Hvorfor symboler?

Herren anvender symboler til at forkynde evige sandheder i templet. Nu skal du høre hvorfor.

Tempeltjenesten giver os mulighed for at lære på måder, som vi ikke er så vant til. »Hvert eneste tempel er et lærdommens hus,« forklarer ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum. »Der bliver vi undervist i Herrens veje. Hans veje er anderledes end andres. Hans vej er fra fordums tid og er rig på symbolik. Vi kan lære meget ved at overveje virkeligheden af det, som hvert enkelt symbol står for.«¹

Et evangelisk symbol kan være en genstand, en begivenhed, en handling eller en lærdom, som repræsenterer en åndelig sandhed. Nadverens brød og vand repræsenterer for eksempel Jesu Kristi legeme og blod. Symbolik som undervisningsredskab er lige så gammelt som Adam, der blev undervist af en engel om, at hjordens førstefødte, som han havde fået besked på at bringe som offer, var »et sindbillede på Faderens Enbårnes offer« (Moses 5:7). Ligesom Adam havde brug for hjælp til at forstå symbolikken i offerhandlingen, har vi nok brug for en vis vejledning i at forstå Herrens »gamle og rige« måde, som han anvender til at undervise os i evangeliets højeste præstedømmeordinancer.

De følgende oplysninger fra skrifterne, Kirkens ledere og lærde sidste dages hellige kan give os en bedre forståelse af den rige symbolik, som findes i templet.

Hvorfor anvender Herren symbolik?

»Og se, alt har sin genspejling, og alt er blevet skabt og dannet til at vidne om mig, både det, der er timeligt; og det, der er åndeligt; og det, der er i himlen ovenover; og det, der er på jorden« (Moses 6:63).

»Symboler er det universelle sprog … Symboler giver sproget kulør og styrke, samtidig med at de uddyber og beriger vores forståelse. Symboler gør os i stand til at forklare tanker og følelser, som ellers ikke lader sig beskrive, som begreber. De hæver os over ordene og sætter os i stand til bedre at udtrykke følelser. Symbolsprog skjuler visse doktrinære sandheder for de ugudelige og beskytter dermed det hellige fra eventuelt at blive udsat for latterliggørelse. Samtidig åbenbarer symbolerne sandheder for den, der er åndelig beredt.

… Symboler er det sprog ved hvilket alle evangeliske pagter og alle frelsens ordinancer er blevet åbenbaret. Fra det øjeblik, hvor vi nedsænkes i vandet ved dåben, til øjeblik, hvor vi knæler ved alteret i templet med vores udvalgte livsledsager og modtager det evige ægteskabs ordinance, er samtlige de pagter, vi indgår, skrevet med symbolikkens sprog.«²

»Evangeliets vigtigste ordinancer symboliserer forsoningen. Dåb ved nedsænkning i vandet er symbol på Forløserens død, begravelse og opstandelse. Når vi modtager nadveren fornyer vi vore dåbspagter, og vi fornyer også vores erindring om Frelserens sårede legeme og det blod, han udgød for os. Templets ordinancer symboliserer vores forsoning med Herren og besegler familier til hinanden for evigt.«³

Hvad er nogle af de symboler, som anvendes i templet?

»I templet er alle klædt i hvidt. Hvidt er et symbol på renhed. Intet urent menneske har ret til at træde ind i Guds hus. Desuden symboliserer den ens påklædning, at i Gud vor Faders øjne er alle mennesker lige. Tiggeren og børsmægleren, den lærde og den uskolede, prinsen og den fattige sidder side om side i templet og har lige stor betydning, hvis de lever retskaffent for Gud Herren.«⁴

»Der er … den særlige underklædning, der er kendt som tempelklædningen eller det hellige præstedømmes klædning og som bæres af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som har modtaget deres tempelbegavelse. Denne klædning, der bæres dag og nat, tjener tre vigtige formål: Den er en påmindelse om de hellige pagter, vi har indgået med Herren i hans hellige hus, en beskyttende klædning til kroppen og et symbol på ærbarhed i påklædning og levned, som bør være kendetegnende for alle ydmyge Kristi disciple.«⁵

Hvorfor findes noget af den symbolik, som vi forbinder med templet, også andre steder i verden?

»Lad mig henlede opmærksomheden på, at grunden til at tempelbyggeri og tempeltilbedelse har fundet sted i alle tidsaldre – overalt og blandt alle folk – er, fordi evangeliet i dets fylde blev åbenbaret til Adam, og at alle religioner og religiøse skikke derfor udspringer af rester af de sandheder, som blev givet til Adam og videregivet af ham til patriarkerne. Tempelordinancerne – i det omfang, som de dengang var nødvendige – blev uden tvivl givet i den tidlige tid, og meget naturligt er forvanskede udgaver af dem blevet videregivet op gennem tiden. De, som forstår evangeliets evige natur – sådan som det var udtænkt før verdens grundlæggelse – forstår tydeligt, hvorfor hele historien synes at dreje sig om opførelsen og anvendelsen af templer.«⁶

»De samme komparative studier, der afdækkede det fælles mønster i alle oldtidens religioner – et fænomen, der nu kendes som ›strukturalisme‹ – har også vist de udbredelsesmetoder, som gjorde, at dette mønster blev spredt i hele verden – og ved samme lejlighed blev det flået i stumper og stykker, så genkendelige rester findes i næsten ethvert land og enhver tidsalder …

Genopfandt Joseph Smith templet ved at stykke alle disse fragmenter – fra jøder, ortodokse, frimurere, gnostikere, hinduer, egyptere og så videre – sammen igen? Nej, sådan foregik det ikke. Meget få af fragmenterne var tilgængelige på hans tid, og opgaven med at stykke dem sammen begyndte, som vi har set, først i sidste halvdel af det nittende århundrede. Selv når man har adgang til disse ringe fragmenter, passer de ikke bare uden videre sammen som et hele; den dag i dag ved de lærde, som indsamler dem, ikke, hvordan de skal tolke dem. Man kan ikke udlede templet af dem, det er snarere lige omvendt … At noget af en sådan fylde, overensstemmelse, genialitet og fuldkommenhed kunne frembringes på én og samme tid – næsten fra den ene dag til den anden – er rigeligt bevis på denne særlige uddelings storhed.«⁷

Hvordan lærer vi det, som Gud ønsker, at vi skal lære i hans hellige hus?

»Vi skal i templerne, gennem templerne og fra templerne modtage ›kraft fra det høje‹ (L&P 95:8). Kristus er kilden til den kraft. Templet er hans. Ethvert symbol i og udenpå den hellige bygning peger hen mod ham, og ligesom et bæger kan rumme vand, rummer det Helligånden.«⁸

»Ingen mand eller kvinde kan komme ud af templet begavet på den måde, som vedkommende bør være det, medmindre vedkommende har set bagom symbolerne og skuet de mægtige realiteter, som symbolerne står for …

Til den mand eller kvinder, der går gennem templet med åbne øjne og lægger mærke til symboler og pagter og gør en stabil og vedvarende indsats for at forstå den fulde mening af det, taler Guds sit ord, og åbenbaringerne følger. Begavelsen er så rig på symbolik, at kun en tåbe ville forsøge at beskrive den; den er stuvet så fuld af åbenbaringer til dem, der udøver deres styrke til at søge og se, at ingen mennesketunges ord kan forklare eller tydeliggøre de muligheder, som ligger i tempeltjenesten. Begavelsen, som blev givet ved åbenbaring, kan bedst forstås ved åbenbaring; og til dem, der ivrigt søger med rent hjerte, kommer den største åbenbaring.«⁹

»Afvej fortolkningen af symbolikken med anden åbenbaring og evangelisk kundskab … Indpas fortolkningen af ethvert symbol i den generelle evangeliske kundskab. Uanset hvor klog eller logisk eller genial vores fortolkning er, så kan vi antage, at den er forkert, hvis den modsiger noget, som er åbenbaret et andet sted.«¹⁰

»Hvis du går i templet og husker, at lærdommene er symbolske, kan du ikke gå derind med den rette ånd, uden at du også går derfra med en større forståelse og føler dig en lille smule mere ophøjet og har fået større kundskab om åndelige ting. Undervisningen er fremragende. Den inspirerer. Herren, me-sterlæreren, underviste selv konstant sine disciple gennem lignelser – mundtlige symboler, der repræsenterer noget, der ellers ville være vanskelige at forstår.«¹¹

»Tempeldeltagelse er ikke en garanti for, at vi bliver bedre, men det giver os en vægtig og skarp opfordring til at forbedre os. Verdens levevis bliver konstant bekræftet – bør himlens levevis ikke også blive det?

Tempeltjeneste er ikke en virkelighedsflugt, men en styrkelse af vores behov for at gøre verden bedre, mens vi bereder os på en anden og langt bedre verden. Således kan vore besøg i Herrens hus hjælpe os til at være forskellige fra resten af verden og dermed gøre en forskel i verden …

Templets lærdomme hæver os over tid og rum. Vi lærer meget interessant derinde, nogle gange om ›ting, der var for underfulde til, at [vi] kunne vide besked‹ (Job 42:3), og som kræver gentagne besøg og megen bøn, før betydningen går op for os.«¹²

Hvorfor siger folk, at tempelceremonien er hellig, ikke hemmelig?

»I en af de første åbenbaringer i denne uddeling bekendtgjorde Herren, at det var hans vilje, at et helligt hus skulle opføres, og han gav det løfte, at hans herlighed skulle hvile over det, og hans nærhed skulle være der, og han ville komme ind i det, og alle de rene af hjertet, som kom derind, skulle se Gud, på en betingelse. Og betingelsen var, at de ›ikke tillader at noget urent kommer derind, så det ikke bliver besmittet‹ ([L&P] 97:15-16). I lydighed mod denne befaling værnes der omhyggeligt om de hellige templer, ikke på grund af hemmelighedskræmmeri, men fordi det, der foregår derinde, er helligt, og derfor er der forment adgang for dem, der efter Herrens standarder betragtes som ›urene‹, fordi de ikke holder hans bud.«¹³

»[Templets] ordinancer er ikke mørke, dystre hemmeligheder, der som sådan skal holdes skjult fra verden … Den grundlæggende tanke med ordinancerne fra Moses’ tid og tilbage til Adam var en adskillelse fra verden. Begavelsen repræsenterer skridt, som hjælper os med at bryde med et fordærvet, sekulært og indskrænkende miljø …

… det er vigtigt, at jeg ikke afslører det; det skal forblive helligt for mig. Jeg skal bevare en hellighedszone, som ingen kan krænke … For mine pagter er indgået mellem mig og min himmelske Fader.«¹⁴

»Vi taler ikke om tempelordinancerne, når vi er uden for templet. Men det har aldrig været mening, at kendskab til tempelceremonierne skulle være begrænset til nogle få udvalgte, som var forpligtede til at sørge for, at andre aldrig fik noget at vide om dem. Det er faktisk lige modsat. Vi gør alt, hvad vi kan for at tilskynde enhver til at kvalificere sig og forberede sig til at komme i templet …

Templets ordinancer og ceremonier er ganske enkle. De er smukke. De er hellige. De holdes fortrolige for ikke at komme ud til mennesker, som er uforberedte. Nysgerrighed er ikke forberedelse. Dyb interesse er i sig selv ikke en forberedelse. Forberedelse til modtagelse af ordinancerne omfatter de indledende trin: Tro, omvendelse, dåb, håndspålæggelse for Helligåndsgaven, tempelværdighed, modenhed og den ophøjede værdighed, som en indbudt gæst i Herrens hus, bør besidde.«¹⁵

En helligdom beregnet til tjeneste

»Inde i templet opleves en yderligere fred. Verdens med dens larm og stress efterlades udenfor. I Herrens hus er der ro. De, som tjener der, ved, at de har at gøre med det, der hører evigheden til. Alle er klædt i hvidt. Samtaler foregår stille. Tankerne er opløftede til det, der er helligt.

Dette er en helligdom beregnet til tjeneste. Størstedelen af den tjeneste, der udføres i dette hellige hus, gøres stedfortrædende for dem, der befinder sig på den anden side af dødens slør. Jeg kender ikke til noget andet, som kan sammenlignes med det. Det nærmer sig næsten mere det stedfortrædende offer, som Guds Søn ydede på vegne af hele menneskeheden, end nogen anden form for tjeneste, jeg kender til. Der forventes ikke tak fra dem, som på den anden side nyder godt af denne hellige tjeneste. Det er de levendes tjeneste på de dødes vegne. Det er en tjeneste udført i sand uselviskhed.«

Præsident Gordon B. Hinckley, »Templet i Salt Lake City«, Stjernen, nov. 1993, s. 5-6.