En person, en spand
Den 12. juli 2004 vågnede jeg omkring 20 minutter over fem og så, som jeg plejede, ud ad vinduet. Vagten ved porten til vores bebyggelse var meget vågen. En kvinde viftede med sine hænder lige foran hans ansigt, og 25 andre kvinder stod langs hegnet, og alle bar på en eller flere tomme spande eller beholdere. Jeg kom hurtigt i tøjet og gik udenfor.
Der var blevet lukket for vandet dagen før i Tema – en by med 100.000 indbyggere – og i hele omegnen. Ingen havde haft vand i et døgn, og panikken begyndte at brede sig. Vi havde ikke lagt mærke til problemet, for missionærskolen i Ghana, hvor jeg var MTC-præsident, havde en stor lagertank, og vi pumpede vand fra denne tank, hvis vi havde brug for vand. Selv om vi ikke fik frisk vand, så klarede vi os med vores forråd.
Af en eller anden grund var der også stadig vand i hanen uden for vores kirkebygning (i den samme bevogtede bebyggelse), og nogen havde fortalt masserne, at mormonerne havde vand. De kom alle vegne fra med deres små spande for at få noget. Pedellen kom til kirkebygningen før mig, og han var imod at slippe nogen ind. Han var sikker på, at der kun ville gå ganske kort tid, før vi også stod uden vand.
Jeg kaldte vagten og pedellen hen til mig. Jeg spurgte pedellen, hvad Frelseren ville gøre. Jeg bad ham om at overveje de positive eller negative konsekvenser af vores beslutning. Jeg fortalte ham, at vores hane sikkert kunne løbe tør for vand, men det ville være bedre, hvis det skete, mens en nabos spand fik den sidste dråbe. Han var enig, og vi åbnede porten og forsøgte at skabe lidt orden blandt den stadig voksende mængde, som kom løbende for at komme indenfor. Vi bønfaldt dem om at begrænse det, de tog, til »en person, en spand«. Klokken var nu ca. kvart over seks. Rækken var lang, og vandtrykket lavt, men vandet blev ved med at løbe ud af hanen.
Vi formodede, at vi snart løb tør for vand. Ingen andre fik noget sted i byen vand. Vi fik alle til at bede sammen med os og bede vor himmelske Fader om at lade denne ene hane blive ved med at give vand til disse meget tørstige mennesker. Hanen løb aldrig tør. Og alle var dybt taknemlige.
Der skete noget andet vidunderligt under denne krise. Vi undersøgte lagertanken på MTC, og den var kun halvfuld. Vi ønskede ikke at fortælle, at vi havde dette vand, for vi tænkte, at vi kunne gemme det til virkelige nødsituationer, hvis denne krise fortsatte i flere dage. Men så kørte en varevogn med flere store tønder bagi ind i bebyggelsen. Den kom fra Tema kommunehospital. De havde også en stor lagertank til nødsituationer, men den var allerede tom, og de havde tørstige patienter. Så vi fik dem til at køre deres vogn hen til MTC’s tank og fylde deres tønder fra vores nødforråd. Vi sagde til dem, at de kunne komme tilbage efter mere, hvis de behøvede det. Vi ville gerne dele, indtil vores tank var tom. De var taknemlige.
Omkring kl. 15 samme eftermiddag blev der igen åbnet for vandet i byen, og personerne i køen samlede deres tomme spande op og løb hjem. Men de gode følelser er der stadig.