Aldrig alene

Anne Grenzebach

Forestil dig, at du har besluttet dig for at blive medlem af en anden kirke end den, du er vokset op som medlem af. Forestil dig så, at du skal fortælle din familie det. Hvordan vil de reagere? Vil de støtte dig, eller vil de være skuffet over dig? Hvis du mistede deres venskab, ville det så være værd at konvertere til et andet trossamfund?

Det er nogle af de bekymringer, som jeg stod med for nogle år siden, da jeg undersøgte Kirken. En ven rådede mig til at følge mit hjerte og tro på, at Herren ville hjælpe mig med at overvinde min frygt for familiens og vennernes afvisning. Den enkle tro fik mig til at gå på med krum hals og blive døbt i april 2002.

Det er ikke let at være det eneste medlem af Kirken i sin familie. Der er ingen støtte fra familien til at holde dine pagter, læse i skrifterne hver dag og gøre alle de små ting, som er med til at styrke ens vidnesbyrd. Det hviler udelukkende på dig selv at holde dig motiveret. Som det eneste medlem af Kirken i min familie fandt jeg min styrke i at fordybe mig i Kirken, tale med andre om evangeliet, fokusere på tempeltjeneste og aldrig miste håbet om, at min familie en dag bliver medlemmer af Kirken.

Støtte i modgangen

Før jeg blev medlem af Kirken havde jeg aldrig for alvor skuffet min familie. Da jeg blev medlem, vidste jeg, at de følte sig forrådt, og jeg havde det forfærdeligt med at såre dem så meget. Jeg fortsatte med at komme i Kirken, fordi jeg i mit hjerte vidste, at det var det, Herren ønskede for mig – og for dem.

Jeg boede langt fra mit hjem dengang. Når jeg kom på besøg, blev jeg mødt med beskyldninger og fornærmelser. Situationen blev værre, da jeg besluttede mig for at tage på mission. Min bedstemor havde tårer i øjnene, da hun sagde: »Anniepige, hvis du tager på den mission, knuser du mit hjerte.« Jeg fortalte hende, at jeg havde følt mig tilskyndet til at tage på mission, og hvis jeg ikke gjorde det, så var jeg ikke lydig mod min himmelske Fader.

Mens jeg forberedte mig på min mission, fandt jeg trøst og styrke i min menighedsfamilie. De gjorde en fantastisk indsats for at hjælpe mig med at vænne mig til de livsstilsændringer, som fulgte med det at være medlem af Kirken, og de støttede mig, så jeg kunne stå imod modstanden fra min familie. Jeg fandt det lettere at holde ud trods frustrationerne, når jeg fordybede mig i Kirken i form af kaldelser, aktiviteter og undervisning sammen med missionærerne. Jeg boede tæt på Palmyra i New York, så jeg sad ofte ude i den hellige lund og grundede over min situation og søgte fred.

At tjene familien

Selv om jeg fik støtte fra min menighed, følte jeg mig alligevel ulykkelig og misforstået af min familie. Alt det, som de vidste om Kirken, havde de lært fra eksterne kilder, og de ville ikke høre på noget af det, jeg fortalte dem. Jeg forsøgte at drøfte evangeliet med dem og rette op på deres fejlopfattelser, men vi kunne aldrig blive enige om noget. Skellet mellem mig og mine kære blev større, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle mindske det. Da jeg tog af sted på mission til Virginia, havde jeg næsten opgivet håbet om, at min familie nogensinde ville vise interesse for Kirken.

I de breve, som jeg skrev til min familie, blev jeg ved med at fortælle om evangeliet. Jeg kan huske, at jeg opfordrede min far til at tale med missionærerne. Han sagde lige ud, at han ikke var interesseret. At læse hans svar var en af de hårdeste oplevelser på min mission, men det gav mig et stærkere ønske om at arbejde hårdt og fortælle dem, der ville lytte, om evangeliet. Jeg fik øjnene op for, at alle er nogle andres familiemedlemmer, og ved at hjælpe et menneske var jeg måske med til at besvare en andens bønner. Jeg stræber efter at fortsætte min indsats med at forkynde evangeliet, selv om jeg ikke længere er fuldtidsmissionær.

Velsignelser gennem templet

Da ældste Henry B. Eyring fra De Tolv Apostles Kvorum rejste sig for at tale ved aprilkonferencen 2005, fik jeg den indskydelse, at jeg skulle høre godt efter, hvad han havde at sige. Han indledte med disse ord: »Mit budskab er til jer, som er omvendt til Kirken … I er ikke en undtagelse i Kirken. Jeg ønsker at fortælle jer, hvor højt Herren elsker jer og stoler på jer. Og yderligere ønsker jeg at fortælle jer, hvor meget han regner med jer.«¹

Han talte om, hvordan medlemmer, der havde konverteret, aldrig skulle holde op med at fortælle deres familie om evangeliet. Derefter forklarede han, at et andet vigtigt aspekt ved missionering i familien var tempeltjeneste.

Ældste Eyrings ord inspirerede mig til at sætte mål omkring tempeldeltagelse og slægtsforskning. Jeg har fundet glæde ved at tage navne på slægtninge med i templet og har modtaget nogle forbløffende, uventede velsignelser i den forbindelse. Det har i høj grad styrket min forbindelse til dem på den anden side af sløret. Jeg har oplevet mirakler, når jeg har søgt efter deres navne, og jeg har følt deres nærvær, når jeg har udført ordinancer for dem.

Jeg modtog endnu en velsignelse, da jeg så min bedstemor for første gang efter min mission. Hun gav mig en liste med navne, som jeg skulle tage med i templet. Hun talte også om, at hun gerne ville læse »mormonbogen«, fordi hun kunne huske, at hendes far havde læst den. Nu ringer hun til mig en gang om ugen og taler om, hvad hun har lært fra Mormons Bog.

Inden jeg tog på mission, fik jeg det indtryk, at min bedstemors mand – som døde i 1996, inden jeg blev medlem af Kirken – arbejdede på at blødgøre hendes hjerte. Mens jeg var på missionærskolen, udførte ældsterne i mit distrikt tempelordinancer for ham. Da jeg sad i det celestiale værelse blev jeg overvældet ved tanken om, at hele min familie kunne være der. Jeg holder af tanken om, at min bedstefar gør alt, hvad han kan for at få vores familie til at tage imod evangeliet.

Bevar håbet

Min mor kom for at hente mig efter min mission, og det var tilfældigvis den weekend, hvor oktoberkonferenen fandt sted. Hun deltog i tre af konferencens møder sammen med mig og blev så begejstret for dem, at hun ønskede sig dem på DVD til jul. For mig var det et mirakel, der viste, at jeg ikke skal opgive håbet.

På nuværende tidspunkt har ingen i min familie vist overvældende interesse for at blive medlem af Kirken, men jeg tror, at det sker en dag – enten i dette liv eller det næste. Vores forhold er blevet så meget bedre, at jeg ved, at det ikke skyldes min egen indsats, men Åndens virke. Vor himmelske Fader velsigner os med mirakler og opfylder vores hjertes retfærdige ønsker, når vi stræber efter at gøre hans vilje. Jeg har følt hans styrke og støtte til at fortsætte, og jeg ved, at jeg aldrig er alene i hans sande kirke.

Når du er det eneste medlem i din familie

Find trøst og styrke i din menighedsfamilie.
Søg fred og vejledning gennem bøn.
Fortæl andre om evangeliet. Husk på, at alle har en familie, og du kan være svaret på en andens bønner.
Deltag i slægtsforskning og tempeltjeneste.
Opgiv aldrig håbet om, at din familie en dag tager imod evangeliet.