at udvirke frelse og evigt liv for menneskene.
Disciple vil også se sig selv som herbergsværten, der af Jesus Kristus har fået det hverv at varetage den langsigtede åndelige pleje af den sårede rejsende.
Og til sidst kan læseren se sig selv som den rejsende. Da lignelsen begynder, har alle sympati med den ensomme og trætte rejsende. Vi har alle behov for at blive frelst. Da historien ender, kan alle rejsende føle sig trygge efter at have erfaret, at ifølge denne fortolkning er han, som »var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder« (Luk 10:36), ingen anden end den barmhjertige Kristus. Han er det bedste eksempel på næstekærlighed.
Denne indsigt besvarer den lovkyndiges næste spørgsmål: »Hvem er så min næste?«, ligesom den besvarer det første: »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Evigt liv kommer af at elske Gud »af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind« (Luk 10:27) og ved at elske hans Søn (din næste) som dig selv. Og det sker ved at gå og gøre det, som Frelseren gjorde ved at elske vore medmennesker, for når vi tjener dem, er vi blot i vor Guds tjeneste (se Mosi 2:17).
Symboler fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner
|
Symbol |
En tidlig kristen fortolkning |
|
Den barmhjertige samaritaner |
Jesus Kristus |
|
Offeret |
Et menneske såret af synd |
|
Jerusalem |
Paradis |
|
Jeriko |
Verden |
|
Præst |
Moseloven |
|
Levit |
Profeter |
|
Ridedyret |
Kristi legeme |
|
Herberget |
Kirken |
|
Herbergsværten |
Kirkens overhoved |